Da en ung fyr fra Odense en septemberdag i 1819 kom til København, blev han overrasket over det noget voldsomme storbyliv. Han skrev senere: ”Aftenen før min ankomst var Jødefejden begyndt, hele byen var i bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade; de forventninger jeg havde gjort mig om menneskemassen slog således til. Urolighederne forstemte mig ellers en del, jeg var så ene, og det i en ganske fremmed by”.

En plakat på Børsen

Den unge fyr var H.C. Andersen (1805-1875), og han var havnet midt i den konflikt, som eftertiden har benævnt Jødefejden. Det hele begyndte den 3. september 1819 med et opslag på Børsen i København, hvor folk blev opfordret til at gå imod jøderne. En af plakaterne lød: »Jøderne er skyld i Danmarks ulykke, i alle forbrydelser, og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark, forskaffe enhver lovlig ernærelse (erhverv)”. En anden plakat kritiserede Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) og var derfor udtryk for majestætsfornærmelse: ”Men Frederik er du så svag, at jøder skal regere dig, da skal for disse ræves sag vist hævnen ramme dig”. Disse plakater og løbesedler fandtes i stort antal i byen, og en del blev hevet ned af folk og politi og gemt, så de i dag findes i Rigsarkivet.

Opfordringen til at gå imod jøderne blev fulgt, og den 4. september angreb store folkemængder jødiske forretninger og jødiske boliger rundtomkring i byen. På Amagertorv havde handelsmanden Joseph Raphael etableret en tøjbutik med store udstillingsvinduer, som var noget ganske nyt i byen. Også andre jødiske handlende havde fine butikker, der nu fik smadret vinduerne, så glassplinter lå i gaderne.

Joseph Raphael (-1837) var klædehandler og havde sin fine forretning på Amagertorv. Hans forretning blev smadret under jødefejden. Her er han portrætteret af C.W. Eckersberg. Raphael var sammen med M.L. Nathanson en af drivkræfterne bag reformerne i den jødiske menighed. På maleriet ses et dokument, der refererer til oprettelsen af en jødisk skole for fattige børn. Den eksisterer endnu som Carolineskolen. Foto: Den Hirschsprungske Samling

Politiet ilede til Amagertorv for at standse urolighederne. Politidirektør O.H. Hvidberg (1771-1822) havde forsikret kongen og regeringen, at han nok skulle få ro i gaderne, men det var sværere end forventet. De forsamlede omfattede ifølge politirapporterne læredrenge og matroser, men også velklædte personer. Folkemængden råbte hep-hep, og efterhånden som antallet voksede kunne politiet ikke længere magte opgaven. Betjente blev overfaldet og kastet omkuld. Politidirektør Hvidberg forsøgte at skaffe assistance fra den militære hovedvagt, som lå på Kongens Nytorv tæt på Østergade, men vagtchefen på hovedvagten ville kun afse seks-otte mand. Derefter rekvirerede man 20-30 husarer, som ryddede Østergade og Kongens Nytorv, hvor mange også var forsamlet. Husarerne trak sabler og brugte den flade klinge til at uddele tæsk, og demonstranter blev arresteret.

Inspiration fra Tyskland

Hep-hep-råbet var kommet til Danmark fra udlandet. Der havde nemlig i løbet af august været voldsomme jødeuroligheder i flere sydtyske byer, der havde spredt sig nordpå, bl.a. til Hamborg, og hvor angreb på jøder overalt var blevet fulgt af parolerne ’hep-hep’. Betydningen af råbene fortaber sig, men samlingsråbets brug i København viser påvirkningen fra Tyskland. Det gjaldt ikke kun inspiration til de antijødiske excesser, men der var også tale om, at en omfangsrig tysk antijødisk litteratur ofte blev oversat til dansk eller inspirerede danske skribenter.

Fra 1813 foregik en intens samfundsdebat, i eftertiden kendt som den litterære jødefejde, hvor man diskuterede, om jøder kunne tolereres, og om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil i perioden 1813 til 1817 for og imod jøderne. Modstanderne tillagde jøderne specielle og traditionelle karaktertræk som grådighed, egoisme og tyvagtighed og angreb jøderne fra et religiøst perspektiv. Jøderne fik også skylden for landets håbløse økonomiske forhold efter statsbankerotten i 1813, hvilket bl.a. blev næret af den omstændighed, at den jødiske finansmand David Amsel Meyer (1755-1813) havde været blandt Frederik 6.s nærmeste økonomiske rådgivere. Forsvarerne, der både talte jøder og kristne, gjorde gældende med rod i oplysningstidens tanker, at jøderne skulle behandles som alle andre borgere.

Jorden var altså allerede gødet, da plakaterne med antijødiske budskaber begyndte at springe frem overalt i København i begyndelsen af september 1819.

C.W. Eckersberg skildrede folkelivet i tiden omkring Jødefejden. Her har han gengivet en situation ved lotteriet i København, hvor folk stimler sammen for at se, hvem de heldige vindere er. Folk mødtes ofte ved plakater. Det var med plakater, at uromagerne i 1819 motiverede folk til at aktionere. Foto: Statens Museum for Kunst

Voldsomme sammenstød

De næste dage blev uroen værre, og det blev hurtigt klart for regeringen, at politiet ikke magtede opgaven. Militæret blev sat ind med ordre om skærpede forholdsregler, bl.a. tilladelse til anvendelse af bajonetter og skydevåben. Al forsamling og sammenstimlen blev forbudt, og man nedsatte en kommissionsdomstol, der kunne udstede hurtige domme, endda dødsstraf. Der blev tale om en militær undtagelsestilstand, hvor militære styrker blev trukket til hovedstaden.

Der var god grund til, at kongen og hans regering tog sagen meget alvorligt, for den omfattende uro tog ikke kun sigte på at ramme jøderne, men indeholdt også kritik af regeringen og af kongen, som på løbesedler og plakater blev kaldt "jødernes konge". Den politiske uro kunne blive til fare for myndighederne. De udsendte militære kommandoer slog 6. september ubarmhjertigt ned på ’hobene’. Særligt hestegarden havde uromagerne respekt for, når de i strakt galop med trukne sabler jog folkemængden på flugt, mens flere såredes af de lange, tunge klinger.

Uroen fortsatte. Den 7. september var der voldsomme uroligheder og sammenstød, hvor en større gruppe forsøgte at nå frem til det store jødiske handelshus Meyer & Trier ved Slotsholms Kanal, men blev afvist af politi og militær. Efter David A. Meyers død i 1813 boede hans nevø M.L. Nathanson (1780-1868) i huset og var hovedkraften i firmaet og en ledende figur i den jødiske menighed.

Om aftenen var der kampe igen, og denne gang af særligt voldsom karakter. På Østergade blev vinduer knust, og facader raseret. Urostifterne anvendte tunge sten og murbrokker fra ruinerne fra det engelske kanonangreb i 1807, der endnu lå i Nørregade, Skindergade og Krystalgade. Hæren satte nu alt ind, og man nærmede sig egentlige krigsmæssige tilstande, hvor militærets angreb kom som ”regulære rytterchok mod skarerne”, mens stenene fløj om ørerne på rytterne.

Først en uge senere var der nogenlunde ro til, at man kunne trække nogle af undtagelseslovene tilbage og den 22. september blev udgangsforbuddet ophævet. Mange jøder var blevet fysisk overfaldet og kommet til skade, men heldigvis var der ikke dødsfald. Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt inde i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København, men uroen satte også sine spor i Odense og bl.a. Helsingør, hvor jødiske huse blev angrebet.

Frederik 6. og hans familie og embedsmænd havde stor velvilje over for jøderne. Mens jøderne i store dele af Europa var foragtede og forfulgte, havde de det relativt godt i Danmark. Men i begyndelsen af 1800-tallet begyndte jødehadet at vise sig, hvilket også kunne føre til kritik mod kongen, der beskyttede jøderne. Denne smædemønt fra 1813 viser Frederik 6. med jødiske træk. Mønten er udstillet på Politimuseet. Dansk Jødisk Museum. Foto: Jørgen Sandholm Poulsen

I København var målet fortsat finanshuset Meyer & Trier, hvor det flere gange kom til blodige sammenstød og mest alvorligt på Frederik 6.s fødselsdag den 28. januar 1820. Myndighederne var forberedte og havde indkøbt bambusstokke i Hamborg. Hestegarden var blev trukket ind mod kanal-området, og da flere hundrede demonstranter masede sig ned mod Slotsholmen, blev uromagerne resolut slået tilbage og måtte flygte over Stormbroen. I september 1820, omkring årsdagen for de første uroligheder, var der igen en række angreb på jøder med rudeknusninger og ødelagte butikker.

Jødisk reaktion

Nogle jøder havde taget til genmæle mod overfaldene. Midt under den voldsomme uro blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han var 40 år og boede i Vognmagergade, og hans anholdelse skyldtes, at han havde stået i sit vindue og kaldt de forbipasserende kristne hunde. Han havde endog spyttet og rakt tunge af de folk og råbt: "Kom væk din kristne hund eller jeg skal knække din hals." Meyer blev slæbt med til politiet og fik den hårde dom på vand og brød i 10 dage på egen bekostning. Det var en hård straf, men den må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro.

For jøderne i Danmark generelt kom de voldsomme overfald som et chok. De var vant til at blive diskrimineret både gennem lovgivning og socialt, men dog at blive behandlet væsentligt bedre i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. I 1814 fik jøderne formelt nogenlunde ligeberettigelse med kristne borgere, men de blev stadig forskelsbehandlet og under nøje opsyn. Ikke mindst socialt blev de diskrimineret, og det var til stadighed vanskeligt for dem at gøre karriere i det offentlige.

Mange jøder valgte at konvertere til kristendommen for at få en indgangsbillet til samfundet, og denne udvikling accelererede kraftigt efter jødefejden i 1819. Det gjaldt fx M.L. Nathanson, der kort efter fejden lod sine seks børn konvertere til kristendommen, hvoraf to sønner senere blev præster.

M.L. Nathanson var en af 1800-tallets vigtige skikkelser. Her ses han sammen med sin hustru og børn i tidstypisk borgerlig familieidyl på billedet af familien Nathanson malet af C.W. Eckersberg i 1818. Selv om M.L. Nathanson i en menneskealder var leder af den jødiske menighed, lod han alle sine børn kristne – blandt andet på grund af jødefejden i 1819. Hvorfor udsætte sine børn for forfølgelse var erkendelsen for Nathanson og mange andre jøder. Foto: Statens Museum for Kunst

Efter 1819

Jøder var formelt set blevet tildelt borgerrettigheder, og enevælden havde slået hårdt ned på angrebene mod jøder, men i tiden efter 1819 var der fortsat udstrakt diskrimination, og til tider så det ud til at blive forværret.

Da stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer, der var imod, at jøder kunne blive valgbare. Det var endda nogle af jødernes støtter, der nu indtog en kritisk holdning. Juristen A.S. Ørsted (1778-1860), der havde været ansvarlig for regeringens juridiske politik, havde tidligere talt jødernes sag, men han gjorde nu gældende, at ideen om fuldstændig jødisk ligestilling stammede fra Den Franske Revolution, som han ikke gav meget for. Og han pegede på, at stemningen mellem jøder og kristne stadig var fjendtlig, og at den folkelige stemning var imod jøderne.

Ørsted fremholdt desuden, at kun den kristne religion indeholdt garanti for ”det rette statsborgerlige sindelag, som man ikke kan finde i anden tro”. Også andre betydningsfulde personer tilsluttede sig synspunktet, der stort set var en genopførelse af argumenterne fra den litterære jødefejde 1813-1817, og som afviste at jøder og jødedom var foreneligt med borgerlig medbestemmelse i en kristen stat. Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder, men den kritiske holdning til jøderne og fordommene hang ved og blev båret med et stykke ind i 1900-tallet.