"En Jubilæumsbuket, plukket i Luthers egen Have" i Social-Demokraten, 11. november 1883

Kilder

Kildeintroduktion:

I dagene omkring den 10. november 1883 blev der i Danmark afholdt en mindefest for den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) i anledning af 400-året for hans fødsel. I den forbindelse blev avisen Social-Demokraten den 11. november 1883 indledt med disse sætninger: ”Mange Folk tror at burde hædre Martin Luther, uagtet de ikke kender ham. De tror simpelt hen, hvad Præster og lignende reaktionære Størrelser i Skolen og ved andre Lejligheder har bildt dem ind om Luther.” Igennem en heftig kritik af både jubilæet og personen Luther blev avisens læsere i den efterfølgende artikel belært om, hvorfor de ikke burde deltage i jubilæumsfesten.

Mindefesten blev fejret med udgangspunkt i de danske kirker, men også den danske presse debatterede og deltog i festlighederne. Nogle blade såsom ugebladet Nutiden i Billeder og Text bidrog aktivt til fejringen, f.eks. igennem artiklen ”Fra Luthers Hus-Liv”, der hyldede Luthers hustru. I Berlingske politiske og Avertissements-Tidende var en annonceside forbeholdt forskellige former for Luther-produkter, heriblandt en reklame for ”Luther-Bægeret”. Andre skrifter såsom Social-Demokraten og Nationaltidende opretholdt en vis distance til festlighederne og betragtede dem udefra. I avisernes vurdering af jubilæet adskilte de sig dog markant fra hinanden, hvilket fremgår af henholdsvis nærværende, meget kritiske artikel og Nationaltidendes udpræget optimistiske artikel ”Luther-Festen”.

Social-Demokraten var en dansk, socialdemokratisk avis grundlagt i 1871.    

Artiklen En Jubilæumbuket, plukket i Luthers egen Have i Social-Demokraten
Artiklen "En Jubilæumsbuket, plukket i Luthers egen Have" i Social-Demokraten, 11. november 1883. Fra: Mediestream


En Jubilæumsbuket, plukket i Luthers egen Have.

Mange Folk tror at burde hædre Martin Luther, uagtet de ikke kender ham. De tror simpelt hen, hvad Præster og lignende reaktionære Størrelser i Skolen og ved andre Lejligheder har bildt dem ind om Luther. Disse Folk er til at undskylde. Men de er ogsaa til at belære, thi de fremhykler ikke denne Ærbødighed for Luther. Lige over for dem har vore første Artikler med Uddrag af Luthers Værker været tilstrækkelige til at fremstille denne reaktionære Præst i hans sande Skikkelse. Men der gives ogsaa Hyklere og professionelle Løgnere, som, uagtet de er bedre belært, af Forretningshensyn bliver Historieforfalskere, og for dem er Luther bleven et Spekulationsobjekt, idet de benytter 400-Aarsdagen for hans Fødsel som et Paaskud til at arrangere Lutherfester i Folkefordummelsens Tjeneste. Reaktionen i Tyskland foranstalter Lutherfester af Taknemlighed mod Opfinderen af Slavesindet, som han indpodede i Folket, og af Taknemlighed mod Forfægterne af Theorien om den ”indskrænkede Undersaatforstand”. Luthersvindelen, der blomstrer saa herlig i Tyskland, fordi Tale- og Pressefriheden i frihedsvenlig Retning dér er fuldstændig undertrykt, har ogsaa bragt adskillige Godtfolk her til Lands paa den Idé at sætte en Lutherfest i Scene, i hvilken Komedie de interesserede Deltagere spiller Hovedrollerne, medens de dumme Deltagere, i Forening med en Flok dertil kommanderede Skolebørn, udfører Korets og Statisternes Roller. Vi siger: God Fornøjelse! Vi vil tilmed give vor Skærv til Festen ved at stille saavel Festens Genstand som Arrangørerne i den rette Belysning, idet vi i den historiske Sandheds Interesse grundig vil paavise Luthers Uvederhæftighed[1] af hans egne Skrifter. Derved bliver Alle efter vor Mening bedst i Stand til at bedømme ham og hans hykleriske Tilbedere efter Fortjeneste.

I vore første Artikler om Luther fremstillede vi den blodtørstige Folkeforræder, Fyrsternes Medsammensvorne, og Angiveren. Det var den politiske Martin Luther.

I det Følgende vil vi give et Billede af den religiøse Renegat[2], af den utaalelige, af Storhedsvanvid besatte Præst. Tillige anfører vi samtidig de Steder i de Lutherske Værker, hvor de efterfølgende Citater er at finde. For Teologer vil disse Uddrag derfor have en ganske særlig Interesse.

Først vil vi anføre, hvad Luther i sit Storhedsvanvid mener om sig selv.

Luther som ”Helgen”.

I sine Værker (den første Wittenbergerudgave, 1ste Del, Pag. 305) kalder Luther sig selv en Helgen. Endvidere skriver han (6. Del, Pag. 589):

”Doktor Martinus[3] er en stor Doktor over Biskopper, Præster og Munke. Jeg har Evangeliet alene fra Himmelen ved vor Herre Jesum Christum, saa at jeg vel har kunnet rose mig af (som jeg ogsaa atter og atter vil gøre), at min Bøn og mit Visdomsord fejler aldrig.”

Et andet Sted skriver han (12. Del, Pag. 243):

”Saadan Ære og Berømmelse har jeg, det være saa Djævelen og alle hans Svende kært eller ærgerligt, at siden Apostlenes Tid har ingen Doktor eller Skribent, ingen Teologus eller Jurist saa herlig og klart styrket, undervist og trøstet Sindene, saaledes som jeg har gjort. Thi St. Augustinus og Ambrosius[4] kan slet ikke maale sig med mig.”

Luther som Pave.

Luther var ikke et Haar bedre end de andre Paver, thi han selv skrev følgende Instruktion for sine Disciple, med hvilken de skulde absolvere[5] Paven (12. Del, Pag. 360):

”Gud den Almægtige være din Fjende og tilgive Dig aldrig dine Synder og støde Dig i den evige Ilds Afgrund. Og jeg, paa vor Herre Jesu Kristi og den allerhelligste Fader Pave Luther den Førstes Befaling, frasiger Dig al Guds Naade og det evige Liv og kaster Dig hermed ind i Helvede, som fra Verdens Begyndelse har været beredt Dig og din Konge. Amen!”

Hans Disciple kom ganske vist ikke i den Forlegenhed at meddele den romerske Pave denne ”kristelige Velsignelse”, men Luther troede dog i flere Aar, at han vilde opnaa denne Magt. Den ”allerhelligste Fader Pave Luther den Første” med sin evige Fordømmelse af Anderledestænkende var altsaa allerede færdig.

Endvidere skrev han (Contra stat. eccles.):

Min Lære vil jeg hverken underkaste Paven eller Kejseren, ja, ej heller nogen Engel i Himlen. Jeg vil selv være Dommer deri, og baade Mennesker og Engle, hvem der ikke antager min Lære, han er sikkert fordømt.”

Det er altsaa den ”Lutherske Frihed i den videnskabelige Forskning”!

Og endvidere skrev han (1. Del, Pag. 107):

”Jeg kan kort sagt Intet høre eller taale, hvad der staar i Modsætning til min Lære.” Og (Ep. a. Gal. Pag. 53): ”Derfor skal ogsaa her i mit Hoved være haardere end alle mine Fjenders tilsammen, og jeg vil i denne Sag Intet være uden egensidig, haard, stiv og stolt, og dette skal være mit Valgsprog: cedo nemini, det er: Skaf til Side, hvad der er i Vejen, her kommer den, der ikke viger for Nogen.”

Det var altsaa den ”Lutherske Taalmodighed”!

Men Luther drev det ogsaa til først at kalde sig Evangelist[6], saa Apostel[7], og tilsidst kaldte han sig endog ”Gud”.

”Jeg, Martin Luther, er Eders Apostel. Jeg er Eders Evangelist” (Tischr. Eisleb. fol, 550. b. Franks. 392 a.). Og Tom. 3 Jenen[?] f. 559 a. tom. 4 Witt. g. f. 378 a. Tom. 3 Alt. f. 894 a.) bliver han bestandig frækkere, thi dèr hedder det bl. a.: ”Er Luther mig ikke en sjælden Mand? Jeg mener, at han er Gud! Hvorledes vilde ellers hans Skriven og hans Navn være saa mægtig, at han gør Herrer af Tiggere, Doktorer af Æsler, Helgene af Drenge og Perler af Snavs.”

12 Aar senere skrev han rigtignok i en Sønderknuselsens Stund:

”Jeg er en Spaltningsmager, en Erkekætter, en af Gud udsendt Djævel, en Dreng, en Muselort. Jeg kan ikke regere mig selv, og vil regere Verden, har ofte opstillet nogle ret nette Artikler for vor Herre Gud, og villet lære ham; men den fromme Gud har pænt vendt mig sin Bag, og ladet mig se, at mit Mesterskab er bleven til Intet.”

Og et Menneske, der havde slige Forestillinger om Gud og Djævelen, skal nu fejres som Kulturkæmper! Det vilde være til at le sig ihjel over, naar Historien ikke var saa modbydelig.

I 2. Bind af Luthers Værker fra 1522 Pag. 44, hedder det kort og godt:

”Ingen Engel i Himlen og intet Menneske paa Jorden skal dømme om min Lære. Hvem der ikke antager den, kan ikke blive salig, og hvem der troer anderledes end jeg, er et Helvedes Barn, og hvem der fordømmer min Lære, ham vil Gud fordømme, thi min Mund er Kristi Mund”

Hvem kan nu i denne bundløse Uforskammethed iagttage det allerringeste Fremskridt lige overfor Pavedømmet? Luthers Mund er Christi Mund!!!

Hvem, der tror anderledes end han, er et Helvedes Barn, og hvem der endog fordømmer hans Lære, for dem gives der tilmed et Ekstrahelvede med ganske særlige Kvaler; for dem bliver der fyret i ekstra.

Det er Lutherske Frihedsbegreber, det er den Lutherske frie videnskabelige Forskning –! Men det gør ingen Ting; vi fejrer alligevel i Nutiden en Mindefest for denne overtroiske Præst, vi fejrer ham som Oplyser, som Frihedskæmper, som Menneskehedens Lys!

Der er dog ingen Dumhed saa plump[8] uden at den jo finder sit troende og betalende Publikum.

Vi kunde her med det samme endnu anføre en Dom af den unge Luther over den saakaldte Jomfru-Moder Maria, men vi tør ikke indbyde vore Læsere til at gøre nærmere Bekendtskab med det Lutherske Sprog, hvori han omtaler den ”hellige” Moder-Jomfru, dertil er hans Udtryk noget for umoderne kraftige og saftige.

Men selv den mest ugenerte og saftigste Dom over den saakaldte hellige ”Jomfru” afholdt ikke Luther fra, i 1544, - altsaa 22 Aar senere – at skrive:

”Jeg tror, at Christus er mig født af den rene Jomfru Maria uden nogen som helst Skade paa hendes legemlige og aandelige Jomfruvæsen. Man skal anraabe Maria, for at Gud for hendes Skyld giver og gør, hvad vi beder om.” (6te Del, p. 22.)

Med denne pæne lille Blomst i Toppen kan vor Festbuket nok tage sig ud paa en Højtidsdag som denne. Vi mangler kun et Baand til at holde dem sammen, alle de prægtige Blomster, men det laaner vi hos den store Kultusthistoriker[9] Scherr[10], der siger om Luther:

”Ved ethvert Skridt, som denne mærkværdige Mand gør, tror man at se, hvorledes Munkekutten generende basker ham om Benene. Den humanistiske Bevægelse forstod han ikke og vilde heller ikke have noget med den at skaffe, fordi hans Dannelsestrin næppe i nogen mærkelig Grad hævede sig over Munkekulturens Niveau. De klassiske Studier laa ham fjærnt. Om de Gamles store og stille Livsvisdom, om den helleniske[11] Poesis og Kunsts Skønhed havde han slet ingen Anelse. Lige saa lidt havde han Indsigt i Politiken, men alligevel har han hyppigt nok fusket i den, og det til Skade for den tyske Nation, hvis Udvikling han hindrede efter Evne. - -”

Et andet Sted siger Scherr:

”Hans Politik var Undertrykkelsens Politik. Han er den egenlige Opfinder af Læren om den indskrænkede Undersaat-Forstand, og om Berettigelsen af den mest ubetingede Vilkaarlighed af Guds Naade. ”At 2 og 5 er lig 7,” prædikede han, ”det kan din Fornuft sige Dig; men naar Øvrigheden siger: 2 og 5 er 8, saa skal Du tro det, mod din Viden og Følelse. –”

Vor Jubilæumsbuket er færdig. Og nu: God Fornøjelse til Lutherfesten!


Ordforklaringer m.m.

[1] Uvederhæftighed: et udtryk for manglende pålidelighed, sandfærdighed og ærlighed.

[2] Renegat: en frafalden eller en overløber, altså en person, der svigter sin tro, religion eller anskuelse og går over til en anden.

[3] Doktor Martinus er en henvisning til Martin Luther, hvis akademiske titel var doktor i teologi.

[4] Sankt Augustin og Sankt Ambrosius er katolske helgener. En helgen er i den katolske tro en person, som paven erklærer for hellig grundet vedkommendes særligt fromme og moralsk forbilledlige liv; en helgen kan påkaldes og menes at gå i forbøn for menneskene.

[5] Absolvere: give syndsforladelse.

[6] Evangelist henviser her til forfatterne af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, som Luther ifølge Social-Demokraten skulle have betegnet sig selv som værende en af. Evangelist bruges også i Det Nye Testamente som betegnelse for den, der forkynder evangeliet.

[7] Apostel henviser generelt til tidlige kristne forkyndere og grundlæggere af kristne menigheder, men bruges især om de tolv disciple, som Jesus udvalgte til at være sine særligt nære hjælpere i udbredelsen af det kristne budskab efter sin død.

[8] Plump: udannet og plat.

[9] Kultushistoriker: kirkehistoriker.

[10] Her henvises formentligt til den schweiziske pædagog og forfatter Ignaz Thomas Scherr (1801-1870).

[11] Hellenisme henviser til den græskprægede kultur i middelhavsområdet i tiden efter Alexander den Store (356-323 f.v.t.) indtil Konstantin den Store (ca. 280-337 e.v.t.).

Om kilden

Dateret
11.11.1883
Oprindelse
Social-Demokraten nr. 262, 11. november 1883, s. 1
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. juni 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
11.11.1883
Oprindelse
Social-Demokraten nr. 262, 11. november 1883, s. 1
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. juni 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk