Den lange vej til magten

I sin ungdom optrådte Svend hyppigt som vikingehøvding, og omkring 1040 hærgede han området ved Elb-Weser-mundingen, hvor han blev taget til fange af ærkebispen af Hamborg-Bremens mænd, men frigivet kort tid efter. I 1042 ledede han et togt mod Norge for kong Hardeknud, men blev besejret af Magnus den Gode.

Magnus den Gode efterfulgte i 1042 Hardeknud som dansk konge. I første omgang svor Svend Magnus troskab og kæmpede med ham mod venderne ved Lyrskov Hede i 1043. Siden valgte Svend dog selv at tage kongenavn, og det kom til adskillige slag imellem de to, bl.a. ved Helgenæs i Aarhus Bugt, som Svend alle tabte. Af den grund opholdt han sig i længere perioder i landflygtighed i Sverige. Det lykkedes dog til sidst for Svend at sætte sig fast i Skåne, og efter Magnus' død i 1047 blev Svend dansk enekonge.

Kampene med Harald Hårderåde

Magnus den Godes farbror Harald Hårderåde, der efterfulgte ham som konge af Norge, ville dog ikke give afkald på magten over Danmark, og i årevis hærgede han de danske kyster. Blandt andet blev Hedeby og Aarhus brændt af. Det lader til, at Harald i perioder endda havde succes med at fordrive Svend fra riget, for Adam af Bremen beretter, at Svend i alt var tolv år i landflygtighed i Sverige. Harald kunne dog ikke vinde permanent fodfæste i Danmark, og efter et slag i 1062 ved Nisåens munding i Halland opgav han og indgik forlig med Svend.

Samarbejdet med kirken

Svend Estridsen førte et aktivt samarbejde med kirken, selvom hans ægteskab med hans slægtning Gunhild næsten havde ført til en konflikt med ærkebispen af Hamborg-Bremen, da denne krævede, at Svend skulle lade sig skille. Først efter pavens mægling blev de to forsonede. Det var under Svend, at Danmark blev inddelt i de otte bispesæder Lund, Roskilde, Ribe, Viborg, Odense, Vestervig, Slesvig og Aarhus, som bestod middelalderen ud. Svend donerede store godsgaver til de nye bispesæder og gav dem således det fornødne økonomiske grundlag. Især Roskilde nød godt af den kongelige bevågenhed, og Svend havde et tæt samarbejde med Roskildebispen Vilhelm. Det var også i Svends regeringstid, at der blev bygget et stort antal kirker i landet. Det var simple trækirker, som i løbet af 1100-tallet blev erstattet af stenkirker.

Biskop Vilhelm og Svend Estridsen. Illustration: Danmarks Historie i Billeder (1898)

Magtkonsolidering

Svend Estridsen var meget optaget af at cementere sit herredømme, da han kun gennem sin mor var i familie med den danske kongeslægt. Blandt andet forsøgte han uden resultat at få sin ældste søn kronet af paven i Rom og at få sin oldefar Harald Blåtand ophøjet til helgen. Om det verdslige styre ved vi ikke meget, men møntfund tyder på, at han hævdede sin kongemagt ved at slå danske mønter.

Udenrigspolitisk havde Svend flere gange kontakt til den tyske kejsermagt, og i 1049 støttede han kejser Henrik 3. militært i Flandern. Om Svend i samme forbindelse aflagde vasaled til kejseren er tvivlsomt. I 1057 bekæmpede han sammen med svigersønnen, venderfyrsten Gotskalk, andre venderstammer. Forbindelserne til kejserriget og venderne er sandsynligvis blevet indgået pga. Svends behov for allierede mod Harald Hårderåde.

På sine ældre dage søgte Svend atter at hævde det tidligere danske herredømme over England, men to togter i hhv. 1069 og 1074/75 slog fejl, og Svend måtte opgive sine planer om at forene Danmark og England under sit herredømme.

Mennesket Svend Estridsen

Billedet af Svend Estridsen er på grund af Adam af Bremens beretning det mest nuancerede, vi har af en dansk konge fra den tidlige middelalder. Adam beretter, at Svend Estridsen tog venligt imod ham og var i besiddelse af boglig viden og lærdom. Det er også Svend, der er kilden til mange af Adams oplysninger om Norden. Adam kan dog ikke dy sig for at fortælle, at kongen langtfra var fejlfri – Svend skal have fråset og var ”umådeholden med hensyn til kvinder”. I alt fik Svend 18 børn – et med sin hustru Gunhild og de andre med forskellige friller. Hele fem af hans sønner skulle senere blive danske konger.

Svend Estridsen døde 28. april 1074 eller 1076 – kilderne er uenige – og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han står i mange henseender som brobyggeren mellem vikingetiden og middelalderen, idet han søgte at lede sit folk ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under romerkirkens ledelse.

Kobberstik af Svend Estridsen fra 1685. Fra: Det Kgl. Bibliotek 

Læs mere om Svend Estridsen på denstoredanske.dk