Hvordan opstod myten?

Danmark blev i 1792 det første land, som vedtog en ophævelse af sin transatlantiske slavehandel, men en række lande kom før Danmark med egentlige forbud mod slaveri. Baggrunden for den tilbagevendende misforståelse er altså enkel: nemlig en forveksling af lovgivning, som forbyder slavehandel, og forbud mod slaveri som sådan. Forestillingen om Danmark som foregangsland i ophævelsen af slaveriet hænger også ved, fordi den understøtter et populært nutidigt selvbillede af Danmark som en særligt humanistisk nation.

Slavehandlen var til hidsig debat i England, da Danmark vedtog forbuddet mod den transatlantiske slavehandel. Billedet her er et kritisk indlæg i debatten, udgivet i 1792. Fra: Wikimedia Commons.

Det danske forbud mod transatlantisk slavehandel

Med 'Forordning om negerhandlen' i 1792 blev Danmark det første land i verden, som vedtog en lov til ophævelse af sin transatlantiske handel med slaver. Forbuddet trådte dog ikke i kraft omgående, men gjaldt først fra 1803. Den danske finansminister Ernst Schimmelmann, som stod bag forordningen, lagde ikke skjul på formålet med den 10-årige overgangsperiode: Man skulle have tid til at indkøbe tilstrækkeligt med slaver til, at plantagerne i Dansk Vestindien i mellemtiden blev selvforsynende med slaver. Bestræbelserne på at opnå en selvreproducerende slavebestand i den danske koloni, inden forbuddet trådte i kraft, førte derfor til et decideret opsving i den danske slavehandel i overgangsperioden. Intern handel med slaver i Dansk Vestindien var fortsat tilladt efter forordningens ikrafttræden i 1803.

Store økonomiske interesser i slaveriet

I den periode, hvor Danmark var involveret i den transatlantiske slavehandel, blev omkring 100.000 afrikanere fragtet over Atlanten i skibe under dansk flag, som gjorde trekantsfarten fra Danmark over Afrika til Dansk Vestindien og hjem igen. Slaveriet var en velintegreret del af økonomien i Danmark og mange andre europæiske lande. Et eksempel er finansminister Ernst Schimmelmanns forhold: Selv om han stod bag forordningen i 1792, var han selv og hans slægt også blandt landets rigeste på baggrund af store investeringer i slaveriet. Den Schimmelmannske slægt ejede fire plantager med i alt over 1000 tilhørende slaver i Dansk Vestindien såvel som et sukkerraffinaderi i København. Slavebesætningen på Schimmelmanns plantager producerede 350 tons sukker og 175.000 liter rom årligt og var dermed kilde til omfattende indtægter.

Ernst Schimmelmann: Initiativtager til 'Forordning om negerhandlen' i 1792 – og Danmarks største slaveejer. Fra: Wikimedia commons.

Forbuddet og dets baggrund

Slaveriets berettigelse blev fra starten anset som selvfølgelig, og det var først i anden halvdel af 1700-tallet, man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den transatlantiske slavehandel og behandlingen af slaverne. Oplysningstidens nye tanker om menneskets frihedsrettigheder bevirkede nu en gryende debat om slavernes kår. I dansk sammenhæng er en kendt kritiker af slaveriet den tyskfødte koloniembedsmand Paul Erdmann Isert, som arbejdede i de danske besiddelser på Guldkysten i 1780’erne. Isert udgav i 1788 en bog med en række indlæg mod slaveriet, som først udkom på tysk, men fra 1790 også i dansk oversættelse. Som alternativ til slavehandel og slavedrevne plantagekolonier i Dansk Vestindien foreslog han at oprette plantager i Afrika. Iserts eget forsøg på at drive en sådan plantage fra 1788 endte dog resultatløst, da han døde året efter. Ud over Iserts kritik var den danske debat om slavernes kår ikke specielt omfattende. Anderledes forholdt det sig i samtidens magtfulde England, hvor en større og mere kritisk samfundsdebat udfoldede sig om emnet.

Når den danske 'Forordning om negerhandlen' alligevel blev vedtaget i 1792, lå der ikke mindst økonomiske og realpolitiske hensyn bag. Især var hensynet til den dominerende sømagt, England, af betydning. Det engelske parlament forkastede i 1791 et lovforslag om ophævelse af slavehandlen, men det stod dog klart, at forslaget ville blive bragt op igen, og der var grund til at tro, at et engelsk forbud var på trapperne. Fra dansk side regnede man med, at englænderne ville forsøge at presse andre lande til at opgive deres transatlantiske slavehandel, når et engelsk forbud var trådt i kraft. I det perspektiv blev det anset for økonomisk rationelt at være på forkant med udviklingen, så man kunne indrette plantagedriften i Dansk Vestindien efter behovet for at være selvforsynende med slaver lokalt. Det forventede engelske forbud mod slavehandel blev dog først realiseret i 1807. Samme år forbød USA import af slaver.

Ophævelsen af slaveriet

Mens Danmark altså var først med en lovgivning mod transatlantisk slavehandel, kom en række lande før Danmark med lovgivning til ophævelse af slaveriet. Flere selvstændige stater i det nuværende USA indstiftede forbud mod slaveri allerede i 1770’erne og 1780’erne, eksempelvis Vermont i 1777. Det revolutionære Frankrig forbød slaveri i 1794, et forbud, som Napoleon dog trak tilbage i 1802. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Den danske ophævelse af slaveriet skete først i 1848. Danmark var på det tidspunkt under voksende pres for at frigive slaverne i Dansk Vestindien. I 1847 bestemte en kongelig dansk forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12-års overgangsperiode, mens fremtidige børn født af slaver straks skulle være frie. Slaverne ville dog ikke vente på deres frihed. Da et slaveoprør brød ud ved Frederiksted på Skt. Croix, undlod guvernør Peter von Scholten at bekæmpe det og erklærede i stedet på egen hånd slaverne for frigivet med omgående virkning d. 3. juli 1848.

Fort Frederik i Frederiksted på Sankt Croix. Her blev slaverne i Dansk Vestindien frigivet i 1848, og byen har af samme årsag fået tilnavnet 'Freedom City' af de lokale. Fra: Wikimedia Commons.