Transskription af foredraget

Jeg skal fortælle jer lidt om nogle resultater af noget forskning, jeg har lavet i dansk populærkulturhistorie fra 50’erne, 50’erne +/-, nemlig fra den kolde krigs tid, det er sådan cirkus efter 2. verdenskrigs afslutning og så op til et sted midt i 60’erne. Jeg har valgt at kalde det her for ”Glade atomer” – det er et udsnit af andre ting, jeg også har lavet i den forbindelse. Det har været et stort forskningsprojekt, og det har faktisk også været et forskningsprojekt, der strækker sig langt tilbage i tid; det forholder sig sådan, at det vistnok er begyndt i min tidlige barndom. Og det er ment ret bogstaveligt. Og det skyldes min moster Lissi.

Det hænger sammen med, at jeg som barn hver torsdag over middag blev kaldt op under strenge trusler om, hvad der ville ske, hvis jeg ikke kom; grebet i armen, vandkæmmet og trukket ud til min mormor, som var en sur gammel kvinde; og der sad så hendes døtre, der var mange, og deres svigerinder, der også var mange, med hatte på hovedet og røg cerutter hele banden, og så kunne jeg for øvrigt sidde og have ondt i hovedet. Men så kom moster Lissi med ’sættet’. Og sættet, det var Billed-Bladet, det var Se og Hør, det var Hjemmet, og det var Familie Journalen [latter fra publikum]. Sådan noget læste man ikke i min familie … men det læste jeg omme bag ved lænestolen.

Mange år senere kommer jeg til at tænke på, hvad det egentlig var, der stod i de blade; der lå nogle ting i baghovedet på mig, og jeg tænkte, at det var dog egentlig noget, jeg huskede som anderledes, end hvad jeg i øvrigt læste om den tid. Og jeg gik så ned og lånte dem, og da jeg var blevet historiker i mellemtiden, ja, så startede jeg selvfølgelig ved begyndelsen, dvs. for Billed-Bladets vedkommende 1938 og for Se og Hørs vedkommende 1953, og så var der jo en forfærdelig masse andre tilsvarende blade, som jeg også var nødt til at læse igennem. [1:53]

Noget af det, jeg fandt, var nogle historier, som i hvert fald totalt overrumplede mig, nogle præsentationer af datidens forhold, som jeg, synes jeg selv efter at have været i den her branche i 20 år og have beskæftiget mig meget med kold krig, aldrig havde set og aldrig havde hørt om. Og det er altså noget af det, de ’glade atomer’ her. Vi har et eksempel på en ’glad’ atompræsentation her: Det er Miss Atomic Bomb, Nevada, 1957, hun vandt en konkurrence [latter].

Godt, som jeg siger, tidsrammen er 1945-62, det er danske populære kulturelle massemedier, der er i centrum for analysen, og det drejer sig om sådan nogle blade, som jeg har nævnt; det drejer sig om Anders And, som Jan misunder mig, at jeg har lov til at læse i min arbejdstid; det drejer sig om snart sagt hvad som helst andet henne i samme plathedsbranche; det drejer sig om Soldaterkammerater og andre tilsvarende film; det drejer sig om amerikanske film, som blev vist i Danmark; det drejer sig om amerikansk kultur, engelsk kultur, tysk kultur, der kom til Danmark.

Udgangspunktet er, som jeg sagde, at der er den her diskrepans imellem, hvad vi kan læse i historiebøger om tiden, og så hvad man så blev præsenteret på samme tid. Koldkrigsstoffet er meget rigt repræsenteret. Det er repræsenteret direkte i de her medier, dvs. det er noget, man forholdt sig til, man forholdt sig til en hel række aspekter af den kolde krig, men det er også noget, som blev sneget med så at sige, uden at det nok var det centrale budskab. [3:30]

Godt, jeg starter i 1960, for jeg vil nemlig gerne starte med den historie, vi får præsenteret. Historien er bedst gengivet, synes jeg, i Paul Hammerichs aldeles glimrende danmarkshistorie En danmarkskrønike. Han periodiserer sådan, at han siger, der sker noget nyt i Danmark i 1960, og det er, at der vågner en angst befolkning endelig op og går i atomprotestmarch, her starter de nye tider. Og så fortæller han om sin søster Else, som var en lille pige i 1945, og hun sidder sammen med Paul og hører radio, og de hører, at der er smidt en atombombe over Hiroshima, og hun siger: ”Angst, hvad er det for noget?” Og Paul siger: ”Det er sådan en forfærdelig bombe, der kan smelte brosten i Esbjerg, hvis den bliver smidt over København.” Og så fortæller han, at Else og hendes jævnaldrende gik i alle de mange år frem til 1960 og var så rystende angste. Det kunne jo godt være, at det passede.

Vi ser lige et billede mere her. I kan se, der er en dreng i billedet på en plakat. Ser vi ham tæt på, ja, så ser vi noget af det, som bar atomprotesterne, nemlig et spørgsmål til de passive om at se fremtiden i øjnene. Og hvad er det, der er i drengens øjne, ja, det er jo paddehatteskyer. Det kan godt være, at det var sandt, at de var bange i alle de år. Men jeg kan i hvert fald forsikre for, at så er det ikke, fordi de har læst deres aviser og populærblade ret grundigt, for der fik de ikke grund til en sådan angst. [5:05]

Vi starter selvfølgelig med Hiroshima, ligesom Paul gjorde. Her har vi det første billede, der blev sluppet fri af Hiroshimabomben. Man ser ikke andet end en røgsky, der var ikke så meget at vise, det var kun ganske få billeder, der blev frigivet. Men historien er den samme, den løber i alle aviser, den løber i alle populærblade. Det er en historie om, at her har vi en triumfsky, her har vi den sky, som slutter en krig, varsler en lykkelig fremtid, er imponerende, flot, fuld af kraft, storslået og viser noget om menneskets teknologiske formåen. Vi hører intet om døde mennesker. Vi får det samme billede igen i slutningen af året, vi får tilsvarende billeder i de næste år. Her har vi et fra Bikini-sprængningerne i sommeren 1946 … mere Bikini, vi har Nevadaørkenen, derovre hvor Indiana Jones færdes. Vi har helt oppe i 1960, så vidt jeg husker, Englands første atombombeforsøg. Vi får hver gang et fantastisk billede af en krafteksplosion, og så får vi tekster, der fortæller, hvor enestående det her er, altså hvor meget det kan eksplodere. Og de er fyldt med data. De er fyldt med data om, at det kunne fortrænge så og så meget vand, hvis det var en undervandssprængning; der kunne kastes så og så mange døde fisk i land; der var så og så stort et vindtryk; der var så og så mange brande i så og så lang afstand. Vi hører aldrig om nogen, der blev syge eller døde eller andet. Altså, igennem disse år, 1945-64, har jeg fundet fire billeder af ofre for Hiroshimabomben eller efterfølgende sprængninger. Og der var jo dog et par stykker flere undervejs. [6:50]

Vi har her et billede, som er en anden type af disse triumffremstillinger. Det er fra Doom Town. Det er lige præcis den by, som Indiana Jones gemmer sig i et køleskab inde i. Det er sidste billede i en længere billedserie, der fortæller om, hvordan et hus, der er intakt, i løbet af 2 ½ sekund totalt pulveriseres. Det, der følger med, er en tekst om, hvor imponerende det er, at man kan gøre det så hurtigt.

Vi har nogle andre typer af billeder, der fortæller om disse … i hvert fald noget, der relaterer sig til atomvåben. Vi har her den unge pige Cecilie Hudson, som sidder ved en uranmine i USA, og det, hun sidder med her, er koncentratet fra en uran… For det, man roder med (det er fra ’47), er nemlig ikke farligt. Det er gennemgående, at der ikke er noget farligt ved det her. Hun sidder med uran i hænderne … jeg håber dæleme, at det er løgn, men man kan jo aldrig vide.

Yes, og historierne løber igen i den her periode [latter]. Vi har helt oppe i 1962 en historie om den engelske videnskabsmand, som åbenbart bedst kan lide radioaktivitet. Hele vejen igennem har vi mange af den slags historier, det er ikke farligt, det er det gennemgående budskab. [8:03]

Vi har her fra en reportage, én ud af mange fra en begivenhed, der accelererede alt det her, nemlig de to atomvåbensprængninger i sommeren 1946 fra Bikini, som jo var et propagandastykke med en meget kontrolleret nyhedsstrøm, der kom derudfra. Den store historie her var historien om ’atomgeden’ – ’svømmegrisen’ kommer også med, men ’atomged’ kan I faktisk skrive … hvis I skriver ’atom goat’ på Google, så vil I se massevis af billeder. Det var nemlig en maskot i den amerikanske hær, og den døde aldrig, viste det sig, aldrig nogensinde, den er aldrig død, den lever endnu [latter]. Der er det særlige ved atomgeden og svømmegrisen, at de var sat ombord på et af de krigsskibe, der skulle ophugges og lå rundt om sprængningsstedet, og som man havde fyldt med dyr og måleudstyr for at se, hvad der skete, når man sprængte den her bombe. Det, som man beskæftigede sig med, var, at der altså var to, der overlevede. Og den ene var atomgeden … som kom til at gå igen i utallige sammenhænge. Her har vi fra Svikmøllen, der kan fortælle, at den hjemlige atomged, Knud, heller ikke lader sig gå på af noget. Prøv at lægge mærke til, at der står ”heller ikke”. Dvs. han er ligesom den rigtige atomged, han kan ikke dø af alle disse atomtrusler, der er over hans hoved – det er jo Knud Kristensen, vores daværende statsminister. [9:30]

Inflation og Sydslesvig, Aksel Larsen, Hedtoft og det hele preller fuldstændig af. Og da der jo var to af den type årsskrifter, ja, så skulle det andet jo også på banen med dette uforglemmelige digt: ”Atombombe-forsøget faldt ud kedelig / og efterlod knap et Gedelig” [latter]. Og vi kunne læse i Politikens Hvem Hvad Hvor, at atomforsøgene havde været en stor skuffelse, for de havde vist sig egentlig ikke at kunne slå noget ihjel. Men man håbede på i fremtiden at kunne bruge dem som dybhavsbomber, hvis der kom ubåde i nærheden af havnene. Og det er jo godt at vide.

Nu siger de ’46, der sker faktisk forbløffende lidt i de næste mange år. Vi har her et eksempel fra 1954 fra Hvem Hvad Hvor, der vil vise, hvad der sker, hvis en atombombe sprænger. Teksten, der hører til, fortæller, at det ikke er så farligt, som man skulle tro, hvis man har gummisko på. Men hvis man ser på selve underteksten til billederne, så synes jeg egentlig, den er sigende for præsentationerne. ”En atombombe eksploderer til højre for billedet uden for huset uden for billedet”. Og så står der ”bum” [latter]. Vi er ovre i sådan en tegneserieverden eller en barneverden. Bum! Og der er en hund, der kigger. Så kommer der jo et ordentligt tryk, og hunden fiser tværs igennem huset, det er jo klart, ik’, når det blæser sådan. Og så kommer der, hvad jo er helt korrekt, tror jeg da, et undertryk, der suger hunden tilbage igen. Og hvad gør den på det sidste billede? Den lever! Og så har den sådan et barnespørgsmålstegn stillet op over hovedet. Altså, huset gik i stykker, men hunden døde ikke … Og det er helt typisk, der dør aldrig nogensinde nogen af atomvåben – aldrig, aldrig nogensinde! [11:06]

Der var en anden type af præsentationer, som på samme måde fortalte gode historier om disse atomvåben. Den første i rækken viser atompigen Hayworth, det er Rita Hayworth, en Hollywood-skuespiller, som også blev kaldt atomet på Hollywoods stjernehimmel. Hun fik dette navn, fordi hun spillede med i en film, der hed Gilda. Hvad stod der på den første Bikini-bombe, der stod: ”Gilda, we love you!” Herefter var ’Gilda’ et synonym for Rita Hayworth, der, igen, enten lånte noget til atomvåben eller fik noget fra atomvåben. Det er jo svært at sige, hvad vej den pil skal vende. Men vi kommer ind i en strøm af såkaldte atom-sex-bomber; det er det hotteste af det hotte. Altså, enten bliver disse piger jo eksplosive, eller også så giver de noget til atombomben, det er svært at sige, hvad vej vinden blæser. Men her har vi i hvert fald atom-sex-bomben, der danser ”den forbudte dans”. Her har vi atombomben i trikot. Her har vi ”den britiske bombe” Diana Dors. Vi er en anelse længere oppe i tiden, hvor det først hedder bombe. ’Bombe’ er synonym med atombombe i rigtig mange ord. Hun optræder stadigvæk i 1964 som en atombombe også. Vi har sexbomben, som det hurtigt kommer til at hedde – fra atombombe over atom-sex-bombe til sexbombe er der en lige linje, og vi husker alle Tom Jones’ hit ”Sex Bomb”. Her er det Sophia … Og vi har disse totalt groteske og altså også på en eller anden måde infantile beskrivelser. Hun optræder i ”det danske nisseland”. Historien er, at hun kom til Danmark og skulle ind og se prøverne på Nøddebo Præstegaard. Vi har atomblondinen Billie Anthony, om hvem jeg ikke har noget særligt at sige, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun er fra 1957. [12:55]

Og så har vi andre typer, men de er i samme retning. Vi har den fine atombombebadedragt, som det i 1952 blev forudsagt ville danne sommerens bademode. Altså, det er jo ikke et sted, hvor man skal være mere plat end højst nødvendigt. Jeg synes simpelthen, at det er det mest frivole billede, jeg har kendt, altså, jeg synes, den er … ja, jeg er rystet [latter] … altså, jeg synes også, den er sjov. Prøv lige at lægge mærke til den paddehattesky, der er klippet ind i baggrunden for nu at … hvis der skulle være idioter, der ikke har fattet, det har med atomer at gøre. Det er faktisk paddehatteskyen, som blev bragt fra Hiroshima. Det er Hiroshimabombens sky, som er klippet ind bagved. Og teksten slutter med at fortælle, at ”om virkningen af denne badedragt er lige så afvæbnende som atombomben, det foreligger der ingen depecher om”. Nej, det kan da godt være [latter].

Vi har eksempler på bomber i en masse sammenhænge. Her har vi Sophia Loren igen, og så har vi en fransk teaterinstruktør … Hvis de er bomber, så er de med andre ord noget positivt, noget godt, noget efterstræbelsesværdigt. Vi har ”bomben Basie”, det er Count Basie, og hvis I tvivler på, at det skulle have noget med atomvåben at gøre, så kan I jo se, hvordan hans pladeforside i 1957 ser ud. Han er eksplosiv, det må vi sige … Og så har vi noget, der ligner Einsteins ligning nedenunder, men det giver så altså the Atomic Swing, som Count Basies orkester hed … [14:28]

Så har vi de muntre historier. Her har vi den sporvognskonduktør, som vandt radioens quiz i 1957. Han vidste alt om Niels Bohr, den store dansker, som vi var så stolte af … Derfor hedder han naturligvis Atomtåen. Hans belønning for den indsats var en tur til Berlin og efterfølgende ansættelse som pedel på Risø – for han vidste jo alt om atomer.

Danskerne havde ikke altid succes, når herrelandsholdet kæmpede. I Østtyskland blev de knækket af et hold, der var for stærkt for dem. Især Atom-Otto var et problem [latter]. Han skød så hårdt, så det var at ligne med en atombombe. Og det kan man jo ikke laste et dansk herrelandshold for ikke at klare.

Anders And er skam også med i speen, når det drejer sig om atomernes fantastiske virkning, for der er en glidning fra det med sprængkraften og over til atomer som sådan en sær, flydende størrelse. Altså, atomer i sig selv er et eller andet ’fantastisk’, der ’giver kraft’. Her har vi Anders And, der som sædvanligt kommer galt af sted. Han læser ikke brugsanvisningen, hvor der står: ”Forsigtig! Farlig!” Og så står der noget om, at denne væske virker på rotter, og den giver fantastiske kræfter, for det er en atomopløsning. Og Anders drikker selvfølgelig hele svineriet og bliver enormt stærk, og det går selvfølgelig også galt. Men det går jo ikke galt, fordi manden har forgiftet sig med en atomopløsning, men fordi han er et fjols. Der er masser af tilsvarende historier om atomernes fantastiske virkning op igennem børnenes lekture. [16:06]

Så har vi her et fantastisk billede fra 1955, der viser fremtidens hattemode. Jeg forestiller mig, at det er et billede, der er klippet ud fra 1930’erne eller -20’erne måske endda, det synes jeg, posituren tyder på. Men det interessante er, at damen har fået atomer i hatten. Og det gode ved det er, at så kan hun altid lyse, og så kan hun gå selv på mørke steder om aftenen, og så er det ikke så farligt. Og desuden er der en anden slags atomer, der hedder radarer, i den hat også – det er også atomer – som gør, at hun også kan komme i kontakt med andre, så altså, … Det er moden anno 1980, forestiller man sig; det er en tryg mode, fordi man har taget atomerne til sig.

Vi har en præsentation fra dyrskuet på Bellahøj [latter]. Det er 1958. Der skete det i 1958, at det danske forsvar fik tilbudt Nike-missiler. Desværre kun af den primitive udgave Nike Ajax. De kunne ikke bære atommissiler, men man fik lovning på, at det skulle blive rettet hurtigst muligt, så lige så snart de nye kom, der hed Nike Hercules, så skulle man nok få dem. Der blev på Bellahøj, ind imellem præmietyrene og fadøllen, ja, der blev så altså stillet Nike-raketter op, og der blev så lavet sådan en stand, der fortalte, at nu skulle de snart forsvare København med disse atomraketter. Og de blev solgt på den her måde, der i øvrigt viser tilbage til alle disse pinuppiger: en malkepige af en efter min mening usædvanlig art og en opstilling af denne raket i baggrunden, som kunne være tilfældig, hvis det kun var en gang, det var sket. Men det er det ikke. Sophia Loren har som regel den slags raketter løbende op igennem sin krop, og det har Brigitte Bardot og andre også i sådan et omfang, at det næppe kan være tilfældigt. Og da det så også er Danmark, det drejer sig om, så har vi selvfølgelig symbolet på danskheden, malkekoen. Når det da ikke er stråtage. Men altså, det skal jo gå lidt stærkt. [18:05]

Der er en nyttevirkning, en nytteside af atomerne og atomkrigen, og det får vi draget frem her. Nu kan I se, jeg er sprunget lidt ud af de populære blade og over i nogle, der kaldte sig mere seriøse. Det vender jeg tilbage til til sidst. De fortæller i forbindelse med Hiroshima, hvad der er på spil. ”Verden drager et dybt suk af lettelse og vender blikket mod nye forhold, nye uanede muligheder”, skriver Land og Folk; jubler over at tro, man endelig fik nakket de japanere; mener, at det er et ægte bevis på fredsproduktion, at han fik smidt en atombombe; og taler i øvrigt udelukkende om, hvordan vi nu skal have atomkraft i overmorgen. Atomkraft var sådan noget, man kunne putte i komfurer og cykler og alt muligt andet.

”Det største videnskabelige forsøg i historien”, er Social-Demokratens bud på, hvad Hiroshima betyder, og Billed-Bladet har en større seance her, der fortæller os, at der er tale om en opfindelse på højde med opdagelsen af ildens brug og af hjulet. Og så er det, som sædvanlig, at vi danskere er stolte, for det er jo faktisk danskere, der opfandt den: Det viser sig nemlig, at Niels Bohr sprang en lillebitte atombombe af i København i 1938, den var bare så lille, at der ikke var nogen, der opdagede den, men det gjorde han altså. [19:25]

Samvirkes, altså brugsbladets, præsentation af Hiroshima lyder sådan her: ”Atomerne vil revolutionere verden”. (Det der mærkelige højspændsapparat … det er sådan en modificeret udgave af Niels Bohrs laboratorium, der havde sådan en dims i baggrunden). Og Samvirke fortæller også om, hvordan vi får tog inden ret længe, der kører på atomer, og hvordan vi får sådan nogle små flotte atomkraftværker, som de viser i brug, som vi kan se lige i baggrunden af dem – og det er alt sammen noget, der kommer om et par år eller tre, det er lige på trapperne. Og da Samvirke jo altså var andelsbevægelsens blad, ja, så fortalte det også, at den kooperative lampefabrik Luma var lige ved at lave atompærer, det kom lige om hjørnet. Det ville komme meget snart.

Og vi har hele vejen op igennem 50’erne atombomber eller atomer som et afkast af atombomben, ja, dem har vi knyttet sammen med noget med god videnskab. Atomkrig mod kræften. Vi har Risø, som bliver fremstillet som en turistattraktion. Det er klart, at folk ville komme fra nær og fjern i busser for at se Risø, for der producerer man atomer inde. Vi får fantastiske fly, det ville komme i løbet af fem år. Her er sådan nogle forskellige modeller for atomdrevne fly, jeg kan især godt lide den nederst til højre, ved ikke, om man skal lande i den der klips nede på jorden; men det er fra en amerikansk professor, der lavede et tobindsværk, der blev oversat til dansk med titlen Teknikkens Vidundere, og som vier sin sidste del til den nære fremtid, nemlig atomernes fremtid. Og vi har her Hvem Hvad Hvors bud på atomfly, som ville komme i luften i løbet af 50’erne, og så kunne vi alle sammen flyve til New York på to timer. [21:10]

Vi har ude i den mere kulørte afdeling Walt Disneys bud på, hvordan man kan flyve til Mars med atomraketter, atomer kunne bruges til alting. Vi har en atombil her i Hvem Hvad Hvor – af en eller anden grund så moderat, at den forestiller sig, det ville ske i 1970. Det er en meget lang tidshorisont. Vi har ’atomhuset’, et amerikansk hus, der har den store fordel, at der er sådan nogle automater med … Jeg får et billede af sådan nogle gammeldags … de her vaskehuse med sådan et sted, man kunne putte poletter i, og så fik man gas til en halv time mere … Altså, der er en polet, som man kan putte gas ned i apparatet med, der vistnok er en slags vaskemaskine, og så ville man simpelthen – husmoren ville kunne sidde ved sådan en kontrolpult og styre sine vaskemaskiner og alt andet, hun behøver ikke rejse sig de næste tyve år, for én – én – polet rækker til tyve år. Og det er altså et hus, som allerede findes i USA, det er typisk, det findes allerede i USA, og det kommer snart i handelen – også i Danmark [latter]. [22:10]

Men så sker der noget. For Paul Hammerich har jo ikke helt uret, og historikere, derunder mig selv, der har skrevet om atomprotest, har ikke helt uret; der var jo atomprotest, der kunne i Gallup måles en atomangst, når vi kommer langt op i 50’erne eller måske endda helt op på kanten til 1960. Der sker nemlig et skifte. Og det er sjovt, i hvert fald når man læser denne populære presse, ja, så kan man helt præcist sige, hvornår det skifte sker; går man ind og kontrollerer i dagspressen, så kan man endnu mere præcist kontrollere, hvornår det sker, nemlig i oktober 1957 med Sputnik-chokket.

Op til Sputnik-chokket har der været en del historier i dansk presse om, at der er en rivende raketudvikling på vej, og det er en god ting, for det er noget vestmagterne har, især USA, men også England, og de her raketter er sådan en slags flyvende hylstre, der kan bringe atomvåben med sig og sende dem ned over fjenden. Der står altid fjenden, der står ikke, hvem fjenden er, men det er i hvert fald ikke os. Flemming Madsen, den senere store tv-journalist, mente, at fjenden var arbejderne på Togliatti-fabrikkerne, de skulle have en bombe … Men det er sådan lidt uspecificeret. Det, der er så godt ved de raketter, er, at de er så avancerede, at dem kan man ikke lave ovre i Østblokken.

Så kommer Sputnik, som jo er et bevis på, at man i Sovjetunionen har udviklet en raket med en stor bæreevne, og som muligvis ville kunne skyde helt til USA. Og så kommer det mærkelige, at der i dansk presse står, at nu kan russerne ramme os. Det kunne de sgu da i forvejen! Altså, de kunne jo bare tage et skib og sejle op i Øresund, det havde de sådan set ovenikøbet ret til … Men det kan de altså først fra efteråret 1957, der sker simpelthen et eller andet mentalt skifte, så vidt man kan læse i dansk presse; man bliver rædselsslagen. [24:05]

Samme efterår kommer den første roman, den første fiktion, ikke den første, der handler om atomkrig, men den første, der handler om atomkrig som en begivenhed, der ikke ville kunne føre til andet end jordens undergang, nemlig Nevil Shutes bog Ventetid. Den udkom i noget med 50 lande på samme tid. Den handler om en atomkrig på den nordlige halvkugle, der i nogle bestemte bølger udsletter mere og mere liv, indtil man til sidst når ned til den sydligste strand i Australien, og så dør de mennesker, som bogen handler om, her. Den kom som føljeton i Ekstra Bladet samtidig, og den blev enormt opskrevet.

Det er nok dét vendepunkt, hvis man skal tage sådan et stykke fiktion, hvor man pludselig oplever en offentlighed, en verdensoffentlighed og dermed også en dansk offentlighed, der reagerer på atomtruslen. De kunne simpelthen ikke se det før. Det er svært at vide, hvad folk har tænkt, for der er ikke ret mange gallupper om den slags, opinionsundersøgelser, og dem, der er, er tvivlsomme, det er svært at vide, præcis hvad man har spurgt om. Men der er intet som helst i materialet i hvert fald, der for alvor har givet et andet signal, end at atombomber, atomvåben, sådan set var noget, der var vældig spændende og vældig festligt og bragte fremtiden med sig. Og så sker der det i den her populærpresse, at den faktisk bringer meget materiale om, hvad der ville ske under en atomkrig; den er i visse henseender væsentlig mere kritisk end den seriøse dagspresse. [25:36]

Her har vi et billede fra 1960, der viser en model af, hvordan man forestiller sig, Vesterbro ville se ud, hvis der var sprunget en atombombe henne over Rådhuspladsen. Når vi kommer et par år længere frem, ja, så viser man med sådan nogle sprængningszoner, hvad der ville ske, hvis brintbomber faldt, og hvor meget liv der ville udslettes – der er en lang tekst til, der fortæller om, hvordan der i de forskellige bælter ville være totalt ryddet. Man fortæller om, hvordan sovjetiske atomprøvesprængninger er en stor trussel for sundheden, det har heller ikke været et stort tema før i 1957. Og man fortæller om, hvad man selv kan gøre: bygge beskyttelsesrum osv. Og så bringer man gammelt amerikansk materiale helt tilbage fra 1951, det her er fra 1961. I USA opstod der en atombeskyttelsesrumsindustri på et tidspunkt, hvor der sådan set ikke var meget at have den for i USA … Der bringer man altså billeder. Man finder simpelthen ti år gammelt materiale frem og fortæller om, hvad der skal ske, når man skal gå i beskyttelsesrum. De her er ikke danske, men amerikanske, og de er ti år forældede på det tidspunkt, de bringes. Og man bringer billeder fra atomprotestmarcher, hvilket ikke i begyndelsen var noget, dagspressen gjorde meget, men det gør man altså i disse billedblade. [26:56]

Dermed er vi også ved at være fremme, hvor man kan sige, at der altså igennem den populære presse fortælles om noget, der har været presserende i samtiden, men der fortælles med nogle særlige virkemidler; spørgsmålet er, hvor forskelligt man egentlig har fortalt grundfortællingerne. Jeg er efterhånden kommet til den overbevisning … Jeg har læst virkelig meget af den slags, og jeg har kaldt det forskning, og det er rigtig godt [latter]. Det skulle jeg egentlig bare have vidst undervejs … At disse massekulturelle medier har en styrke, hvis man på en overskuelig måde vil danne sig et indtryk af, hvad der egentlig har været mainstreambudskaber i en bestemt periode. Jeg har lavet en masse tjek i dagspressen – jeg har ikke været inde i ministerielle arkiver og den slags, for det er jo et andet projekt, det her drejer sig om, hvordan man har præsenteret noget – og oplevet, at på bunden bag de pæne eller bekymrede ord er der de samme grundlæggende budskaber. Det er egentlig ikke mærkeligt: Billed-Bladet er ejet af Berlingske Tidende, men er jo dannet som en forretning og skal køre som en forretning, det skal bringe mainstream-budskaber, det skal bringe budskaber på en særlig måde, der skal være billedstof, og der skal være nogle andre fortælleteknikker; men der skal jo ikke være noget kontroversielt, vi skal ikke fortælle et budskab, som ikke ligger inden for, hvad et publikum i øvrigt støder på eller kan goutere. Så jeg tror altså for det første, at det er en genvej, hvis man vil læse ting om mainstreamholdninger i perioder – så er det ikke så ringe et sted at komme ind i disse massekulturelle medier. [28:42]

Jeg vil for det andet sige, at disse medier har jo altså gjort noget. Et eller andet sted har de forberedt til atomkrigen. Det er lidt grimt at tænke på, men de kan jo ikke i den grad popularisere atomvåben via kobling til sex, via kobling til spænding, sprængfare, sprængglæde, via afskæring fra død – noget, der må være en bevidst afskæring fra, er, at atomvåben også betyder død – uden at det har en betydning. Og de er jo efter min mening fortroliggørende … Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt udtryk, jeg har snuppet det fra en eller anden, som jeg har glemt, hvem er, så jeg lader, som om det er noget, jeg selv har fundet på. Ej, jeg har en note et sted … De er jo suggestive. Vi læser den type af blade, vi ser Soldaterkammerater, og hvad der ellers er, i et andet lys, end vi læser noget, som vi forventer er kritiske, ræsonnerende artikler. De fortæller: ”Sådan er det, og sådan er det, når det er rigtigt sjovt”. Det er det, der går igen i disse mediers særlige områder. Og det er måske også en grund til at tage dem alvorligt, altså lave analyser af dem, analysere, hvordan de historisk har virket, for uden at man kan bevise, at de har haft nogen indflydelse, kunne man i hvert fald forestille sig, at de er med i en større influering på, hvordan folk danner deres synspunkter. Altså, vi kender alle sammen Superman, men der er ingen af os længere, der læser Johannes V. Jensen, så selvfølgelig har massekultur en betydning for vores opfattelser. [30:18]

De sigter bredest muligt, det har jeg været inde på, de forstærker en række billeder, der allerede findes i samfundet, og de skaber også selv billeder, altså, de er stærkt billedskabende. De har jo for det første, i hvert fald i den her periode, havde rigtig mange billeder i forhold til dagspressen, seriøse medier. De havde for det andet en evne til i få linjer at slå budskaber fast, altså med stærke slagord, vi kender alle udtrykket ’den kolde krig’, som jo ikke kommer herfra. De havde masser af sådan nogle kortformsord, som bare satte tilbage. Jeg kunne forestille mig, at ’atom-sex-bombe’ har været et af dem for i hvert fald et mandligt publikum. Det var også mænd, der skrev de her medier. Og jeg mener altså, at de faktisk har skabt, hvad man kunne kalde et samlet referencepunkt. Vi lærer simpelthen noget, vi kan at hænge noget fælles op på, vi får fælles billeder.

Det var alt for denne gang. Jeg skal slutte af med en bannerreklame, hed det vist i gamle dage, på nettet. For det her er en ud af et hav af andre, synes jeg selv, rigtig sjove og rigtig chokerende historier, som I kan læse om til september, når min bog Den Kolde Krigs Billeder udkommer. Så fik jeg lige den med. Det var alt. [Bifald]

Forside til bogen "Den Kolde Krigs Billeder" (Gyldendal 2009)
af Søren Hein Rasmussen. På billedet ses en kvinde
iført "sommerens bademode" anno 1953. Billedet
stammer oprindeligt fra et amerikansk ugeblad, men
blev bragt herhjemme i Billedbladet nr. 14, 7. april 1953.

Illustration fra årbogen Blæksprutten (1946).

Tekst: "Den hjemlige Atomged Knud, der heller ikke
lader sig gaa paa af noget." Illustration fra det
satiriske årsblad Svikmøllen (1946).

Artikel i ugebladet Se & Hør den 11. marts 1955, hvor
atombomben kobles sammen med sex.