Udklip fra artiklen "Luther-Festen" i Nationaltidende, 10. november 1883. Fra: Mediestream

Luther-Festen.

Den Mindefest, der idag feires saa vel i Kirken som i Skolen, har en særegen Betydning, idet den samler Tankerne om den store Begivenhed, der i Historien blev Indledningen til et nyt Tidsrum, Udgangpunktet for den moderne Udvikling, og som ogsaa for vort Fædreland fik epokegjørende Virkninger. Thi Firehundredaarsdagen for Luthers Fødsel gjenkalder dog væsenlig Minderne om den reformatoriske Bevægelse, hvortil hans Navn var knyttet, og som i ham fandt baade sin mest fremragende Bærer og sit Redskab, saa vist som der gjennem den menneskelige Udviklings Omskiftelser aabenbarer sig en høiere styrende Haand. Vel sandt, den lutherske Reformation er særlig fremgaaet af det religiøse Princip, og de, der udelukkende betone Selvbevidsthedens Selvstændighed eller Fornuftens Princip, ere derfor utilbøielige til at anerkjende Luther som Banebryder for den moderne Aand, der kun forlader sig paa den videnskabelige Undersøgelses Methode og Resultater. Men her skulle vi dog bemærke, idet vi holde Religionen og Videnskaben fra hinanden, at Luther ikke blot optraadte som det rene evangeliske Trosindholds Forkynder, men at han tillige stod som en staalsat Forkæmper for den personlige Selvstændighed og Ret til Selvprøvelse overfor den katholske Kirkes Autoritetsprincip, der krævede blind Tro og ubetinget Underkastelse. Ingen vil nægte, at de store Opdagelser og Opfindelser i Forbindelse med Renaissancen, Gjenfødelsen af Studiet af den klassiske Oldtid, have været mægtige Faktorer til Hidførelsen af det Vendepunkt, da Menneskeaanden bryder med de middelalderlige Anskuelser for at slaa ind paa de moderne Baner; men paa den anden Side maa det heller ikke overses, at den moderne Aandsretning næppe vilde have seiret saa hurtig overfor den romerske Kirke, hvis ikke Subjektivitetens eller den frie Personligheds Princip var blevet indført paa en saa virksom Maade i Historien, som Luther gjorde det. Vil man ikke hylde Luthers religiøse Princip, hvad der i Overensstemmelse med den store Reformators Ønske skal være enhvers frie personlige Sag, saa maa man dog indrømme, at den af ham fyldig repræsenterede Protestantisme ogsaa middelbart[1] har bidraget til at aabne Porten til det nye verdenshistoriske Tidsrum, i hvilket den moderne Aand med sit videnskabelige Princip har holdt sit Indtog. Derfor har Reformationen foruden sin særlige religiøse Betydning ogsaa en almindelig kulturhistorisk Interesse, og derfor kunne Førerne og Tropperne fra begge Sider, saavel fra den religiøse som fra den videnskabelige Leir, mødes i fælles Forherligelse af Reformationen og Morten Luther[2]. De store Mærkedage ikke blot i denne Mands Liv, men ogsaa i den Udvikling, hvortil hans Gjerning har givet Stødet i de forskjellige protestantiske Lande, ere da ogsaa stedse blevne feirede i disse, men med en særegen Høitidelighed ere de blevne mindede, hver Gang den aarlig tilbagevendende Reformationsfest faldt sammen med en betydningsfuld Hundredaarsdag i Luthers egen og i den reformatoriske Bevægelses Historie.

Luther-Festen idag frembyder en naturlig Anledning til at mindes to andre tilsvarende sekulære Fester, der ere blevne feirede her i vort Fædreland i dette Aarhundrede. Den første fandt Sted fra den 31. Oktober til den 2. November 1817, da trehundrede Aar vare henrundne, siden Luther opslog paa Kirkedøren i Wittenberg sine 95 Theses, ved hvilke han principielt brød med det romerske Pavedømme. Hin Trehundredaarsfest, som vel kun faa Nulevende erindre klart, bar hele det romantiske Præg, som var karakteristisk for hin Tid, men den havde med sine Kanonsalver fra Voldene, sin Klokkeringning og Musik fra Kirketaarnene meget, der var smukt og opløftende for Sindet. Folket var med uforfalsket Ærbødighed Tilskuer af den kongelige Families Procession til og fra Trinitatis Kirke, hvor den religiøse Fest fandt sit Udtryk i Taler og Hymner, thi Frue Kirke, til hvis Alter Kongen iøvrigt ved denne Leilighed lagde Grundstenen, var den Gang under Gjenopførelse[3]. Den næste Trehundredaarsfest holdtes fra den 30. Oktober til den 1. November 1836 til Minde om Reformationens Indførelse i Danmark. Men Festen havde tillige en anden Betydning. Den tilbagekaldte, som det den Gang blev sagt, ikke blot Mindet om de Begivenheder, ved hvilke ”den danske Kirke blev udreven af Papismens[4] Mørke og Lænker og ført til Evangeliets Lys og Frihed”, men den fornyede ogsaa Erindringen om Universitetets Gjenfødelse og det Tidspunkt, hvorfra dette begyndte sin egenlige Virksomhed til Videnskabernes og det danske Folks Gavn og Ære. Vort Ønske nu, paa Firehundredaarsdagen for Luthers Fødsel, er dette, at den danske Folkeaand i enhver Retning vil vise sig besjælet af det sande reformatoriske Princip, der er lige saa langt fra bratte Omvæltningsforsøg som fra træg Fastholden ved det Overleverede!