Søren Krarup om reformationens betydning, Tidehverv, maj 2010

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne artikel af Søren Krarup i tidsskriftet Tidehverv i 2010 var et svar til Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard, som i en lederartikel havde sammenlignet Martin Luther med islamisten og terroristen Osama bin Laden. Krarup protesterede mod udlægningen af Luthers tanker og beskyldte Stjernfelt og Kjældgaard for at føre religionskrig og nære had til evangelisk-luthersk kristendom.

Denne udveksling var en del af en bredere diskussion, der angik Luthers og reformationens betydning for det danske samfund i årene op til 2010. Stjernfelt og Kjældgaard var gået i rette med den opfattelse, at europæisk oplysning og ytringsfrihed - og i forlængelse heraf dansk demokrati - havde historiske rødder i Martin Luthers tanker og i den protestantiske reformation i 1500-tallet. Tværtimod argumenterede de for, at Luthers tanker var anti-liberale og i opposition til oplysningstiden. Heroverfor gjorde Krarup gældende, at reformationen overhovedet ikke handlede om liberale frihedsrettigheder, politik eller om samfundets indretning, men derimod om tros- og åndsfrihed. Luthers anliggende måtte forstås som en kristen frihed, hvor evangeliet satte mennesket frit over for Guds ord. Ifølge Krarup stod den lutherske kristendom i den henseende i opposition til oplysningsideologi og menneskerettigheder.

I det gengivne uddrag af artiklen er en passage fra artiklens indledning udeladt.

Religionskrig på Gyldendal

(...) I dag, i 2010, kan jeg konstatere, at denne venlige mening om Frederik Stjernfelts[1] viden og lødighed er helt uden årsag, for i dag kan jeg konstatere, at han er ikke andet end en kulturpolitisk taktiker og propagandist, der i sit had til evangelisk-luthersk kristendom ikke viger tilbage for at hengive sig til den pinligste dilettantisme og den mest underlødige bagvaskelse. Ind af min dør er kommet det seneste nummer af Gyldendals tidsskrift Kritik, redigeret af Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard[2], og under overskriften ”Protestantisme og Politik” hetzer Frederik Stjernfelt mod lutherdom, Tidehverv[3] og bl.a. mig. For naturligvis er det ham, der står bag nummeret og skriver dets afsluttende, hadefulde leder, i hvilken han afslører sin totale uvidenhed og sit ædende had til kristendommen i Danmark. Sagligt set var det rigtige at lade det forsvinde i papirkurven sammen med så meget andet af den politiske korrektheds had til Systemskiftet af 2001[4] og os, der står bag det. Endnu en gang må jeg sige til mig selv: Hvor de dog hader os! Hvor de dog griber til alle midler for at skade os!

Og så tilføjer jeg med en vis fornøjelse: Når vi kan forårsage en sådan lidenskab og være årsag til en sådan overvældende gemenhed, har vi virkelig udrettet noget. Det seneste nummer af Kritik er et indirekte vidnesbyrd om Tidehvervs betydning og indflydelse. Hvad er det, det hedder hos Fritz Jürgensen[5]: Rid længere væk, vi er et helt regiment!

Ja, det skal jeg love for. Vi har virkelig sat nutidens dagsorden. Men det gør jo ikke Frederik Stjernfelts dilettantisme mindre pinlig. Det forklarer dens baggrund. En ærgerrig litterat, der for enhver pris skal være på den politisk korrekte side. En magt- og modebevidst skribent, der tænker og taler i parti og taktik. Som sådan ligegyldigt i sig selv. Men hans anti-lutherske propaganda og rystende uvidenhed om sagen er så afslørende, at det alligevel kan være nødvendigt at trække den frem ved hårene.

I tidsskriftets ledende artikel på bagsiden, naturligvis skrevet af Stjernfelt, hedder det: ”En mærkelig myte hjemsøger Danmark. Myten har bredt sig, netop som interessen i oplysningen og dens historie vokser. Myten lyder, at selve årsagen til europæisk oplysning og ytringsfrihed er ingen ringende end – Martin Luther!... Det er imidlertid en grov og selvfed historieforfalskning. Det nærmeste, Luther kom oplyste temaer, var, at han som ung krævede frihed – vel at mærke hans egen frihed til kætteri imod paven. Friheden angik ikke nogen som helst andre strømninger eller tanker. Så såre Luther fik den mindste magt, var han ligeså rabiat over for anderledes tænkende som den katolske kirke – ja, værre. Han var sammenbidt antisemit og krævede nedbrænding af alle jødiske ejendomme og fordrivelse af jøderne. Han indførte forbud mod fremstilling og besiddelse af katolske bibler. Også skrifter af konkurrerende reformatorer blev forbudt og straffet med døden. Reformationens såkaldte ”venstrefløj” viste han ingen nåde – gendøbere og ”sværmere” skulle lide døden. Oprørske bønder skulle med en berømt vending slås ned ”som gale hunde”. Åndssvage børn havde ingen sjæl og skulle dræbes, ligesom han med ildhu krævede afbrænding af hekse. Over for tyrkerne, som var djævelens instrumenter, kunne man ikke være grusom nok.”

Hvilken svada! Hvilken opvisning i dilettantisme og historieforfalskning! For det første: Ingen har nogen siden sagt, at Luther var oplysningens, endsige demokratiets talsmand. Han forkyndte evangeliet om syndernes forladelse i Kristus. Dette var hans anliggende. Og til dette anliggende hører hans forkyndelse af et kristenmenneskes frihed, hans adskillelse af åndeligt og verdsligt regimente, hans krav til øvrigheden om at hævde den verdslige lov og dermed at lade den åndelige frihed herske, hans understregning af øvrighedens pligt til at beskytte fredelige mennesker mod de besatte sværmere og bønder, som i den højere sandheds navn slagtede deres modstandere. Alt er sammenhængende og klart. Hans skrift mod jøderne siger noget ganske andet end det, Frederik Stjernfelt hævder. At Luther gik i den katolske kirkes fodspor i retning af udryddelse af anderledes tænkende, er lige så forvrøvlet. Sandheden er, at Frederik Stjernfelt ikke aner, hvad han så hadefuldt udtaler sig om, hvorfor det er nødvendigt at tage hans påstande én for én.

For det første: Skriftet om et kristenmenneskes frihed fra 1519 handler om tros- og åndsfrihed, ikke om samfundets styreform. ”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet”, siger Luther som skriftets første tese, og nej, dette er ikke en liberal og demokratisk proklamation, som Stjernfelt tror. Men det er forkyndelsen af, at troens menneske, den døbte, er sat fri af evangeliet til at leve som Guds eget kære barn, der ikke skal frisættes af pave eller kirke. ”Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste, og enhver undergivet”, siger Luther som den anden tese, og dette er heller ikke en politisk proklamation, men forkyndelsen af, at det kristne menneske af Gud sættes til at leve i skyld og ansvar i forhold til næsten.

Med andre ord: Luther er ikke oplysningsmand. Luthersk kristendom er ikke en lære om, hvordan samfundet skal indrettes i henseende til naturret og rettigheder. Men det er forkyndelse af den frihed, der gælder for et kristent menneske i ethvert samfund, fordi Guds ord i alle samfund sætter mennesket frit af afguder, pavemagt og totalitarisme. Luthersk kristendom repræsenterer kort sagt en radikal modsætning til oplysningstidens ideologi, fordi friheden ikke ligner i samfundsformen, lovgivningen eller kulturen, men i evangeliet. Der lader sig ikke konstruere et liberalt, menneskerettighedsdyrkende samfund af luthersk kristendom. Luther er tværtimod i modsætning til alle Stjernfelter og ideologer, der vil uddrage en politisk lære af Guds ord.

Nej, Luther ”krævede” ikke frihed – af paven eller kejseren. Han forkyndte den kristne frihed og satte dermed alle paver og kejsere på plads som dem, der ikke er guder.

Den anden forfalskning i Stjernfelts udlægning af Luther består i hans opfattelse af Luthers opgør med sværmere og bønderne, bl.a. i forbindelse med bondekrigen. Hvorfor opfordrede Luther nemlig fyrsterne til at slå de oprørske bønder ned som gale hunde? Fordi de af Thomas Münzer[6] fanatiserede bønder optrådte som gale hunde, der under påberåbelse af en højere ret, som kunne minde om Stjernfelts oplysningsideologi og menneskerettigheder, var i fuld gang med at myrde og udrydde deres modstandere. Så er det den verdslige øvrigheds pligt og opgave at beskytte de forfulgte. Luthersk kristendom sætter nemlig magten i landet til at hævde loven og sætte alle hellige og selvretfærdige på plads. Ja, luthersk kristendom er dermed i modsætning til oplysningsideologien – hvis Stjernfelt kan forstå det.

Tredje forfalskning i Stjernfelts tekst er hans anklage mod Luther for at være antisemit. Nej, Luther gør i sit skrift fra 1543 op med jødedommen og dens forkyndelse af en objektiv hellighed, der er givet med Moseloven, og det gør han på denne tid, fordi en række rabbinere i Tyskland angriber den kristne frihed med deres lovreligiøsitet og håner Kristus. Der er tale om et teologisk opgør, hvor Luther i sidste instans er sjælesørger. Han vil ikke anfægte jødernes ret til at have deres religion. Men han angriber deres ret til at undsige kristendommen i et kristent land. Og det gør han, fordi han i modsætning til alle Stjernfelter ikke tror på neutralitetens mulighed i åndelige forhold: enten sætter kristendommen dagsordenen, eller også sætter jødedommen dagsordenen. I sit forsvar for de kristnes ret i deres eget land er Luther naturligvis et barn af sin tids drakoniske straffeforanstaltninger og kommer med forslag til øvrigheden, som vi i dag finder uhyrlige, men det ophæver ikke hans anliggende: at her er vi på et område, hvor neutralitet ikke eksisterer – hvad oplysningsideologien jo forestiller sig i sin dyrkelse af den abstrakte lighed. Enten skriver kristendommen loven, eller også skriver jødedommen (eller islam) loven. Enten-Eller. Sådan taler den, der kender til virkeligheden i åndelige anliggender.

Frederik Stjernfelt kunne jo gøre sig den ulejlighed at læse Luthers skrift, som Tidehvervs Forlag udgav i 1999 under titlen ”Mod tyrken og jøden”. Han kunne prøve på at fatte, hvad han udtaler sig så bedrevidende og uvidende om. Resten af Stjernfelts svada er sladder og bagvaskeles af samme art som det hidtil anførte. Han fortjener simpelt hen ikke at blive taget alvorligt. Det alvorligste er, at denne skandskriver[7] er redaktør af Gyldendals tidsskrift.

Og så kommer vi til det, der er det egentlige, og som jeg allerede har været inde på: hvorfor laver Frederik Stjernfelt et sådan propagandistisk nummer af Kritik, hvor hans dilettantisme er det mest påfaldende? Hvad er meningen? Jeg er ikke i tvivl. Dette er den politiske korrektheds propaganda mod systemskiftet af 2001, for så vidt også mod Dansk Folkeparti, derfor mod Tidehverv som Systemskiftets åndelige fundament – og lad mig blot tilføje: i den forbindelse imod mig, der som Tidehvervs redaktør og igennem et omfattende forfatterskab har søgt at trække et (luthersk) alternativ op til kulturradikalisme og socialdemokratisme i et halvt århundrede.

Derfor. Så indbildsk er jeg, og så strategisk tænker jeg. Der er en årsag til dette forunderlige udslag af et vildt had. Kulturradikalismen i Danmark, dvs. i den herskende klasse, i medier og politik, hader den ændring af magtforholdene, som skete i 2001, og en type som Frederik Stjernfelt søger position og anseelse ved at stille sig i spidsen for et angreb på os. Derfor dette propagandistiske nummer af Kritik. Derfor hadet til Luther og Tidehverv.

Og altså til mig. Når jeg ser, hvordan Stjernfelt har indkaldt Uffe Østergaard[8] til at rase imod ”Tidehverv og den danske nationalisme”, og hvordan samme Stjernfelt har opsamlet en venstresocialistisk litterat ved navn Mikkel Thorup[9], fhv. talsmand for Rød Ungdom, til at nedsable Harald Nielsen[10] og hans forfatterskab i endnu en dilettantisk artikel, tegner sig et mønster. En uforfalsket propaganda. Eller en utvetydig hetz. Frederik Stjernfelt har med viden og bevidsthed samlet sig et hold, som kan begrunde hans afsluttende og hadefulde leder i tidsskriftet. Hør blot dens afslutning: ”Man hører ofte, at det islam har brug for, er en Luther. Hm – en antisemitisk, teokratisk skriftfundamentalist med blodtørst over for anderledes tænkende? Sådan en har islam da allerede – han hedder Osama bin Laden”.

Dette er niveauet. Så lødig er Frederik Stjernfelt. Og jeg ryster på hovedet og gratulerer også mig selv med den lidenskab, vi er i stand til at vække – men ærgrer mig tillige over, at dette altså skal være dansk ”kulturdebat”. Har det været ringere?


Ordforklaringer m.m.

[1] Frederik Stjernfelt (født 1957): litterat og forfatter, professor på Aalborg Universitet (København).

[2] Lasse Horne Kjældgaard (født 1974): professor i litteratur ved Roskilde Universitet.

[3] Tidehverv: teologisk tidsskrift, der udkom første gang i 1926, og som har haft afgørende betydning for dansk teologi.

[4] Systemskiftet af 2001: Søren Krarups betegnelse valget i 2001, hvor Venstre og Konservative overtog regeringsmagten støttet af Dansk Folkeparti.

[5] Fritz Jürgensen (1818-1863): dansk humoristisk tegner.

[6] Thomas Münzer (ca. 1489-1525): tysk teolog under Reformationen.

[7] Skandskriver: forfatter til smædeskrifter eller bagtalelse.

[8] Uffe Østergaard (født 1945): dansk historiker, professor emeritus ved Copenhagen Business School.

[9] Mikkel Thorup (født 1973): dansk idehistoriker, professor ved Aarhus Universitet.

[10] Harald Nielsen (1879-1957): nationalkonservativ forfatter og debattør, der var modstander af kulturradikalismen.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
maj 2010
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. januar 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink-Jensen, Morten: Den danske reformation, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
maj 2010
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. januar 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink-Jensen, Morten: Den danske reformation, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk