Artikler
Den 24. marts 1848 udførte prins Frederik af Nør (1800-1865) et kup mod fæstningen i Rendsborg. Ved at bruge væbnet magt– ganske vist helt uden blodsudgydelse – lykkedes det at sikre fæstningen og garnisonen for den nydannede slesvig-holstenske provisoriske regering, inklusive våbenarsenalet og hertugdømmernes centralkasse. Prins Frederik af Nør var natten forinden indtrådt i den provisoriske opstandsregering som krigsminister. I marts 1848 var den overordnede politiske situation præget af, at den danske enevældige monark blev mødt med krav om etablering af et konstitutionelt styre. Dertil kom en strid om hertugdømmet Slesvigs tilhørsforhold, dvs. om Slesvig sammen med hertugdømmet Holsten skulle udgøre en selvstændig stat inden for et kommende forenet Tyskland, eller om det sammen med kongeriget skulle udgøre et Danmark til Ejderen.
Den nationale konflikt var tilspidset efter et stormøde i Rendsborg den 18. marts 1848, hvor der blev rejst krav om en fælles slesvig-holstensk forfatning og om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Kuppet mod fæstningen i Rendsborg var den slesvig-holstenske opstands egentlige revolutionære handling og blev et 'point of no return', der udløste Treårskrigen 1848-1850 (1. Slesvigske Krig). Set fra slesvig-holstensk side blev prins Frederiks kup i samtiden betragtet som en stor bedrift, mens det fra dansk side blev opfattet som et forræderisk oprør.
Natten mellem 23. og 24. marts 1848 blev der dannet en slesvig-holstensk provisorisk regering. Den hævdede at regere hertugdømmerne Slesvig og Holsten på vegne af den ”ufrie” konge Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863), der ifølge den provisoriske regering var i den københavnske pøbels vold og derfor ikke kunne respektere hertugdømmernes rettigheder. Reelt var den en opstandsregering. Krigsminister blev prins Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, der ejede godset Nør. Han var tidligere statholder og kommanderende general i hertugdømmerne og havde stadig sin danske generalsuniform, som han tog på. For at sikre den provisoriske regering en væbnet magtbasis fik han til opgave at udføre et kup mod den centrale fæstning i Rendsborg.
Kort over Rendsborg Fæstning 1848 med de vigtigste lokaliteter i kuppets topografi: Jernbanelinjen fra Neumünster, der førte kupmagerne helt ind til voldgraven, hovedvagten, som de overrumplede, Gouvernementshuset, hvor prins Frederik mødtes med general Lützow, og Paradepladsen, hvor garnisonen samledes. Fra: Otto Vaupell: Kampen for Sønderjylland 1848-50, I, 1865, s. 12.
Første fase – kupforberedelser natten til den 24. marts 1848
Prins Frederik af Nørs styrke bestod af 250 mand fra 5. jægerkorps i Kiel, som stillede sig til disposition for den provisoriske regering, samt ca. 40 frivillige borgere og 250 studenter fra Kiel. Alle fik ordre til at være klar til afgang med toget til Rendsborg kl. 7. Godsejer Wilhelm Hirschfeld (1795-1874), Gross Nordsee, red straks til Rendsborg. Her fik han jernbanedirektøren til at lade toget fra Kiel køre forbi stationen og helt ind til voldgraven, hvor sporet endte. Nogle borgere lagde brædder ud på en bro, som var under opførelse her og førte ind i fæstningen.
Anden fase – togturen Kiel-Neumünster-Rendsborg
Studenterne kom for sent til afgangen og kom ikke med toget. Til gengæld steg 60 knippelbevæbnede mænd fra Segeberg-egnen på i Neumünster. Det gjorde tillige student Krohn, som fik besked på at ringe med stormklokkerne i Rendsborg Kristkirke.
Tredje fase – indfald i fæstningen
Toget ankom til fæstningsvolden ca. kl. 9. Det lykkedes hurtigt at gøre indfald i fæstningen og overrumple hovedvagten på den østlige side af Paradepladsen. Bevæbnede borgere fra Rendsborg sluttede sig til. Student Krohns klokkeringning forvirrede fæstningens soldater, der antog den for en brandalarm og samledes uden våben. Da fæstningskommandanten, oberst Gustav Seyffarth (1787-1858), ilede til Paradepladsen for at se, hvad der var på færde, blev han af prins Frederik sendt til den kommanderende general med besked om prinsens hensigt. Da var klokken hen ad 9.30.
Fjerde fase – overrumpling af de ledende danske officerer
Mellem 9.30 og 10 opholdt den kommanderende general Gotthard Lützow (1784-1850) med stab sig i det såkaldte Gouvernementshus på den vestlige side af Paradepladsen. Generalen undrede sig over Kiel-jægernes tilsynekomst på pladsen. Snart hørte officererne råbet ”rebellion”. Umiddelbart derefter ankom først prins Frederiks adjudant, dernæst oberst Seyffarth og til sidst prins Frederik selv i følge med Wilhelm Beseler (1806-1884), den provisoriske regerings leder. De ledende danske officerer var taget på sengen. Prins Frederik forsikrede generalen, at han ikke var nogen rebel, men handlede i den ”ufrie” konges navn. Han fik næppe talt færdigt, før Lützow erklærede, at han stillet over for en væbnet magt anså modstand for håbløs. Han nedlagde derfor sin kommando. I stedet agtede han sig til kongeriget, hvor han ville stille sig til sin konges disposition. Stabschefen oberst Hans Chr. Rømeling (1786-1856) ville heller ikke tjene den provisoriske regering. Major i generalstaben Cæsar du Plat (1804-74) sluttede sig derimod til opstanden. Oberst Seyffarth var forvirret og tav. Derpå forlod prins Frederik og Beseler Gouvernementshuset. Lützow gav ordre til Seyffarth om, at garnisonen skulle samles på Paradepladsen uden skarpe patroner. I flere enheder var der stærk utilfredshed hos officer og soldater over, at de skulle møde ubevæbnede på Paradepladsen, men de adlød ordren. En særligt velbevæbnet sikringsstyrke i Arsenalet blev helt overladt til sig selv.
Femte fase – på Paradepladsen
Klokken 10.30 stod tropperne opstillet i karré på Paradepladsen. General Lützow gentog her, at han under de givne magtforhold nedlagde sin kommando. Generalen stillede enhver frit, om han ville slutte sig til den provisoriske regering eller gå hjem. Efter talen gik Lützow og Rømeling tilbage til Gouvernementshuset, der nu var bevogtet af bevæbnede rendsborgere, hvorfor de to officerer betragtede sig som fanger. Dernæst talte prins Frederik, der på ny stærkt understregede, at han og den provisoriske regering handlede i den ”ufrie” konges navn for at sikre hertugdømmernes rettigheder. Han spurgte soldaterne, om de ville medvirke hertil eller gå mod nord. Dem, der ville det sidste, opfordrede han til at træde frem. Ingen af de menige soldater trådte frem, mens flere underofficerer vaklede. Derimod trådte adskillige officerer frem. Prinsen svarede, at opfordringen alene var rettet til mandskabet, ikke til officererne, som han senere ville henvende sig til separat. Det menige mandskab modtog prinsens tale med højlydt jubel.
Flere officerer protesterede derimod, navnlig løjtnant Chr. Mathiesen (1807-50), der bestred prinsens påstand om kongens ufrihed. Mathiesens opposition gjorde prinsen usikker. Ordvekslingen sluttede med, at flertallet af officererne trådte af. Kun kommandøren for 16. linjeinfanteribataljon, oberstløjtnant greve Otto Frederik Magnus Baudissin (1792-1865), hans adjudant, hans fire kompagnichefer og to sekondløjtnanter forblev sammen med deres enheder og viste dermed, at de ville tjene den provisoriske regering. Trods de fleste officerers afvisning var kuppet lykkedes. Klokken var da hen ad 11. De fratrådte officerer fik om eftermiddagen valget mellem at tjene den provisoriske regering, rejse til kongeriget mod at afgive æresord på ikke at ville fægte mod hertugdømmerne eller forblive i Rendsborg som fanger. Bortset fra nogle få, som det lykkedes at flygte, valgte det store flertal at afgive æresord – som de dog senere brød, med henvisning til at det var afgivet under tvang.
Kuppet sikrede den provisoriske regering en væbnet magt på ca. 1.200 mand. Den bemægtigede sig også de mange våben i Rendsborg Arsenal og hertugdømmernes centralkasse. Det var sket helt uden blodsudgydelse. Set fra slesvig-holstensk side var prins Frederiks kup en stor bedrift. Sådan så han også selv på det i sine erindringer. Set fra dansk side var kuppet et fejt forræderi og et forsmædeligt nederlag. For de ledende officerer blev det en personlig tragedie.
Efterspil
Den danske regering suspenderede general Lützow. Han døde i april 1850, før undersøgelsen imod ham kom i gang. Oberst Rømeling fik syg og nedbrudt sin afsked fra hæren i januar 1849. Oberst Seyffarth tjente i første omgang den provisoriske regering, men tog sin afsked to dage senere, da prinsen ønskede en anden kommandant i Rendsborg. I 1853 blev han af krigsretten i København idømt dødsstraf for sin passivitet den 24. marts 1848, men dommen blev aldrig forkyndt for ham endsige eksekveret. Han fik blot sin afsked uden pension. De øvrige 32 officerer i Rendsborg, som den 24. marts gik i den provisoriske regerings tjeneste, blev landsforvist.
Prins Frederik havde ikke heldet med sig som krigsminister og kommanderende general for den provisoriske regering. Han stod som taber efter Treårskrigens første slag ved Bov den 9. april 1848, hvor den danske hær jog den slesvig-holstenske på flugt. En preussisk general overtog kommandoen. I september 1848 trådte prinsen ud af den provisoriske regering. Efter Treårskrigens slutning i 1850 blev han landsforvist.
Prins Frederik af Nør, som danskerne helst så ham: som en landsforræder med løkken om halsen. Samtidigt stik.