Forsideartiklen om Grethe Bartrams dødsdom og fortsættelsen på side 8 i Demokraten den 29. november 1946. Fra: Mediestream

Grethe Bartram dømtes til Døden

Første Dødsdom over en Kvinde i Danmark efter Besættelsen

SOM DEN FØRSTE KVINDE i Danmark efter Besættelsen dømtes den 22-aarige Grethe Bartram i Formiddag fra Livet. Dommen blev oplæst af Dommer Filip Hansen, da Retten var sat i Amtsraadssalen paa Tinghuset, og den havde følgende Ordlyd: ”Tiltalte Maren Margrethe Bartram, gift Thomsen, bør straffes paa Livet. De særlige Rettigheder frakendes hende for bestandig. Tiltalte bør betale Sagens Omkostninger, derunder 1500 Kr. i Salær til den for hende beskikkede Forsvarer, Landsretssagfører Bjøreng[1], Aarhus”.

Da Dommeren havde afsluttet Domsoplæsningen, henvendte han sig til Grethe Bartram, der stod dødbleg foran ham:

– Denne Dom kan De inden 14 Dage appellere til Landsretten[.] Grethe Bartrams Forsvarer, Landsretssagfører M. Eriksen[2], Skive, der paa Sagens Begyndelsesstadium var Fuldmægtig hos Landsretssagfører Bjøreng og dengang fik overdraget Sagen, appellerede straks paa Grethe Bartrams Vegne Dommen til Mildnelse ved Vestre Landsret.

Jeg kan ikke modtage Dødsdom i en rød Jumper!

Grethe Bartram kendt skyldig i alt med Undtagelse af to Forhold vedrørende Angiveri

Grethe Bartram var sat under Tiltale for 47 Forhold af Angiveri og for at have udøvet Tjeneste af politimæssig Karakter for Besættelsesmagten. Hun kendtes skyldig i alt med Undtagelse af Angiveri af Brødrene Ib og Preben Hansen, Sønner af Kunstmaler Thorvald Hansen[3], og af Fru Kathrine Nielsen[4], hos hvem hun logerede en Tid under Foregivende af, at hun var illegal. Blandt de 45 Angiverier, hun er kendt skyldig i, er 8 med dødelig Udgang i tyske Koncentrationslejre. Den unge Ib Hansen døde ogsaa i Tyskland, men Retten har altsaa fundet det Betænkeligt at statuere, at hans Anholdelse og paafølgende Deportation skyldes Angiveri fra Grethe Bartrams Side.

Bad om en anden Kjole

Dødsdommen kom næppe som nogen større Overraskelse for Grethe Bartram. Hendes Forsvarer havde forberedt hende paa, at Retten vilde tage Anklagemyndighedens Paastand om at bringe Straffelovens strengeste Straf i Anvendelse til Følge, og hun havde vist egentlig forsonet sig med, at det vilde gaa saadan. I hvert Fald bad hun paa en af Processens sidste Dage sin Mor om at bringe en anden Kjole op til sig i Arresten, idet hun sagde: ”Jeg kan da ikke modtage min Dødsdom i en rød Jumper”[.] Hun var i Dag klædt i en nydelig sort Kjole med mørkblomstret Nederdel og elegante Sko. Hun var mere bleg end hidtil under Sagens Behandling.

Hendes make-up var ligesom de øvrige Dage upaaklagelig, selvom hun har maattet nøjes med hjemmelavede kosmetiske Midler. Allerede et Kvarterstid før Domsafsigelsen skulde finde Sted, førtes hun – hvilket maatte forekomme lidt overflødigt – op til Retssalen, som paa dette Tidspunkt var ved at fyldes af Tilhørere.

Grethe Bartram blev anbragt ved den ene Væg, indtil en af Arrestbetjentene forbarmede sig over hende og sørgede for, at hun blev ført ind i et Lokale bag Retssalen, saa hun slap for at være Skydeskive for de mange nyfigne[5] Blikke. Uden at man paa nogen Maade kan tale om et Sammenbrud hos Grethe Bartram, syntes man at kunne spore en vis Nervøsitet, ja, maaske endog Dødsskræmthed hos hende. Hun rystede svagt over hele Kroppen, da hun førtes ind i Retssalen, men var saavel under som efter Domsafsigelsen forbavsende rolig.

Man konstaterede en svag Skælven af Læberne, da Dommer Filip Hansen oplæste de skæbnesvangre Ord. Et Øjeblik svajede Grethe Bartram, som om hun vilde falde i Afmagt, men saa bed hun sig i Læben og rettede sig op. Da Dommeren nævnede Muligheden for Appel, var hun atter ganske rolig. Hun traadte høfligt til Side for sin Forsvarer. Grethe Bartram blev først ført tilbage til sin Celle, da Retssalen og Gangene i Tinghuset var ryddet af Politiet.

Aarhusianere i Kø fra Kl. 7

Ingen af de mange Aarhusianere, som har fulgt Retshandlingen fra Dag til Dag, ønskede at gaa Glip af dens Klimaks. Allerede ved 7-Tiden i Morges mødte de første Tilhørere frem ved Ting- og Arresthuset i Vester Allé, og i Løbet af kort Tid dannede der sig en stor Kø paa Tinghusets Trappe og videre ud. Politiet havde udkommanderet en stor Styrke, som under Ledelse af Politiassistent Sørensen sørgede for Ordenens Opretholdelse, og inde i selve Tinghuset havde Arrestforvarer Rasmussen og hans Mænd fuldt op at gøre.

Efter at Sagens Hovedpersoner, Pressens Repræsentanter og en Række aarhusianske Jurister havde faaet Adgang, blev der aabnet for Publikum, og Politiet havde det allerstørste Besvær med at holde Folk tilbage.

Politiassistent Sørensen, der udmærker sig ved stor fysisk Styrke, kunde bagefter vise et stærkt blødende Saar paa den ene Finger, som han havde paadraget sig i Kampens Hede. Der var virkelig Tale om Kamp.

Alle vilde frem til Retssalen, saa de kunde høre Dommen over denne unge Kvinde, der er en af Besættelsestidens mest sjælsraa og hensynsløse Forbrydere, og de vilde helst ogsaa se hende. De Mennesker, som havde taget Opstilling paa de reserveredes Pladser, spærrede Udsigten for de øvrige Tilskuere, af hvilke mange derfor Kravlede op paa Borde eller i Vindueskarme. Nogle særlig opfindsomme Sjæle, der havde fundet en høj Stige, halede denne ind i Retssalen og kravlede op paa den. De blev ligesom dem paa Bordene og i Vindueskarmene kommanderet ned af Arrestforvarer Rasmussen, men da Dommer Filip Hansen[6] paabegyndte Oplæsningen af Dommen, var Bordene, Vindueskarmen og Stigen atter fuldt optaget af Tilhørere, der strakte Hals i Haab om at faa et Glimt af Grethe Bartram.

I samme Øjeblik, som Dommer Filip Hansen viste sig i Døren til Retssalen ledsaget af sine Meddommere, faldt der Ro over Tilhørerpladserne, og da Dommeren med et Blik paa Grethe Bartram sagde: ”Saa faar De Deres Dom…” , var der saa tyst i Lokalet, at en Hosten vilde have virket som et Tordenskrald.

Næppe havde Dommeren erklæret Retten for hævet med en Formaning til Tilhørerne om ikke at mase paa, før Diskussionen tog Fart. Alle havde Kommentarer at fremsætte til Dommen, som man dog fandt var den eneste retfærdige.

Den kommunistiske Ledelse frikendte Grethe Bartram

Det har under Sagens Behandling vakt megen Forundring, at den kommunistiske Bevægelse ikke sørgede for at uskadeliggøre Grethe Bartram, efter at man var blevet gjort bekendt med, at hun var suspekt. Et fremtrædende Medlem af Modstandsbevægelsen i Aarhus gjorde i Formiddag overfor DEMOKRATENs Medarbejder denne Forundring til sin. Den paagældende havde igennem en Mellemmand af den italienske Gestapotolk[7] Martini faaet Kendskab til Grethe Bartrams Meriter[8], som paa det daværende Tidspunkt omfattede Angiveri af 42 Personer. Han satte sig straks i Forbindelse med Ledelsen for den kommunistiske Modstandsbevægelse i Aarhus, og det blev her aftalt, at to Personer skulde rejse til København for at søge at finde Grethe Bartram. Det lykkedes dem ikke – af gode Grunde. Hun var nemlig ikke i København, men opholdt sig i Aarhus hos et Medlem af Modstandsbevægelsen, der intet anede om hendes Samarbejde med Gestapo, og som hjalp hende med at farve Haar og plukke Øjenbryn ud. Da de to Modstandsfolk nogle Dage senere rejste tilbage til Aarhus, krydsede de Grethe Bartram, der nu var paa Vej til København.

– Det lykkedes virkelig Grethe Bartram at blive frikendt af Ledelsen for den kommunstiske Modstandsbevægelse, skønt Beviserne imod hende var mangfoldige, og det var herefter vanskeligt at faa Ram paa hende, da hun vendte tilbage til Aarhus. Martini fortalte, at Grethe Bartram var stærkt forelsket i Rothenberg[9], og i øvrigt synes hun at have haft en meget fremtrædende Evne til at charmere sine Omgivelser. Nogen anden Forklaring kan vel ikke findes paa, at hun ikke blev uskadeliggjort allerede kort Tid efter, at hun havde indledet sit Samarbejde med Gestapo. Hun har nu faaet sin retfærdige Dom, og om nogen Benaadning af hende bør der ikke blive Tale.