Bytinget - byernes lokale domstol fra ca. 1200-tallet til 1919

Artikler

Bytinget var fra ca. 1200-tallet og frem til 1919 den lokale domstol i købstæderne – svarende til herredstinget i landdistrikterne. Købstæderne udgjorde i middelalderen selvstændige retskredse med egen købstadslovgivning og domstole. Her kom først bytinget og senere rådstueretten ind i billedet som supplement til herredstinget, der ellers udgjorde det lokale niveau for retshåndhævelsen. De lokale domstole var en del af et større system, der udviklede sig i middelalderen, og som også bestod af de regionale landsting og det centrale Retterting.

I løbet af middelalderen udviklede bytinget sig fra at have repræsentanter fra både byen og kongen som dømmende magt til primært at være forbeholdt kongens foged, mens byens repræsentanter flyttede til rådstueretten. Bytinget blev i takt med udviklingen af appelsystemet første instans med appelmulighed til rådstueretten, der i flere byer fik status som landsting. Samfundsudviklingen i særligt 1700-tallet betød, at bytingene og rådstueretterne blev sammenlagt, og de kongeligt udnævnte byfogeders position blev styrket. Reformer i 1800- og 1900-tallet betød indledningsvis en sammenlægning med landdistrikternes herredsting og slutteligt en ophævelse af både byting og herredsting til fordel for den byret, vi kender i dag. Betegnelsen for domstolen blev ved retsplejeloven i 1919 ændret fra byting til byret.

Bytinget fra omkring år 1200

I middelalderen skilte byerne – eller købstæderne – sig ud fra de omkringliggende landbrugsområder på en lang række parametre. Købstæderne havde monopol på handel og langt de fleste håndværk, og byernes grænser var tydeligt markerede med volde eller bymure, så alle, der kom for at handle, blev ledt igennem byportene og betalte skat.

Konsekvenserne af de særlige forhold blev et behov for en særskilt lovgivning, der tog højde for monopoler, skatteforhold osv. Med en særlig lovgivning for købstæderne kom også behovet for egne domstole, der kunne varetage særbestemmelserne. Det er uklart, præcis hvornår bytingene opstod, men kildemateriale fra 1200-tallet afspejler, at de var et kendt fænomen og en forudsætning for realisering af lovgivningen.

Oprindeligt var den dømmende myndighed tildelt udvalgte borgere i byerne under ledelse af den lokale foged, men da byrådene opstod, trådte disse i stedet for borgerskabet som dømmende magt. I løbet af 1400- og 1500-tallet gled den dømmende magt over til fogeden alene.

Efter midten af 1500-tallet bestod tingshandlingerne ved bytinget af byfogeden, der, som repræsentant for kongen, havde domsmagten, en skriver og otte (af og til tolv) tinghørere eller stokkemænd, der skulle bevidne, at tingshandlingerne forløb, som de skulle. Denne struktur går igen hos herredstinget i landdistrikterne. Bytinget udviklede sig også langsomt fra en offentlig begivenhed til en mere lukket, og i løbet af 1700-tallet blev det almindeligt at holde det i tinghuse frem for udenfor på byens torv (eller en anden central plads). Ligesom på herredstinget var tingshandlingen bygget op om fire planker, der var lagt i en firkant, og som dannede 'det juridiske rum', uanset om handlingen foregik inde eller ude. Randers by år 1350

Denne tegning er et forsøg på at rekonstruere købstaden Randers omkring år 1350. Her ses det tydeligt, hvordan byen skiller sig ud fra oplandet, omkranset af palisader, der signalerede grænsen mellem byernes særlige juridiske rum og det øvrige rige. Illustration: Ingo Milton, Museum Østjylland, Randers

Rådstueretten og et todelt juridisk system

Ligesom med bytinget er det usikkert, præcis hvornår praksis med rådstueretterne opstod. Rådstueretten var en domstol, der indledningsvis fungerede parallelt med bytinget, hvilket vil sige, at den ene ikke var overordnet den anden, og at de varetog hver sine typer sager.

Rådstueretten voksede frem i takt med, at borgerskabet fik en mere og mere fremtrædende rolle i samfundet, og at handel fik større og større økonomisk betydning. Borgmestrene og byrådet var dommere ved rådstueretten, hvorfor domstolen var langt mere direkte knyttet til byen end bytinget. I 1422 påbød Erik af Pommern, at alle borgmestre og folk i byernes råd skulle leve af handel, hvilket betød, at det kun var købmænd, der kunne være dommere i rådstueretten. Denne lov dannede præcedens for praksis.

Dommernes forskellighed i de to institutioners afspejler fint domstolenes oprindelige sagsfordeling. Mens rådstueretten primært tog sig af sager, der handlede om handel og andre civilsager, behandlede byfogeden på tinget en langt bredere vifte af sager, eksempelvis kriminalitet, som var brud på freden i riget og dermed specifikt kongens ansvar.

I løbet af 1400-tallet udviklede det sig dog således, at rådstueretten fik højere status end bytinget, så sager fra tinget kunne appelleres til rådstueretten. Rådstueretten blev i de fleste tilfælde stadig betragtet som en lokal domstol, og derfor blev sager herfra appelleret til landstinget. Dog var der fra slutningen af 1500-tallet en tendens til, at rådstueretterne i de store byer som eksempelvis København, Ribe og Malmø (alle i 1586) fik status som landsting. I 1600-tallets sidste halvdel blev dette udvidet til at gælde flere andre byer som eksempelvis Odense, Aalborg og Aarhus.

Underret og byret - udviklingen efter 1700

Bytingene og rådstueretterne blev løbende sammenlagt, hvilket i praksis ville sige, at de lokale dommere i rådstuerne blev skubbet ud til fordel for kongens repræsentant, fogeden. Ud over at være dommere fik byfogederne fra 1701 også embedet som politimestre i byerne. Sammenlægningen af domstole og embeder skete i forbindelse med en generel professionalisering af retssystemet i løbet af 1700-tallet, der også skabte et bedre økonomisk grundlag for retsbetjentene. I begyndelsen af 1800-tallet var langt hovedparten af dommerne ved bytingene i landets købstæder uddannede i jura på Københavns Universitet.

Københavns Byret på Nytorv
Råd- og domhuset på Nytorv i København, der stod færdigt i 1815. Oprindeligt blev alle retshandlinger afholdt under åben himmel med lokalbefolkningen som vidner. I takt med, at retshandlingerne blev mere og mere formaliseret, blev der dog behov for, at de fysiske rammer ændrede sig og derfor opstod tinghusene, som senere udviklede sig til de retsbygninger, vi kender i dag. Foto: Wikimedia Commons

I 1805 betød en stor reform af domstolene, at landstingene og de sidste rådstueretter blev nedlagt. Det juridiske system blev dermed forenklet, så bytinget var den eneste domstol i købstæderne og herredstinget var domstolen for landområderne. København havde som alle andre købstæder et byting, men dertil kom en række andre juridiske institutioner, fordi København ikke bare var en købstad, men også hovedstad, rigets administrative centrum og primære opholdssted for kongefamilien og hoffet. Disse institutioner blev i 1771 samlet i Københavns Hof- og Stadsret, der herefter fungerede som byens eneste lokale domstol for alle hovedstadens borgere.

Herredstingene begyndte allerede fra slutningen af 1600-tallet at flytte ind til byerne i takt med, at herreds- og byfogederne blev samme person. Selvom de blev afholdt samme sted og med samme foged som leder, kom den egentlige sammenlægning først med den store retsplejereform af 1. oktober 1919, hvor begreberne herredsting og byting blev samlet under begrebet 'underret'. Disse underretter havde både byerne og herrederne som ansvarsområde. I 1972 blev den sidste rest af herredernes domstole dog afskaffet, da Danmarks herreder blev omlagt til de mere moderne amter, og begrebet herred blev endegyldigt udskrevet af dansk lovgivning. Herefter var det udelukkende byretterne, der udgjorde den lokale retsinstans. Dette skal ses i lyset af, at der heller ikke på samme måde blev skelnet mellem land og by i lovgivningen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1200 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Mackeprang, M: Dansk købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til Kristian IV, København (1900).

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed, sjællandske byfogeder 1682-1801, København (2001).

Jørgensen, Poul Johs. Dansk retshistorie, Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede, København (1939).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1200 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Mackeprang, M: Dansk købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til Kristian IV, København (1900).

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed, sjællandske byfogeder 1682-1801, København (2001).

Jørgensen, Poul Johs. Dansk retshistorie, Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede, København (1939).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk