Artikler
Danmark-Norge blev i 1730'erne ramt af en landbrugskrise, der skyldtes faldende efterspørgsel og deraf følgende prisfald. Krisen fik økonomiske konsekvenser for især godsejere, og staten indførte en række kriseforanstatninger. Fra slutningen af 1730'erne begyndte priserne atter at stige, og prisstigningen fortsatte århundredet ud.
Krisens baggrund og konsekvenser
Efter afslutningen af de store krige i 1700-tallets første årtier faldt efterspørgslen efter landbrugsvarer overalt i Europa. Dette førte til et prisfald, som ramte korn, stude og andre landbrugsprodukter. Prisfaldet fik alvorlige konsekvenser for randområder som Danmark-Norge, hvis eksport overvejende bestod af landbrugsprodukter. Krisen ramte især den del af landbruget, der var mest involveret i markedsøkonomien. Værst gik det ud over godsejerne, både fordi de solgte den største del af deres produktion, og fordi deres fæstebønder ikke kunne betale landgilden og skatterne, som godsejeren efter den tids lovgivning hæftede for. Den del af befolkningen, som købte sine fødevarer, havde derimod en umiddelbar fordel af prisfaldet.
Kriseforanstaltninger
Staten trådte til med diverse kriseforanstaltninger. Man nedsatte 1731 midlertidigt kornskatten, som i forvejen varierede fra år til år til forskel fra pengeskatterne, der lå fast. I 1733 indførtes stavnsbåndet, som forbød bønderkarle mellem 14 og 36 år at forlade det gods, de boede på, mod at godset stillede de fornødne rekrutter til militæret. Denne ordning skulle forhindre konkurrence mellem godserne indbyrdes om arbejdskraften og dermed holde lønnen nede. I 1735 indførtes et totalforbud mod kornimport fra udlandet, og det danske landbrug fik dermed monopol på salget af korn i Danmark og det søndenfjeldske Norge. Både stavnsbåndet og kornmonopolet opretholdtes indtil 1788. Betydningen af disse kriseforanstaltninger er usikker.