Baggrund: Enevælde og oplysningsideer

Under enevælden fra 1660 til 1849 var samfundet grundlæggende opbygget hierarkisk. Den stand, man tilhørte, var afgørende for, hvilke rettigheder og pligter man havde. Hierarkierne blev opfattet som naturlige og ligefrem gudgivne, og de gik igen i alle samfundets relationer. Øverst var den enevældige konge, og alle indbyggere i kongens lande var hans undersåtter. På landet var fæstebønder og husmænd underlagt den godsejer, på hvis jord de boede. Og i de enkelte husstande var husbonden overhovedet for både kernefamilien og tjenestefolk. På den måde var det enkelte menneskes rettigheder og pligter altid afhængige af relationer til andre i den konkrete kontekst.

I oplysningstiden i 1700-tallet begyndte oplysningsfilosoffer at stille spørgsmål ved forestillingen om, at verden udelukkende var et resultat af Guds vilje. I stedet begyndte man at fremhæve menneskets fornuft og evne til at forme verden og samfundet efter egne forestillinger. Denne tankegang var udgangspunktet for oplysningsfilosoffer som fx John Lockes (1632-1704) og Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) forestillinger om, at mennesket var født frit og med lige rettigheder. I filmen om Den Franske Revolution og Danmark kan du se og høre om, hvordan disse tanker kulminerede under revolutionen i Frankrig i 1789, og hvilken indflydelse de havde på forholdene i Danmark. Og i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 kan man se, hvordan oplysningsideerne begyndte at blive formuleret som almene menneskerettigheder.

Den franske Menneskerettighedserklæring vedtaget i 1789 af den franske nationalforsamling. Fra: Wikimedia Commons  

Borgerlige rettigheder

I Danmark gennemførte Christian 7.s livlæge J.F. Struensee i 1770-1772 en række reformer, der var inspireret af oplysningstankerne – fx indførte han trykkefrihed. Men som du kan læse i artiklen om censur i Danmark 1750-1849 og i Trykkefrihedsforordningen fra 1799 samt tillæg fra 1814, var Struensees reform en kort undtagelse i enevældens Danmark, hvor offentlige ytringer generelt var censureret. Fra 1830’erne indtil enevældens fald i 1848/1849 blussede der dog krav op – først om presse- og ytringsfrihed og siden politisk medbestemmelse. Det kan du læse mere om i artiklerne om trykkefrihedsdebatten 1834-1835 og offentlige debatfora 1830-1849 samt i Orla Lehmanns Falstertale 1841.

Kravene udmøntede sig til sidst i Danmarks Riges Grundlov af 1849, der sikrede en række borgerlige og politiske rettigheder som forsamlings-, ytrings- og religionsfrihed, ligesom ejendomsretten og alle borgeres lighed for loven blev understreget. Dertil kommer, at der blev indført et politisk styre med demokratiske elementer. Det vil sige, at frie mænd med egen husstand kunne deltage ved valg til Rigsdagen. Det svarede til cirka 15 % af den voksne befolkning. I filmen om de syv F’er beskrives det, hvilke befolkningsgrupper der ikke fik politiske rettigheder med Grundloven i 1849, mens filmen om valgrettens udvidelse i 1915 fortæller historien om indførelsen af den lige og almindelige valgret for alle myndige danskere i Grundloven af 1915.

Den danske Junigrundlov fra 1849 byggede også på menneskerettighederne. Samtidigt tryk. Genoptrykt i Fred. Nørgaard & Hans Jensen (1937): Venstres Historie i Danmark gennem 100 Aar

Den sociale begrænsning

Ligesom de politiske rettigheder ikke omfattede hele den voksne befolkning før begyndelsen af 1900-tallet, var der også forskelle i de mere sociale rettigheder. De bedst stillede af landbobefolkningen, gårdmændene, fik forbedrede rettigheder i slutningen af 1700-tallet. Det skyldtes ophævelsen af stavnsbåndet og reformerne af fæstevæsenet, som var en del af landboreformerne. På det retslige område var bønderne og den selvstændige bybefolkning formelt set ligestillede med selv godsejerne. Tjenestefolkene, også kaldet tyendet, var til gengæld retsligt underordnet husbonden indtil Medhjælperloven fra 1921, som det fremgår af artiklen Tyendes retsstilling 1683-1921 og kilden Dom i sag om revselse af tyende, 18. november 1868.

Den nationale begrænsning

Ligesom der var sociale begrænsninger på udbredelsen af rettighederne, blev det nationale tilhørsforhold også en væsentlig faktor. Af forordningen om indfødsretten fra 1776 fremgik det, at det kun var borgere fra Danmark, Norge eller hertugdømmerne, der kunne blive ansat i den danske administration. Dermed fik man en definition på at være dansk, der byggede på, om man var født og opvokset i landet. I midten af 1800-tallet blev det nationale spørgsmål igen et rettighedsspørgsmål i forbindelse med sprogstridigheder mellem dansksindede og tysksindede i Slesvig. Med Sprogreskriptet af 14. maj 1840 tog statsmagten delvist de dansksindedes parti. Få år senere i perioden 1850-1864 støttede statsmagten direkte de dansksprogedes interesser, som det fremgår af artiklen om dansk sprog- og kulturpolitik i Slesvig.

Efter 2. verdenskrig

I begyndelsen af 1900-tallet og særligt efter 1915 var der i stigende grad opnået rettighedsmæssig ligestilling mellem voksne borgere i Danmark. Man kan tale om, at rettighederne blev individualiseret, så sociale forhold ikke spillede ind på, hvordan de blev fordelt. Efter 2. verdenskrig blev denne proces forstærket. De overgreb, der havde fundet sted under 2. verdenskrig, blev anledningen til, at FN formulerede Verdenserklæringen om Menneskerettighederne 10. december 1948. Nu var det ikke længere kun et nationalt anliggende, om menneskets rettigheder blev overholdt. Formuleringerne i erklæringen var samtidig en understregning af, at rettighederne tilfaldt ethvert individ uanset sociale, etniske eller andre forskelle. Verdenserklæringen har dog den indbyggede svaghed, at det er op til de enkelte lande at håndhæve og fortolke principperne, så der er ikke nogen sanktioner mod landene, hvis de ikke overholder menneskerettighederne.

I Europa gik man et skridt videre end Verdenserklæringen, da Europarådet – en sammenslutning af europæiske lande, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder – i 1950 vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Til denne konvention blev Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nemlig tilknyttet. Dermed var der mulighed for at retsforfølge de lande, der ikke overholdt konventionen. Danmark ratificerede i 1953 konventionen, og i 1992 blev den gjort til en del af dansk lovgivning. Den rangerer under Grundloven, men implementeringen i dansk ret har ført til politiske diskussioner om, hvad der er vigtigst: national lovgivning eller overholdelse af internationale konventioner.

I 1948 vedtog FN "Verdenserklæring om Menneskerettighederne". Det er op til medlemslandene selv at overholde erklæringen. Kina underskrev den allerede i 1948, men bliver af flere menneskerettigheds-organisationer anklaget for ikke at overholde konventionerne. Det førte bl.a. til demonstrationer som her, da Kina var vært for de Olympiske Lege i 2008. Fra: Wikimedia Commons