Fra enevældig helstat til nationalstat, 1814-1914

National konflikt, krig og neutralitetspolitik

Ved Freden i Kiel 14. januar 1814, der afsluttede Napoleonskrigene for den danske stats vedkommende, måtte Frederik 6. acceptere, at Norge skulle afstås til Sverige. Ville han redde resten af sin konglomeratstat, var der ikke andet valg. Som kompensation blev Frederik 6. landsherre over hertugdømmet Lauenborg og dets 40.000 indbyggere.

Militært, befolknings- og ressourcemæssigt var det en stærkt svækket stat, Frederik 6. stod tilbage med i 1814. Selve krigen havde ført til økonomisk ruin. Tabet af flåden i 1807 betød, at helstaten ikke kunne varetage sin egen sikkerhed. Ingen af de større europæiske magter kunne længere tænkes at appellere til Danmark om militær eller politisk bistand. Rigets fortsatte eksistens som selvstændig stat var betinget af, at stormagterne så en fordel i, at helstaten eksisterede.

Det Tyske Forbund og Holsten

Ved den internationale fredskonference i Wien fra november 1814 til juni 1815 fastlagde stormagterne fremtidens statsgrænser, uden at den danske konges repræsentanter blev taget med på råd.

Størst konsekvens for den fremtidige udvikling i helstaten fik Holstens medlemskab af Det Tyske Forbund. Holsten havde været en del af Det Tysk-romerske Rige, som Napoleon havde opløst i 1806. Det blev nu i stedet medlem af Det Tyske Forbund, som blev dannet i Wien i 1815. Forbundet var et relativt løst forbund bestående af 35 suveræne fyrstestater og fire bystater, der principielt var forpligtede på at støtte hinanden militært i tilfælde af krig med udefrakommende stater. De dominerende stater i forbundet var Østrig og Preussen. Holstens status betød, at skellet mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik i væsentlige situationer blev meningsløst.

I 1831 indførtes fire rådgivende stænderforsamlinger i helstaten, ikke fordi Frederik 6. ønskede det, men fordi det var et krav for medlemmerne af Det Tyske Forbund, var han forpligtet til det på grund af Holstens medlemskab af forbundet.

Treårskrigen 1848-1850

Den uklare adskillelse mellem indenrigs- og udenrigspolitik kom til udtryk under krigen mellem danske og slesvig-holstenske helstatsborgere 1848-1850. Krigens årsag var modsætningerne mellem to nationale bevægelser, der hver især ønskede en nationalstat.

Den danske bevægelse, hvis ledende mænd var nationalliberale med juristen Orla Lehmann i spidsen, ønskede en nationalstat med en fri forfatning, som bestod af Kongeriget Danmark og Slesvig under parolen Danmark til Ejderen. Ejderen var grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. Modsat ønskede den slesvig-holstenske bevægelse en nationalstat med en fri forfatning for Holsten og Slesvig.

De nationalliberale var kommet til magten ved enevældens fald i marts 1848 og satte deres politik igennem. Den slesvig-holstenske bevægelse gjorde væbnet oprør og dannede sin egen regering for hertugdømmerne i Kiel. Resultatet blev den 1. Slesvigske Krig, også kaldet Treårskrigen.

Krigens forløb

I den indledende fase af krigen slog den danske hær den slesvig-holstenske, som derefter fik hjælp fra Det Tyske Forbund og Preussen. Det betød, at den danske hær kom i defensiven, og efter hårde kampe ved Slesvig by måtte den trække sig tilbage mod nord. Russisk pres stoppede dog den tyske hærs fremmarch.

Det blev i sidste ende afgørende, at Rusland pressede Preussen til at slutte fred med Danmark på egne og Det Tyske Forbunds vegne. Det skete 2. juli 1850. Uden Preussens og Det Tyske Forbunds hjælp blev krigen igen et anliggende mellem den danske og den slesvig-holstenske hær. Den 13. juli 1850 rykkede en slesvig-holstensk hær på ca. 30.000 mand over Ejderen og ind i Slesvig, og tre dage senere gik ca. 37.000 danske tropper ind i Nordslesvig. Den 25. juli udkæmpedes det afgørende slag ved Isted mellem Flensborg og Slesvig by. Slaget afgjorde ikke i sig selv krigen, men et pres lagt på den slesvig-holstenske regering fra Preussen og Østrig gjorde, at den slesvig-holstenske hær måtte nedlægge våbnene. Helstaten blev dermed genetableret under én suveræn, den danske konge, Frederik 7. Genetableringen af helstaten var dog ikke et ønske fra nogen af de krigsførende parter. De betydelige tab af menneskeliv havde ikke ført til noget resultat. På dansk side var der ca. 2100 faldne og 5800 sårede. På slesvig-holstensk/tysk side var der omkring 1300 faldne og 4700 sårede.

Morgenen efter slaget ved Isted

Morgenen efter slaget ved Isted den 25. juli 1850, 1876. Guldaldermaleren J.V. Sonne (1801-1890) skildrede med nogle års afstand de sejrende danske soldater med idylliserende og nationalistiske undertoner. Dannebrog blev fra 1840’erne et centralt nationalt symbol i borgerlige kredse. De frivillige soldater med borgerlig baggrund motiverede ofte deres krigsdeltagelse med nationale følelser. De værnepligtige fra landbosamfundets nederste lag refererede derimod til traditionel kongetroskab og Gud. Foto: Statens Museum for Kunst

Helstaten efter 1850

Genetableringen af helstaten betød, at ingen af de to nationalstatslige projekter kunne føres ud i livet. Stormagterne dikterede, at helstaten skulle bestå af tre adskilte dele: Danmark, Slesvig og Holsten. Vindere var der således ingen af, hvilket afspejlede sig i de internt-statslige forhold efter 1850.

Skiftende regeringer søgte at finde en forfatningsform, der kunne få helstaten til at fungere, men det lykkedes ikke. Atter spillede den uklare relation mellem indenrigs- og udenrigspolitik ind, idet Preussen, Østrig og Det Tyske Forbund tog aktivt del i interne forfatningsspørgsmål under henvisning til Holstens og Lauenborgs status i forbundet.

I 1858 dannede de nationalliberale igen regering i København, og frem til 1861 forsøgte regeringen uden held at få et forsvarsforbund i stand med Sverige-Norge. Efter 1861 opgav man helstatstanken og tog i stedet skridt i retning af at realisere den nationalliberale grundtanke om Danmark til Ejderen.

Novemberforfatningen 1863

Den 13. november 1863 udstedtes en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Junigrundloven fra 1849 blev ikke ophævet, men der blev skabt et rigsråd, som skulle varetage de fælles anliggender. At knytte Slesvig til Danmark var en bevidst overtrædelse af fredsaftalerne efter Treårskrigen. Regeringen, kongen, oppositionen og den politiske offentlighed vidste godt, at Novemberforfatningen ville resultere i en krig. Forfatningen affødte et massivt pres på den nationalliberale regering. Den preussiske kansler Bismarck med Det Tyske Forbund i ryggen truede med at lade tropper rykke ind i Holsten, hvis forfatningen ikke blev trukket tilbage. Den nyindsatte konge, Christian 9., nægtede at underskrive forfatningen og begynde en krig, og han forsøgte at få helstatsmænd til at danne regering. Først da det mislykkedes, underskrev kongen. Også Frankrigs, Englands og Ruslands gesandter forsøgte at få den danske regering til at trække Novemberforfatningen tilbage for at undgå krig.

Regeringen fastholdt Novemberforfatningen og valgte dermed krigen. Rationalet bag dette skridt er vanskeligt at forstå. En tolkning kunne være, at der ikke var flere handlemuligheder, ikke noget muligt kompromis, som kunne løse de modstridende interesser i den fastlåste konflikt i den danske helstat. Desuden regnede regeringen med hjælp fra Sverige-Norge, selvom en officiel alliance ikke var opnået, og fra Frankrig, der havde stormagtsinteresser at pleje. Endelig synes fornemmelsen at have været, at en krig ville komme før eller siden. Disse forhold bidrog til det desperate skridt.

Krigen i 1864

Den 1. februar 1864 begyndte krigen. Befæstningsanlægget ved Dannevirke, som havde stor symbolsk betydning som det ældgamle værn mod indtrængende fjender, var udset til krigsskueplads. Syd for Dannevirke lå 60.000 preussiske og østrigske soldater. Den danske hær bestod af små 40.000 mand. Allerede den 4. februar besluttede hærledelsen, at Dannevirke ikke kunne holdes, og at styrkerne måtte trække sig tilbage til skanseanlægget i Dybbøl, det nærmeste forsvarsværk, som lå 40 km mod nord. Mens de danske tropper forskansede sig i Dybbøl, drog 30.000 preussisk-østrigske tropper op gennem Jylland og besatte landet op til Limfjorden. Hensigten var at udmatte Danmark økonomisk.

Den 18. april var preusserne klar til det endelige stormangreb. Om morgenen blev de seks nærmeste skanser bombarderet med over 7000 granater. Derpå løb 37.000 friske, veltrænede soldater frem mod stillingerne. Krigen kostede mellem 2000 og 3000 danske døde på slagmarken, 3400 sårede og 1900 savnede. De preussiske tabstal var markant mindre.

Efterfølgende blev en våbenhvile aftalt. Forhandlinger blev indledt i London, hvis hovedpunkt blev Slesvigs deling. De danske forhandlere stod fast på en deling syd for Flensborg, hvilket førte til forhandlingernes forlis. Englands repræsentanter havde optrådt som mæglere i forhandlingerne, og det blev klart, at England ikke ville støtte de danske krav militært. Den 26. juni udløb våbenstilstanden. Ca. 30.000 preussiske tropper gik over Als Sund, hvor 12.000 danske soldater var stationeret. Inden aften havde de danske tropper rømmet Als. De danske troppers kampkraft var udtømt, og englændernes stillingtagen havde vist, at Danmark ikke havde international støtte.

Freden blev sluttet den 30. oktober 1864 på de betingelser, som sejrherrerne dikterede: afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, bortset fra otte sogne syd for Kolding, Ærø og området omkring Ribe, som man lod den danske stat beholde. Ser man bort fra de befolkningstynde nordatlantiske besiddelser og De Vestindiske Øer, var konglomeratstaten blevet til en nationalstat, og den dansksindede befolkning i Nordslesvig, ca. 170.000 mennesker, til et nationalt mindretal i Preussen. Danmark var med sine 1,5 mio. indbyggere nu den næstmindste stat i Europa.

Preussiske tropper poserer ved de danske skanser ved Dybbøl.

Preussiske tropper poserer ved de danske skanser ved Dybbøl efter slaget og erobringen den 18. april 1864. 1864-krigen var en af de første, der blev dokumenteret af krigsfotografer – teknikken var dog stadig afhængig af lang lukketid, og derfor kunne man ikke fotografere ting og personer i bevægelse. Den tyske fotograf har her arrangeret en opstilling foran Dybbøl Mølle, der fungerede som observations- og signalpost for de danske tropper og blev ødelagt under slaget. Efter 1864 blev selve møllen genopbygget og blev et dansk nationalt symbol, mens tyskerne opførte flere monumenter og en gravlund i området for at markere sejren. Foto: Forsvarsgalleriet     

Udenrigspolitik efter 1864

Umiddelbart efter krigen var det politiske liv præget af undergangsangst og genrejsningshåb. Genrejsningshåbet bestod i Nordslesvigs genforening med Danmark efter en europæiske storkrig, som man forventede snart ville komme. I 1866 kom Preussen og Østrig i krig. Den danske regering tilbød Preussen en alliance i forhåbning om, at man kunne få Nordslesvig til gengæld, men tilbuddet blev afvist. Ved fredsslutningen i 1864 fik Frankrig som mægler indført en bestemmelse om, at grænsen i Nordslesvig skulle revideres efter en folkeafstemning i området. Denne paragraf 5 fik det danske håb til at vokse, men i 1870 gik Preussen og Frankrig i krig. Frankrig tilbød Danmark en alliance, men inden regeringen fik svaret, indløb de første informationer om franske nederlag. Den danske regering indgik derfor ikke en alliance med Frankrig.

Frankrigs nederlag var det sidste skridt i Tysklands samling under Preussens dominans i 1871. Det samlede Tyskland blev nu den militært og politisk dominerende stormagt på kontinentet.

Begivenhederne 1870-71 betød, at genrejsningshåbet brast. Efter 1870 blev Nordslesvig et rent dansk-tysk mellemværende. Der fandtes ikke længere nogen stormagt, som kunne forventes at støtte Danmarks krav på Nordslesvig. Da den tyske kansler Bismarck i 1879 valgte at ophæve § 5, var der intet, man fra dansk side kunne gøre. Konsekvensen blev, at Danmark efter 1870 opgav al alliancepolitik og vendte tilbage til en neutralitetspolitik, som af alle politikere blev set som den eneste mulighed for at holde Danmark ude af kommende stormagtskonflikter og sikre landets eksistens.

Højres neutralitetspolitik 1879-1901

Spørgsmålet om, hvorledes neutraliteten skulle sikres militært, kom til at præge dansk politik frem til 1914. Mellem 1879 og 1901 var Højreregeringernes politik, at Danmark skulle have militær styrke til at holde angreb tilbage, indtil modstandere af den angribende part kunne komme Danmark til undsætning. Hovedelementet i forsvaret skulle være Københavns befæstning, et omfattende og meget dyrt befæstningsanlæg, der med kanonstillinger på strategisk placerede forter både på sø- og landsiden, og anlæg til oversvømmelse af arealer foran byen, blev påbegyndt i 1886. Formålet var at sikre landets politiske institutioner og give regeringen lidt handlefrihed i en krigssituation. Befæstning var et udbredt defensivt forsvarsmiddel i Europa og derfor anset som det bedste forsvar for en neutral stat.

Et andet væsentligt træk ved befæstningen var, at landet kunne bære den økonomisk, mens et landsdækkende forsvar blev anset for umuligt. 

Venstres udenrigs- og forsvarspolitik 1901-1914

I 1905 førte forsvarsspørgsmålet til dannelsen af Det Radikale Venstre, der tidligere havde udgjort den antimilitaristiske del af Venstre. De Radikale fandt, at Københavns befæstning og militær i det hele taget var spild af penge og i værste fald en trussel mod neutraliteten, fordi det kunne fremprovokere et stormagtsangreb. Frem til 1909 var det dog Venstre, der havde regeringsmagten med en mere positiv indstilling til militært forsvar, samtidig med at regeringerne førte en mere tilpasningsorienteret udenrigspolitik i forhold til Tyskland.

Den tilpasningsorienterede linje blev anlagt i håbet om, at Tyskland på et tidspunkt ville afgive Nordslesvig til Danmark. Det kom til udtryk i 1909, hvor der skete en udbygning af det danske militær og en vis udbygning af Københavns befæstning, men kun på søsiden. Udbygning af søforterne blev set som rettet mod England og understøttede den tyskorienterede politik, der desuden kom til udtryk gennem diplomatiske forsikringer om, at Danmark aldrig ville tage parti med Tysklands modstandere. Det var dog ikke den tyskorienterede politik, der sikrede Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig, men det faktum, at Danmark var uden betydning for de krigsførende magters militære interesser.


Af Claus Møller Jørgensen, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020