Forordning om Betlere af 5. maj 1683 som den er gengivet i Kongel. Forordninger og Aabne Breve (…) 1670-1683, Chr. den 5. bd. I, forordninger fra 1683 til 1684. Se hele lovteksten her.

Forordning Om Betlere.

Vi Christian den Femte, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc. Giøre alle vitterligt, at eftersom Ørkeløshed er en Roed til alt Ont, formedelst hvilken alle og enhver, som fra Ungdommen op haver været vaant til Betlen og Leddiggang, og ey holdt til noget got at lære, gemeenligen[1] naar Alderen tiltager, til Tyverie og mange andre deslige skiændige Laster henfalder, som dennem omsider til en forsmædelig Død bringer, i den sted at saadanne, om de i deres Ungdom tilbørlig havde vorden i agt taget, kunde gjort Landet Tieneste, og lært saa meget, at de kunde paa Alderdommen haft deres ærlige Ophold; Da som sligt i en velbeskikket Regiering ikke bør lides, og Vi ey gierne skulle see at denne og andre Laster i Vore Riger og Lande skulle tager Overhaand: Haver Vi allernaadigst for got befundet, efterskrevne Forordning derom at lade udgaae, som følger:

1.  I Kiøbstæderne skulle Borgemestere og Raad med Sogne-Præsterne, og hvor ingen Borgemestere og Raad ere, ByeFogderne med Sogne-Præsterne, tvende gange om Aaret, om Paaske og St. Mickels-Dag[2] rigtig lade opteigne alle Fattige som findes i deres Bye, og enten ere fødde, eller og haver hiemme der sammesteds, og give dennem som ere saa nødtørftige, at de ingenlunde kand med Arbeyd fortiene deres Livs Ophold, et Tegn paa deres Bryst, at det dennem alleene er tilladt, Byens Indvaanere om Almisse at bede; Begiver de sig siden af Byen paa andre Stæder at trøgle[3], skal de have deres Tegn og dennem bevilgede Almisse forbrudt, og ikke tilstedes meere til Byen at komme og betle, men med tilbørlig Straf derfra forvises.

2.   Findes Betlere at have Tegn, som dennem ikke at Øvrigheden given er, eller i Registerne, som før er meldt, indtegnet, da skal de, andre til Skye, alvorlig straffes, og iligemaade forvises Byen.

3.   Naar nogen døer, som saadan Tegn er givet, skal Staader-Fogden[4] det til Byens Øvrighed levere, at det en anden igien, om det nødigt eragtes, i den Dødes sted kand vorde meddeelt, og ikke komme nogen tilhænde, som det kunde misbruge.

4.   De som sligt Tegn er givet, maa ikke overløbe fremmede reysende Folk, som til Byen ankommer, enten paa Gaderne, i Kirken eller Huusene for at bede om Penge, men skal der til beskikkes en, to eller fleere Staader-Fogder, efter Byernes og Sognernes Storlighed, som skulle have en Bysse[5] at besøge fremmede Folk i deres Herberger med, og af dem bede om Hielp til de Fattige, og have Magt de andre at bortjage, og alleene at annamme[6] i Byssen hvis nogen dennem af Christen Medlidenhed give ville.

5.   Hvis Staadere og Trøglere der findes i Byerne, som haver andensteds hiemme, skulle strax forvises til de Stæder, som de ere fødde, eller haver haft deres Værelse tilforn, eller tages til Arbeyd som her efterfølger; Og om nogen siden der i Byen understaar sig at huuse eller herbergere dennem, da skal de derfore straffes af Byens Ovrighed, som de der huuser andre Fredløse.

6.   Leyer nogen Borger sine Huuse eller boeder til dem som have boed paa Landsbyerne, og der ere forbunden for nogen u-ærlig Sag, eller er rømt fra andre Stæder for Tyverie, Mandslæt[7] eller andre Ugierninger, og dog siden gaar om at betle, andre fattige Folk til Besværing, da haver Huus-Herren forbrudt Tre Aars Husleye, at regne efter den Summa, som de Aarligen ere for-accorderede om, af hvis Huuse eller Boeder i saa maader u-lovligen er bortleyet, og de som saaledes indkomne ere, skal paagribes og føres til det Sted hvor de deres Straf bør udstaa, og til saadan Omkostnings Erstatning, tager Magistraten hvis saaledes af Huus-Leyen forbrødes.

7.   De som fanger Skade enten af Ildebrand, Hafs-Nød eller anden ulykkelig Hændelse, maa uformeent[8] besøge got Folk om Hielp, dog skal Øvrigheden paa Landet, Borgmestere og Raad i Kiøbstæderne, og Byefogderne hvor ingen Borgemestere og Raad ere, give dennem derom skriftlig Attest under Stads-Seiglet, hvilket og ey længere end Aar og Dag skal gyldig være, saa fremt de som dermed længere omgaar, ey vil straffes som de der uden Tilladelse gaar om at betle, og maa ingen, uden slig Beviisning, got Folk om Hielp besøge.

8.   Paa Landsbyerne skal hver Sogne-Præst tvende gange om Aaret, om Paaske og St. Mikkelsdag, optegne alle Arme og Nødtørftige, som boe i deres Sogner, og bør have Almisse, og det paa bemelte Tider af Prædikkestolen aflæse, og hver af de Fattige Navngive, og dem alvorligen advare, at de ikke gaar uden Sognet at trøgle: Og derhos formane deres Sognefolk, dennem med Mad og Drikke til Nødtørftighed at underholde, at de ikke skulle nødes til at løbe andensteds uden Sognet efter deres Føde.

9.   Sogne-Præsten med Kirke-Vergerne og fire af de beste Sognemænd, skulle give samme Betlere et Tegn at hænge eller fæste paa sig med tre eller fire Bogstaver af Sogne-Kirkens Navn, at der af kand kiendes, hvilket Sogn de haver hjemme udi.

10. Hvilke Staadere eller Trøglere som drager af det Sogn i hvilket dem er tilladt at bede om Almisse, de skulle have forbrudt det Tegn dennem givet er, og strax forvises af Sognet, og ikke ydermere nyde samme Almisse, med mindre Ambtmanden eller Hosbonden med Sogne-Præsten befinder samme Sogn saa ringe at være, at det ikke kand føde saa mange, dog maa de ikke betle uden Herredet eller Birket[9], og skal i det øvrige med saadanne Tegn forholdes, som om Kiøbstæderne meldt er.

11.  Trøglere som i noget Sogn omløber og betler, og ey paa Sogne-Præstens Register findes optegnet til at have deres Underholdning der sammesteds, skal strax forvises til de Steder som de ere fødde, eller hvor de tilforn have haft Tilhold; Og hvis nogen siden huuser eller herberger dennem, straffes som de der huuser andre Fredløse; Og skal Præsten i Sognet give Ambtmanden eller Hosbonden paa hvis Gods de findes, samme Betleres Navne tilkiende, som dennem skal lade hente og tilbørligen straffe.

12.  Seer Præsten med nogen igiennem Fingre, da skal hand derfore tiltales af Ambtmanden, og give til Straf hver gang til de Fattige i Sognet fire Rigsdaler.

13.  Dog skal det ikke være dennem som fanger Skade enten af Ildebrand, Skibbrud eller anden uformodentlig Ulykke, at Qvæg og Bester[10] hastig døer dennem fra, formeent, at de jo maa besøge got Folk om Hielp i det Stift de boer, dog at de sligt med Tings-Vidne og Herred-Provstens eller Sogne-Præstens Attest beviser, hvilket ey længere end Aar og dag maa gyldig være.

14.  Findes nogen at have om slig Vaade eller Ulykke, falske eller selvgiorde Breve, da skulle de derfore straffes som andre Falskener uden ald Naade.

15.  Befindes nogen, som lidet eller intet haver ved at hæfte, med fri Villie at lade deres Huuse og Boliger afbrænde, som de have boet udi, paa det de deraf kunde faa Aarsag at betle, da skal Amtmanden over Vores, og enhver Proprietarius[11] over sine, lade rette, uden alt Naade, som andre Mordbrændere.

16.  Og paa det de som gierne ville arbeyde, ogsaa dertil kunde forhielpes, da skal Vores Stift-Befalingsmænd tillige med Superintendenterne[12] i hver Stift, hermed allernaadigst anbefalet være, at sammenkalde alle fornemme Folk, Geistlige eller Verdslige, i de dennem allernaadigst anbetroede Stifter, som de kunde eragte at have Evne, Villie og Vilkor til noget til det gemeene[13] Beste at indrette, tillige med Magistraten i et hvert Stifts fornemmeste Kiøbstæder, og med allerforderligste, indtil paa Vores videre allernaadigste Approbation[14], med dennem overlegge paa hvad Maade de i en eller anden Bye kunde oprette noget Manufactur af Uld, Ledder, Hamp, Hør eller andet, hvor ved de som sig slog til Ørkeløshed, og særdeles Ungdommen, kunde tilholdes deres Brød lovligen at fortiene; Og naar Os derom allerunderdanigst Relation er giort, ville vi ey alleene enhvers Flid og Vindskibelighed[15] her udi i allernaadigste Consideration tage, men Os end og videre allernaadigst resolvere til alt hvis til des [sic] Fortsættelse kand tiene.

17.  Skal Magistraten i Kiøbstæderne saavel de som paa Landet boer, enhver i sin District Magt have, og hermed allernaadigst anbefalet være, alle Leddig-giengere og Tiggere, som ingen Tegn haver, saa og de som tigger uden den Kiøbsted eller Herredt hvor de hiemme haver, at optage, og dennem til saadanne Børne- og Manufactur-Huuse paa andre Stæder kand vorde indrettede, til Børnehuuset her i Vores Kongelig Residentz-Stad Kiøbenhavn hidskikkes, hvor de skal imodtages, og i et eller andet Haandverk oplæres. Og naar de da befindes noget Haandverk saaledes at have lært, at de sig deraf ærligen kand ernære, maa de deraf igien frigives; Vil og nogen som slige Leddig-giengere paagriber, dennem til sig eget Arbeyd bruge, indtil de beqvemmelig til saadanne Huuse kand vorde fremskikket, maa det og staa dennem frit fore.

18.  Fattige Folk som sidder ved Huus og Hiem og haver føre og sterke Børn, som ere komne til de Aar at de kand tiene for deres Føde, og dog holder dennem fra Arbeyde, og udviser dennem at betle, skulle af Sogne-Præsterne formanes, at de Børnene henviser at tiene; Holde de dennem dog efter slig Formaning hiemme hos sig for at betle, skal de, som før er meldt, paagribes og i Børnehuuset leveres. Thi byde Vi hermed og befale Vores Grever og Friherrer, Stift-Befalingsmænd, Ambtmænd, Superintendenter, Landsdommere, Præsidenter, Borgemestere og Raad, saavelsom Ambtsforvaltere, Byefogder og alle andre, som denne Vores Forordning under Vort Cancellie-Segl tilskikket vorder, at de den paa behørige Steder til alles Efterretning strax lader læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Kiøbenhavn den 5 Maji Anno 1683.

Under Vort Signet

Christian.