Senmiddelalderen, 1340-1523

Reformkongen Christian 2.

Mange af senmiddelalderens samfundsprocesser og konflikter nåede i Christian 2.s regeringstid (1513-1523) en foreløbig kulmination. Magtkampene mellem kongemagt, kirke og adel, alliancen mellem konge og borgerskab, forsøget på at dominere Sverige, religiøse reformkrav, de humanistiske strømninger – alle disse tråde løb sammen i Christian 2.s forsøg på at skabe et stærkere dansk kongedømme. Af betydning for begivenhederne i Christian 2.s korte kongetid var ikke kun, at senmiddelalderens samfundsudvikling havde frembragt spændinger, som før eller siden måtte udløses i en større konflikt. Også kongens personlighed blev afgørende. Christian 2. var opdraget efter tidens autokratiske fyrsteideal, og hans selvbevidste karakter fik ham igen og igen til at overskride grænser. Selv opfattede Christian 2. det utvivlsomt sådan, at han blot handlede til Danmarks bedste. Hans store vision var at skabe et rigt og magtfuldt Danmark ved at begunstige handel og borgerskab, styrke kongemagten over for adelen og kirken samt generobre herredømmet over Sverige.

Portræt af Christian 2., malet af Michel Sittow (ca. 1469-1525) fra Flandern i 1515. Portrættet er malet i renæssancestil og viser den selvbevidste fyrste, som hersker i kraft af egne evner og individualitet. Der kendes ca. 40 portrætter af Christian 2., de fleste udført af kunstnere fra Nederlandene. De mange portrætter må anses som udslag af en bevidst billedpolitik, som skulle fremhæve kongen og hans magt. Foto: Statens Museum for Kunst

Christian 2.s handelspolitik lå i forlængelse af forgængernes indsats for at samle handelen på danske hænder, men den var mere vidtgående end nogensinde før. Bl.a. skulle borgerskabet i Danmarks to vigtigste handelsbyer, København og Malmø, favoriseres mere end tidligere. Kongen var i høj grad inspireret af Nederlandene, hvor en stærk urbanisering havde medført akkumulation af store rigdomme. Ønsket om at efterligne Nederlandene kom tydeligt frem i Christian 2.s reformlove fra 1521-22, som foreskrev en detaljeret regulering af livet i købstæderne. Bystyret skulle efter nederlandsk model varetages af en såkaldt skultus, som skulle stå direkte under kongens kontrol. Reformlovene, der repræsenterede det største danske lovgivningsarbejde siden landskabslovene, indeholdt også bestemmelser om mange andre samfundsforhold. Generelt tilsigtede de en modernisering af samfundslivet og centralisering af magten hos kongen. Nogle af bestemmelserne var bondevenlige, bl.a. ophævedes det sjællandske vornedskab (stavnsbånd). Andre bestemmelser indskrænkede kirkens frihed og tenderede mod indførelse af en statskirke. I sine reformer af kirken, herunder skolevæsenet og fattigforsorgen, var kongen inspireret af humanismen og reformkatolicismen.

Utilfredshed blandt adel og gejstlighed

Reformlovene skabte stor utilfredshed blandt adel og gejstlighed, som i forvejen var stærkt misfornøjede med den egenrådige konges regimente. Christian 2. havde fx i 1517 ladet en adelsmand henrette uden tilstrækkelig rettergang, vistnok mistænkt for deltagelse i det formodede giftmord på kongens elskerinde, den nederlandske borgerdatter Dyveke. Det vakte også vrede, at Christian 2. fortsatte sin fars praksis med at ansætte ikke-adelige lensmænd. Værst var dog, at han gjorde Dyvekes moder, Sigbrit Villoms, også kaldt 'mor Sigbrit', til en slags finansminister. Kirken kunne med rette klage over, at kongen greb endnu mere ind i dens indre forhold, end hans forgængere havde gjort. Mest prægnant kom dette til udtryk, da kongen i 1519 kasserede Lunds domkapitels valg af ny ærkebiskop og i stedet tvang det til at vælge en af hans egne kancellisekretærer. Da dennes stiftsstyre ikke behagede kongen, fik han indsat en ny ærkebiskop, som han imidlertid henrettede for kætteri få måneder senere, hvorefter han påtvang domkapitlet den tredje ærkebiskop på bare tre år.

Blodbadet

Den stigende utilfredshed med kongen blev en tid modvirket af håbet om, at hans overordnede politik ville få succes. Afgørende blev det her, om hans målsætning om generobring af Sverige ville lykkes. Ligesom Christian 1. og Hans havde indtaget Sverige med hjælp fra svenske aristokrater, fik Christian 2. støtte af den unionsvenlige svenske ærkebiskop Gustav Trolles parti. Denne havde længe ligget i fjendskab med rigsforstanderen Sten Sture (den yngre), som bl.a. havde holdt ærkebispen fængslet. I 1520 lykkedes det ved en kombineret hær- og flådeoperation at omringe og indtage Stockholm, og Christian 2. blev kronet til konge af Sverige. Kort efter kroningen fik Gustav Trolle med kongens fulde velsignelse dømt et stort antal svenskere for kætteri og som medansvarlige for ærkebiskoppens fængsling. Straffen var døden. Over to dage halshuggede kongens bødler 82 svenske biskopper, adelige og storborgere i det såkaldte Stockholmske Blodbad.

Reformkongens fald

Christian 2. håbede, at denne udåd, som gav genlyd over hele Europa, ville afskrække svenskerne fra at gøre modstand mod det genetablerede unionskongedømme, men effekten blev den stik modsatte. I 1521 gjorde svenskerne oprør og fordrev Christian 2. Den danske adels tålmodighed med Christian 2. var spændt til bristepunktet efter denne fiasko. Dertil måtte man frygte, at Christian 2. en dag ville beslutte sig for at hugge hovederne af den danske adel, som han havde gjort med den svenske. Det var mildt sagt overmodigt, at Christian 2. i denne situation udstedte de førnævnte reformlove i 1521-22, og da der i 1522 udbrød krig med hansestæderne, havde adelen fået nok.

Jyske adelige trådte i forbindelse med hertug Frederik, som lod sig indkalde til konge, hvorpå adelen i 1523 med henvisning til håndfæstningens oprørsparagraf opsagde Christian 2. troskab og brændte hans reformlove på bålet. Christian 2. opgav hurtigt at gøre modstand og flygtede til Nederlandene. Frederik 1. blev kronet til konge, og borgerne i København og Malmø, som holdt fast ved den fordrevne konge, blev tvunget til at overgive sig. I Sverige valgtes den svenske adelsmand Gustav Vasa samme år til konge, og dermed var det endegyldigt slut med Kalmarunionen. Reformkongens projekt var slået fejl.    

■ Senmiddelalderen - krise og vækst

Christian 2.s forsøg på at modernisere det danske samfund slog fejl, fordi Danmark fortsat i bund og grund var et landbrugssamfund domineret af et krigeraristokrati, som ikke ville finde sig i at få forringet sine privilegier. Reformkongen havde overvurderet borgerskabets magtpotentiale og undervurderet den økonomiske og militære styrke, som adel og gejstlighed fik gennem deres herredømme over bondestanden, der fortsat stod for langt det meste af produktionen. Både før, under og længe efter senmiddelalderen var kontrol med agrare ressourcer nøglen til magten i Danmark.

Det betød imidlertid ikke, at det danske samfund var statisk. I senmiddelalderen gennemgik samfundet en række sociale og økonomiske processer, som førte til forskydninger af magtforhold i toppen af samfundet. Landbosamfundet blev afgørende forandret som følge af befolkningsnedgangen efter den sorte død, adelens lavere lag blev svækket, og samtidig mistede kirken styrke. Kongemagten blev styrket, og det samme gjorde en elite af adelige storgodsejere, som klarede sig helskindet gennem krisen.

Byerne var også i fremgang i 1400-tallet, og borgerskabets forsøg på at tiltage sig mere magt var ikke endegyldigt undertrykt med højadelens fordrivelse af Christian 2. i 1523. På reformationstiden blev kampene mellem samfundsgrupperne vævet sammen med religiøse modsætninger, som havde rødder i senmiddelalderen. Den sorte død førte til en ny religiøs vækkelse, som sammen med udbredt utilfredshed med den bestående kirkeorganisation førte til en 'demokratisering' af troen, der pegede frem mod reformationen. Denne udvikling blev styrket af modtagelsen af impulser fra renæssancekulturen, som kom fra Italien via Nederlandene og Tyskland til Danmark.

Gennem senmiddelalderen gik det danske monarki fra at være tæt på ikke-eksisterende til at være en regional stormagt. Kalmarunionen grundlagt i 1397 markerede et nyt højdepunkt i Danmarks evne til at dominere sine nærmeste naboer, og i 1460 blev de endeløse kampe om Slesvig afsluttet, da Christian 1. blev landsherre over både Slesvig og Holsten. Selvom det danske monarki på den tid var temmelig omfattende, var det ikke lige så aggressivt og ekspansivt som på Valdemarstiden, og det skulle snart gå ned ad bakke igen. Sverige løsrev sig i realiteten fra unionen allerede i midten af 1400-tallet, og endegyldigt i 1523, hvilket senere skulle vise sig at blive skæbnesvangert for Danmark.


Af Jeppe Büchert Netterstrøm, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020