Kilder
Kildeintroduktion:
Jørgen Ottesen Rosenkrantz (1523-1596) var dansk adelsmand, godsejer og rigsrådsmedlem og kom fra den indflydelsesrige adelslægt Rosenkrantz. Biskoppen i Aarhus Jens Gjødesen (1550-1626) forfattede den ligprædiken, som blev holdt ved Jørgen Rosenkrantz begravelse i Hornslet kirke den 20. maj 1596. Et uddrag af hans ligprædiken er gengivet nedenfor.
Jørgen Rosenkrantz påbegyndte sit 33-årige virke i rigsrådet den 9. juni 1563, hvor han blandt andet deltog i de mange fredsmøder under Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) og de endelige fredsforhandlinger i Stettin i 1570. Efter Frederik 2.s (født. 1534, regent 1559-1588) død i 1588 indtrådte han sammen med blandt andet kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk og rigshofmester Christoffer Valkendorf i Christian 4.s (født 1577, regent 1588-1648) formynderregering. Niels Kaas fungerede som leder af denne regering, men da han døde i 1594 overtog Jørgen Rosenkrantz embedet og var således Danmarks egentlige leder. Jørgen Rosenkrantz døde den 9. april 1596 på Rosenholm Slot og blev begravet i Hornslet kirke.
I tiden efter reformationen i 1536 blev det almindeligt, at højadelen enten personligt eller med slægtens indblanding sikrede sig, at deres ligprædiken blev udgivet som bog. Dette format gav mulighed for at medbringe ligprædikenerne på ejernes mange rejser mellem hoffet og herregårdene. Bøgerne var relativt små, hvilket betød, at de ikke blot var tænkt som selvforherligende familiefortællinger, men også som fromhedsopbyggende brugslitteratur. Ligprædikenerne var opbygget nogenlunde ens. Først kom en fortale som blev efterfulgt af en prædiken over dagens tekst, ofte fra Det Gamle Testamente, og herefter kom en levnedsbeskrivelse. Denne beskrivelse fortalte om afdødes slægt, opdragelse, eventuelle karriere, kristne levned og forbilledlige død. Til sidst var der i nogle tilfælde personlige bønner og/eller hyldestdigte til den afdøde.
Jørgen Rosenkrantz blev i sin ligprædiken skildret som en retfærdig og medmenneskelig kristen autoritet, der levede op til sine forpligtelser som magthaver. Overordnet var udøvelsen af legitim magt afhængig af, at magthaveren: 1) opretholdte orden i samfundet, også selvom dette betød, at man skulle dømme standsfæller, 2) understøttede socialforsorgen, blandt andet ved at oprette fattiggårde, de såkaldte hospitaler, 3) samt støttede kirken og den rette lutherske tro, eksempelvis ved at sørge for, at der blev prædiket den rette lære i de sogne, som lå under magthaverens herregårde eller len. Retningslinjerne for magtudøvelse havde den danske konge og adel bundet sig til med reformationsrecessen af 30. oktober 1536. Recessen afspejlede i høj grad de krav til autoriteterne, som var fastlagt i tidens grundteologiske tekster, særligt i Luthers store og lille katekismus.
Forsiden til Jørgen Rosenkrantz ligprædiken 'Den XC. Dauids Psalme, som kaldis Mose Guds Mands Bøn, Vdlagt oc Forklarit vdi en Lijgpredicken, i Hornslet Kircke paa vor HErris Himmelfaris Dag, som vaar den 20. Maij, Anno 1596. ved Jens Gødissøn S. A. Met en Kaart Beretning om Erlig Velbyrdig Jørgen Rosenkrantzis, Danmarckis Rigis Regerendis Raads Herkomst, Leffnit oc salige Endeligt aff Verden. Micheas 2. Giører eder rede, i maa her fra, I skulle icke bliffue her.' Klik her eller på billedet for at se uddraget af ligprædikenen og ligprædikenen i dens fulde længde her på Early European Books, Det Kgl. Bibliotek. Ligprædikenerne blev udgivet som bog i oktav format og var ca. 15 cm i bredden og 23 cm i længden.
Den Anden
Part aff denne Predicken /
om salige Jørgen Rosenkranzis Byrd[1] /
Leffnit oc Endeligt.
Afgangne Erlig oc
Velbyrdig[2] Jørgen Rosenkranz
til Rosenholm
vaar født paa vor HERris Himmelferds
dag der mand skreff 1523
paa Tørning Slaat vdi[3] Synder
Judland / huilcket hans salige Fader
samme tid haffde vdi pant oc
Forlæning aff Kong Christian den
Anden.
Hans Fader vaar Erlig oc Velbyrdige
Otte Holgerssøn Rosenkranz
til Boluer[4].
Hans Moder vaar Erlig oc
Velbyrdig Frue Margrete Gans
Hans Farfader vaar Erlig oc
Velbyrdig Holger Erikssøn til
Boluer.
Hans Farmoder vaar Erlig oc
Velbyrdig Frue Margrete / Herr
Bo Flemmings Daatter.
Hans Morfader vaar Erlig
oc Velbyrdig Herr Jesper Gans /
Friherre til Potzletz[5].
Hans Mormoder Frue Anne
Wolzans Daatter: Widere at opregne
salig Jørgen Rosenkrantzis
Herkomst / er wnødigt / effterdi det
er fast huer aff Adel oc andre vitterlige /
at hand er kommen aff geff[6] oc
gammel Stamme her vdi Rigit / oc
vdi Norge / under Adelen.
Der hand nu vaar paa sit Andit
Aar / kom hand met sine Forældre
oc de andre hans Syskende til
Lybeck / huor der vaar beramt en
venlig Mode for dennom / oc hans
Modmoder og Morsyster. Men
strax de vaare komne did / bleffue
begge hans Forældre bfengde[7] aff
Peste / som da regerede til Lybeck / oc
døde sammested først hans Moder
Fredagen for Michaelis, Dernest
hans Fader / anden Fredag der effter.
Effter hans Forældris Død tog
hans Mormoder / som da tilstede
vaar / hannom met de andre hans
Syskind hiem til sig / oc vaare hos
hende paa det femte Aar. Huor
effter hand strax met de andre hans
Syskind bleff hiemkaldit aff hans
Farbroder salig Herr Holger Rosenkrantz /
oc siden forskickit[8] til sin
Farster / Frue Sophie Herr Arel
Brahes / vdi hues Hus hand bleff
optuctet[9] til hand vaar Ti Aar gammel /
oc holt til Schole i Kiøbenhaffn /
dernest i Malmø oc Yested i
Skaane. Der fra er hand
kommen til Kiøbenhaffns Vniuersitet[10]
at studere / Oc bleff der befalit oc
offuerantuordit[11] tuende[12] merckelige[13]
Mend en effter anden / som vaar
M. Oluff Gyldenmund / oc M.
Jens Sinningius, huilcke siden begge
bleffue Doctores Theologiæ.
Anno 39. effter hand vnder deris
Disciplin haffde forfremmit sig /
oc vaar nu paa sit Sextende Aar /
bleff hand aff sin Broder Holger
Rosenkrantz hiemkaldit / oc aff Venners
raad met Kong: Maiest: forskrifft[14]
til Doctor Pomer oc Philppum
forskickit til Wittenberg / huilcke
antuordede[15] hannom til Tuctemestere[16]
en lærd Mand ved Naffn
M. Ioachimus Vestphalus, som siden
bleff Superintendens[17] til Hamborg /
Oc vaar saa til Wittemberg
paa det femte Aar.
Anno 44. drog hand der fra /
hid ind i Landit / oc holt Hus met
sine Brødre paa fierde Aar. Der
effter drog hand ud aff Landit igen
til Hertug Augustus Bryllup / oc
samme tid kom til Churførst Moriz[18]
vdi Gaarden met fire heste / vaar
met hannom i den Meideborgiske
Belegering[19] / Oc vdi det Slag vdi
Stifft Ferden. Hos samme Churførst
haffuer hand verit vdi stor
Gunst / oc antagen iblant de Serfortroffuede
aff Adel / som skulde
stedse ved Dag oc Nat vare paa
hans Naade. Oc vaar saa der vdi
fire Aar.
Anno 51. Effter hans Brødre
Holger oc Otte Rosenkrantz haffde
giffuit dennom i Ecteskaff[20] / oc intet
endeligt skiffte vaar dennom end
da imellom gangit / hiemkallede de
denne deris salige Broder / Oc effter
hand haffde tagit aff Førsten[21] en
naadig Affsked / oc vaar kommen
ind i Rigit / gaff hand sig aff Venners
raad vdi salig høylofflig[22] Hukommelse
Kong Christian den Tredies
Gaard / huor hand vaar paa
fierde Aar / Oc der effter bleff hand
forlænt met Koldinghus / huilcken
Forlæning hand beholt ind[t]il Kong:
Maiest: døde samme sted.
Vdi det Aar 59. kom salig Jørgen
Rosenkrantz aff Guds Forsiun
vdi Ecteskaff met sin kiere Hustrue
Erlig oc Velbyrdig Frue Dorothe
Lange / som nu bedrøffuit[23] igen leffuer /
oc stod deris Bryllup paa Hønborg[24] /
huilckit hand da haffde vdi
Forlæning / Fastelagens Søndag /
paa huilcken Aars dag vdi nest forleden
Fastelagen hand oc vdi Kolding
er bleffuen siug til Døden.
Deris Ecteskaff velsignede Gud
met try[25] Børn / aff huilcke it / salig
Otte Rosenkrantz er aff Gud henkaldit[26] /
De thu Erlige oc Velbyrdige
Frue Margrete Rosenkrantz /
Velbyrdige Oluff Bildis til Valø
Husfrue / oc Holger Rosenkrantz
effter Guds behagelige Vilie igenleffue[27]
Effter høylofflig ihukommelse
Kong Christians Affgang bleff denne
salige Rigens Mand / aff høylofflig
ihukommelse Kong Frederich
den Anden / befalit oc paalagt
at tiene hans Naadis Frue Moder
Dronning Dorethe / oc fick saa strax
hendis Liffgedinch[28] Dronningborg
vdi Forlæning. Oc der hand nu
haffde tient hendis Naade paa fierde
Aar / befol Kong: Maiest: hand
skulde vere fortenckt[29] vdi / at vere der
effter hans Naadis Raad / huilckit
hand oc maatte beuilge[30] / oc giorde
saa sin Eed på Kiøbenhaffns
Slot / Anno 63.
Fra den Dag indtil hans Affgang
er hand mesten brugt altid vdi
de victigste Sager disse Riger haffuer
verit anrørende / oc mange gonge
verit forordnit at forhandle oc
forlige drabelige oc irrige Trætter[31] /
som disse Riger met de Suenske /
Engelske oc Holsteniske Førster paa
atskillige tider / imellom haffuer verit /
Huilckit paa denne tid stycke
vijs at opregne / vaare alt forlangt[32].
Anno 88. der Gud haffde henkaldit
høylofflig ihukommelse Kong
Frederich / er salig Jørgen Rosenkrantz /
som fast huer vitterligt er /
til forordnet met salige Niels Kaas[33]
Cantzeler / oc met Velbyrdige Peder
Munk / oc Christopher Valkendorp /
at faarestaa disse Rigers
Regering vdi vor Naadige Herre
Prinzis wmyndige[34] Aar / vdi huilcken
høye oc besuerlige[35] Bestilling[36]
hand allene er offuerbleffuen[37] nu
paa Ottende Aar / vdi huilcke Aar
nogle aff de gode Herrer hans metforordnede
ere ved Døden henfaldede /
nogle effter deris Begering
naadigste forloffuit[38].
Her met mange Ord at rose
denne salige Herre / meen jeg icke
at vere nødigt / oc en loffligt / Effterdi
Sandhed behøffuer ickun faa
Ord / Løgn vil smyckis[39] ved mange.
Saa er det fast huer Christen iblant
oss vitterligt / at denne salige Rigens
mand haffuer aff sin formue meent
oc tient sin HERre oc Gud met
tro / oc tenckt paa Josaphat Juda[40]
Kongis Formaning til sine Rigens [2. Chro. 19.]
Mend oc Dommere / der hand sagde:
Seer til huad i giøre / thi i holde
icke Dom for Menniskene / men
for HERren / Oc lader HErrens
fryct vere hos eder.
Guds Ord oc Ordens Tienere
holt hand vdi act og ære / oc vilde
gierne der skulde vere Fred oc enighed
iblant dem som lære skulde / oc
all aarsag til splid oc forargelse vdi
Guds Menighed at affskaffis / oc
derfor offte repeterede dette Vers
aff Psalmen: HERRE / slet oc [Psal. 25.]
ret beuare mig / thi jeg bier[41] effter
dig.
Sin Herre oc Konge / disligest
sit Fæderne Rige meente hand oc
met all tro / Oc vdi disse sidste Otte
Aar hand vaar vdi Regeringen /
lod sig end bruge offuer sin formue[42].
Simpele oc graasfue[43] Folck forstaa
icke huad for Møye oc Besuering
saadan høy Bestilling giffuer / oc [Syrach 25.]
acte icke huor veylige[44] det lader i
Land / naar de graa Hoffuede ere
vise / oc de gamle ere klaage. [Herod.]
Kongen aff Persen Darius haffde i sit
Rige en aff hans Øffuerster ved
naffn Zopyrus som haffde beuist
hannom en synderlig oc stor Troskaff:
Om denne pleyde hand at
sige saa offte hand siden fick it Gratan
Eble i Haand / at hand begerede
ingen større Rigdom / end at hand
haffde saa mange saadanne Mend
i sit Rige / som det Granat haffde
Korn. Huor met hand gaff tilkiende /
at en Konge kunde ingen bedre
liggendefæ[45] haffue i sit Rige /
end visse oc tro Raad.
Vdi Ecteskaff leffde salig Jørgen
Rosenkranz met sin kiere Husfrue
kierlig oc Christelig vdi 37. Aar
Aar / Lod opføde sine kiere Børn
effter S. Pouels Regel / i Tuct oc [Eph. 6.]
Formaning til HERREN.
Beuiste sig oc mod Kongens
Tienere i Lænit / saa vel som mod
sine egne / icke allene som en Hosbonde
eller Lænsmand, men som en
Fader / huilcket de selff bekiende. Oc
det giorde hand paa det den fattige
Bonde met sin Hustrue oc Børn
kunde bliffue ved / oc icke forarmis
oc vndergaa[46]. Thi det er en stor
fordeel / oc it halff Paradis for en
fattig Tienere oc Bonde / at hand
sidder en mild Hosbond eller Herskaff
vnder Vinge / som vil tencke
1. At det er Menniske hand haffuer
at raade offuer. 2. At hand skal [Agathe.]
raade effter Low oc Ræt. 3. At
hand skal ickun raade stackit[47] / oc
snart giffue en anden rum / som en
aff de gamle lærer.[48]
In summa[49], Endog hand som it
andit Menniske haffde sine fæil oc breck[50]
skickede hand sig dog aff den
formue Gud gaff hannom / mod
Herre oc Tienere / Leeg oc Lærd / det
beste hand kunde / Vaar dog der
hus Druckenskaff[51] / Hofferdighed[52] / oc
den store forfengelighed vdi Klædedragt /
som Vngdommen aff begge
kiøn / oc vdi alle Stater[53] nu følger /
megit gram[54].
For it halt Aar siden / begynte
hand at fornemme stor Skrøbelighed
i alle sine Lemmer / oc klagede
for sin kiere Hustru / at hand fant
sig saa tung / saa hans Been ilde[55]
vilde bære hannom / huor effter
hand beskickede sig strax til Døden /
Oc effter hand vaar kommen fra
neste Snapsting[56] / fant hand sig megit
amectig / oc mere end hand lod
sig vedgaa / for andre deris skyld /
hand aldelis gick til Seng / daglige
selff at læse for sig oc sine til Bords
effter Gratias baade Middag oc
Afften 2. Vers aff den 90. Dauids
Psalme / som kaldis Mose Guds
Mands Bøn / huilcken ieg oplæste /
at skulle forklaris i denne Lijgfærd[57] /
Oc met huer 2. Vers læste hand
ocsaa Lutheri Vdleggelse oc forklaring
der offuer. Met huilcken hellig
Øffuelse hand mest vilde opuecke
sig selff til idelig[58] at haffue Døden
vdi sicte oc sinde / effterdi same
Psalme merckelige taler om Menniskens
Leffniz skrøbelighed oc kaarthed.
Der hand dis imellom met den
formue oc Styrcke Gud gaff hannom /
vaar reist til Kolding til det
Herre bryllup der stod Fastelagens
Søndag / fant hand sig samme dag
effter hand vaar kommen aff høy
Messe Predicken / megit skrøbelig
aff it hefftigt flud[59] / Oc endog hand
icke for samme skrøbeligheds skyld /
kunde gaa til Bryllupit / fulde hand
dog Brudgommen met Raadit til
Kircken oc fra. Oc om anden Dagen
ledde en aff disse Herrer Bruden /
effter som hand vaar ombedit /
Lod sig oc finde at følge i samme
Bryllups Høytid / sin Herre Prinz
til Kircke oc paa Salen. Vaar oc
huer Dag / der Raadstue holtis / met
de andre Regerendis Raad / tilstede /
dog met stor møye / som paakiende /
i det hand Torsdagen i samme Fastelagens
Vge begierede hans kiere
Hustru oc Søn vilde giøre strax
ferdige / Thi hand vilde hiem oc dø
paa sin Gaard / Oc paa Veyen
som de da fore / talede hand megit
met sin Søn Velbyrdig Holger
Rosenkranz om Menniskens Leffniz
Wselhed[60] oc store skrøbelighed /
om Menniskens Kiødelige tryghed
oc forsømmelse i det som hør til deris
Salighed / met andit mere da
bleff omtalit.
Sidste dag Februarij / som vaar
den Søndag Inuocauit[61], som hand
paa sin Gaard Rosenholm / oc gick
saa strax effter Middag til sengs
aff stor skrøbelighed / saa hand effter
den Dag intet vilde befatte sig
met nogen Verdslig handel / vilde
oc icke høre nogen tale der om / som
paakiende / i det en aff Herrerne vdi
Regeringen sende hannom skrifftlig
nogle ærinde som rørde Rigit paa /
oc begierede / hand vilde see oc samtycke
huad nyttigt kunde vere / huor
paa hand igen lod skrifftlig oc met
faa Ord suare / at hand allerede
haffde befalit Danmarck met alle
sine Bestilliger Gud i vold / Hand
haffde nu it andit Rige at tencke
paa.
Den 9. Martij / oc paa Niende
Dag effter hand vaar kommen at
ligge / begierede hand at vilde tale
met mig / Oc der ieg kom til hannom /
racte hand mig Haanden / oc
begierede ieg vilde sidde hos hannom /
Oc strax begynte hand at sige /
Jeg formercker min HERre
Gud vil kalde mig / Det er nu faffuert[62] /
HERre lad nu din Tienere [Luc. 2.]
fare i fred. Der til bleff suarit:
I vide huorledis / kiere Herre / Dauid
taler om sit Liffs tid met disse [Psalm. 31.]
Ord: HERre ieg haaber paa dig /
oc siger du est min Gud / Min tid
staar i dine Hender. Oc Paulus [Rom. 14.]
siger om allis vort Liff: Ingen aff
oss leffuer for sig selff / oc ingen døer
for sig selff. Aff huilcke Ord wi
mercke / at Gud er ene den som lader
Menniskene dø / oc siger / Kommer
igien i Menniskens Børn: Hand [Psal. 90]
giffuer / hand tager Liffuit naar
hand vil. Derfor ere i met Guds
villie oc vise Raad vel til freds / enten
hand i denne Siuge kalder eder /
eller endnu i nogle Aar / disse Riger
til gode / sparer eder. Huor til hand
suarede: Jeg er Herrens Tienere /
mig skee huad hand vil / Dog mig
tyckis[63] ieg er icke lenger dette Liff
nyttigt / effterdi ieg haffuer en høy
Alder 73. Aar borte / oc finder stor
skrøbelighed / derfor er huile oc Himmerige
mig best. Jeg er mæt aff
dette Liff / oc haffuer hafft stor møye
der vdi. Jeg haffuer lenge lenge tiend
Danmarck baade vdi Fred oc Feyde /
naar det haffuer ladit baade vel
oc ilde. Vdi Greffuens Feyde[64] stod
det ynckelige til her i Lande / der Adelen
vaar reist imod Bønder oc
Borgerskabit / indtil Gud sende den
salige Herre / Hertug Christian som
stillede denne Oprør / oc met Guds
Bistand kom baade Religionen oc
Rigit paa fode igien / der hand bleff
Danmrckis Konge. Den Suenske
Feyde[65] sueckede oc Rigtig megit
paa Ottende Aar / saa der som wi
icke haffde hafft saa Gudfryctig oc
from en Herre oc Konge / salig oc
høylofflig ihukommelse / nest Guds
hielp / da skulde det haffue staait ilde
til her i Rigit paa denne Dag / det
haffuer ieg seet oc merckt som en
gammel Mand. Saa ieg tacker nu
min Gud som mig vil forløse / at ieg
haffuer intet saadant mere at frycte.
Jeg er forskreffuen til Herredag
vdi Kiøbenhaffn til neste Trinitatis,
men ieg haaber at holde Herredag
paa den tid i Himmerige hos den
hellige Trefoldighed oc alle Guds
Engle oc Vdualde[66].
Effter denne tale begynte hand
at bede aff Dauids Psalme: HErre [Psal. 25.]
ieg lengis effter dig / Oc ieg haaber
til dig min Gud / lad mig icke
beskemmis[67]. HERre vijs mig dine
Veye / oc lær mg din Sti.
Wi fornemme huor ilde vore
Anslag[68] lyckis / vden Guds Aand
hielper oc opholder oss / oc huor farligt
det er at forlade sig paa sig selff
eller nogen Menniskelig Vijsdom.
Det er stor vnder værd / at Dauid
som vaar en Mand effter Guds
Hierte / oc saa idelig øffuit baade i
Fare oc fristelse / hørt oc seet saa
mange Guds vredis Exempel imod
Synden / hand da paa sine gamle
Dage / lod sig aff Dieffuelen[69] oc
hans syndige Kiød lockis til / saa [2. Sam. 114]
haardelig at forsee sig imod sin
Gud oc menige Israel. Huad sige
wi om hans Søn Salomon / hues
lige vdi Vijsoom / Verden ingen
tid haffuer hafft / hannom raadde
Faderen Dauid / aff sit fald oc fare
at bliffue vijs / oc icke forbryde sig
imod sin Gud / oc sagde: Salomon [2. Chro. 28]
min Søn / kiend din Faders Gud /
oc tien hannom met gantske Hierte /
søger du effter hannom / da skalt
du finde hannom / forlader du hannom /
da bortkaster hand dig euindelig[70].
Huad skede Salomon i hans
høyeste Vijsdom / lod sig daare[71] oc
drage aff sine Hedenske Hustruer
at forlade HERren / oc tiene Affguder.
AU Verden veed aff den
Vise oc mectige Mand / som hed Cicero[72],
oc vaar Borgemester til
Rom. Paa det sidste i hans Alderdom /
der hand omkom / klagede
hand oc sagde paa sit Maal: ô me
nunquam sapientem, Mand haffuer
actit[73] mig at vere vijs / oc vaar
dog icke[74]. For nogle Aar forleden
haffuer verit en lærd Iurist oc mectig
Politicus vdi en aff Churførsternis[75] [Joachim Situuitz.[76]]
Hoff / hues Raad oc Vijsdom
megit galt der vdi Førstedommit[77] oc
andre steder / oc ved sin Vijsdoom megit
vdrettede iblant store Folck met
loff oc stor lycke / Omsijer der it
Raad hand haffde giffuit / oc rørde
mectige Personer paa / icke vilde
lyckis oc faa fremgang / fortuilede
hand / oc som hand sad oc læsde vdi
Bibelen / oc kand ske lette effter
Trøst / tog hand Liffuit aff sig selff /
Thi effterdi hannom feilde Guds
Aand som giffuer Ordit Liff oc
krafft / fant hand ickun en død Bogstaff /
oc bleff der offuer ynckelige borte.
Der til bleff suarit / Sant er det
gunstige Ven / som i klage / at wi
arme Menniske aff den oprindelige
Synd ere bleffne vdi Skel oc Fornufft
saa forblindede / at wi aff oss
selff / oc vden Guds Aand / intet forstaa /
intet formaa aff det Gud er
tient met. Thi der som hand icke
vnderuiser[78] oss / oc viser oss Veyen
wi skulle vandre / oc ledsager oss
met sit Øye / som Dauid tal / da er [Psal. 32.]
det vde met oss. Effterdi som Salomon
siger / det dødelige Menniskis [Sap. 9.]
Tancker ere tuilactige[79] / oc vore
Anslag[80] ere farlige. Thi det Dødelige
Legome besuarer[81] Siælen / oc
wi ramme[82] det neppelig[83] som er paa
Jorden / oc vnder Haanden.
Derfor pleide salig Luther at sige:
Hedninge i deris Skoler beskriffue
it Menniske / at det er Animal
rationale, det er / nogit som leffuer
oc haffuer Fornufft. Denne
Beskriffuelse kand intet bestaa vdi
Guds sager. Thi der gielder eller
gaffner Menniskens fornufft slet
intet / oc er idel Daarskaff[84] / statua
salis, som en Støtte eller Stock der
intet sandzer. Det see wi i de Exemple
i opregnede saa at vere / oc alle
Historier hellige oc hedenske vidne
det samme / at huilckit Menniske
som følger sin egen Vijsdom / oc
slaer sig fra Gud / far omsijer vild /
oc euig ilde. Derfor haffue wi vel
behoff at bede met Dauid: HERRE [Psal. 25.]
vijs mig dine Veye. Vore
egne Veye ere vrange / Oc endog
huer tycker[85] at hans Vey er reen /
saa giør dog HERren allene Hiertit [Pro. 16.]
vist.
Huor til hand suarede: Jeg maa
det bekiende saa at vere / oc tacke min
Gud som haffuer beuarit mig i disse
mine Vandrings Aar fra farlige
Anslag / oc huor vdi ieg icke haffuer
ramt ret / oc feilit som it andit Menniske /
da Gud forlade mig det for
sin Søns JEsu Christi Fuldkommelighed
oc Hellighed / oc ver mig
Syndere Naadig. Jeg haffuer
læst at den gamle Lærere Bernhardus[86]
skulde haffue sagt / der hand
laa siug til Døden / perdité vixi,
Jeg haffuer ilde leffuit[87]. Skrifftede
hand det / som haffde ført saa strengt
oc helligt it Leffnit / oc hafft saa rijg
en Guds Aand / som kiende paa i
hans Skrifft (dog hand oc haffde
sine feil som it Menniske) huor megit
mere maa ieg arme Syndere
sige / perdité vixi.
Der til bleff suarit: Jeg vil bekiende /
kiere Jørgen / at Menniskens
Anslag ere jo farlige / oc Hiertit vdi [Sap. 9.]
it Menniske er offuer alt en traatzig[88]
oc mistrøstig[89] ting / Huo kand det
begrunde: Saa det Meñiske haffuer [Ierem. 17:]
vel aarsag til at tacke Gud / den
hand frier oc staarbi[90] vdi farlige
Anslag. At i bekiende / at i offte
haffuer feilit som it Menniske / oc
forseet eder imod eders Gud / saa
at i haffue aarsag at sige met den
gamle Fader / perdité vixi, der vdi
giøre i ret. Thi silde kand en Patient
hielpis / som døller[91] sin Siuge[92].
Sant er det Apostelen siger: O wi [Iacob. 3.]
haffue alle brøst i mange maade / oc
mue vel sige / Wi haffue ilde leffuit.
Men her imod vide wi / huad
Gud taler til huer som haffuer sin
Salighed kier: Huorfor vilt du saa [Ezech. 18.]
dø du Israels Hus; Thi ieg haffuer
icke behagelighed til hans Død
som døer / siger den HERRE
HERre / derfor omuender eder / saa
skulle i leffue. Oc den gamle Fader
oc fromme Munck[93] i talede om /
skriffter oc vidner / som i vide / at
effter hand haffde sagt perdité vixi,
siger hand strax / Fateor non sum
dignus ego &c. Det er / ieg bestaar [Viræ Bernh. Lib. 2]
ieg er wuærdig[94] / kand oc icke ved nogen
min Verdskyld[95] naa Himmerige.
Men min HERRE JEsus
Christus haffuer dobbelt ret der til /
Først arffuelig[96] / fordi hand er Guds
sin Faders Søn / Dernest aff verdskyld /
fordi hand met sin Pine haffuer
fortient Himmerige Den første
Ret beholder hand for sig / den
anden skencker hand mig / Hues
skenck ieg holder for min rettighed /
oc der offuer aldrig beskemmis.
I saa maade[97] bør oss altid at sancke[98] /
naar wi skriffte / vor skade oc
Guds Naade sammen / oc komme
frem met Dauid oc sige: Tenck icke [Psal. 79.]
paa vore fremfarne Misgierninger’ /
Forbarme sig snart offuer oss /
frels oss / oc forlad oss vore Synder
for dit Naffns skyld: met flere Ord
aff Skrifften som da bleffue rørde.
Effter ieg nu haffde tagit affsked
oc befalit hannom Gud / begierede
hand / der maatte ske Bøn for hannem
aff Predicke stolen vdi Aarhus /
at Gud vilde styrcke hañom vdi Tro
oc Taalmodighed indtil Enden /
Oc had saa ydermere met Dauid: [Psal. 71.]
HERRE HERre / mit Haab
aff min Vngdom / ieg haffuer forladit
mig paa dig aff Moders Liff /
forlad mig oc icke i min Alderdom /
naar ieg bliffuer (som ieg nu er)
Graahærdit[99]. Der til bleff suarit
aff Propheten / huor Gud siger: Jeg [Psal. 46.]
vil bære eder indtil Alderdommen /
oc indtil i bliffue Graahærdede /
Jeg vil giøre det / ieg vil løffte oc
bære oc frelse.
Der effter den 26. Martÿ, anden
Dag effter Bededagene besøgte ieg
hannom igien / oc da merckte at
hand haffde ladit sig berætte aff
sin Sogneprest / Onsdagen for
Bededagene / oc vaar bleffuen suagere[100]
end tilforne[101].
Oc der de gode Herrer aff Rigens
Raad som her i Landit tilstede
vaare / Erlige oc Velbyrdige Peder
Munck / Manderup Parsberg /
Jacob Søfeld oc Albret Frijs spurde
hans store skrøbelighed / besøgte
de hannom i samme Dage / for huilcken
Besøgelse oc anden ære hand
venlige tackede dem / oc bad de vilde
findis wbesuerede[102] / paa hans vegne
ydmygelig at tacke hans kiere Herre
Konge for all Kongelig Gunst
oc Godhed / hans Naade haffde
hannom betheec[103] / Oc bad der hos
at Gud vilde giffue hans Maiestet
Naade oc Lycke til at traade[104] i sit Rige /
oc met en Førstelig Aand styrcke
oc opholde hannom / saa hand kunde
elske Gud oc giøre ret i alle sine
Dage.
Der besøgte hannom mange andre
aff Adelen her i Landit / met
huilcke hand icke megit / aff stor
skrøbelighed / gad talit / men met
faa Ord tackede / oc befalede dem
Gud.
Der effter kom hannom i sinde
hans daglige Tienere / huilcke hand
begierede oc vilde vel skulde lønis oc
affleggis[105] / effter huer deris Tieniste.
Gaff oc de Fattige til en euig Almysse
oc Amindelse[106] / nogle Lester
Korn / som beløbe sig i Pendinge
600. Daler / aff hues rente hand
vilde nogle Fattige oc Hussarme
der omkring / skulde Aarlige haffue
hielp oc ophold / andre Christne som
i god formue ere / til it helligt Exempel
oc efftersiun[107].
Der hand nu merckte ieg vaar
komen til Gaarden / begerede hand
ieg vilde komme paa Stuen til hannom.
Oc der ieg spurde huor det
vaar met hannom / suarede hand /
som Gud vil / oc begynte strax at
klage offuer den store Suaghed oc
Phantasie[108] hand følde i sit Hoffuit[109] /
huilckit fortog hannom huad hand
viste aff Guds Ord / Oc sagde
ydermere / Jeg haffuer altid bedit
Gud om en salig tid aff denne
Verden / Men nu finder ieg i mig
aff stor skrøbelighad / ingen
fyrighed[110] til at bede / mit Hierte kalt /
min tro er skrøbelig / Gud ver mig
Syndere Naadig.
Der til bleff suarit. Saa siger [Efai. 43.]
Gud hos Propheten: Fryct dig icke /
thi ieg frelste dig / du est min. Oc
Gud til S. Pouel: Lad dig nøye [2. Cor. 12.]
met min Naade / Thi min krafft er
mectig i de skrøbelige. Oc Paulus
om sig selff vdi en anden Skrifft: [1. Cor. 15.]
Icke ieg men Guds Naade som er
i mig. Huilcke Skriffter vidne at
Gud vil giøre det meste oc det beste
vdi oss / naar wi ickun bekiende huad
oss fattis / oc bede met den besætte
Søns Fader: Jeg troer / kiere [Marc. 9]
HErre / hielp min Vantro. Thi
det icke staar i nogens Villie eller [Rom. 9.]
løben / men i Guds forbarmelse.
Derfor om vort Hierte fordømmer
oss / da er Gud større end vort Hierte / [1. Ioh. 3.]
oc kiender alle ting. Hid hør it
merckeligt Ord en aff de gamle sagde:
Tantum velis, & Deus [Bafil.]
præoccurret. Begynt ickun at løbe /
strax skal Gud møde dig. Saa verer
trøstige oc tuiler icke / Thi huor
Menniskens formue slipper / der begyndis
Guds hielp / som en lærd Jøde
sagde en gong til sine Landmend. [?hilo.]
Der det vaar talit sagde hand /
nu vel / saa vil ieg der met vere fornøyet /
oc sige met den gamle Caspar
Cruciger[111], som i min tid vaar Professor
til Wittemberg: Min Gud
ieg kalder paa dig i din Søns JEsu
Christi Naffn / oc kommer til dig
met min Tro / er den liden / saa er
den dog Tro.
Huor til bleff suarit: Gud forskød
endnu aldrig en liden Tro / saa
fremt mand traaer effter at ville
haffue en større. I vide huor
venlig oc varlig[112] vor Freljere[113] omgickis
met sine graaffue oc vantro Disciple /
som met it brudit Egg andre
til it Exempel / at de skulle tro / at
Gud icke sønderbryder det knusede [Efai. 42.]
Rør / oc ey udslucker den rygendis
Hør / som Propheten taler. Oc dog
altid der hos bede: O HERRE [Luc. 17]
forøg oss Troen. Saa bær oc Gud
offuer met eder / oc hielper til at bryde
igennom all Phantasie oc Fristelse /
oc siger i met Dauid: Jeg [Psal. 27]
troer dog alligeuel / at ieg skal see
HERRENS gode i de Leffuendis[114]
Land. Der met styrcker
eders Siel / oc siger til hende: Bie[115]
effter HERren / ver trøstig oc wforfærdet /
oc bie effter HERren.
Effter denne samtale som skede met
flere Ord aff Skrifften / befalede
ieg hannom i Guds vold oc Velsignelse.
Skertorsdag Tienisten vaar
vde hos oss i Aarhus / mod Middag /
fick ieg it hastigt bud / at hand vaar
siug til Døden / oc begierede ieg vilde
komme til hannom . Der ieg
kom / fant ieg hannom aldelis foruent
til Døden / Oc effter ieg haffde
trøstit oc styrckit hannom aff Guds
Ord / sagde hand / Jeg vilde haffue
ladit mig berætte denne Dag / men
nu finder ieg mig alt for suag / saa
min sands[116] feil mig / Derfor vil ieg
befale Gud / oc sige met Dauid:
In te Domine speraui, non [Psal. 71.]
confundar in æternum, in iusticia
tua libera me. lesu sili Dauid miserere [Math. 15.]
mei. Domine Iesu suscipe Spiritum
meum. Disse Ord talede [??t. 7:]
hand paa Latine / oc ere saa megit
sagt. HERRE / ieg forlader
mig paa dig / Lad mig aldrig bliffue
beskemmit. O JEsu du Dauids
Søn forbarme dig offuer mig.
HERRE JEsu anamme[117] min
Aand[118]. Der til bleff suarit. Effterdi
kiere Jørgen / i icke finde eder
ved den sands oc styrcke / at i paa
denne tid / som i haffue set eder for /
kunde lade eder berette / saa er Gud
til freds met eder / oc tager Villien
for Verckit[119] / Effterdi i dog for forledne
Bededage brugte det Høyuerdige
Sacramente som it vist Pant /
icke allene paa eders Synders Forladelse /
men ocsaa paa Legomens
Opstandelse oc det euige Liff. Thi
det er smuct en aff de gamle siger /
at HErrens Naduere[120] er it vist vidnisbyrd [Iren.]
om Legomens Opstandelse.
Effterdi det er wmueligt at vore
Legome som ere deelactige vdi
Guds hellige Legome oc Blod kunde
bliffue i Døden / men skulle opstaa
igen / oc euig leffue / der som
de ellers hensoffue[121] i en sand Bedring /
oc Guds fryct / oc bliffue varactige[122]
ved Troen til enden / i den
indplantelse oc delactighed de haffue
i Christo / Huor om der oc læris
denne Skertorsdag i vore Kircker.
Der det nu vaar ved Midafften
samme dag begerede hand at staa
op oc lade rede vnder sig / huilckit oc
strax skede / Oc der hand igen vaar
kommen i Sengen / begynte hand at
legge Maalit / racte dem alle sin
Haand hos Sengen vaare / oc befalede
dennom Gud / som vaare
hans bedrøffuede kiere Hustrue /
Frue Dorothe / hans kiere Søn
Holger Rosenkrantz / hans kiere
Suoger Oluff Bilde til Vallø /
hans kiere Suogerske Frue Anne
Hans Rostrups / som megit nær oc
omhyggelige tiente hannom i hans
Siugdom / Doctor Iohannes Paludanus
Medicus aff Wiborg / Her
Poul Simonssøn Sogneprest til
Torssager / oc ieg wuerdige.
Oc der hand nu haffde lagt
Maalit / oc begynte at arbeyde til
Døden / bleff hannom intet andit
forholdit / end de samme Ord hand
selff sidst haffde i Munde: JEsu
du Dauids Søn forbarme dig
offuer mig. HERRE JEsu
anamme min Aand / Jeg kommer
til dig / forlad icke mig. Ved
disse Ord saa mand hans Læbe
røris /
lige som hand vilde samtycke
det sagt bleff. Saa laa hand denne
Landfredag Nat stille hen oc drog
indtil om Morgenen ved 7. slet / da
opgaff hand sin Aand / saa hand
haffuer stridet en god Strid / fuldendt
sit Løb / beholt Troen oc en god [2. Tim. 4]
Samuittighed / oc nu vandrer for [Psal. 116.]
HERREN i de Leffuendis
Land / som er vort rette Hiemerige [Psal. 23.]
oc GVds hus / i huilckit wi skulle
bliffue altid oc euindelig / der som wi
leffue oc dø i HERren / Huor til
hielpe oss den hellige Trefoldighed /
Fader Søn oc Hellig Aand
allis vor Gud i Euighed
AMEN.
Ordforklaringer m.m.
[1] Byrd: en persons slægtsmæssige afstamning.
[2] Velbyrdig: titel som angiver, at personen er af fornem eller adelig slægt. Frem til 1600-tallet blev adelige tituleret velbyrdig og sjældnere velbåren.
[3] Vdi: udi, som betyder i.
[4] Boluer: Boller gods nær Horsens.
[5] Potzletz: Putlitz, ligger i det nuværende Nordtyskland i delstaten Brandenburg.
[6] Geff: gæv, som dengang betød æret og velanset.
[7] Befengde: befængte, som her betyder angrebet eller smittet.
[8] Forskickit: forskikket, som betyder sendt.
[9] Optuctet: opdraget.
[10] Vniuersitet: universitet.
[11] Offuerantuordit: overantvorde, som betyder at overlevere eller overgive i nogens varetægt.
[12] Tuende: tvende, der betyder to.
[13] Merckelige: mærkelige, som her betyder betydelige eller fremtrædende.
[14] Forskrifft: forskrift, som her betyder skrifteligt vidnesbyrd eller anbefaling.
[15] Antuordede: andvordede, som betyder overgav.
[16] Tuctemestere: tugtemestere, som betyder en opdrager eller lærer.
[17] Superintendens: superintendent eller superattendent, som betyder biskop.
[18] Churførst Moritz: kurfyrst Moritz af Sachsen (1521-1553).
[19] Belegering: fra det tyske belagerung, som betyder belejring på dansk.
[20] Ecteskaff: ægteskab.
[21] Førsten: fyrsten, således kurfyrst Moritz af Sachsen.
[22] Høylofflig: høglovlig, som betyder priselig eller prisværdig.
[23] Bedrøffuit: bedrøvet eller sorgfyldt.
[24] Hønborg: Hønborg slot beliggende i Elbo Herred ved Fredericia.
[25] Try: tre.
[26] Den ældste dreng Otte Rosenkrantz dør.
[27] Igenleffue: igenleve eller genleve, som betyder, at de stadig levede.
[28] Liffgedinch: livgeding, som betyder livsophold eller livsvarigt underhold og hentyder til jordegods, som på livstid blev tillagt en ikke-regerende fyrstelig person, som eksempelvis en enkedronning eller enkefyrstinde. Efter Christian 3.s (født 1503, regent 1534-1559) død i 1559 fik Jørgen Rosenkrantz tildelt Dronning Dorethes eller Dorotheas livgeding Dronningsborg i Randers som len.
[29] Fortenckt: fortænkt, som i denne sammenhæng nærmere skal forstås som beredt. Således befalte Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588), at Jørgen Rosenkrantz skulle være bedredt på at blive udnævnt til rigsrådsmedlem, hvis kongen altså ikke ændrede mening inden den nærmeste fremtid, hvilket han heller ikke gjorde.
[30] Beuilge: bevilge, hvilket her betyder imødekom eller indvilligede i.
[31] Irrige Trætter: vildfarende stridigheder.
[32] Alt forlangt: alt for langvarige.
[33] Niels Kaas: kongens kansler fra 1570, men først egentlig konstitueret fra 1573. Kongens kansler fungerede som leder af det kongelige kancelli.
[34] Efter Frederik 2.s (født 1534, regent 1559-1588) død i 1588 blev Danmark, grundet Christian 4.s unge alder, ledet af en formynderregering i perioden fra 1588 til 1596. Denne bestod i begyndelsen af Jørgen Rosenkrantz, kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk og rigshofmester Christoffer Valkendorf.
[35] Besuerlige: besværlige.
[36] Bestilling: bestilling, som her betyder arbejde eller embede.
[37] Offuerbleffuen: overlevede. Jørgen Rosenkrantz var den eneste af de fire oprindelige rigsrådsmedlemmer, som bevarede sit sæde i formynderregeringen indtil Christian 4.s overtagelse i 1596.
[38] Forloffuit: forlovet, forløvet eller lovet. Ifølge Gjødesens fremstilling, så havde Jørgen Rosenkrantz ikke taget magten i formynderrådet efter Kaas’ død, men var derimod blevet bedt om at overtage positionen efter ham. Rosenkrantz lovede således at lede landet.
[39] Smyckis: smykkes. Der menes formentligt, at man ikke skal overgøre Rosenkrantz. Han var trods alt et dødeligt menneske og ikke Kristus eller noget lignende. Der skulle kun tales om de ting han havde udrettet og ikke overdrive hans livsgerninger med alt for mange overdådige ord.
[40] Josaphat Juda: kong Josafat af Juda. Nævnes i Anden Krønikebog 19-23 i Det Gamle Testamente.
[41] Bier: at vente tålmodigt.
[42] Jørgen Rosenkrantz brugte noget af sin egen formue i regeringsarbejdet.
[43] Graasfue: grådige.
[44] Veylige: betyder muligvis venlige. I dette tilfælde kan der med sætningen menes, at folk ikke forstår det store arbejde, som rigsrådet og især formynderregeringsrådet har gjort: ”og agter ikke hvor venligt / hvor godt det er for lande [altså riger], når de grå hoveder er vise, og de gamle er kloge”.
[45] Liggendefæ: rigdomme.
[46] Jørgen Rosenkrantz hjalp fattige familier, så de ikke skulle gå til grunde.
[47] Stackit: stakket, som betyder kort.
[48] Skitserer her idealbilledet af en øvrighedsperson og hvordan denne burde tænke: (1) Det er mennesker som man råder over (2) Man skal være retfærdig (råde efter lov og ret) (3) Man skal have fokus på lenets lange udvikling og tænke på dets ve og vel.
[49] In summa: i en sum, som betyder alt i alt eller kort sagt.
[50] Breck: bræk, som betyder mangel eller mangler.
[51] Druckenskaff: drukkenskab.
[52] Hofferdighed: hoffærdighed, som betyder hovmodighed.
[53] Stater: stande.
[54] Gram: gram kan betyde djævel, som formentlig her betyder djævelskab.
[55] Ilde: dårligt.
[56] Snapsting: snapstinget eller snapslandstinget var betegnelsen for det første og fornemste landsting i løbet af året og blev afholdt i Viborg.
[57] Lijgfærd: ligfærd, som er de handlinger som knytter sig til begravelse eller bisættelse af en afdød, og som omfatter ledsagelse af kisten til kirke eller kapel, ceremoni i kirke eller kapel og jordpåkastelse.
[58] Idelig: noget som varer ved eller bliver ved at gentage sig.
[59] Flud: flod. I Kalkars ordbog forklares der, at kold flod er en sygdom.
[60] Wselhed: usselhed.
[61] Inuocauit: invocavit er navnet på den første søndag i fasten.
[62] Faffuert: betyder formenlig forfattet og henviser til det efterfølgende citat: ”HERre lad nu din Tienere fare i fred. [Luc. 2.]”, som er fra Lukasevangeliet, kap. 2., vers 29. Således vil sætningen lyde: ”Jeg mærker min Herre Gud vil kalde mig. Det er nu forfattet: Herre lad nu dine tjenere fare i fred.”
[63] Tyckis: tykkes, som her betyder at synes eller mene.
[64] Grevens fejde (1534-36): Dansk borgerkrig, som kan betragtes som et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Dette opgør blev vundet af den militære og økonomiske overklasse, men konflikten blev kompliceret af, at begge parter havde eller fik allierede uden for kongeriget. Resultatet af Grevens Fejde blev reformationen i 1536 og dermed introduktionen af den protestantiske, kongestyrede statskirke, som bestod til demokratiets indførelse i 1849. Derudover kom udgangen på Grevens Fejde til at betyde en konsolidering af adelens meget stærke stilling i samfundet og dermed begyndelsen på den periode, som traditionelt betegnes som adelsvælden (1536-1660).
[65] Suenske Feyde: Han referer her til Den nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor Frederik 2. (født. 1534, regent 1559-1588) forsøgte at erobre Sverige. Krigen kastede Frederik 2.s styre ud i rystelser, ikke mindst forårsaget af en omfattende låntagning til lejetropper. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin i 1570, men den efterlod Danmark-Norge som dominerende magt i Østersøområdet.
[66] Vdualde: udvalgte.
[67] Beskimmis: beskæmme, som betyder forhåne eller volde skam.
[68] Anslag: bærende ide eller plan.
[69] Dieffuelen: djævelen.
[70] Euindelig: evindelig, som betyder vedvarende eller for evigt.
[71] Daare: dåre, som her betyder omtåge, betage eller fortrylle.
[72] Marcus Tullius Cicero (106-43 f.v.t.): romersk politiker og kulturformidler. Stort og varieret forfatterskab af taler og oplysende skrifter om filosofi og retorik.
[73] Actit: agtet betyder enten anset eller regnet.
[74] Forfatterens oversættelse af Ciceros citat ô me nunquam sapientem: man har agtet / anset / regnet mig for at være vis og var det dog ikke. Direkte oversat betyder ô me nunquam sapientem; jeg har aldrig været vis.
[75] Churførsternis: kurfyrsternes.
[76] Hvem er denne politiker og jurist?
[77] Førstedommit: fyrstendømmet.
[78] Vnderuiser: underviser.
[79] Tuilactige: tvivlagtige.
[80] Anslag: planer.
[81] Besuarer: besvarer, som betyder betynger eller bebyrder.
[82] Ramme: ramme, som formentlig betyder agøre.
[83] Neppelig: næppelig, som betyder knap, næppe eller med nød og næppe.
[84] Idel daarskaff: idel dårskab, som betyder lutter tåbelighed.
[85] Tycker: synes eller forekomme.
[86] Bernhardus: Bernhard fra Clairvaux (1090-1153): fransk cistercienserabbed; central skikkelse i sin samtids kirkelige og religiøse liv, samt i Cistercienserordenens eksplosive udbredelse.
[87] Forfatteren Franz Posset citerer Bernhard fra Clairvaux således: ”I have been living miserably (perdite vixi) beacuse I have been wasting my time. All I know is that you, O God, will not reject a contrite and humble heart”. Fra s. 227 i bogen Pater Bernhardus – Martin Luther and Bernhard of Clairvaux, Wipf and Stock, Eugene, Oregon, 2018. Citatet kan måske give en ekstra dimension i forståelsen af, hvad Jens Gjødesens forsøgte at formidle med sin reference til Bernhard fra Clairvaux.
[88] Traatzig: trodsig eller genstridig.
[89] Mistrøstig: uden håb og optimisme.
[90] Staarbi: stå bi, betyder at støtte eller hjælpe.
[91] Døller: dølle eller dølge, som betyder, at man skjuler eller hemmelighedsholder noget så det ikke opdages.
[92] Siuge: syge.
[93] Refererer til Bernhard fra Clairvaux.
[94] Wuærdig: uværdig.
[95] Verdskyld: betaling eller gengæld.
[96] Arffuelig: arvelig.
[97] Maade: måde, som her betyder henssende.
[98] Sancke: sanke, som betyder samle eller forene.
[99] Graahærdit: gråhåret.
[100] Suagere: svagere.
[101] Tilforne: før eller førhen.
[102] Wbesuerede: ubesværet.
[103] Betheec: betee, som betyder, at man lader noget komme til udtryk i handling.
[104] Traade: træde.
[105] Affleggis: betales.
[106] Amindelse: minde.
[107] Efftersiun: eftersyn, forbillede.
[108] Phantasie: fantasi, som i denne sammenhæng betyder drømmeri, spøgeri eller vildvarelse.
[109] Hoffuit: hoved.
[110] Fyrighed: kraft, styrke, energi.
[111] Casper Crusiger (1504-1548): tysk luthersk teolog. Kom i 1521 til Wittenberg, hvor han senere blev slotsprædikant og professor i teologi. Luther inddrog ham i arbejdet med revision af den tyske bibel. I 1539 spillede Cruciger en aktiv rolle ved gennemførelsen af Reformationen i Leipzig. Han efterlod sig en række kommentarer til bibelske skrifter.
[112] Varlig: varsom, forsigtig.
[113] Freljere: frelser.
[114] Leffuendis: levendes.
[115] Bie: vente.
[116] Sands: sanser, bevidsthed, tanker.
[117] Anamme: modtage.
[118] Forfatterens oversættelse af det latinske citat ovenover.
[119] Verckit: værket.
[120] Naduere: Nadver, aftensmåltid.
[121] Hensoffue: hensove, sove bort.
[122] Varactige: udholdende, standhaftige.