Et af de tidsafsnit, som historikere deler historien i, er 'middelalderen'. Den nye tro, kristendommen, satte i denne tid rammerne for livet. Perioden regnes på europæisk plan fra omkring 500, men skal her med henblik på dansk historie gå fra vikingetidens slutning omkring år 1050 og indtil reformationstiden, dvs. omkring 1536. Fastholder man det europæiske blik, kan der også godt argumenteres for tusindtallets midte som skillepunkt, da ærkebiskoppen (patriarken) af Konstantinopel i 1054 brød med paven i Rom. Selve begivenhedens vigtighed skal ikke overvurderes, men i de følgende år udviklede den græskkatolske kirke sig i øst, og i vest den romerskkatolske eller latinske kristenhed. Inden for sidstnævnte var paven de troendes fælles overhoved. Samme gudstro og doktriner bandt den romerskkatolske kirke sammen, og latin fungerede som elitens fælles skriftsprog. Ved hjælp af det latinske sprog kommunikerede den vestlige kristenhed internt, og skrivelser på latin muliggjorde en intensiv kontakt mellem pavestolen og de forskellige kristne territorier og indbyrdes mellem de forskellige riger. På mange måder var middelalderens Europa mere integreret og homogent end tidligere.

’Gyldent alter’ fra Sahl Kirke i Nordvestjylland, 1200-1225. Alteret, der er udsmykket med forgyldte kobberplader, fremstiller Kristus, Maria og apostlene. De tusinder af kirker, der blev bygget i Danmark gennem middelalderen, blev prægtigt udsmykket til Guds ære. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Danskerne fremstod i 1000-tallet som medlemmer af det vestlige kristne fællesskab. Paven i Rom havde længe kørt parløb med den verdslige tyske kejsermagt, men det tætte forhold ophørte ved midten af 1000-tallet. Fra da af og ind i 1200-tallet styrkedes pavemagten, bl.a. fordi den kunne støtte sig på kongeriger uden for kejserriget, som fx det danske rige. Danmark brød først forbindelsen med pavestolen, da reformationen blev indført i 1536. Denne lektion ender imidlertid år 1340, hvor det danske rige nærmede sig udslettelse, og hvor pavedømmet atter var svækket.

Det danske riges udstrækning

Vikingetidens ekspansive, men ustabile danske kongerige blev efter 1000-tallets midte erstattet af mere konsoliderede former for indre styre. Stabiliteten var dog ikke klippefast. Riget blev delt i flere enheder i nogle år i 1100-tallet, og fra 1320’ernes slutning og frem i 1330’erne var det nærmest ikke-eksisterende og befandt sig under fremmed styre. Først fra 1340 begyndte gensamlingen af kongeriget.

”Danernes land er næsten helt og holdent udstykket i øer”, hedder det omkring 1075 hos den tyske historieskriver Adam af Bremen. I en islandsk historisk krønike, der er nedskrevet i 1200-tallet, Knytlingesaga, siges tilsvarende: ”Danmark er et stort rige og ligger meget adspredt”. Tidligt fremstod dog den kerne, som kaldtes 'danernes rige' eller Danmark. Det bestod af Jylland, der strakte sig ned til grænsefloden Ejderen i syd, Fyn, Sjælland med øerne, og øst for Øresund Skånelandene med Skåne, Halland, Blekinge samt Bornholm.

Kort over det danske riges udstrækning i middelalderen. Riget inkluderede Skåne, Halland og Blekinge og gik til floden Ejderen i syd. Først svenskekrigene i 1600-tallet med de østdanske provinsers afståelse ændrede radikalt på rigets geografi.  © danmarkshistorien.dk

Det danske riges periferi

Halland var fra vikingetiden under dansk herredømme, men det blev først tilfældet for Blekinge og Bornholm i løbet af 1000-1100-tallet. En tekst fortæller om en stormand ved navn Blod-Egil, der herskede ude i Østersøen på Bornholm sidst i 1000-tallet. Han ”havde en stor flok krigsfolk omkring sig” og ”lå til stadighed på krigstogt om sommeren”. Egil blev efterhånden for enerådende, og da han havde udplyndret et norsk handelsskib, lod den danske konge ham angiveligt hænge og overtog styret. Riget voksede altså i 1000-1100-tallet med Blekinge og Bornholm, men episoden med Blod-Egil er også typisk for randområdernes tilknytning til riget. Snart kunne en lokal hersker i disse erhverve stor magt, og snart genvandt kongen området. Kongemagtens styrke varierede altså regionalt.

Omfattende tab af kongelig kontrol indtraf, da kongesønner og sønnesønner i 1200-tallet fik hele landsdele overladt som såkaldte fyrstelen. Det gælder områderne Lolland-Falster, Samsø, Blekinge, Nørre Halland samt Sønderjylland. Halland ved Kattegatkysten er et eksempel på et område, der i 1200- og 1300-tallet gennemgående var styret af en fyrste og endda ofte var delt i to dele, som derfor blev regeret hver for sig.

Størst betydning for historiens gang fik det dog, at en af landets ellers centrale regioner blev skilt ud som et særskilt territorium. Det skete i den sydlige del af Jylland, hvor der altid til grænseforsvar var brug for en kongelig repræsentant. På den baggrund tog et sønderjysk hertugdømme form først i 1200-tallet og udviklede sig til en 'delstat' mellem Kongeriget Danmark og grevskabet Holsten mod syd. Sønderjylland eller Slesvig blev det gængse navn for det nye og efterhånden arvelige hertugdømme.

Danske territorier uden for kongeriget

I perioder med en stærk kongemagt strakte dansk territorium uden for kongeriget sig vidt. I vikingetiden havde danske konger hersket over England, og drømmen om at skabe et dansk-engelsk kongerige varede ved et stykke tid. Den danske konge foretog to fejlslagne togter mod England i 1069 og 1074/75, og drabet på kong Knud den Hellige i 1086 skete bl.a. som en følge af dennes forsøg på at mobilisere den danske flåde til et erobringstogt mod England året før. Sydnorge havde i vikingetiden i lange perioder været under den danske konges herredømme, og sidst i 1100-tallet var danskerne igen dybt involverede i norsk politik og forsøgte at vinde overherredømme over det sydlige Norge.

Ved 1100-tallets slutning foregik ekspansionen navnlig ved Østersøens sydlige bred. Fra 1201 inkluderede det danske imperium Holsten og Pommern. Kongemagten ekspanderede videre over floden Elben og skabte østover et imperium, der kom til at inkludere dele af Estland. Snart faldt storriget dog fra hinanden, definitivt efter et vældigt slag ved Bornhøved i Holsten i 1227, hvorfra den danske konge ynkeligt måtte flygte. Kun de erobrede dele af Estland samt Rügen forblev under dansk styre indtil 1346.