Danskerne nød godt af en europæisk middelalderlig varmeperiode fra ca. 900 til ca. 1300, det såkaldte middelalderlige klimaoptimum. Klimaet var gennemgående relativt mildt og skabte til tider meget gunstige betingelser for landbrug. Der blev ryddet ny jord, kornbruget bredte sig, og byer og handel ekspanderede. 

Ny jord opdyrkes

Væksten betød ikke, at der ikke forekom hungersnød og ulykker, og en ulykke kom sjældent alene. Katastrofen lurede altid for landbrugerne. Sidst i 1100-tallet klagede munkene i Løgumkloster i det vestlige Sønderjylland over, at de havde lidt ”ved sygdom blandt kvæget, ved udryddelse af fårene, ved ildebrand på to ladegårde, sluttelig ved en brand, der ødelagde hele klosterets område og fortærede næsten alt, hvad der fandtes i det af bøger, klæder, husgeråd samt alt husets løsøre”. Især 1200-tallet var dog uden større klimabetingede kriser, og i hele perioden 1050-1200 var der udmærkede betingelser for befolkningsvækst. Man antager, at der skete en vækst fra 500.000 mennesker i Danmark i vikingetiden til vel 1,2 mio. mennesker først i 1200-tallet.

Befolkningens vækst førte til udvidelser af de bebyggede områder og det dyrkede land. Det er blevet vurderet, at det dyrkede areal i Danmark steg med mindst 50 % mellem år 1000 og år 1250. Arealudvidelsen foregik normalt ved, at man forvandlede skov til pløjemark. Historieskriveren Saxo Grammaticus, der skrev omkring 1200, omtaler udviklingen i egnen omkring den sydsjællandske Suså, som at den ”i gamle dage” var ”tæt overgroet med skov”, men, bemærker han, ”nu til dags er en stor del lagt under plov”. De 16-1700 nuværende danske stednavne, der ender på -torp, viser væksten i landbrugsarealet i netop denne periode. Ordet torp, der gennemgående stammer fra 900-1200-tallet, betyder 'udflytterbebyggelse' og træffes i vore dage som efterled i stednavne, fx -trup, -drup og -rup. Kolonisterne, som byggede torper, kunne være selvstændige bønder eller trælle, måske frigivne, der arbejdede for en herre. En anden form for kolonisering fandt sted ud i de flade marskområder i Sydvestjylland. De nye gårde her fik deres særlige udformning, da landbrugerne beskyttede sig mod et stigende vandspejl ved at opføre gårdene på høje, 'værfter', og ved at bygge diger.

Gårde og landsbyer

Helt fra år 200 før vor tidsregning, dvs. i jernalderen, lå mange danske gårde i landsbyer, altså i grupper af gårde, og 1400 år senere, omkring 1200, var landsbyerne definitivt den almindeligste bebyggelsesform. I den tidlige del af jernalderen havde landsbyerne været relativt mobile, og bebyggelsernes gårde var ofte blevet flyttet inden for et defineret ressourceområde. Men fra omkring år 700-800 og fremefter indtraf der større og større stabilitet.

Landsbyen blev i middelalderen mere stedbunden, og det skyldtes delvist de døde. Mens man i vikingetiden havde gravplads og bebyggelse adskilt, så rykkede gravene nu med ind i de landsbyer, som havde en kirke. Landsbybeboerne fik de afdøde slægtninge med ind i landsbyen i form af grave på kirkens tilhørende kirkegård, og hverken kirkegårde eller kirker var noget, man let flyttede rundt på. En anden årsag til den øgede gårdstabilitet i middelalderen var, at retten til afgifter fra jorddyrkerne i højere grad blev lagt på afgrænsede og definerede jordstykker frem for at være en personlig afgift. I den forbindelse blev toften, som gården var bygget på, en nøgle til afgifterne. Den vigtigste strukturelle årsag var dog forskydningen fra kvægavl til agerbrug og konsekvenserne af det, nemlig udviklingen af et dyrkningsfællesskab med vægt på kornavl. Rationalet for forskydningen er, at kornarealer kan producere over ti gange så meget fødevareenergi som græsningsområder. I en tid med en voksende befolkning var en forskydning mod kornavl altså et logisk skridt. Mange steder voksede agerjorden i perioden fra vikingetiden til middelalderen fra 2-5 ha pr. gård til mindst det dobbelte.    

Dyrkningsfællesskabet dominerer

På agerjorden dyrkede man rug, byg, havre og lidt hvede. I forbindelse med bevægelsen mod øget agerbrug udviklede landsbyerne det såkaldte dyrkningsfællesskab. Navnet dyrkningsfællesskab betyder ikke, at landbrugerne dyrkede jorden i fællesskab, men at de koordinerede dyrkningen. Man blev enige om, hvad der skulle dyrkes hvor, og hvordan arbejdsgangene skulle afvikles. Det centrale i systemet var mere præcist de fælles aftaler om dyrkning af marker og indhegning af de dyrkede marker. Agerlandet skulle dels dyrkes og dels hvile i brakperioder. I de velordnede systemer, der udviklede sig mange steder, blev der indført regelmæssige skift mellem afgrøder og brak, og brakmarkerne blev afgræsset af kvæg. Det var praktisk, men også nødvendigt for at gøde markerne og ikke udpine dem. Dyrkningsfællesskabet gjorde det yderst kompliceret at flytte en landsby.    

Den tunge plov

Et af landbrugets vigtige dyrkningsredskaber var den tunge 'muldfjælsplov', der vendte jorden og derved tilførte den organisk næring. Den afløste mange steder den ældre 'ard', der blot ridsede jorden. Man kan ikke, som det traditionelt bliver gjort, tillægge indførelsen af muldfjælsploven afgørende betydning for den middelalderlige ekspansion efter år 1050, selvom den ganske rigtigt var vigtig i middelalderens landbrug. Den var nemlig allerede almindelig i 200-400-tallet.

Middelalderagrene blev ofte lange, i visse tilfælde flere kilometer lange, og det skyldtes den tunge muldfjælsplov, som var svær at vende. Og når middelaldermarker kunne få form af de såkaldte højryggede agre, flade højderygge adskilt af lavninger, som fremmede dræning, så var det på grund af plovens vending af jorden. Gentagen pløjning betød nemlig, at jorden blev væltet til den ene side og over på den jord, som allerede lå der. Resultatet var agre, som var en halv til en hel meter høje. Muldfjælsploven var i den udviklede type, i al fald fra 1200-tallet, en hjulplov, hvilket vil sige, at den var forsynet med hjulforstel. Den var af træ, men havde skær og trækkæder af jern, hvorfor den var kostbar.

Rekonstruktion af muldfjælsplov med hjul. Muldfjælsploven var allerede i brug i 2-400-tallets Danmark, men blev meget udbredt i middelalderen og var med til at give basis for en øget kornproduktion. Den kunne effektivt vende jorden, så dens ydeevne blev bedre. Det blev den fremherskende plovtype i dansk landbrug frem til begyndelsen af 1800-tallet. © danmarkshistorien.dk 

Kornbrugets teknologi

Ploven skulle der spændes trækdyr for. Det var mest okser, som blev brugt, men gradvist vandt plovheste indpas. Heste kunne også bruges til harvning og til at trække vogne. Hestetrukne harver til at bryde jordklumper, fjerne ukrudt efter pløjning og fordele gødning blev almindelige, ligesom hakker med hoved af jern blev alle småbrugeres uundværlige følgesvend. Til at høste kornet benyttede man en effektiv og længere segl. Plejlen, der i princippet blot er to kæppe forbundet med et hængsel, bredte sig også og satte tempoet for tærskning af korn i vejret. Men møllebyggeriet var dog det klareste udtryk for rationalisering i det ekspanderende kornlandbrug. Fra vikingetiden begyndte man at anlægge vandmøller langs åer i Danmark, og der kom rigtig gang i møllebyggeriet i 1100-tallet, hvor konger, stormænd og klostre i stor stil opførte dem, og hvor også byerne fik deres møller. Fra 1200-tallet kom vindmøllerne til. Møllerne var arbejdsbesparende, så hvor trælkvinder tidligere havde malet kornet til mel med håndkraft, brugte man nu vandets og vindens kraft.    

Bydannelser overalt

Den øgede fødevareproduktion med mere kornavl gav mulighed for at føde bybefolkninger. Der kom flere og flere byer, hvor mennesker boede tæt sammen og drev handel og håndværk. Allerede i tiden op mod år 1000 opstod Lund i Skåne, Roskilde, Odense, Viborg og Aalborg, og ved midten af 1100-tallet var der 22 byer i Danmark. I den følgende tid frem til 1350, især før 1250, dannedes der 55 nye byer. Danmark var nu de fleste steder dækket af et tæt net af byer, og måske var 10 % af befolkningen byboer. Ikke at de danske byer var særlig store. Omkring 1200 boede der måske 100.000 i de største vesteuropæiske byer – og maksimalt 1500-2000 i de største danske byer.    

Slesvig by blev fra slutningen af 1000-tallet og frem til år 1200 Danmarks vigtigste handelssted med kontakter til hele Østersøområdet og via landvejen til Vesterhavet. Her ses en rekonstruktion af havnen i Slesvig by på grundlag af omfattende arkæologiske udgravninger. © Felix Rösch, Das Schleswiger Hafenviertel im Hochmittelalter

Men Danmarks urbanisering var betydningsfuld for samfundet, og byerne 'åd' sig ind på landskabet, som det fremgår af en analyse af det træ, der blev brugt til kister på en kirkegård i Lund fra 1050 til 1150. Den viser, at lige efter byen Lunds etablering i perioden 1000-1050 var der i begyndelsen træ nok tæt på byen til kister. Nær ved byen stod der fritstående egetræer, og længere borte befandt sig skove fulde af eg, ask og lind, der aldrig havde været udnyttet. Snart var træerne i nærområderne imidlertid væk, og arealerne omdannet til opdyrkede marker, og fra midten af 1100-tallet blev skoven længere borte også forvandlet, og de egetræer, man hentede her, var unge og spinkle. Fyrretræ importeret langt væk fra begyndte efterhånden at spille en rolle. Byen satte sine spor i landskabet. 

Bispebyer og handelsbyer

De fleste danske byer hørte direkte under kongen, men bisper, klostre og verdslige stormænd kunne også i nogle tilfælde være byernes herrer. I 1000-tallet var tilstedeværelsen af kongens person og embedsmænd eller af kirkelige institutioner netop vigtige for byernes trivsel. Særligt bispesæderne med deres domkirker blev vækstcentre, der gav basis for udviklingen af de største byer. Lund og Roskilde blev skabt som bispebyer, og her opførte man ikke kun store domkirker, men mange andre kirker. Lund, som fra 1103/04 var sæde for ærkebiskoppen, fik 22 kirker, Roskilde 14. København – købmændenes havn – blev omkring 1160 af kongen givet til Roskildebiskoppen Absalon, og her opførte bispen i 1167 en borg, der beskyttede stedets handel.

Købmænd og handel fik imidlertid snart en afgørende betydning for byudvikling, og torvet blev i 11-1200-tallet kernen i byernes økonomiske liv. Her kom en gang om ugen oplandets bønder med deres varer, mens fremmede købmænd stillede op med kramkister. I vikingetiden havde der været mange små handelspladser langs kysterne, men de forsvandt stort set i løbet af 1000-tallet, hvor kun få af dem overlevede og blev til byer. Mens de tidlige byers indbyggere ofte selv måtte dyrke mange af de nødvendige fødevarer og derfor besad store markarealer, kunne kongen i 1200-tallet anlægge bysamfund med næsten ingen agerjord. Borgerne kunne her købe korn og kød af omegnens bønder. Køge i Sydøstsjælland, der blev grundlagt 1288 og lagt ud efter et nøje opmålt geometrisk system, er et eksempel på en by med en diminutiv mark. Dens borgere skulle skaffe sig fødevarer og kapital ved handel med oplandet og med Nordtyskland. Det er karakteristisk, at Køge allerede fra begyndelsen fik, hvad der stadig er Danmarks største provinstorv.    

Mønter bliver almindelige

Flere og flere ting blev ansat i penge. Med skabelsen af en national valuta omkring 1065 blev det da også lettere at udtrykke værdi i penge. Fra da af og frem til 1300-tallet var dansk mønt stort set enerådende i Danmark. Kongen, der stod for udmøntningen, lod kun udmønte én møntenhed, den lille sølvmønt penningen. På det lokale plan bredte brugen af mønter sig, og mange bønder betalte afgifter i kontanter, skønt naturalier stadig var udbredte som betalingsmiddel. De utroligt mange middelaldermønter, som amatører med metaldetektorer i vore dage finder på danske pløjemarker, er et godt bevis på den udbredte brug af mønt, og de samtidige skriftlige kilder dokumenterer da også, at de fleste havde rede penge. En af kilderne er en mirakelhistorie. Omkring år 1200 var der kvægsygdom i Halland. 16 hallandske bønder i en landsby besluttede hver at ofre en penning til helgenen Knud Lavard – og da de havde indsamlet pengene, blev dyrene raske. Så skulle man aflevere de indsamlede penge. En af bønderne begav sig derfor til de store sildemarkeder i Skåne og fandt her en munk fra klosteret Ringsted på Sjælland, hvor helgenens grav befandt sig. Munken fik de 16 penninge med sig hjem. Hermed har vi pludselig fat i den internationale handel, for munken var i Skåne for at handle med fremmede købmænd.    

Dansk handel

De store sildefiskerier fandt sted i farvandet ud for Falsterbohalvøen, som i Skåne skyder sig ud i Øresund over for Køge Bugt. De landede sild blev saltet og lagt i tønder, og efterfølgende blev de et af de masseprodukter, der blev karakteristiske for handelen fra 1100-tallet og frem. Hundredtusindvis af sildetønder blev udskibet fra de to vigtigste markeds- og fiskepladser på halvøen Skanør og Falsterbo.

Danske købmænd havde siden vikingetiden været aktive i Østersøhandelen, og i byen Slesvig mødtes fra 1070’erne folk fra Frisland, Rhinegnene, Sachsen og Westfalen med gotlændinge, svenskere, nordmænd og folk fra slaviske egne for at handle. Fra Ribe opstod der en livlig sejlads på vesteuropæiske havne, og herfra eksporterede man først i 1200-tallet årligt tusinder af heste til vesteuropæiske købere. En del af hestene blev sejlet til England, men de fleste dog til Flandern, eller de havnede i Frankrig.

Man fik behov for større og større skibe, og alt tyder faktisk også på, at det var danskere, der opfandt den skibstype, som skulle overhale vikingetidens ældre type. Det er den såkaldte 'kogge', et skib med flad bund, hvor plankerne ligger kant mod kant. Kogger var billige at bygge, da de ikke som vikingetidens skibe krævede førsteklasses træ, og også at sejle, da de kunne manøvreres af få mand. Vi har adskillige fund af kogger fra 1100-tallets midte i danske farvande, og man må tro, at typen blev udviklet i det sydjyske område.

Kogge fra første del af 1300-tallet. Graffiti ridset i en dørkarm i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Koggen er karakteriseret ved sin flade bund, hvor plankerne ligger kant mod kant. De var billigere i bygning og drift end de forudgående langskibe, da man brugte ringere træ i konstruktionen end før og kunne sejle skibet med en lille besætning. Foto: Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

De nordtyske byers handel

Koggen kom imidlertid snart til at stå som de nordtyske købmænds skibstype, og store tyske kogger besejlede i 1200- og 1300-tallet Østersøen sammen med mindre skuder. Tyske købmænd overtog mere og mere af handelen i de danske byer, hvor kongelige privilegier sikrede dem ret til handel. De søgte gensidig støtte i egne sammenslutninger, 'gilder', der sikrede dem bistand og en kristen begravelse, hvis de døde i det fremmede. Tyskerne kom fra de nyanlagte byer langs Østersøens sydlige bred. Af dem blev Lübeck den største og mest aktive, men også en lang række andre som Rostock, Stralsund og Greifswald etablerede intensiv kontakt med danskerne. Deres hovedmål i Danmark var Skånemarkederne, hvorfra tyskerne opkøbte og eksporterede saltede sild, emballeret i standardiserede tønder, til store dele af Europa. Omkring 1200 skrev krønikeskriveren Arnold af Lübeck om danskerne: “Rigdomme har de nok af, på grund af det fiskeri, de årlig driver i Skåne, ved hvilken lejlighed der fra alle de omkringboende folkeslag indfinder sig handelsmænd for hos de indfødte at købe sild”.

På Skånemarkederne fik hver tysk by sit lille område, kaldet 'fed', til handel og håndtering af fisk. Markedernes sikkerhed var garanteret af den danske konge, og han fik til gengæld afgifter. I løbet af 1200-tallet antog de to små skånske byer Skanør og Falsterbo karakter af international varemesse. Her kom der i fisketiden om efteråret skibe fra Vesteuropa med klæde, krydderier, rhinsk vin og fransk salt. Varerne blev udvekslet med leverancer af Østersøregionens produkter: korn, hamp, voks, kød, huder og tømmer. Danskere fra nær og fjern og fra alle sociale lag kom til Skanør og Falsterbo for at købe og sælge, og tyske og nederlandske købmænd sendte deres varer videre herfra. Det var skik, at tyske købmænd med deres last af dyrt nederlandsk klæde rejste fra Skåne over til Sjælland og herfra tog færgen videre til Nyborg. Købelystne danske forbrugere stod klar.    

Den kommercielle revolution

Via tyskerne indgik danskerne i tidens 'verdensøkonomi', som i 1200-tallet takket være mongolernes herredømme strakte sig over enorme områder fra Østeuropa til Kina. Det lange handelsstrøg gjorde, at de rigeste danskere kunne nyde kryddernelliker fra den indonesiske øgruppe Molukkerne eller kanel fra Sri Lanka. I en dansk kogebog fra omkring 1300 kan man læse om eksotiske luksussovse som denne: ”Man skal tage kryddernelliker og muskat, kardemomme, peber, kanel og ingefær i lige store mængder, dog således at der er lige så meget af kanel som af alle de andre tilsammen, og støde dem alle sammen og blande med stærk eddike og komme det i en beholder. Det er en herresovs, og den kan holde sig i et halvt år”.

Vigtigere for den brede befolkning var det, at der i et nordeuropæisk netværk blev udvekslet tungt gods af mange slags. Det var, som det ofte udtrykkes, en kommerciel revolution. Forbrugerne blev flere og flere, og de skulle alle, bybo som landbo, have materialer som sten, træ og jern. Det vejede, og skibstrafik var løsningen, når varen skulle frem. Alene døbefontene til de mange kirker, der blev bygget i Danmark, løber vægtmæssigt op i hundredtusinder af tons, og mange af fontene kom helt fra Gotland i Østersøen. Fødevarer til byernes stigende antal indbyggere blev desuden vigtigere og vigtigere. Allerede fra omkring år 1000 begyndte danske byboer at spise 'stokfisk', lufttørret torsk, som kom fra Lofoten og andre dele af det nordligste Norge. Fisken blev herfra transporteret sydpå til Bergen, der blev et nordligt centrum for handel med fisk, som tyske købmænd i løbet 1200-tallet fik kontrollen med.

Et nyt salgsprodukt kom på banen i form af humleøl. Denne øl, som havde den fordel, at den smagte godt og kunne holde sig under transport, hentede man fra 1200-tallet i Tyskland. Øllet blev transporteret i store tønder, der rummede omkring 120-130 liter, og herfra blev det tappet på og udskænket fra kander. Det var en vigtig opgave for byernes råd at sørge for ordnede forhold for de nye varer, og i 1281 fik byrådet i København fx myndighed til at fastlægge rummål for det tyske øl.