Dannelse, program og medlemmer

DNSAP stiftedes den 16. november 1930 med Cay Lembcke (1885-1965) som fører. Partiet blev dannet med meget tydelig inspiration fra Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti i Tyskland, hvis partiprogram DNSAP kopierede næsten ordret. Også det tyske partis ikonografi og retorik kopieredes i det store og hele direkte, herunder antiparlamentarismen, antisemitismen og den markante nationalisme, som hos DNSAP vel at mærke var en dansk nationalisme. Her lå imidlertid et dilemma, som partiet indtil sin opløsning i 1945 aldrig formåede at løse: Den næsegruse beundring for og den næsten automatiske kopiering af det tyske forbillede lod sig vanskeligt forene med påstanden om at være et dansk-nationalistisk parti.

Fra begyndelsen var DNSAP belastet af interne stridigheder. Disse blev dog holdt i ave, da en ny fører, Frits Clausen (1893-1947), i 1933 vandt magten over partiet og gav det en vis dynamik på de organisatoriske linier, hvor partiet i løbet af 1930’erne blandt andet udviklede tidsskrifter som National-Socialisten, ungdomsafdelinger, spejderlignende korps (i stil med Hitlerjugend) og i 1939 egen dagspresse i form af avisen Fædrelandet.

Også medlemsskaren voksede i 1930'erne, fortrinsvis via rekruttering i landbefolkningen og til dels i byernes middelklasse. Under besættelsen var det dog særlig blandt arbejderklassen, at partiet rekrutterede. Medlemmerne kom således fra alle samfundslag. Partiet havde ca. 5000 medlemmer ved krigsudbruddet, 20.000 i foråret 1943 og ved befrielsen omkring 12.000.

Propagandafilm fra D.N.S.A.P.'s 4. landsstævne i Grenaa den 19.-20. juni 1937, hvor der var parade til ære for landslederen Frits Clausen. S.A. marcherede til Dyrskuepladsen, og derfra udgik en stor demonstrationsmarch til Stadion. Mottoet var: "En Dag, naar Danmark vaagner op, S.A. staar Vagt for Sejren Trop for Trop!" Det blev anslået, at der var ca. 8000 deltagere. 
Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut

Politisk rolle

DNSAP forblev et marginalt fænomen i dansk politik. Først ved valget i 1939 opnåedes stemmer nok til repræsentation i Folketinget, hvor partiet med 1,8% af stemmerne fik 3 mandater. Ikke engang med de for partiet på mange måder gunstige vilkår under besættelsen kunne det samle mere end 2,1% (godt 40.000 stemmer, som gav 3 mandater) ved folketingsvalget i 1943. Næppe noget andet parti i Danmarkshistorien har haft så højt et medlemstal set i forhold til stemmetallet ved folketingsvalg. Dette forhold antyder såvel partiets marginaliserede status som tilhængernes stærke engagement.

Forholdet mellem DNSAP og den tyske besættelsesmagt 1940-1945

Partiets fundamentale dilemma mellem på den ene side dets danske nationalisme og på den anden side dets dybe afhængighed af forbilledet i Tyskland forstærkedes yderligere af besættelsen i 1940. Mens DNSAP kritiserede de demokratiske danske partier for at kapitulere ved besættelsen den 9. april 1940 og siden for ikke at varetage danske interesser i forhold til besættelsesmagten, søgte det samtidig af al kraft at komme til magten ved besættelsesmagtens hjælp.

Partiet nød bestemt også besættelsesmagtens bevågenhed og beskyttelse, særlig i besættelsens første år. Det modtog således betydelig økonomisk hjælp fra denne, som blandt andet satte partiet i stand til at øge udbredelsen af sin presse og at gennemføre store landsdækkende plakatkampagner. Partiets magtambitioner nåede et foreløbigt højdepunkt i efteråret 1940, hvor en længere kampagne lagde op til en snarlig overtagelse af regeringsmagten. Men den forventede tyske støtte udeblev. Ligesom dette magtovertagelsesforsøg blev også flere senere forsøg bremset af besættelsesmagten. Berlins og det tyske gesandtskab i Københavns kalkule fandt foreløbig tyske interesser bedre varetaget af den siddende danske regering. Her spillede ro og orden og de stabile fødevareleverancer til Tyskland en væsentlig rolle. Den tyske tillid til, at DNSAP kunne holde befolkningen i ro og produktionen i gang, var minimal.

Helt ind til årsskiftet 1942-43 frygtede danske politikere og regeringen dog mere end noget andet en magtovertagelse af DNSAP på besættelsesmagtens bajonetter. Denne frygt var nok overdrevet, men ikke grundløs. Meget tyder på, at besættelsesmagtens tydelige, men aldrig fulde støtte til DNSAP, også tjente det formål at gøre danske politikere i regeringspartierne urolige og dermed mere medgørlige i forhandlingerne. Så længe regeringspartierne frygtede det, der var værre (læs: en DNSAP-regering), var de som oftest rede til at gå besættelsesmagten et vist stykke i møde.

Hvervning til Waffen-SS og Frikorps Danmark

Besættelsesmagten overlod dog gerne DNSAP opgaven at rekruttere frivillige frontsoldater til Waffen-SS og senere til Frikorps Danmark. Rekrutteringen begyndte allerede i det skjulte i maj 1940, men blev mere formaliseret og også helt offentlig efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941. Selvom DNSAP i rekrutteringen til fronttjeneste fortrinsvis kaldte til kamp for Danmarks sag og ønsket om at undgå en sovjetisering af den europæiske kultur, blev rekrutteringen ligesom partiets aktiviteter i øvrigt opfattet som værende landsforræderisk og i tysk tjeneste.

Déroute, 1943

Det pauvre valgresultat ved valget i marts 1943 betegnede partiets totale nederlag i dansk politik. I frustration, men måske også som et forsøg på ved denne gestus at vinde fornyet tysk støtte, meldte Frits Clausen sig som læge ved de tyske Waffen-SS-styrker ved østfronten. Men uden resultat; særlig den rigsbefuldmægtigede Werner Best (1903-1989) havde ingen tillid til Clausen og DNSAP. C. O. Jørgensen blev ny fører, men partiet vandt aldrig fordums betydning, idet det identificeredes med det Tyskland, der var ved at tabe krigen.

Efter befrielsen i maj 1945

Partiet blev ikke forbudt efter befrielsen, og medlemskab gav i sig selv ikke anledning til retsforfølgelse ved domstolene. Men på arbejdsmarkedet måtte mange medlemmer alene på baggrund af deres medlemskab se sig chikaneret, degraderet, forflyttet eller fyret. Adskillige af partiets medlemmer blev dømt ved domstolene for konkrete samarbejdshandlinger med Tyskland.

Partiets arkiv, det såkaldte Bovrup-arkiv, blev beslaglagt af modstandsbevægelsen i befrielsesdagene med henblik på at indgå i retsopgøret som bevismateriale. I arkivet indgår også "Bovrup-kartoteket", som er en registrant over samtlige partimedlemmer. Arkivet beror nu i Rigsarkivet.

I 1951 blev DNSAP gendannet under Sven Salicaths ledelse, dog uden på nogen måde at gøre væsen af sig på den nationale politiske scene. Der var snarere tale om en social/selskabelig forening, hvor dyrkelsen af den fælles fortid og de personlige relationer var hovedindholdet. Af samme grund sygnede partiet hen i 1980’erne, i takt med at de gamle medlemmer faldt bort. Uden at kunne påberåbe sig nogen organisatorisk kontinuitet opfatter det i 1991 stiftede Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSAB) sig som DNSAP' arvtager.