Kapitel 2: Det skjulte udlændingevalg i 1987

Mon ikke det ville have ændret den politiske danmarkshistorie radikalt, hvis Konservative og Venstre i 1980'erne sammen med Socialdemokratiet havde kortsluttet den radikale indflydelse og indgået et nationalt kompromis om en kraftig opstramning af udlændingeloven? Formentlig havde vi så aldrig stiftet bekendtskab med et levedygtigt Dansk Folkeparti eller med den tamilsag, hvor Ninn-Hansen[1] så at sige privatiserede udlændingepolitikken.  

Af Arne Hardis, politisk redaktør  

At nyere dansk udlændingepolitiks to vigtigste årstal er 1983 og 2001 er åbenbart. Det første år indvarsler den epoke, hvor Det Radikale Venstre fik det afgørende ord i udlændingepolitikken, det andet afslutter epoken i og med etableringen af Venstres og Det Konservative Folkepartis flertal med Dansk Folkeparti ved folketingsvalget det år. Det er ikke mindst af den grund, Søren Krarup[2] og Jesper Langballe[3] så det valg som et systemskifte - et opgør med systemet Politiken, med Det Radikale Venstre.

De gode radikale tilgiver nok, at de for det pædagogiske eksempels skyld tildeles rollen som Den Onde selv, for så er det let at se, hvad der skete, da den næsten nytiltrådte Schlüterregering[4] accepterede at føre oppositionens udlændingepolitik. Det var magtens vilkår, et helt faustisk tema, hvor Schlüter solgte sit partis sjæl for Statsministeriet; det var vigtigere at regere og rette dansk økonomi op end at stå fast på den udlændingepolitik, regeringen selv stod for. Magten vandt over politikken. Det skete så meget desto lettere, som man næppe i noget videre omfang vidste, hvad man havde med at gøre.

Erik Ninn-Hansen var en af dem, der anede, hvad der var på spil. Et par måneder før udlændingelovens vedtagelse udtalte den konservative justitsminister offentligt, at dansk velfærd jo var et attraktivt mål for mennesker fra den tredje verden, og at man skulle udforme loven så tilpas restriktivt, at Danmark kunne bevares som nationalstat. Ellers, forudså Ninn-Hansen, risikerede man, at hundredtusinder ville søge til Danmark med risiko for "alvorlig race uro" til følge. Også andre røster advarede mod for massiv indvandring, men de blev ikke i almindelighed betragtet som stuerene, hvad der grundlæggende hang sammen med, at udlændingespørgsmålet havde svært ved at opnå status som politik; udlændingesagen var først og fremmest moralsk, og dem med dårlig moral lyttede man ikke til.

Kunne Schlüter have stået fast uden at risikere regeringens liv? Kunne hans efterfølger, Poul Nyrup Rasmussen[5] have stået fast, hvis man forestiller sig, at han faktisk havde en konsistent udlændingepolitik? De spørgsmål bliver aldrig besvaret. I virkelighedens verden blev De radikale først sat fra bestillingen, da mandaterne var til det med det rene VKO[6]-flertal i 2001. I mellemtiden fik vi to knappe årtier, hvor det lille radikale parti de facto satte rammerne for det udlændingepolitisk mulige.

Det var rammer, hvis inspiration fra erfaringerne med Anden Verdenskrig var tydelig. I kort, polemisk fraseform: Der fandtes ikke forskellige mennesker, ikke nationer, ikke forskelle, kun en menneskehed. Eller som det blev formuleret af Hans Gammeltoft-Hansen[7] ved et foredrag i Juridisk Forening i 1981- et par år før udlændingeloven så dagens lys.

Gammeltoft-Hansen mente, at "principper og regler bør udformes på den gunstigste måde for enkeltindividerne, hvilket her vil sige udlændingene." Man måtte "ud fra en humanitær synsvinkel være skarp modstander af en holdning, der sætter statens øjeblikkelige interesser over alt andet. Humanitet bør ikke være konjunkturbestemt."

Det kan formuleres mere enkelt: Staten - Danmark - kan ikke være en barriere for et menneske i nød, hvis dette nødstedte menneske søger ly i Danmark. Juraprofessoren var dengang formand for Dansk Flygtningehjælp og sad i det fremmedlovudvalg, der forberedte den nye udlændingelov. Hans synspunkt var i mindretal i udvalget, men oppositionen i Folketinget og Det Radikale Venstre bød Schlüter at bøje sig for det gammeltoft-hansenske synspunkt og indføre, hvad flertallet selv betegnede som verdens mest humane udlændingelov. Lige siden har udlændingespørgsmålet været et dramatisk tema i dansk politik med løbende bestræbelser på at gøre loven knap så human. Mindre Gammeltoft-Hansen, mere Ninn-Hansen.

Men der er et noget overset mellemspil allerede få år efter udlændingelovens vedtagelse. 1987 var et udlændingepolitisk dramatisk og skelsættende år med svimlende kontrafaktisk potentiale. Folketingsvalget i september det år var et skjult udlændingepolitisk valg en miniature, og begivenhederne op til og især lige efter fik dybe konsekvenser for de næste års politik. I den politiske historie står det i skyggen af det såkaldte atomvalg i maj året efter, som betød afslutningen på det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal.

Dramaet året før var ikke mindre, men det forblev uforløst. I centrum var udviklingen i Socialdemokratiet, der skiftede formand lige efter 1987-valget og ved samme lejlighed effektivt standsede alvorlige tilløb til en hårdere, mere realistisk udlændingepolitik. Lidt højstemt: Tamilsagen[8], den konservative deroute, Dansk Folkepartis senere succes og den næste snes års udlændingepolitiske splittelse af Socialdemokratiet - var det alt sammen blevet til noget, hvis politikerne havde forstået den egentlige lære af 1987-valget? Valgets tale, som man siger.

Tidsånden var ikke til det, valget talte for døve øren, hvad der kan opregnes flere grunde til. Som nævnt: Udlændingepolitik var i høj grad et spørgsmål om moral, kritikere af den førte udlændingepolitik måtte risikere at se sig stemplet som racister eller i hvert fald dårligt oplyste danskere. "Jeg er ikke racist, men ... " var en ofte hørt indledning på et udlændingeudsagn dengang.