Med Lov om Grønlands Styrelse, der trådte i kraft i 1911, fik befolkningen i Vestgrønland to folkevalgte landsråd – et for Nordgrønland og et for Sydgrønland. Rådene var rådgivende, men udviklede sig de følgende årtier til at blive ikke bare et debatforum men også et talerør for grønlandske ønsker. Eller snarere grønlandske krav til landets fremtid, som den danske regering ikke i længden kunne sidde overhørig.

I de første årtier af 1900-tallet udviklede sig internt i Grønland en større principiel debat om den grønlandske fremtid. Grønlands første provst, Mathias Storch (1883-1957), tegnede i Grønlands første roman En Grønlænders Drøm fra 1914 et billede af Grønland i år 2105, hvor landet var tosproget og det kongelige handelsmonopol (KGH), der havde eksisteret siden 1774-1776, var ophævet. Også digterpræsten Henrik Lund (1875-1948) forudså en rivende fremtidig udvikling for Grønland. Det gav han f. eks. udtryk for i Vort land, du er blevet gammel (Nunarput utoqqarsuanngoravit), der i dag synges som den grønlandske nationalsang, og hvor man finder ordene: ”nu fremad, mod store mål, vi stævner”.

Christian 10. blev i 1921 den første danske konge, der besøgte Grønland. Fotoet viser kongen med en gruppe festklædte kvinder under besøget. Kvinden umiddelbart ved siden af kongen er Ketura Heilmann (1901-1939), der i 1925 blev gift med Augo Lynge. Foto: Arktisk Institut/H.M. dronning Alexandrine.

Modernisterne

Det var altså en kraftig trang til udvikling og modernisering, der prægede det grønlandske samfund, og i 1920’erne og 1930’erne begyndte denne trang at manifestere sig i stadig mere konkrete forslag til erhvervsmæssig, uddannelsesmæssig og social udvikling. Blandt de mest intense forkæmpere fandt man seminarielærerne Augo Lynge (1899-1959) og Frederik Nielsen (1905-1991), redaktøren Kristoffer Lynge (1894-1967) og præsten Gerhardt Egede (1892-1969).

Denne gruppe af modernister var navnlig uddannet ved Godthåb Seminarium og tilhørte dermed den intellektuelle elite i Grønland. Mange af dem havde ligeledes taget en supplerende uddannelse i Danmark. Foruden at være politikere var de også stærkt engageret i folkeoplysning. Kristoffer Lynge blev således Grønlands Radios første redaktør ved oprettelsen i 1942 og gjorde sig med tiden fortjent til tilnavnet ”Mr. Grønlands Radio”.  

Augo Lynge og Frederik Nielsen skrev i 1930'erne Grønlands anden og tredje roman. Augo Lynges 300 år efter fra 1931 var, som tidligere Storchs roman, et fremtidsbillede af det grønlandske samfund. Romanen foregik i år 2021, hvor Grønland var blevet et moderniseret dansk amt. Bogen blev af Lynge selv beskrevet som hans politiske program. Frederik Nielsens Tuumarsi fra 1934 var omvendt et billede af Grønland fra 1850’erne, hvor de nye moderniseringsbestræbelser, som f.eks. fredningsbestemmelser af rensdyr for at sikre mod udryddelse, blev sat i relief i forhold til det gamle samfund.

Moderniseringsprogrammet

Væsentlige sager for modernisterne var den erhvervsmæssige omstilling, den uddannelsesmæssige opkvalificering og en større indflydelse på egne anliggender.

Den erhvervsmæssige omstilling var begrundet i stadig dårligere sælfangst samt tranoliens stadig dårligere konkurrenceduelighed over for petroleum. Det nødvendiggjorde omstilling til nye erhverv, hvor navnlig fiskeri og fåreavl blev store satsningsområder. Fiskeriet nødvendiggjorde desuden en større centralisering af befolkningen i byer, så fiskefabrikkerne havde adgang til arbejdskraft. Denne udvikling førte til mere eller mindre frivillige flytninger fra og nedlæggelse af grønlandske bygder - i modernisternes øjne en nødvendighed i fremskridtets tjeneste.

En tættere tilknytning til Danmark blev for både grønlandske og danske politikere en uløselig del af moderniseringsprocessen. Den 14. januar 1954 blev det kulturelle bånd knyttet lidt strammere, da den danske tegneseriefigur Rasmus Klumps eventyr begyndte at udkomme som den første tegneserie på grønlandsk. Fra Atuagagdliutit – Grønlandsposten

Knyttet til den erhvervsmæssige omstilling var naturligt også et øget fokus på uddannelse, hvor adgangen til undervisningsmaterialer var altafgørende. Lige siden etableringen af landsrådene i 1911 havde de grønlandske medlemmer her opfordret til udgivelsen af uddannende litteratur på grønlandsk, men det udviklede sig hos modernisterne til et krav om intensiveret danskundervisning, så man dermed fik adgang til  dansk litteratur og verdenslitteratur i dansk oversættelse. Samtidig kunne dansk virke som en genvej til at lære engelsk, som de inuitiske stammefrænder i Canada og Alaska talte.

Sidst, men ikke mindst, ville man have forholdet til Danmark normaliseret, så grønlænderne fik større direkte indflydelse på deres egne anliggender. Først og fremmest gjaldt det ønsket om at få medlemmer i Rigsdagens Grønlandsudvalg, hvilket den danske regering dog længe forblev afvisende overfor.

To af mest toneangivende modernister, Augo Lynge og Frederik Nielsen, var meget direkte i deres ønske om, at grønlænderne skulle vedkende sig også deres danske arv. Denne erkendelse skulle lede til et stadig tættere forhold mellem danskere og grønlændere og en stadig større overensstemmelse mellem dansk og grønlandsk nationalitet.

'Ungdommens leder' og 'Folkets talsmand”. Som skolemand, foreningsmand og fast repræsentant for Grønland i afkoloniserings- og integreringsprocessen var Augo Lynge en af moderniseringens ubestridte ledere. Hans politiske mål var, at grønlænderen skulle blive en ”god, dansk borger”. Da han i 1959 gik ned med det nye og moderne skib M/S Hans Hedtoft, blev moderniseringen af Grønland også hans endeligt. Foto: Erik Holtved. Fra Arktisk Institut

Forholdet til Danmark

Alle disse elementer var en udfordring af den danske regerings grønlandspolitik. Danske politikeres holdning til Grønland havde, med enkelte kortvarige undtagelser, været præget af den strategi, at man arbejdede for at bevare grønlændernes kulturelle særkender og navnlig det grønlandske sprog og sælfangst. Dermed ville man forhindre, at grønlænderne led samme skæbne som de oprindelige folk i Nordamerika på den anden side Davis-strædet. Den danske regering begyndte dog at komme de grønlandske krav i møde i slutningen af 1930’erne. I 1939 ankom en delegation fra Grønland til København, som skulle forhandle med Rigsdagens Grønlandsudvalg om væsentlige områder. Fra grønlandsk side havde man især været skuffet over den danske regerings manglende lydhørhed i kravet om intensiveret danskundervisning. Møderækken blev afbrudt af udbruddet af 2. verdenskrig, og med Danmarks besættelse blev bestræbelserne sat på pause.

Efter genetableringen af forbindelsen mellem Grønland og Danmark i 1945 blev reformarbejdet intensiveret – også fordi Danmark nu skulle stå til regnskab for den grønlandske udvikling over for den nye, internationale organisation FN. Danmark gik meget nidkært til opgaven. Gennem de to kommissionsbaserede strategier fra 1950 og 1960, G50 og G60, gennemførtes en række moderniseringstiltag. Ved grundlovsændringen i 1953 ophørte landets status som koloni, og Grønland blev en landsdel med amtslignende status og en ligestillet del af Danmark.

I denne periode voksede skepsissen over for moderniseringsbestræbelserne, som også havde ført til en stigende mental afstand mellem grønlændere og danskere. Det synspunkt dukkede stadig hyppigere op, at grønlænderne havde følt sig som tilskuere til udviklingen, da grønlænderne f.eks. kun sjældent blev brugt som håndværkere i byggeprojekterne. Et almindeligt kritikpunkt var den fremkomne ’løsning’ på det hyppigt diskuterede lønspørgsmål, hvor tjenestemænd født i Danmark fik større løn end tjenestemænd født i Grønland. Lønforskellen skulle kompensere for afsavnet ved at være borte fra Danmark men fik en markant negativ effekt på det dansk-grønlandske forhold.   

Efter i en periode at have været bærere af det altdominerende politiske standpunkt, begyndte modernisterne at blive udfordret i slutningen af 1950’erne og stadig mere intenst i løbet af 1960’erne. Det synspunkt gjorde sig nu gældende med stadig større kraft, at en modernisering af Grønland ikke skulle ske på baggrund af en tættere tilknytning til Danmark men i en udvikling mod større eller mindre grad af selvstyre. Modernisterne begyndte i 1960’erne at tabe terræn, mens de senere hjemmestyreforkæmpere som Lars-Emil Johansen (f. 1946), Jonathan Motzfeldt (1938-2010) og Moses Olsen (1938-2008) tog over. De blev alle tre valgt til Grønlands Landsråd i 1971.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.