”Om Folkets Valg til Rigsforsamlingen”, i Den danske Folkeven, 28. juli og 1. august 1848

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne artikel blev bragt i to dele den 28. juli og den 1. august 1848 i avisen Den danske Folkeven, som blev støttet økonomisk af den konservative interesseorganisation, Godsejerforeningen. I 1848-49 kæmpede denne forening for at forhindre, at den bredere befolkning blev tildelt for stor indflydelse med Grundloven, der blev endeligt vedtaget den 5. juni 1849. Foreningens støtte til Den danske Folkeven var et forsøg på at hente opbakning til dette projekt hos landbefolkningen.

Valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling skulle finde sted den 5. oktober 1848. 3/4 af repræsentanterne skulle vælges af et relativt bredt udsnit af den voksne mandlige befolkning, mens kongens regering skulle vælge den resterende 1/4 af forsamlingens medlemmer. Den 21. juli bragte bondebevægelsens avis Almuevennen en artikel, der rettede en skarp kritik imod kongevalgene og de medlemmer af de rådgivende stænderforsamlinger, som havde været fortalere for denne bestemmelse. Artiklen blev startskuddet til den valgkamp, der i de kommende måneder udspillede sig frem til valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling.

Med denne artikel forsøgte Den danske Folkeven at markere sig i denne valgkamp. Avisen bekendtgjorde sin egen holdning til, hvilke særlige kvaliteter medlemmerne af Den Grundlovgivende Rigsforsamling gerne skulle besidde og benyttede samtidig lejligheden til at kritisere bondebevægelsens avis Almuevennen og dens forening Bondevennernes Selskab, som man beskyldte for at vildlede landbefolkningen.

Om Folkets Valg til Rigsforsamlingen.

Den danske Folkeven, 28. juli 1848.

Det er maaskee et af de vigtigste Tidspunkter i vor Levetid, som nu forestaaer. Efter Aarhundreders Forløb skulle danske Mænd samles paa Folkethinget, og hver fuldmyndig, pletfri Mand i Danmark kan af sine Medborgere vælges til at give Møde.

Hvem skulle vi vælge? – Saaledes spørger vistnok enhver samvittighedsfuld Mand, nu Øieblikket nærmer sig, da Valgene skulle gaae for sig.

Men forinden dette Spørgsmaal kan besvares foreligger der et Andet, ikke mindre vigtigt, med Hensyn til hvilket vi først maae være paa de Rene med os selv, fordi Besvarelsen af hiint er en umiddelbar Følge af Svaret paa dette.

Og dette Spørgsmaal er: Hvortil skulle vi vælge? Hvad er det, hvorom Folkets Mænd skulle raadslaae paa Thinge, hvilket er det Anliggende, som vi trøstigen[1] skulle nedlægge i de af vore Medborgeres Hænder, som vi agte at hædre med vor uindskrænkede Tillid?

Det er Landets Fremtid vi nedlægge deri; thi det danske Folk har af dets Konge modtaget det Hverv i Forening med ham og dem, han hædrer med sin Tillid, at give Danmark en ny Grundlov. Paa den danske Throne sidder ei længer nogen af hine Konger, der til enhver Tid havde det Svar paa rede Haand: Vi alene vide, hvad der tjener til Rigets Bedste. Frederik den Syvende[2] har lyttet til Tidens varslende Røst, og da han besteg sine Fædres Throne blev det hans Valgsprog: ”Folkets Villie skal ogsaa være min Villie”.

Men for at Folkevillien, det vil sige, ikke hver Enkelts ubestemte og egoistiske Fordringer, men et klart og luttret[3] Udtryk af den fælles, paa en gjensidig Erkjendelse grundede, af en klar Indsigt i Forholdenes Natur udsprungne Folkevillie skal tages til Følge, maa den kjendes. Derfor har Kongen opfordret Folket til at vælge Mænd af dets Midte, der skulle sammentræde som Folkets Organ, som dets uindskrænkede Befuldmægtigede i Ordningen af Alt, hvad der angaaer hver Enkelts Tarv, forsaavidt dette lader sig forene med det Heles Vel. Folkets Pligter mod Staten saavel som Statens Pligter mod det skulle veies, prøves og bestemmes, og hvad disse vor Udvalgte vedtage, det skal herefter danne en urokkelig Grundvold for Statsbygningen, det skal blive til en Grundlov for Konge og Folk.

Og hvem skulle vi nu vælge til Udførelsen af et saa stort, saa vigtigt, saa ansvarsfuldt Hverv? Svaret ligger allerede enhver af os paa Tungen. For at fremme Statens og vort eget Bedste, maae vi ogsaa vælge de Bedste.

Men hvem ere de Bedste? spørge vi saa videre, og her standse vi ved det egentlige Maal for vor Forsken. De Bedste, svare vi, ere de Oplyste. Men lad os ikke tage Feil af denne Benævnelse. Ved de Oplyste forstaae vi ingenlunde blot de Lærde, de som have hentet deres hele Viisdom fra Studerekammeret, og som derfor ofte ere mere uvidende om, hvad der foregaaer rundt omkring dem, end de fleste af os Andre. Man kan være lærd uden at være oplyst, og man kan være meget oplyst uden at være lærd. Det er den Slags Oplysning, det her kommer an paa, som er trængt ind i alle Folkets Anliggender, som er bleven til ved en omhyggelig Iagttagelse, en samvittighedsfuld Drøftning af Tidens Bevægelser, som er grundet i Erfaringen, ikke i vidtsvævende Granskninger efter det Uopnaaelige. Med eet Ord, de, om hvem vi mene, at de bedst vide hvorpaa det brister os[4], de ville ogsaa være de bedste til at bøde herpaa.

Det gjelder altsaa at vælge de rette Oplyste, uden Hensyn til hvor disse maatte findes, blandt Høie eller Lave, Rige eller Fattige, Lærde eller Ulærde, naar det kun er vist, at de ere deres Opgave voxne og at de med en oplyst Forstand forene en Redelig Villie til at fremme det almindelige Bedste.

Der findes imidlertid dem iblandt os, der ere af en anden Mening med Hensyn til de Egenskaber, der udfordres for at blive valgt til Medlem af den snart sammentrædende Rigsforsamling. Disses Mening er udtalt i Bladet ”Almuevennen” for d. 21. d. M.[5], hvor den samme Materie, vi her afhandle, er gjort til Gjenstand for Betragtningen. For disse er der nu som hidtil kun et eneste Feltraab, der kan give Adgang til Folkets Repræsentation, og dette Feltraab er: Frihed.

Friheden er unegtelig et stort, et sjeldent Gode, - sjeldent, fordi der netop hører den allerstørste Selvbeherskelse til at være fri, frigjort saavel for vore egne Lidenskabers Herredømme, som fra den Tvang, vi ikke ville taale udefra. Med det er Jammerskade[6], at netop de, som bestandig føre dette Ord paa Læberne, ved alle Leiligheder godtgjøre, hvorlidet de ere gjennemtrængte af Frihedens sande Væsen, idet de, med det samme de troe at afryste deres egne Lænker, ville til at smede nye til Andre.

Den i ”Almuevennen” optrædende Raadgiver har med Hensyn til de forestaaende Valg af Rigsdagsmænd henvendt sig til Landalmuen, en Samfundsklasse, som vistnok maa antages at behøve al mulig Veiledning til en for den ikke mindre ny og uvant, end betydningsfuld Gjerning. Men han kunde ikke ret vel give den hæderlige Landalmue slettere[7], deres sande Frihed mere undergravende Raad, end de, han her har fremsat, og det træder her just ret tydeligt frem, hvorledes Ordet Frihed kan misbruges til at indsnøre Begrebet Frihed i Fordommens snevreste Baand.

Raadgiveren gaar ud fra den Forudsætning, at der ogsaa i vort Statssamfund bestaaer en streng Modsætning imellem et Aristokratie, hvis Opgave det er ved alle Leiligheder at underkue de egentlige Folkeklasser, og et Demokratie, hvis Opgave det maa være, at modarbeide de aristokratiske Undertrykkere. Destoværre er denne falske Fremstilling af de hos os bestaaende Forhold kun en mat Efterklang af, hvad der i langsommelig Tid er bleven prædiket paa andre Steder, saa at det tilsidst er lykkedes at bringe Meningmand til at troe herpaa. Som en Følge af denne Anskuelse, advarer han nu Landalmuen imod at vælge nogen af dem, der i fjerneste Henseende kunne henregnes til de aristokratiske Elementer i Samfundet. Da disse imidlertid ere temmelig ubestemt betegnede som ”Herremændenes Kreaturer eller disses Hjælpere og Venner”, som ” de Mægtige, der ville forurette de Ringe”, som dem ”der ere for fornemme til at tale med fattige Folk” og dem ”der tiltale Fattigfolk med et andet Ord end det, hvormed de ville tiltales af dem” (skal vel sigte til de gamle Klager over dem, der vove at tiltale Bonden med ”Du”), saa er der mindre Anledning til her at gaae videre ind herpaa og at vise, hvorlunde en slig falsk Forudsætning næsten vilde umuliggjøre ethvert fornuftigt Valg. Dette er ogsaa saa meget mindre nødvendigt, som Raadgiveren i det Følgende selv paa det Soleklareste har viist, hvor vidt en slig Udskyden af alle dem, der paa en eller anden Maade kunne have Udseende af at være ”farlige for Friheden”, tilsidst maa føre. Efter nemlig at have givet en almindelig Anviisning til en hensigtsmæssig Benyttelse af Valgretten, uden dog derfor endnu at ville udpege bestemte Valgcandidater, hvilket han overlader til ”en Comitee af kjøbenhavnske Mænd (!)” som han mener vil sammentræde i rette Tid til dette Øiemed, gaar han derimod til den anden Yderlighed, idet han nemlig strax udpeger en Mængde Mænd, hvis Valg han paa det Bestemteste maa fraraade. Og hvilke ere vel disse Mænd? Maaskee, hvad man vel af en saadan Raadgiver maatte vente sig, de bekjendteste og meest velhavende Godseiere eller Andre, som paa nogen som helst Maade kunne henregnes til dem, der af ham ere stemplede som ”Aristokrater” og ”Bureaukrater” eller staae i nær eller fjern Forbindelse med disse? Nei, de Mænd, hvis Valg han strax og bestemt troer at burde fraraade, ere hverken andre eller færre end alle dem, ”som i Stænderne have talt eller stemt for Kongevalgene”.[8] Det er atter her det ”Farlige for Friheden”, som skal besmykke en rigtignok mere latterlig end farlig Formening, da, som Raadgiveren selv siger, ”denne Bestemmelse (nemlig Valget af kongelige Deputerede) er saa ufolkelig og farlig for Friheden, at de Mænd, som have kunnet billige den, ikke kan betragtes som virkelig folkeligsindede Mænd, ikke kan antages at ville ved andre Leiligheder vise mere Conseqvents og Fasthed, end de her have viist.”

(Sluttes.)

 

Om Folkets Valg til Rigsforsamlingen.

Den danske Folkeven, den 1. august 1848.

(Sluttet.)

Raadgiveren i ”Almuevennen” vil altsaa have alle dem udelukket fra den forestaaende Rigsforsamling, som have stemt for, at Kongen forbeholdes Ret til at vælge et vist Antal Deputerede; og for at Ingen skal tage Feil af, hvad han mener, gjentager han til Slutningen: ”Altsaa, vi fraraade paa det Bestemteste til den forestaaende Rigsforsamling at vælge:

[Her opremses i citat fra Almuevennens artikel fra den 21. juli 1848 en række navne på personer, der ved stænderforsamlingerne har stemt for, at kongevalgte skulle være med i Den Grundlovgivende Rigsforsamling.]

Vi fraraade alle disse Mænds Valg, fordi de, ved et saa overordentlig vigtigt Spørgsmaals Afgjørelse have lagt for Dagen, at de, naar Friheden og Ministeriet gaae hver sin Vei, da heller[e] følge Ministeriet end Friheden, hvilket Folket ingenlunde er tjent med.”

Enhver, som kun nogenlunde har fulgt de tidligere Stænderforhandlinger, selv om det saa kun er ved Hjælp af de ufuldstændige Beretninger ”Almuevennen” selv under sin Bestaaen har givet af disse, og som næsten udelukkende have indskrænket sig til Alt, hvad der angaaer Landboforholdene, vil allerede have bemærket, at der, hvis dette Raad toges til Følge, vilde blive udelukket fra den tilkommende Rigsforsamling nogle af de meest folkeligsindede, frimodige, frihedselskende og kundskabsrige Mænd, som Danmark har at opvise. Det er imidlertid ikke vor Hensigt, her at ville tage de saaledes mistænkeliggjorte Mænd i Forsvar mod de plumpe Beskyldninger, som ”Almuevennen” har tilladt sig at fremkomme med. Det behøves saa meget mindre, som ”Almuevennen” selv, i et senere Nummer, paa en Maade har taget sine Ord i sig igjen ved at give dem en Udtydning[9], som vel ingenlunde er forenelig med deres oprindelige Mening, men som dog tilkjendegiver at man indseer, hvor grovt man her har forløbet sig.[10] Vi have desuden en alt for god Mening om Meningmands sunde Sands til at vi skulde frygte for, at slette Raadgivere, naar de gaae til slige Yderligheder, skulde kunne udøve nogen skadelig Indfyldelse. Thi vel kan den jevne Almuesmand ikke godt have nogen selvstændig Mening om, hvorvidt den eller den er at foretrække for Andre, naar Fædrelandets Vee og Vel skal afhandles; men saameget maa han dog kunne forstaae, at naar man med een Gang vil slaae en Streg over alle dem, som man nu i en lang Række af Aar har anseet for de Bedste og meest Oplyste, og som man derfor idelig[11] er vendt tilbage til, hvor Folkets Anliggender skulde Fremmes, saa bliver der Faa eller Ingen tilbage.

Derimod har Sagen en anden, meget betænkelig Side, hvilken vi saameget mindre tage i Betænkning uforbeholdent at yttre os om, som Bladet ”Fædrelandet”[12], der, hvad det aabent har vedkjendt sig, hidtil har staaet ”Almuevennen” nær, selv har prøvet paa at afsløre den.

Det synes nemlig utvivlsomt, at den omhandlede Artikel i ”Almuevennen” maa betragtes som Forløber til Valgintriguer, som vi under vore tidligere politiske Forhold kun have kjendt i et ringere Omfang, men som andre Landes Exempel formaaer at opklare desto stærkere. Hvad enten nu denne tilsigtede Indvirkning på Valgenes Udfald saaledes som "Fædrelandet" antyder, gaaer ud fra Bestyrelsen for "Bondevennernes Selskab" som saadan, eller fra enkelte af dens Medlemmer, saa meget er vist, at der maa ligge noget ganske Andet skjult bag den, end den blotte Frygt for at de Mænd, som have stemt for de kongelige Valg, skulde kunne blive farlige for Frihedens Sag overhovedet. Man kan derfor ikke noksom[13] advare Alle og Enhver imod at lade sig paavirke af slige Intriguer, under hvilketsomhelt Paaskud disse end blive iværksatte, og navnlig kan man ikke nok anbefale Landalmuen at være paa sin Post mod de snilde Raad, som indblæses dem fra den Kant. I Regelen er det kun enkelte Ærgjerrige og Glimresyge[14], der søge at give sig Udseende af at være Bondens Talsmænd, for desto lettere at vinde ham for sig. Desto værre er det maaskee allerede lykkedes Enkelte ved en vel lagt Plan at indsmigre sig saaledes hos Bondestanden, at den tilsigtede Indfyldelse derved for en Deel er bleven opnaaet; men desto mere magtpaaliggende maa det også være for enhver oprigtig Fædrelandsven at afrive slige selvkjærlige, ærgjerrige Hyklere Masken hvor og naar Leiligheden hertil gives.

Man har til alle Tider, og det med Rette, foragtet de sledske Øientjenere[15], der fuxsvandsede[16] for Fyrsterne for selv at høste Fordelen heraf. Historien har advarende Exempler i Mængde at opvise paa de ødelæggende Følger for Samfundene, der ere udsprungne af slige Fyrstesmigreres foragtelige Færd. Men Historien savner ikke heller Exempler paa Saadanne, der havde mæsket sig ved at fuxsvandse for Folket, der have benyttet hvert et Middel til at sætte Lidenskaberne i Bevægelse, for siden desbedre at fiske i det oprørte Vand. Vor Tid har mere at befrygte af de Sidste end af de Første.

Det kan ikke feile, at der til de forestaaende Valg, hvor flere af Samfundets Klasser, der hidtil have savnet al Repræsentation, ville erholde Adgang baade til at vælge og vælges, vil blive taget særlig Hensyn til Mænd af selve disse Samfundsklassers Midte, og det har allerede viist sig, at der ikke heller vil være Mangel paa dem, som ville opbyde alt Muligt for at henlede Vælgernes Opmærksomhed paa disse saakaldte demokratiske Valg. At det vil være rigtigt og priseligt[17] at vælge saadanne Mænd af de egentlige Folkeklassers Midte, der ere bekjendte som dygtige og indsigtsfulde, og af hvilke man maa vente, at de med Varme ville tage sig af Folkets Anliggender, er en Selvfølge. Kun vogte man sig for heri at gaae for vidt. Ogsaa i denne Henseende havde de sidste Begivenheder i Frankrig[18] givet os en dyrekjøbt Veiledning; thi ogsaa der valgte man til Nationalforsamlingen efter Revolutionen i Februar fortrinsviis Mænd af Arbeidernes og de øvrige Folkeklasser. Men hvortil førte det? Dertil, at man indlod sig paa Udførelsen af de demokratiske Yndlingsideer, hvis Uudførbarhed forøgede Misfornøielsen istedet for at qvæle den, indtil den endelig gav sig Luft i Juni-Opstandens blodige Borgerkrig. Først da fik man Øinene op for, at der hører mere til at repræsentere Folkets Interesser, end ved alle Leiligheder at føre Folkets Navn paa Læberne og ivre imod dem, som ved Himlens Tilskikkelse fik mere at raade over, end Fleerheden af deres Medmennesker, og man iilte med, ved de nye Valg, at tye tilbage til de Mænd, hvis tidligere politiske Løbebane godtgjorde, at de vare i Besiddelse af den fornødne Indsigt og Dygtighed til at ordne Statens Anliggender.

Lad os ikke forsømme at benytte denne Erfaring. Men fornemmelig[19] vogte Landbefolkningen sig for, af misforstaaet Iver for Bondestandens Vel kun udelukkende at vælge Rigsdagsmænd af sin egen Midte. Viser der sig Tendents hertil paa Landet, saa ville Kjøbstæderne derved nødes til at være paa deres Post, og der vil da fra først af indtrænge sig en Rivalitet, en Mistænksomhed og en gjensidig Modarbeiden i Rigsforsamlingen, som ikke kan Andet end have de skadeligste Følger for den vordende Forfatning. Kjøbstæderne have netop i denne Henseende et advarende Exempel for Øie i det norske Storthing[20], hvor Bondepartiet, just fordi det var det stærkeste, har tilranet sig en Overvægt, som allerede oftere har viist sin skadelige Indflydelse paa det Heles Vel. Man have derfor ved Valgene ikkun[21] det Heles Vel for Øie, ikke den enkelte Stands, thi kun i Fædrelandets fælles Velfærd ere alle de enkelte Interesser lovmæssigen begrundede.


Ordforklaringer m.m.

[1] Trøstigen: tillidsfuldt.

[2] Frederik 7. (1808-1863): regent 1848-1863.

[3] Lutret: rent.

[4] Hvorpå det brister os: hvad vi mangler; hvad vi har brug for.

[5] d. M.: denne måned.

[6] Jammerskade: beklageligt.

[7] Slettere: dårligere.

[8] Valgloven til Den Grundlovgivende Rigsforsamling havde været forelagt de rådgivende stænderforsamlinger i Viborg og Roskilde, der var blevet oprettet i 1834. Bestemmelsen om, at kongens regering skulle vælge 1/4 af forsamlingens medlemmer, var blevet godkendt i begge stænderforsamlinger, men i Roskilde var bestemmelsen blevet mødt med modstand fra bondebevægelsens repræsentanter.

[9] Udtydning: fortolkning.

[10] Her henvises formentlig til artiklen ”Mere om de forestaaende Valg til en Nationalforsamling” i Almuevennen, 28. juli 1848.

[11] Idelig: ofte; hyppigt.

[12] Fædrelandet var den nationalliberale bevægelses talerør i pressen.

[13] Noksom: i tilstrækkelig grad.

[14] Glimresyge: selvhævdende.

[15] Øjentjener: falsk og slesk person.

[16] Fukssvanse:at indsmigre sig.

[17] Priseligt: prisværdigt.

[18] En revolutionær opstand i Frankrig i februar 1848 medførte i første omgang et midlertidigt regime, bestående af republikanere og socialister. Efter nye uroligheder i juni greb militæret ind. Mange revolutionære døde, blev arresteret eller tvangsdeporteret, og resultatet blev derefter et autoritært regime.  

[19] Fornemmelig: i særlig grad; først og fremmest.

[20] Ved det norske stortingsvalg i 1847 kom der flere gårdejere ind end tidligere.

[21] Ikkun: kun.

Om kilden

Dateret
28.07.1848
Oprindelse
Den danske Folkeven, nr. 6, fredag den 28. juli 1848 & Den danske Folkeven, nr. 7, tirsdag den 1. august 1848.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. juni 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Avisen findes på Det Kgl. Bibliotek: Statens Avissamling.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
28.07.1848
Oprindelse
Den danske Folkeven, nr. 6, fredag den 28. juli 1848 & Den danske Folkeven, nr. 7, tirsdag den 1. august 1848.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. juni 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Avisen findes på Det Kgl. Bibliotek: Statens Avissamling.

Udgiver
danmarkshistorien.dk