I middelalderen var social- og fattigforsorg et kirkeligt anliggende, og fattigdom blev af de såkaldte tiggermunke betragtet som et religiøst ideal. Det blev opfattet som gavnligt for sjælens frelse at give almisser til de fattige, og kirken formidlede almisserne til de fattige, som i stor stil også ernærede sig ved tiggeri.

Ved reformationen i 1536 overgik ansvaret for social- og fattigforsorgen i Danmark fra kirken til kongemagten og de lokale bystyrer, og der blev indført en skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende fattige. En skelnen, som allerede var forsøgt indført i Christian 2.s Land- og Bylov i 1522. Kernen i fattighjælpen bestod stadig i tiggeri og almisser, men forudsætningerne var ændret radikalt. Tiggeriet var blevet reguleret, således at kun værdigt trængende, som var godkendt og udstyret med et tiggertegn af myndighederne, måtte tigge. Desuden måtte man kun tigge lokalt i den købstad eller det landsogn, man hørte til. Donationer til fattigvæsnet måtte ifølge Luthers lære kun gives ud af ren næstekærlighed og ikke for at påvirke almissegiverens egen frelse. I praksis var denne tankegang dog svær at overvinde.

For de uværdigt trængende, dvs. de arbejdsføre løsgængere, betød reformationen, at de fik forbud mod at tigge og modtage almisser. I stedet skulle de anvises arbejde eller tvinges til at arbejde ud fra det lutherske synspunkt, at enhver, der var i stand til det, skulle arbejde for føden.

Tiggeriet blev efterhånden et samfundsproblem, og i forordningen om betlere i Danmark fra 1708 blev det fuldstændigt forbudt at tigge. Fattighjælpen i den enevældige stat skulle herefter i stedet finansieres af frivillige lokale bidrag, og gruppen af værdigt trængende blev specificeret yderligere, således at den nu også omfattede folk, som kunne arbejde lidt, men ikke nok til at forsørge deres familie. Denne udvidelse af gruppen blev videreført i de fattiglove, som blev udstedt ved indgangen til det 19. århundrede. Imidlertid havde den måde, man italesatte lokalsamfundets pligt til at forsørge sine fattige på, ændret sig. Hvor man i 1708-forordningen talte om lokalsamfundets kristne pligt, var denne i de nye love fra 1799, 1802 og 1803 blevet til en social pligt. Denne ændring i argumentationen åbnede for, at der kunne stilles modkrav til modtagerne af fattighjælp. Dette førte til et tab af civile rettigheder til gengæld for modtagelsen af fattighjælpen. Udviklingen kulminerede i Grundloven af 1849, hvor fattighjælpen på den ene side blev en grundlovssikret ret, men samtidig medførte tab af den mest fundamentale demokratiske rettighed, valgretten.

I sidste del af 1800-tallet blev der, i bl.a. Lov om Alderdomsunderstøttelse og Sygekasseloven, imidlertid taget de første skridt til ophævelse af de rettighedstab i tilknytning til modtagelse af fattighjælp. Med Socialreformen af 1933 gjorde man op med den århundredlange tradition med at betragte al offentlig hjælp som fattighjælp. En lang række ydelser var herefter ikke længere forbundet med tab af rettigheder. Kun for dem, der selv var skyld i deres fattigdom, nemlig de arbejdssky, groft forsømmelige forsørgere, alkoholikere, prostituerede og andre subsistensløse, var modtagelsen af fattighjælp endnu forbundet med tab af borgerlige rettigheder.

Selvom fattighjælpen med reformationen blev kongens ansvar, spillede og spiller kirken og kirkelige organisationer fortsat en væsentlig rolle. Dels spillede præsterne som kongelige embedsmænd en afgørende rolle i administrationen af fattighjælp langt op i 1800-tallet, dels fik religiøse, filantropiske og diakonale organisationer et gennembrud, da de religiøse argumenter for fattighjælp blev afløst af sociale og samfundsmæssige argumenter.

Erik Henningsen maleri "Sat Ud" fra 1892. Maleriet viser en fattig familie, der netop er blevet sat ud af deres lejlighed på Nørrebro i København. På gaden står families møbler og indbo, husgeråd, noget tøj, en dyne og en pude. Kvinderne, den gamle bedstemor, moderen og hendes lille pige, venter på, at familiens forsørger, den unge mand på fortovet, bliver færdig med at diskutere med ordensmagten. Fra: Statens Museum for Kunst