Den danske udvandring

Mellem 1820 og 1930 drog knap 336.000 danskere til USA. De udgjorde et lille skvulp i en global bølge af 38 millioner udvandrere med kurs mod USA. Langt hovedparten af danskerne drog af sted efter 1867. Mens USA's folketælling i 1850 registrerede 1.837 personer født i Danmark, var det tilsvarende tal i 1880 godt 64.000 og i 1900 159.000. Det kulminerede i 1920 med godt 189.000 for så at dale til knap 179.500 i 1930. Medtælles indvandrernes amerikanskfødte børn, blev højdepunktet nået i 1930, hvor folketællingen registrerede 529.000 danskamerikanere, svarende til 15 procent af Danmarks befolkning samme år.

Hvorfor drog danskerne af sted? En del rejste ud af religiøse grunde, herunder nogle få hundrede baptister fra 1850'erne. I 1900 udgjorde de danskamerikanske baptister omkring 4.000 personer. I de samme årtier udvandrede et langt større antal mormoner, knap 17.000 i alt. Andre danskere drog af sted af politiske grunde. Nogle få lod sig lokke af agitatorer som bondevennen Rasmus Sørensen (1799-1865), den iltre prædikant Mogens Abraham Sommer (1829-1901) og socialisterne Louis Pio (1841-1894) og Povl Geleff (1842-1928), der så udvandring som mulighed for at forbedre folks levevilkår både økonomisk og politisk. Og op mod 60.000 sønderjyder drog til USA i årene 1864-1920, hvor Nordslesvig var på tyske hænder.

Langt hovedparten af de danske udvandrere drog af sted af økonomiske grunde. Den danske udvandrerstrøm blev først og fremmest båret af udvandrernes opfattelse af større økonomiske muligheder i USA end i Danmark. 

Edvard Petersens (1841-1911) ikoniske maleri ’Udvandrere på Larsens Plads' (1890) gengiver stemningen, inden emigranterne går ombord på en af Thingvalla Liniens atlanterhavsdampere og sejler fra København til New York City. Til højre tages en sidste afsked. En enkelt kvinde har måttet finde lommetørklædet frem. En gruppe betuttede koner sidder mellem deres få ejendele. Appelsinsælgeren har tydeligvis gang i sin gesjæft. Foto: ARoS Aarhus Kunstmuseum/Wikimedia Commons

USA rykker nærmere

Fra midten af 1800-tallet syntes Danmark årti for årti at rykke USA stadig nærmere. Med overgangen fra sejl- til dampskibssejlads i årtierne efter 1850 blev turen over Atlanten hurtigere, sikrere og mere stabil. Sædvanligvis varede rejsen nu højst 14 dage. Med lanceringen af dampskibsselskabet Thingvalla i 1879 – der i 1897 blev opkøbt af DFDS og omdøbt til Skandinavien-Amerika Linien – kunne danskerne sejle direkte fra København til New York City. I anden halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev også jernbanerne udbygget i både USA og Danmark.

Samtidig steg informationsniveauet om USA. Dampskibsselskaber og jernbanekompagnier udsendte pamfletter og indrykkede avisannoncer, hvori de lokkede jordhungrende danskere og andre europæere til USA. Danske skribenter medvirkede til at udbrede viden om 'den nye verden' – ikke bare politiske bannerførere som Rasmus Sørensen, Mogens Abraham Sommer og Louis Pio, men også journalister og rejseforfattere som Vilhelm Topsøe (1840-1881) og Henrik Cavling (1858-1933). Indvandrerne bidrog selv til det højnede informationsniveau ved at sende breve hjem til familie og venner. Disse vakte ofte lokal opsigt og kunne resultere i alvorlige tilfælde af 'Amerikafeber'. Sommetider indeholdt brevene billetter. I løbet af 1880'erne rejste ca. en fjerdedel af de danske migranter til USA på sådanne billetter. Det høje danske informationsniveau afspejlede sig i statistikkerne. Mens Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) rasede, og under de økonomiske kriser 1873-1879, 1883-1885 og 1893-1897 dalede migrationen fra Danmark. De potentielle indvandrere vidste godt, hvornår det kunne betale sig at tage af sted.

Befolkningstilvækst i Danmark

De danske udvandrere var drevet af reelle økonomiske motiver. Mellem 1801 og 1900 mere end fordobledes Danmarks indbyggertal fra 0,9 millioner til 2,4 millioner. Befolkningsvæksten satte samfundsøkonomien under pres – men ikke lige så hårdt som i nabolandene Norge og Sverige.

I anden halvdel af 1800-tallet gennemgik Danmark en hastig økonomisk udvikling, der fuldførte overgangen fra naturalie- til pengeøkonomi. Og i 1870'erne og 1880'erne gennemførte landbruget en omlægning fra kornavl til animalsk produktion, efterhånden som den internationale konkurrence på korn steg, og priserne tilsvarende faldt. Fra 1880'erne blomstrede andelsbevægelsen. Samtidig ekspanderede industrien, først i København, men fra 1890'erne også i byer som Aalborg og Herning. Ligeledes deltog Danmark nu i et ekspansivt internationalt handelssystem baseret på økonomisk liberalisme.

Nogle danskere bosatte sig i Midtvestens skovområder, andre på prærien, hvor mulden var rigere, men riften om jorden større. Fritz Andersen (ca. 1865-1934) valgte prærien. Han var født i Gamborg på Fyn og udvandrede 1887. Oprindeligt var han møller, siden blev han præst. I 1894 ægtede han Camilla, født i Nebraska af danske forældre. De fik 10 børn. De tre første ses på fotoet fra 1900: Agnete, Louise og Anna. Siden flyttede parret rundt i både South Dakota og Iowa. Foto: Privateje

Den økonomiske udvikling i Danmark kunne dog ikke helt holde trit med befolkningsvæksten. Især i 1870'erne og 1880'erne kneb det. På landet havde det voksende antal børnerige familier ført til, at mange unge mænd og kvinder af gårdmands- og husmandsstanden nu risikerede permanent at tilslutte sig de jordløses rækker. Der var ikke jord nok til alle, heller ikke selv om det dyrkede areal steg med ca. en fjerdedel mellem 1860 og 1888 ved opdyrkning af den jyske hede og dræning af søer og moser. Omkring 1870 synes en tendens til udstykning af større brug til småbrug at være gået i stå. Samtidig var landproletariatet vokset så meget i omfang, at arbejdslønnen dalede. Landboer søgte mod byerne i håb om at finde arbejde. Men hverken København eller købstæderne kunne opsuge alle. Også i byerne voksede proletariatet. Tilflyttende ufaglærte blev ofte budt ringe vilkår eller måtte kæmpe med arbejdsløshed, og mange håndværkere blev truet på levebrødet af fabrikkernes fremvækst.

Samtidig kunne man høre om de enorme muligheder i USA. I 1870'erne og 1880'erne var der stadig masser af jord at få for unge danske mænd og kvinder, der havde måttet opgive drømmen om en gård derhjemme. I 1862 vedtog Kongressen Homesteadloven, der tilbød nybyggerne i vest gratis jord. Mere velstillede indvandrere kunne købe jord fra delstaterne eller jernbaneselskaberne. Her var valgfriheden større, og adgangen til markedet ofte bedre.

Også bedre lønninger og beskæftigelsesmuligheder lokkede danskerne til USA. Mens tendensen til overbefolkning i Danmark gav lavere løn, betød den store efterspørgsel efter flere hænder i USA, at lønniveauet var højere. I 1870'erne lå det danske lønniveau kun på godt en tredjedel af det amerikanske og selv i begyndelsen af 1900-tallet kun på lidt over halvdelen.

Hvem tog af sted?

Derfor kan det ikke undre, at samfundets nedre sociale lag dominerede blandt udvandrerne. I årene 1868-1900 var over fire ud af ti danske migranter landarbejdere, mens hver fjerde tilhørte arbejderstanden i byerne – for kvindernes vedkommende ikke mindst tyendet. Næsten hver femte udvandrer var håndværker. Især de unge drog af sted. Godt tre ud af fire udvandrere var under 30 år, og godt hver fjerde 20-24 år. De fleste udvandrere var mænd. Kun godt en tredjedel var kvinder. Andelen af især unge kvinder fra byerne steg dog frem mod år 1900.

I 1870'erne og 1880'erne drog mange hele familier til USA. Da den sociale nød altså truede mest, udgjorde familierne ca. 40 % af udvandrerne. Mod slutningen af århundredet, hvor den danske industrialisering accelererede, og mulighederne for at erhverve jord i USA blev mindre, dalede familiernes andel blandt udvandrerne. Frem mod 1930 spillede frygten for fattigdom tilsyneladende ikke længere helt så central en rolle i beslutningen om at udvandre. I stedet blev mange migranter drevet af en vision om, at nok gik det bedre i Danmark, men mulighederne var endnu større i USA. Nu var det især unge ugifte, der ville prøve lykken.

Efter 1850 spillede jernbanebyggerierne en hovedrolle i befolkningens vestgående bevægelse. Byggerierne blev finansieret ved, at den føderale regering forærede de privatejede jernbaneselskaber jord, som de videresolgte til private købere. I denne reklame fra 1871 udbyder Burlington og Missouri River-jernbanen masser af præriejord i Iowa og Nebraska til salg og lokker med et fristende blik ud over Big Blue River-dalen i det sydøstlige Nebraska. Foto: Library of Congress

De fleste danskere søgte mod Midtvesten. I 1900 levede godt seks ud af ti danske migranter i denne region. Den største danskerstat var Iowa med 17.102 indvandrere fulgt af Minnesota (16.299), Wisconsin (16.171), Illinois (15.686) og Nebraska (12.531). Danskere i større koncentrationer fandt man ude på landet i lokaliteter som West Denmark, Wisconsin; Elk Horn-Kimballton, Iowa og Dannebrog, Nebraska. Kun én større amerikansk by fik et betydeligt dansk islæt, nemlig industribyen Racine i det sydøstlige Wisconsin, hvor de 2.815 danske indvandrere i 1900 udgjorde knap 10 procent af befolkningen. Danskerne var derimod ikke mange nok til for alvor at dominere bybilledet i storbyer som Chicago (10.166), Minneapolis-St. Paul (2.679) og Omaha, Nebraska (2.430). Uden for Midtvesten var danskerne især at finde i mormonstaten Utah (9.132), i Californien (9.040) og i New York (8.746).

Fra 1920'erne satte en afmatning i udvandringen fra Danmark til USA ind. I årtierne frem mod 1. verdenskrig (1914-1918) oplevede Danmark en så stor økonomisk vækst, at udvandring blev mindre attraktiv. 1. verdenskrig vanskeliggjorde rejsen til USA, og efter krigen indførte USA en række restriktive indvandringslove. Med 1930'ernes store depression og 2. verdenskrig ophørte indvandringen næsten fuldkommen. Selv om danskere også derefter drog til USA, var massemigrationens æra endegyldigt overstået.    

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.