Danmark eller det danske rige har over 1.000 år på bagen. Et tidligt vidnesbyrd om et dansk rige er den lille Jellingsten, der er fra ca. 950 og rejst af Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyra. Hun betegnes på runestenen som Danmarks bot, der almindeligvis oversættes til 'Danmarks pryd'. Det var første gang, at navnet Danmark blev nævnt i Norden. På den store Jellingsten (ca. 960-985), der ofte kaldes Danmarks dåbsattest, fremgår det af runerne, at Gorm den Gamles søn Harald Blåtand skulle have omvendt danerne til kristendommen. Derudover fortæller runerne på den store Jellingsten, at Harald Blåtand opfattede sig selv som danernes konge, og at han havde erobret Danmark og Norge. Men det er dog uklart, hvad der menes hermed.

Den store Jellingsten, hvoraf det blandt andet fremgår, at Harald Blåtand kristnede danerne. Foto: Nationalmuseet  

Vikingetiden

Før og i løbet af vikingetiden er kongemagtens og rigets status ukendt. Meget tyder dog på, at det danske rige i perioder var forenet under én konge, mens det i andre var politisk fragmenteret. Fra vikingetiden, der strakte sig ca. fra 800 til 1050, findes der kun få skriftlige kilder, men indskrifter på runesten som Jellingstenene, arkæologiske fund og udenlandske kilder giver et billede af tiden.

Der var tale om et samfund, hvor nogle få storbønder var de mest indflydelsesrige. Men vikingetidens organiserede erobringstogter kunne ikke have fundet sted uden en betydelig centralmagt. Kongens rolle er ganske vist blevet diskuteret af forskere, men levnene fra Harald Blåtands mange bygningsværker peger på en stærk kongemagt. Kongen var samtidig militær og politisk leder, når det kom til konflikter med udlændinge og udenlandske herskere. Efter kristendommens indførelse havde kongen også indflydelse på kirken, men han var meget afhængig af et godt samarbejde med de indflydelsesrige stormænd. Modsat var kirken med til at legitimere kongens magt, ligesom stormændenes støtte var en forudsætning for hans fastholdelse af magten.

Kirke- og kongemagt fra ca. 1050 til 1340

Perioden var præget af indre og ydre stridigheder, herunder korstog og slægtsfejder. Men samtidig blev samfundet også mere organiseret, da kongemagten og kirken fik stadig mere magt, f.eks. over lovgivning og retshåndhævelse. Landet blev ca. 1060 inddelt i bispedømmer, og i 1103-04 blev et dansk ærkebispesæde oprettet i Lund. Ofte foregik den udvikling i et tæt samarbejde mellem kirke- og kongemagt. Der blev desuden indført en fast skat til kirken kaldet tiende, der indebar, at en tiendedel (10 %) af al produktion skulle gå til kirken. På den måde sikrede kongen sig på den ene side kirkens opbakning til at udbygge magten og på den anden side hjælp fra gejstlige, som kunne læse og skrive, administrere og kendte til lov og ret både i Danmark og udlandet. Endelig fik kongemagten monopol på at udstede mønter, men ofte delte kongen dette monopol med kirken, og med tiden blev udenlandske mønter, der hidtil var blevet anvendt i stor stil i Danmark, udelukket fra den danske økonomi. Møntmonopolet sikrede kongemagten en væsentlig indtægtskilde.

Ca. år 1200 var der efterhånden sket så mange ændringer i retssystemet, at kongemagten og kirken fandt tiden moden til at samle og nedskrive nogle af de gældende retsregler. De var inspirerede af udviklingen i Europa. Konsekvensen blev landskabslovene, der gjaldt for de forskellige ’lande’, det danske rige var inddelt i. Hvert land havde sit landsting: Lund (Skåne, Halland og Blekinge), Ringsted (Sjælland og øer) og Viborg (Jylland og Fyn). Den yngste og mest omfattende af lovene var Jyske Lov fra 1241, som Valdemar Sejr stod bag. Jyske Lov blev vedtaget i Vordingborg, og den var formentlig tænkt som en decideret rigslov, men projektet kunne ikke gennemføres, da kong Valdemar døde få måneder efter mødet. Derfor kom loven kun til at gælde i Jylland og på Fyn. Med Jyske Lov var der for første gang i Danmark tale om en lov i form af aftaler mellem konge og landet. Det blev et gældende princip fremover.

Håndskrevet side i Jyske Lov. Lovsamlingen blev udgivet af Valdemar Sejr i 1241. Denne udgave stammer fra ca. 1280 og befinder sig på Det Kongelige Bibliotek. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Med landskabslovene blev kongens magt mere formaliseret, selv om han fremdeles var afhængig af adelen - de tidligere stormænd. Centralmagtens eller kongens rolle som hovedansvarlig for retshåndhævelsen blev slået fast, og der stod skrevet, at kongen skulle lovgive og styre landet, som paven styrede kirken. Derved blev der en opdeling af magten mellem kongen som verdslig og kirken/paven som åndelig leder. Landskabslovene kom – med ændringer og tilføjelser – til at gælde helt frem til 1683.  

Håndfæstninger

Håndfæstning betyder løfte, og begrebet bruges om de skriftlige løfter, som langt de fleste konger i perioden 1320-1648 måtte give for at blive valgt. På den måde var der ofte tale om en indskrænkning af kongens magt, ligesom kongens og stændernes (hhv. kirken, adelen, bønderne og borgerne i byerne) privilegier blev præciseret i håndfæstningerne.

Bærende var det, at kongen var bundet af loven, men der var også konkrete bestemmelser, når der havde været konflikter mellem konge og stormænd. Den første håndfæstning fra 1282 kom således efter en periode, hvor kong Erik Klipping havde haft konflikter med de mest betydningsfulde herremænd.

De fire første håndfæstninger blev vedtaget efter forhandlinger med danehoffet. Danehoffet var en samling af ”rigets bedste mænd”, og det blev indført i forbindelse med Erik Klippings håndfæstning og fungerede indtil 1400-tallet. Med danehoffet vedtog hoffet/herremændene privilegier og breve sammen med kongen.

Rigsrådet opstod som permanent institution, og det udviklede sig med tiden til sammen med kongen at sidde på magten i landet. Rådet bestod af op til 40 mænd af landets fornemste adel og fra kirken. Det var kongen, der udnævnte rigsrådet, men rigsrådet kunne som nævnt begrænse kongens magt med en håndfæstning. Eksempelvis blev øgede privilegier for godsejere en del af mange håndfæstninger. Håndfæstningerne begrænsede således kongens evne til at opkræve skatter. Men de stærke modsætninger mellem landets interesser, som kongen varetog, og adelens egne økonomiske interesser gav af og til store konflikter.

Reformationen

Efter borgerkrigen Grevens Fejde, der varede fra 1534 til 1536, samlede Christian 3. stænderne til et møde i København. Han ville af med nogle af de mest indflydelsesrige biskopper, som prægede rigsrådet og i øvrigt havde store jordbesiddelser.

Christian 3. var lutheraner, og i 1536 gennemførte han reformationen ved Recessen (loven) af 30. oktober. Dermed brød Danmark med den katolske kirke, og reformationen markerede således overgangen fra den katolske til den protestantiske statsreligion. Med recessen lykkedes det kongemagten at skille sig af med en stærk modstander, ligesom det blev indført, at den nye konge skulle vælges i den levende konges regeringstid. Hermed slap man for, at rigsrådet ikke ville vælge en konge, sådan som det havde været tilfældet før Grevens Fejde, hvor rigsrådet tøvede med at udpege en konge med luthersk baggrund.

Kronborgtapetet - Christian 3. uden for det belejrede København 1536. Gobelinen er vævet af Hans Knieper mellem 1581-1584 på bestilling af Frederik 2. Foto: Nationalmuseet

Kirken blev således underlagt kongen, og store besiddelser blev beslaglagt. Det styrkede kongens magt, da kongemagten i vid udstrækning stadig finansierede sig selv gennem krongodset. 

Enevælde

I 1660 blev der indkaldt til stænderforsamling. Danmark havde siden 1468 afholdt stændermøder, idet landet groft sagt var inddelt i tre stænder (adel, gejstlighed og borgerstanden). En fjerde stand var bønderne, der dog ikke havde politisk indflydelse. Kongen, adel og borgere skulle sammen beslutte, hvordan man skulle genrejse landet efter nederlag til Sverige i krigen i årene 1657-60. Mødet afslørede hurtigt, at kongen, de gejstlige og borgerne mente, at adelen ikke længere skulle have skattefrihed.

Den 10. oktober 1660 lukkede kongen portene til København og tvang adelen til at være med til at finansiere landets genopbygning oven på krigen. Samtidig skulle adelen acceptere et arvekongedømme, for nok var magten gået i arv fra far til den førstefødte søn, men siden 1282 havde kongen som nævnt skullet leve med håndfæstninger og dermed indskrænket magt. Reelt blev rigsrådets magt brudt, da arvekongefølgen blev indført og håndfæstningerne bortfaldt.

Første side af Kongeloven fra 1665. Med denne lov blev Enevælden som politisk system bekræftet. Foto: Rigsarkivet  

Med afskaffelsen af rigsrådets reelle magt blev adelen frataget en stor del af sin politiske indflydelse, og i 1665 blev enevælden bekræftet med Kongeloven, der var forfatningsloven for den danske enevælde. Kongen kunne nu regere med enevældig magt, og Kongeloven markerede således afslutningen på 700 års magtkamp mellem kirke, adel og konge. I 1849 blev Kongeloven afløst af Grundloven, mens arvereglerne bestod, indtil tronfølgeloven blev ændret i 1953. Med Grundloven 5. juni 1849 blev det enevældige styre erstattet af en indskrænket monarkisk styreform og på lidt længere sigt afløst af demokrati.