Kilder
Kildeintroduktion:
I 1976 vedtog Folketinget Ligelønsloven, som skulle sikre lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Loven byggede på EF's ligelønsdirektiv fra 1975. Ligelønsloven var en kulmination på flere års kamp mellem Dansk Arbejdsgiverforening på den ene side og fagbevægelsen og kvindeorganisationer på den anden. Loven skulle hindre, at der skete lønmæssig forskelsbehandling på arbejdspladserne. Loven præciserede dog ikke, hvad forskelsbehandling er. Det blev overladt til domstolene og retspraksis at afgøre. I 1985 blev loven kendt mangelfuld af EF-domstolen, fordi den danske lovgivning kun gav lønmodtagerne krav på 'lige løn for samme arbejde', hvor EF’s ligelønsdirektiv krævede, at medlemslandene indførte lovgivning, der gav krav på 'lige løn for arbejde af samme værdi'. Den danske ligelønslov blev derfor ændret i 1986, hvorefter der kom en markant stigning i ligelønssager
Fremlæggelsestale ved Arbejdsminister Erling Dinesen (S) d. 14. nov. 1975
Arbejdsministeren (Erling Dinesen):
”Hermed tillader jeg mig at fremsætte forslag til lov om lige løn til mænd og kvinder. Forslaget tager sigte på at gennemføre EF-Rådets direktiv af 10. februar 1975 om lige løn til mænd og kvinder og hermed sikre en ret til ligeløn for dem, der ikke allerede nu kan håndhæve en sådan ret over for deres arbejdsgiver.
Indledningsvis vil jeg gerne nævne, at både forhandlingerne om den danske stillingstagen til EF-Rådets direktiv og udformning af det foreliggende lovforslag er foregået i snævert samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
Her i landet har ligelønsprincippet længe været gældende inden for den offentlig sektor, og med vedtagelsen af forligsmandens mæglingsforslag i 1973, er det også gennemført i den del af den private sektor, der er dækket af kollektive overenskomster.
Det nu fremsatte lovforslag indeholder to væsentlige ting.
For det første giver det de lønmodtagere, der ikke har ret til ligeløn efter en kollektiv overenskomst, en sådan ret, der kan håndhæves for domstolene.
For det andet giver det beskyttelse mod afskedigelse, der er en følge af, at man har anlagt sag mod sin arbejdsgiver for at få ligeløn, idet den pågældende lønmodtager i et sådant tilfælde har ret til at kræve godtgørelse for urimelig afskedigelse.
Jeg vil gerne understrege, at hvor det drejer sig om lønmodtagere, der har krav på ligeløn efter kollektiv overenskomst, ændrer loven ikke den allerede eksisterende retstilstand. Et sådant krav skal fortsat behandles ad fagretslig vej.
Imidlertid kan det forekomme, at en lønmodtager, der ifølge overenskomst har krav på ligeløn, ikke – eller kun i utilstrækkeligt omfang – er beskyttet mod urimelig afskedigelse, når han vil håndhæve dette.
Forslaget giver her den pågældende en ret til at kræve godtgørelse, og ligesom i de situationer, hvor beskyttelse mod afskedigelse er hjemlet i kollektiv overenskomst, er afgørelsen af spørgsmålet henlagt til de fagretslige instanser.
Til slut vil jeg henvise til, at regeringen i år har vedtaget at oprette et ligestillingsråd med den opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder bl.a. på arbejdsmarkedet og følge udviklingen på dette område. Lovforslaget er endnu et led i bestræbelserne på at ligestille mænd og kvinder i det danske samfund.
Med disse ord vil jeg anmode om tingets hurtige og velvillige behandling af lovforslaget.”
Lov om lige løn til mænd og kvinder. Lov nr. 32 af 4. februar 1976
Vi MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1. Enhver arbejdsgiver, som har ansat mænd og kvinder på samme arbejdsplads skal yde dem lige løn for samme arbejde i medfør af denne lov, hvis han ikke i medfør af kollektiv overenskomst er forpligtet hertil over for dem.
§ 2. En lønmodtager, hvis løn i strid med § 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.
§ 3. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om ligeløn efter loven, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelsen, der ikke kan overstige 26 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
§ 4. § 3 finder tilsvarende anvendelse på overenskomstområder, hvor lønmodtagerne har krav på ligeløn, men hvor der ikke findes regler om godtgørelse for afskedigelse, der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold. Kravet behandles ad fagretlig vej.
§ 5. En lønmodtager kan ikke give afkald på sine rettigheder efter loven
§ 6. En lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde ligeløn efter loven, kan søge kravet fastslået ved domstolene.
§ 7. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 8. Loven træder i kræft den 9. februar 1976 og har virkning for løn, der vedrører tiden efter lovens ikrafttræden.
§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne.
Givet på Amalienborg, den 4. februar 1976.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
I Dronningens navn:
BENNEDIKTE.
Prinsesse til Danmark.
Rigsforstander.