Christen Scheel (1695-1731). Malet af Balthasar Denner, ca. 1718-1719.

Portrættet har en del ligheder med det billede af søhelten Peder Wessel Tordenskiold, som de fleste af os kender fra tændstikæskerne fra Gosch-fabrikkerne. Dette skyldes, at det er den samme maler, Balthasar Denner, der har været på spil. Under sit ophold ved det danske hof i 1718-1719 har han sandsynligvis malet begge mænd. På portrættet bærer Christen kyras (rustning) og er skildret i en krigerisk positur, hvilket signalerer til beskueren, at der er tale om en mand med en militær baggrund. Som mange andre adelsmand gjorde Christen militær karriere og endte som oberst. 

Jørgen Scheel (1718-1786) og hans 2. hustru Charlotte Louise von Plessen (1720-1801). Malet af Andreas Pedersen Brünniche i 1753.

Dobbeltportrættet er malet af den danske maler Andreas Pedersen Brünniche i 1753. I forhold til Balthasar Denners skildring af faderen Christen er der tale om en lysere og lettere farveholdning, der er betegnende for den ved århundredets midte fremherskende stil, rokokoen. Det skakternede gulv, draperiet og arkitekturen udgør et klassisk sætstykke, der tjener til at iscenesætte de to. Rummet eksisterer altså ikke i virkeligheden, men skal give dobbeltportrættet en ophøjet atmosfære – det åbne kig ud i landskabet indrammer samtidig slægtens hovedsæde Gammel Estrup og henviser ligesom våbenskjoldene øverst i billedet til betydningen af slægt og arv. Samtidig viser Jørgen sig imidlertid også som kongens mand. Han bærer Dannebrogsordnens dragt og har diskret løftet kappen til side, så man ser en kronet forgyldt nøgle – et vidnesbyrd om, at han af kongen også er udnævnt til kammerherre.

Christen Scheel (1743-1771). Malet af Alexander Roslin 1764.

Det elegante portræt vidner på flere måder om datidens internationale adelsliv. Christen, der i 1768 blev sendt til Rusland som den danske konges gesandt, havde få år forinden været på en større rundrejse i Europa, og portrættet må være blevet til, da han i 1764 opholdt sig i Paris. Her havde den svenske maler Alexander Roslin opnået stjernestatus, og den unge Christen må have grebet dybt i pungen for at betale for portrættet. Det viser ham som elegant hofkavaler, stilsikker, kontrolleret og måske en anelse overlegen. Det er ikke Christen som person, vi møder, men det ideelle billede af den dannede adelsmand, der forstår at begå sig. 

Jørgen Scheel (1768-1825) og hans hustru Christiane Mette Bille-Brahe (1771-1844). Malet af Jens Juel 1794.

Ægteparret er malet som pendanter[1]. De har samme format og tanken er, at de skal hænge sammen - Jørgen til højre og Christiane til venstre - således at deres trekvartprofiler får dem til at vende sig mod hinanden. Portrætterne er i sammenligning med skildringerne af Jørgens far, bedstefar og oldefar særdeles nedtonede. Romantikkens nye idealer om naturlighed og fokus på personligheden gør, at den ydre pynt reduceres; vi skal nu ideelt set møde to ”ægte” mennesker. Jørgen ser åndfuldt frem for sig – han er den reflekterende eller drømmende mand. Christiane ser os direkte i øjnene, men med et ganske mildt og følsomt blik – hun demonstrerer en form for blid nærværenhed. På den måde er de begge kønstyper, og deres naturlighed er en form for fiktion. På en meget konkret måde gælder det også Christianes hår, der er opsat ”naturligt”, altså bevidst krøllet og uglet med henblik på at virke naturligt.

Christen Scheel (1792-1844) og hans hustru Christiane Pin (1796-1855). Malet af August Schiøtt 1856.

Portrætterne er malet i 1856, dvs. efter begge ægtefællers død. Der eksisterer flere eksemplarer af protrætterne, og der er muligvis tale om, at malerierne er udført på baggrund af tidligere forlæg. Her er igen tale om et sæt pendanter; ægteparret spejler hinanden på akkurat samme måde, som det gjorde sig gældende for Jørgen og Christiane en generation før. Hvad angår formsproget er der også tale om gentagelse, idet ægteparret som forældrene fremstår som individuelle personer. Guldalderens intime portrætform er størknet til bedsteborgerlig idyl; adelsmand eller ej, så fremstår Christen og hans hustru som det solide centrum for hjemmet. Portrættets karakter er alvorsfuld, den sværmeriske karakter der kendetegner faderens portræt spores absolut ikke her. Dette svarer til tidens mere jordnære præferencer i almindelighed, men stemmer også fint overens med, at Christens tid på Gammel Estrup var præget af en mere privat og langt mindre repræsentativ livsførelse end i tidligere tider. 

Denne kilde er udgivet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning