Sagefaldsrettens tidligste udvikling (indtil ca. 1300)

Sagefaldet kendes bl.a. fra landskabslovene, hvor der for en række retsbrud omtales en bøde til kongen. De mest brugte satser var bøder på 3, 9 og 40 mark.

De ældste vidnesbyrd om uddelegeringen af sagefaldet stammer fra det 11. og 12. århundrede, hvor flere store gejstlige institutioner (bispestole, domkapitler og klostre) blev individuelt privilegeret med retten til bøder på 3 og 9 mark. I nogle tilfælde blev der efterhånden givet privilegier på den højeste bødesats, som var 40 mark. Dette gav den pågældende gejstlige institution ret til at opkræve disse bøder af deres undergivne fæstebønder, i stedet for at bønderne betalte bøderne til kongen. Som eksempel kan anføres Erik Lams brev til Skt. Peders kloster i Næstved fra 1140. Her fremhæves det, at klosteret bl.a. skal oppebære 3- og 40-marks bøder af klosterets bønder. I nogle tilfælde fik den privilegerede gejstlige institution overdraget "al kongelig ret", som omfattede samtlige rettigheder, som kongen ellers havde overfor bondebefolkningen. Dette var tilfældet i Erik Emunes privilegium til benediktinerklosteret i Ringsted 1135. I kong Niels’ privilegium til Skt. Knuds kirke i Odense, der er givet på et tidspunkt mellem 1104 og 1117, overdrages ligeledes "al kongelig ret", men her med undtagelse af fredkøb (afløsning af dom til fredløshed), vrag (retten til at bjerge skibsvrag på stranden) og ledingsbøde (bøde for at forsømme militære forpligtelser).

Jyske Lov fra 1241 giver alle kongens mænd (herremændene) ret til 3-marks bøder af deres bryder (én af flere kategorier af undergivne fæstebønder). Bestemmelsen har muligvis været gældende i hele riget, da Jyske Lovs muligvis var rigslov frem til 1282. Hverken Sjællandske eller Skånske Lov har lignende bestemmelser. Det er sandsynligt, at kongemagten begunstigede individuelle herremænd med retten til sagefald allerede inden 1241 og at den efter 1241 privilegerede enkelte herremænd med højere bøder end 3-marksbøderne.

I 1284 udkom der tre nogenlunde enslydende forordninger for de tre danske landskaber. Skånske Forordning 1284 udvider retten til 3-marksbøderne, således at herremændene må oppebære 3-marks bøder af alle deres undergivne (og ikke blot som i Jyske Lov af bryderne). Sjællandske Forordning 1284 blev mellem 1284 og 1320 tilføjet et tillæg, som yderligere udvider de sjællandske herremænds sagefaldsret til også at omfatte 9-marksbøder. Jyske Forordning 1284 nævner ikke sagefaldsretten, hvilket givetvis hænger sammen med, at Jyske Lovs bestemmelse stadig var gældende i Jyske Lovs område. Uddelegeringen af sagefaldsretten fremstår således noget uensartet i den tidligste periode.

Fortalen fra Jyske Lov. I lovteksten blev alle kongens mænd (herremænd) berettiget til 3-marks bøder af deres bryder (én af flere kategorier af undergivne fæstebønder). Bestemmelsen har muligvis været gældende i hele riget, da Jyske Lovs muligvis var rigslov frem til 1282. Foto: Manuscriptorium; Den Arnamagnæanske Samling

Sagefaldsretten i håndfæstningerne (1320-1648)

Med Christoffer 2.s håndfæstning fra 1320 skabes der for første gang med sikkerhed retsenhed for de verdslige herremænd, idet de alle nu skal oppebære 3- og 9-marks bøder af deres undergivne. 1320-håndfæstningen omtaler dertil, at enkelte medlemmer af den verdslige adel herudover kunne begunstiges med det højeste sagefald (40 mark). Valdemar 3.s håndfæstning fra 1326 udvidede sagefaldsretten til også at omfatte retten til fredkøb.

Denne voldsomme udvidelse havde sandsynligvis sammenhæng med feudaliseringen under pantetiden, hvor størstedelen af det danske rige var pantsat til nordtyske grever, som styrede hvert deres panteområde med "al kongelig ret". Udvidelsen blev efter alt at dømme annulleret i forbindelse med Valdemar Atterdags rigssamling, hvor de pantsatte områder efterhånden blev indløst eller erobret med militær magt. Retten til fredkøb er i hvert fald fraværende i kong Olufs håndfæstning fra 1376, der med hensyn til sagefald er en tro kopi af 1320-håndfæstningen.

1400-tallets lovgivning bringer ikke nye bestemmelser om sagefaldsretten. Adelen stod især i 1400-tallets første halvdel forholdsvist svagt, og dette kan sammen med befolkningskrisen (som fjernede incitamentet til at opkræve ruinerende bøder af de nu færre bønder) have været medvirkende til, at adelen ikke fik eller søgte udvidelser af sine privilegier. Til gengæld skete der en opblomstring i kongemagtens privilegering af enkelte adelsmænd efter 1450.

Hvor 1400-tallet var en periode præget af stilstand, blev 1500-tallets begyndelse en afgørende periode, hvor uddelegeringen af sagefaldsretten nåede sit højdepunkt. I Christian 2.s håndfæstning fra 1513 indrømmes den samlede adel, biskopperne, kirkens prælater og domkapitlerne retten til det fulde sagefald, det vil sige inklusive 40-marks bøder og fredkøbet. Muligvis begunstiges medlemmer af rigsrådet yderligere med retten til at oppebære fredløses forbrudte gods. 1513-håndfæstningen giver ikke gejstligheden et samlet standsprivilegium, selvom ordlyden umiddelbart kunne tyde på det. Det var således kun bisper og kirkelige prælater (det vil sige den øverste gejstlighed) som fik tildelt dette privilegium. Til gengæld modtog adskillige klostre stadig i årene herefter individuelle privilegier på 40-marks bøder.

Af Frederik 1.s håndfæstning fra 1523 fremgår det, at den menige adel skal have de samme rettigheder over deres bønder, som deres standsfæller i rigsrådet. Alle efterfølgende håndfæstninger frem til 1648 indeholdt en stort set ordret gentagelse af sagefaldsbestemmelsen fra 1523-håndfæstningen. Den fulde udstrækning, som sagefaldsrettens uddelegering således nåede i 1500-tallets begyndelse, havde tæt sammenhæng med overdragelsen af "al kongelig ret" til de privilegerede stænder og indførelsen af adelens hals- og håndsret. Yderligere blev adelen, under indtryk af reformationsbevægelsens begyndende splittelse mellem adel og gejstlighed, i 1527 begunstiget med de bøder, deres undergivne blev idømt ved gejstlig ret. Dog med undtagelse af manddrab og forskellige former for helligbrøde.

Købstædernes sagefaldsret skal også kort omtales. Siden 1200-tallet havde købstæderne i kraft af købstadsprivilegierne været begunstiget med retten til sagefald af de forbrydelser, som blev begået inden for byens område. Forbryderen skulle både bøde til byen og kongen, men fra 1400-tallet har vi eksempler på, at enkelte købstæder fik overdraget kongens del af bøden.

Sagefald og bødeopkrævning

Vi kender ikke meget til de enkelte herremænds bødeopkrævning. Derimod har vi et godt indblik i kongemagtens bødeopkrævning i form af overleverede lensregnskaber fra omkring 1500 og frem. Bøderne til kongemagten blev opkrævet og indbetalt til de kongelige lensmænd, som bestyrede de kongelige besiddelser og rettigheder rundt omkring i riget. Af lensregnskabernes bødelister (såkaldte sagefaldsregistre) fremgår det, at bøderne ofte erlagdes i form af varer som fx klæde og okser i stedet for penge. Det samme må have været tilfældet i de tidligere århundreder, hvor pengeøkonomien var mindre udbredt. I praksis blev de lovbestemte bødetakster justeret alt efter lokal sædvane, forbrydelsens karakter og lovbryderens økonomiske ydeevne. Dette skete bl.a. ved en forhandling ("aftingning" eller "optingning") mellem kongemagtens repræsentant og lovbryderen.

Herudover fandtes en mere formel regulering af bødesatserne, der tog hensyn til tidens økonomiske forhold, nemlig den såkaldte "sagemark", der første gang nævnes i midten af 1400-tallet. Der var tale om en omregning fra landskabslovenes bødesatser til den faktiske bøde, man skulle betale (sidstnævnte kaldet sagemark). I Viborgbispen Knud Mikkelsens kommentar til Jyske Lov fra cirka 1450 hedder det, at en lovbestemt bøde på 1 mark (á 16 skilling) gælder 10 skilling sagemark på Sjælland, men 5 skilling sagemark i Jylland.

En undersøgelse af Næsbyhoved Lens og Tranekær Lens regnskaber fra 1500-tallets første årti viser, at kongens lensmænd først og fremmest opkrævede bøder af kronens undergivne bønder (kronfæstere og selvejerbønder), skønt kongemagten på dette tidspunkt endnu også havde ret til de højere bøder af adelens undergivne. Man må derfor antage, at adelens fæstebønder allerede inden Christian 2.s håndfæstning 1513 i praksis betalte det høje sagefald til deres egen herre frem for til kongen.

Lensregnskabernes bødelister fra 1500- og 1600-tallet udgør en rig kilde til økonomiske, sociale og retlige forhold. Fra perioden mellem reformationen og enevælden er der endvidere overleveret nogle få private godsregnskaber med bødelister (f.eks. for Herlufsholm Frie Skole).