Optakt

Grevens Fejde var foranlediget af stridigheder omkring tronskiftet efter den i 1533 afdøde Frederik 1. Rigsråderne tøvede med at indsætte den mest oplagte kandidat, hertug Christian af Slesvig-Holsten (Frederik 1.s ældste søn), fordi han var protestant, og nedsatte i stedet en rigsrådsregering. Dette interregnum blev udnyttet af borgerne fra Malmø og København i alliance med den vigtige handelsby Lübeck til at kræve den fangne Christian 2. genindsat som konge. Lübeck finansierede en lejetrophær under ledelse af grev Christoffer af Oldenburg, der skulle kæmpe for dette mål. I juni 1534 landede denne hær på Sjælland. Da rigsrådet endelig besindede sig og i august udnævnte hertugen til Christian 3., var Skåne, Sjælland og Fyn allerede under grev Christoffers kontrol.

Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Oprøret

Kort efter, i september 1534, skibede den Christian 2.-tro Skipper Clement (1485-1536) sine tropper ind i Aalborg. Til forskel fra greven satsede Clement på at udbrede oprøret til bønderne og oprette en bondehær. I første omgang lykkedes det for Clementshæren at slå adelens forsvar tilbage, men ved Randers blev den omkring den 1. november 1534 standset af modstandernes tropper, og bondeopstanden bredte sig i stedet mod vest og syd. Da det dog kort efter lykkedes for Christian 3. at opnå en separatfred med Lübeck, blev der frigjort tropper, som under Johan Rantzaus (1492-1565) lederskab kunne nedkæmpe Clementshæren. Rantzaus tog op gennem Jylland endte med et blodigt indtog i Aalborg den 18. december, hvormed Clementsfejden var slut.

Skipper Clement i fængslet. For oven Rantzauernes
våben. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Følgerne

De umiddelbare følger blev, at bønderne i de oprørske områder blev straffet kollektivt med bøder eller, for selvejerbøndernes vedkommende, med indlemmelse af ejendommene under kronen. Skipper Clement blev dømt til døden og henrettet i 1536.

På længere sigt bidrog det store oprør og dets effektive nedkæmpelse til, at de store godsejere og kongemagten rykkede tættere sammen for at forhindre det magttomrum, som rigsrådsregeringen i 1533-34 havde medført – og for at forhindre nye bondeopstande. Den konsekvente forfølgelse af denne taktik langt ind i 1600-tallet, om ikke længere, medvirkede til, at Clementsfejden blev den sidste store bondeopstand i Danmark.

Kort over de 49 herreder i Jylland, hvis indbyggere af borger- og bondestand efter Clementsfejden i 1534 blev dømt kollektivt for oprør mod kongemagten. Kortet viser således oprørets geografiske udbredelse. Den tilsyneladende urimelige kollektive straf hang sammen med, at bondeoprør i middelalderen normalt blev vedtaget på herredernes ting med gyldighed for alle. Alle var altså principielt skyldige, til det modsatte var bevist. Det var således op til de dømte selv at bevise deres uskyld, hvilket var svært, da ingen vidner, som selv var dømt, blev accepteret. Det lykkedes da også kun for relativt få. Straffen var i princippet hængning og ejendomskonfiskation, men ved at betale en stor bøde, kaldet halsløsning, kunne de dømte frikøbe sig for dødsstraffen. De bønder, som selv ejede deres gårde (selvejerbønderne), mistede desuden ejendomsretten til deres gårde. Den kunne dog genkøbes, hvis de havde råd, hvad få havde. Illustration: Kort fra Hans Henrik Appels bog ”At være almuen mægtig”: de jyske bønder og øvrigheden på reformationstiden, 1992. Gengivet med tilladelse fra Hans Henrik Appel