De udenrigspolitiske udfordringer har ændret sig markant siden begyndelsen af 1970’erne. Det hænger ikke mindst sammen med afgørende brud i den internationale orden i overgangen fra den bipolære kolde krig til en mere multipolær verdensorden med USA som den dominerende magt. Det skyldes i høj grad også den dynamik, der har været i det europæiske samarbejde med overgangen fra EF til EU. Samtidig har udenrigspolitikken til tider været stærkt polariseret, som det var tilfældet under fodnoteperioden i 1980’erne, med beslutningen om at gå ind i Irakkrigen i 2003 og med Europapolitikken gennem hele perioden efter 1973.

Den danske udenrigspolitik har ligeledes bevæget sig fra et aktivt internationalistisk engagement, der stræbte efter at skabe og understøtte en rets- og rettighedsbaseret fredsorden baseret på FN, efter Murens fald i 1989 endda med markant brug af militære midler, til en militær aktivisme domineret af et ønske om at holde sig tæt til USA. I perioden efter 2015 har den danske politik balanceret noget usikkert mellem noget, der lignede en mere indadvendt strategi, og forsøgene på at gentænke Danmarks internationale engagement i lyset af de mange usikkerheder skabt af dønningerne fra blandt andet Storbritanniens udtræden af EU (Brexit) og mere selvhævdende og konfliktorienterede politikker ført under den amerikanske præsident Trump og den russiske præsident Putin.

Mellem koldkrigsafspænding og konflikt

I 1970’erne nåede den politiske afspænding i den kolde krig, der var indledt i 1960’erne, et højdepunkt med undertegnelsen af den såkaldte Helsinkiaftale i 1975. Aftalen lagde op til dialog og øget samkvem mellem Øst og Vest. Danmark havde spillet en relativt fremtrædende rolle i forhandlingsprocessen, da det var den danske diplomat Skjold Mellbin, der på EF’s vegne havde været chefforhandler på spørgsmålet om øgede menneskelige kontakter på tværs af Jerntæppet. Hele konceptet bag den såkaldte Helsinkiproces, der ledte frem til den endelige aftale, var skræddersyet til de internationalistiske aspekter af den danske udenrigspolitik, nemlig ved at indlede en dialog om afspænding og mulig nedrustning i Europa, øget handelssamkvem og bedre menneskelige kontakter. Det sidste kunne ses som et lille skridt i retning af at bringe menneskerettighedsdimensionen i spil, selvom Østblokken formelt afviste at diskutere menneskerettigheder.

Afspændingspolitikken havde primært situationen i Europa i fokus. I andre dele af verden var der ingen afspænding. Ganske vist var Vietnamkrigen bragt til ende i 1973, men samme år brød der krig ud i Mellemøsten, Yom Kippur-krigen, der var den udløsende faktor bag den første oliekrise. Det var dog i høj grad Afrika, der var hærget af konflikt i 1970’erne, ikke mindst som konsekvens af kampen mod det portugisiske koloniherredømme og mod apartheid i det sydlige Afrika. Denne kamp gik der også kold krig i, fordi de afrikanske befrielsesbevægelser og de nye stater, der opstod, fik hjælp af Østblokken, bl.a. i form af cubanske kamptropper i borgerkrigen i Angola.

Afrikadiplomati, Ny Økonomisk Verdensorden og bistandshjælp

Modsat USA støttede Danmark sammen med de øvrige nordiske lande en række af de venstreorienterede befrielsesbevægelser og regeringer ud fra ønsket om at bekæmpe kolonialisme og apartheid, men også fordi man af koldkrigshensyn ønskede at prioritere dialogen. Gjorde man ikke det, skubbede man bare de afrikanske bevægelser og regimer yderligere i armene på Sovjetunionen. Med disse målsætninger for øje udfoldede Anker Jørgensens udenrigsminister K.B. Andersen et meget aktivt Afrikadiplomati.

Den antikolonialistiske dagsorden stod i det hele taget stærkt i 1970’erne, hvor den tredje verdens lande for en periode var i stand til at dominere FN’s dagsorden med kravet om en Ny Økonomisk Verdensorden (NØV). Kravene var funderet i et ønske om at skabe udvikling og mindre afhængighed af vestlig kapital, varer og teknologi, som af ulandene og mange vestlige ulandsorganisationer blev opfattet som redskaber til udbytning. De danske regeringer anerkendte problemet, men gik aldrig helhjertet ind for NØV-kravene, bl.a. fordi en del af dem ville betyde et opgør med almindelige markedsøkonomiske principper. Til gengæld greb de danske regeringer til lommerne, idet 1978 trods oliekriseproblemerne blev året, hvor ulandsbistanden nåede målet om at leve op til FN’s anbefaling til de rige lande om at give 0,7 % af BNP årligt i ulandsbistand. Det var endnu en understregning af det stærke element af internationalisme i dansk udenrigspolitik.

Skærpet kold krig og oprustning

I 1980’erne kom der mindre fokus på ulandene i dansk udenrigspolitik, selvom den danske ulandsbistand blev ved med at stige og ved indgangen til 1990’erne næsten nåede op på 1 % årligt af BNP. Det mindre fokus skyldtes i høj grad, at den kolde krig fra slutningen af 1970’erne bevægede sig fra afspænding mod konflikt. Særligt den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 og valget af Ronald Reagan til præsident i USA i 1980 bidrog til at skærpe modsætningerne. Præsident Reagan lagde således en stærkere konfrontatorisk kurs i koldkrigskonflikten.

I Danmark var det spørgsmålet om fornyet kernevåbenoprustning, der blev særligt kontroversielt. I 1979 vedtog NATO den såkaldte dobbeltbeslutning, der var en beslutning om at opstille en ny generation af atomare mellemdistanceraketter (såkaldte INF-våben) i Vesteuropa, medmindre Sovjetunionen og Warszawapagten gik med til at fjerne den nye generation af mellemdistanceraketter, såkaldte SS20’ere, som de for nylig havde opstillet. Anker Jørgensen-regeringerne var kritiske over for den nye vending i koldkrigen og særligt over for den fornyede oprustningsbølge, der tegnede sig på kernevåbenområdet, men valgte alligevel at bakke op om NATO’s dobbeltbeslutning.

Fredsdemonstration i Aarhus’ gader i 1984. Fredsbevægelserne mobiliserede stærkt og synligt i 1980’erne i såvel Danmark som andre vestlige lande og var med til at sætte en kritisk dagsorden over for moderniseringen af NATO’s kernevåben. Sovjetunionen gjorde også forsøg på at præge fredsbevægelserne, samtidig med at det kommunistiske styre i Kreml selv slog hårdt ned på tilsvarende markeringer bag Jerntæppet. Foto: Jens Tønnesen, Aarhus Stadsarkiv    

Fodnotepolitik

I årene efter 1982 forsøgte Schlüter-regeringerne at lægge sig tættere op ad NATO’s hovedlinje i kernevåbenspørgsmålet. Det var imidlertid ikke let at komme til at gøre i praksis, fordi der i Folketinget dannede sig det tidligere nævnte 'alternative flertal' bestående af venstrefløjspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Flertallet, presset af tidens stærke fredsbevægelser, tvang nemlig regeringen til at lægge afstand til NATO’s politik, særligt dele af kernevåbenpolitikken, gennem indsættelsen af såkaldte fodnoter – deraf navnet fodnotepolitik – med danske forbehold over for NATO-beslutninger. Det skete gennem vedtagelsen af sikkerhedspolitiske dagsordener i Folketinget. I alt blev der vedtaget 23 sådanne dagsordener i perioden 1982-1988, som regeringen og ikke mindst udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var voldsomt utilfreds med.

På den anden side var det som nævnt også ret usædvanligt, at regeringen ikke tog konsekvensen og trådte tilbage, når dens politik kom i mindretal. Det gjorde den først ved det såkaldte atomvalg i 1988, da den kolde krig sang på sidste vers, og De Radikale ikke længere fandt det alternative flertals politik holdbar. Men fodnotestriden var bitter og satte sig langvarige spor med gensidige anklager om, at indenrigspolitik og partimagtkampe havde fået lov til at definere dansk udenrigspolitik og særligt NATO-politikken.

Den kolde krig i Danmark

Se filmen, hvor koldkrigshistoriker Rosanna Farbøl fortæller om, hvordan det danske samfund forberedte sig på og forholdt sig til den kolde krig. Filmen er godt 13 minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'Dansk' eller 'Engelsk', hvis du vil se filmen med undertekster.

Murens fald og aktiv internationalisme i militære klæder

Den kolde krig som en systemkonflikt mellem det kommunistiske Øst og det kapitalistiske og demokratiske Vest ophørte i årene efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991. Det stillede store krav til omstilling af den danske udenrigspolitik, som i en periode måtte navigere uden fast holdepunkt, da det internationale system både i nærområdet og mere globalt kom i voldsomt skred. Det var som at male et kørende tog, forklarede udenrigsminister Ellemann-Jensen. Med Sovjetunionens svækkelse og fald var der lagt op til en gentænkning og modernisering af Danmarks mest vitale internationale samarbejder i NATO, FN og EF, samtidig med at man måtte revurdere forholdet til Tyskland, der efter opsplitningen i et Øst- og et Vesttyskland under den kolde krig nu blev samlet til én stat igen.

Efter Berlinmurens fald den 10. november 1989 blev den danske udenrigspolitik efterhånden mere dristig og aktivistisk. Målsætningen blev, at udenrigspolitikken skulle støtte op om en ny global dagsorden præget af demokrati, forsvar for menneskerettigheder og sikringen af en international retsorden med FN som et centralt omdrejningspunkt. Eller med andre ord en understregning af den internationalistiske orientering i dansk udenrigspolitik. Den politik praktiserede regeringen i årene 1990-1992 gennem en helhjertet indsats for at sikre, at de baltiske Sovjetrepublikker kunne genvinde deres uafhængighed, ved at sende det danske krigsskib Olfert Fischer til Golfen i forbindelse med den første Irakkrig og ved at indlede Danmarks militære engagement i borgerkrigen, der brød ud i Jugoslavien. Militariseringen af udenrigspolitikken blev mulig, fordi der for første gang i det 20. århundrede ikke var nogen stormagt, der truede dansk territorium. Den danske udenrigspolitik kunne således tilrettelægges uden frygt for militær gengældelse.

Kampvogne, diplomati og bistand

Det militære engagement blev fortsat under Nyrup Rasmussen-regeringerne i 1990’erne, hvor særligt forsvarsminister Hans Hækkerup var en drivkraft. Han insisterede bl.a. på, at de danske soldater, der deltog i FN’s missioner på Balkan, skulle være svært udrustede med kampvogne. Og netop kampvognene kom i 1994 i aktion mod bosniske serbere ved byen Tuzla i den første større ildkamp med danske soldater involveret siden 9. april 1940.

Det militære engagement blev fulgt op af en markant diplomatisk indsats. Under overskriften aktiv multilateralisme søgte Nyrup Rasmussen-regeringerne at udbygge og understøtte internationale samarbejder. Opfattelsen var, at der efter den kolde krig bestod en enestående mulighed for at fremme en international demokratisk freds- og retsorden baseret på dialog og forpligtende internationalt samarbejde, ikke mindst gennem FN-systemet. Som tidligere vist blev udenrigspolitikken heller ikke kun ført af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, men også af Miljøministeriet, fordi miljø- og klimapolitik kom til at indgå som centrale prioriteringer. I 1990’erne blev Danmark i øvrigt også relativt set den største donor af udviklingsbistand med en bistandsprocent, som nåede op over 1 % årligt af BNP.

International aktivisme og USA-loyalitet

Efter flyangrebene mod USA 9/11, altså 11. september 2001, og med Anders Fogh Rasmussens næsten samtidige regeringsovertagelse ændrede udenrigspolitikken atter karakter. FN-orienteringen fik mindre betydning og hermed også målsætningen om at realisere en international retsorden. I stedet fik politikken i dominerende grad karakter af at stå last og brast med USA. Et skred i den retning var allerede sket, da Danmark i 1999 uden FN-mandat deltog i en bombekrig mod Serbien som led i konflikten om Kosovo, men skredet blev fuldt og helt, da Anders Fogh Rasmussen overtog Statsministeriet. For ham var solidariteten med USA nærmest et moralsk anliggende. Han vendte således i taler og skrift vedvarende tilbage til fodnotepolitikken i 1980’erne som et eksempel på dansk illoyalitet og svigt i forhold til alliancepartneren USA. Den politik måtte ikke gentage sig, slog han fast.

Sammenligningen var givetvis effektfuld, men også søgt. For det første fordi det lå sådan, at langt de fleste NATO-lande, ja faktisk alle undtagen Storbritannien og Danmark, ikke deltog med kampstyrker i den anden Irakkrig, der indledtes i 2003. Det gjorde de bl.a. ikke, fordi der ikke kunne skabes opbakning til krigen i FN, og fordi den amerikanske argumentation for at indlede krigen med henvisning til Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben og som base for terrorbevægelsen al-Qaeda ikke var overbevisende. Det danske bidrag tog sig også, for det andet, nok så symbolsk ud, da det kun bestod af korvetten Olfert Fischer og ubåden Sælen. Men i modsætning til Norge kunne Danmark medregnes som del af 'The Coalition of the Willing', som USA formulerede det. I Norge konkluderede regeringen derimod, at der ikke var folkeretligt grundlag for at gå ind i krigen.

I krig

For at forstå spillet om den danske beslutning må den ses i lyset af 9/11-angrebet mod USA i 2001. Angrebet var orkestreret af al-Qaeda-netværket fra dets base i Afghanistan, og med omkring 3000 døde i angrebet var den amerikanske regering tvunget til at reagere. Det gjorde den ved at angribe Afghanistan fra luften og efterfølgende ved at samle en koalition til en invasion med kodenavnet 'Enduring Freedom' på landjorden. 9/11-angrebet fandt sted, mens Nyrup Rasmussen fortsat var statsminister, og den socialdemokratiske regerings holdning var, at Danmark måtte støtte USA både med udgangspunkt i NATO-traktatens artikel 5 om gensidig hjælp ved angreb (’musketereden’) og FN-traktatens artikel 51 om ret til selvforsvar. Da Fogh Rasmussen tog over som statsminister nogle måneder senere, speedede han processen op og fik vedtaget, at Danmark sendte både fly og soldater til deltagelse i den amerikansk ledede operation.

Deltagelsen i Irakkrigen godt et år senere var en anden sag. Her blev beslutningen kun vedtaget med V, K og DF’s stemmer, det vil sige, at spørgsmålet om dansk krigsdeltagelse var blevet til blokpolitik, hvilket var ganske usædvanligt for så afgørende et nationalt anliggende. Overordnet set afspejlede det, at udenrigspolitikken var blevet central i den værdipolitiske arena. Deltagelsen i begge krige blev i øvrigt langvarig. Danmark trak sig ud af Irak i 2007 efter et tab på syv døde soldater, mens indsatsen i Afghanistan fortsatte som NATO-aktion indtil 2014, hvor de sidste soldater blev trukket hjem efter tab af 43 mand, heraf en kvinde, Sophia Bruun, som blev den første kvinde, der faldt som dansk soldat i kamp. Danmark forblev dog fortsat aktiv i Afghanistan med rådgivning og støtte til demokrati, kvindeprojekter og genopbygning, så landet rykkede op som en af de største modtagere af dansk udviklingshjælp. Dette engagement blev dog stoppet i 2021, da den amerikanske præsident Joe Biden på kaotisk vis trak USA ud af Afghanistan efter Talibans tilbageerobring af magten.

Kampen mod terror

Den øgede bistandshjælp til Afghanistan var ikke udtryk for en generelt øget indsats som bistandsdonor. Tværtimod faldt bistandsprocenten under Fogh Rasmussen for første gang siden 1960’erne. Måske var det Dansk Folkepartis indflydelse, der vendte spiralen, måske borgerlig enighed om at anvende besparelsen til at lette danske velfærdsudgifter og måske også et mindre udtalt ønske om at understøtte FN’s udviklingsprogrammer.

I det hele taget kom der også øget opmærksomhed om den hjemlige sikkerhed igen. Det sidste skyldtes på den ene side en oplevelse af, at Rusland under Vladimir Putin i stigende grad førte sig aggressivt frem, hvilket atter krævede opmærksomhed om territorialforsvaret. På den anden side skyldtes det også kampen mod terror. Angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington i 2001 blev stemplet som et angreb gennemført af en terrorbevægelse, al-Qaeda, altså af en ikke-statslig aktør. Det stillede nye krav til den hjemlige sikkerhed, fordi de islamiske terrorgrupper projicerede deres kamp over på de vestlige landes egne territorier, hvad en serie af terrorangreb i bl.a. Spanien, Storbritannien og Frankrig til fulde understregede. Danmark blev også ramt i flere omgange som ved mordforsøget på den islamkritiske forfatter og historiker Lars Hedegaard i 2013 og attentaterne på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015, hvor tre personer blev dræbt.

Muhammedkrisen

Danmark var således blevet et oplagt mål for terror, hvilket både havde rod i den aktive krigsdeltagelse og den opmærksomhed, der fulgte med Muhammedkrisen. Sidstnævnte opstod, da Jyllands-Posten ignorerede et udbredt islamisk dogme om ikke at afbilde profeten Muhammed. Det skete, da Jyllands-Posten i 2005 i ytringsfrihedens navn optrykte en række satiriske tegninger af Muhammed. Det satte Mellemøsten i brand med voldelige demonstrationer, hvor Dannebrog blev brændt af, ligesom der blev taget skridt til handelsboykot af danske varer og lagt diplomatisk pres på Danmark. Det var utvivlsomt den voldsomste diplomatiske krise, landet havde befundet sig i siden 2. verdenskrig.

Terroren og kampen mod den har haft store omkostninger i såvel Mellemøsten som i Danmark. Herhjemme er der brugt store ressourcer på at afværge terror, ligesom lovgivningen siden vedtagelsen af antiterrorpakken i 2002 er skærpet mange gange. Det har bl.a. medført, at muligheden for politimæssig og efterretningsmæssig overvågning af borgerne er blevet stærkt udvidet. Det har også skærpet modsætningerne i samfundet, hvor terroren har styrket de kræfter, der søger at gøre konflikten til en kultur- og civilisationskamp mellem islam og vestlige værdier og/eller kristendom.

EF/EU – mellem ja og nej

Da danskerne stemte sig ind i EF i 1972, skete det som beskrevet i forrige lektion med et stort flertal. Men medlemskabet var ikke ret gammelt, før meningsmålinger begyndte at vise stigende modstand. Oliekrisen i det første år af medlemskabet spillede nok ind, da det slørede de økonomiske gevinster, Danmark faktisk høstede ved medlemskab, hvor særligt dansk landbrug fik forbedrede eksportmuligheder.

Danskerne stemte imidlertid ja igen, da Schlüter-regeringen i 1986 udskrev en folkeafstemning om etableringen af det indre marked ved den såkaldte Europæiske Fælles Akt, eller på dansk bare Pakken. I Folketinget var der et flertal imod, fordi såvel Socialdemokratiet som Det Radikale Venstre gik imod, især med henvisning til, at traktatens miljøbeskyttelseshensyn ikke var stærkt nok, og at traktatfæstelsen af EF-landenes udenrigspolitiske samarbejde blev anset som et skridt hen imod etableringen af en europæisk union. Selv sagde Schlüter, at unionen var stendød, når danskerne stemte ja.

Slaget om Maastrichttraktaten

Bemærkningen om unionen fortrød Schlüter nok, for den ramte ham som en boomerang, da danskerne igen blev kaldt til folkeafstemning i 1992 om Maastrichttraktaten, der netop sigtede mod at oprette EU, altså en europæisk union. Traktaten var et resultat af de store forandringer, der var sket i Europa som konsekvens af Murens fald, herunder den tyske nyforening, Østeuropas frigørelse fra Sovjet, borgerkrig i Jugoslavien og forventningen om en dalende amerikansk interesse for Europa. I lyset af de nye udfordringer søgte Maastrichttraktaten at udvide det europæiske samarbejde både i bredden og i dybden.

Hvad det første angik, indeholdt traktaten bl.a. bestemmelser om at udvide rets- og politisamarbejdet og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, potentielt endda ved at etablere en egentlig forsvarsdimension på lang sigt. På disse områder var der tale om et såkaldt mellemstatsligt samarbejde, hvor beslutninger krævede enstemmighed, og hvor Kommissionen, Domstolen og Parlamentet havde meget begrænset indflydelse. Det ville de til gengæld få i øget omfang inden for en række af EF’s hidtidige kerneområder relateret til det indre marked. Her skulle samarbejdet være mere overstatsligt, dvs. medlemsstaterne skulle overlade mere suverænitet til EU’s institutioner, der alle ville få større indflydelse på samarbejdets lovgivnings-, forvaltnings- og retspraksis. Det blev anset som nødvendigt for at effektivisere og styrke EU’s beslutningsevne. Det mest vidtgående forslag inden for denne ramme var ambitionen om inden for en årrække at etablere en økonomisk og monetær union, en ØMU, med en fælles valuta. Ambitionen lå i logisk forlængelse af ønsket om at styrke det indre marked, men var også et markant skridt i retning af integration i dybden.

Den øgede politisering eller unionisering af samarbejdet var mere, end de danske vælgere kunne acceptere, og ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 stemte et lille flertal på 50,7 % af de afgivne stemmer nej, hvilket svarede til et flertal på ca. 50.000 stemmer. Det var et problem for EF og for Danmark. Transformeringen af EF til EU krævede nemlig enstemmighed blandt medlemslandene, men på den anden side var det også oplagt, at de andre lande ikke ville lade så vigtig en reform bremse af Danmark. Den danske regering blev derfor bedt om at finde en løsning.

Da danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten, var det Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens tunge pligt at udrede den danske situation for de andre EF-lande. Det gjorde han bl.a. på Det Europæiske Råds topmøde i Lissabon den 26. juni 1992. Over for den ventende verdenspresse udtalte han de berømte ord: ”If you can’t join them, beat them”. Dette og påklædningen var et hint til EM-finalen i fodbold, som skulle spilles senere samme dag i Göteborg. Her vandt Danmark i øvrigt til stor overraskelse med 2-0 over Tyskland – et resultat, som altså på fornemste vis fulgte op på udenrigsministerens motto. Stillfoto fra TV-Avisen 26. juni 1992, DR

Det nationale kompromis i 1992

Løsningen blev det såkaldte nationale kompromis, en politisk aftale forhandlet på plads mellem S, R og SF. Grundsubstansen i aftalen bestod i kravet om, at Danmark skulle indrømmes fire forbehold i forhold til Maastrichttraktaten, nemlig at Danmark ikke ønskede at deltage i en fælles forsvarsdimension, at Danmark ikke ville deltage i overstatslige aspekter af den fælles retspolitik, og at Danmark ikke ville træde ind i den tredje, overstatslige fase af ØMU-samarbejdet. Hertil kom, at det fælles borgerskab ikke skulle gælde for danskere. På et rådsmøde i Edinburgh i december 1992 accepterede EF-landene endeligt de danske forbehold.

Episoden er yderst usædvanlig ved, at det var oppositionen, der forhandlede en aftale på plads, som VK-regeringen ikke rigtigt havde indflydelse på, men måtte acceptere, hvis den ville have et ja ved en ny folkeafstemning. Der skulle simpelthen flere S- og SF-vælgeres stemmer til, hvis et ja skulle i hus. Det kom der også ved Edinburghafstemningen i 1993, hvor næsten 57 % af stemmerne landede på et ja. Som konsekvens udbrød der voldsomme anti-EU-demonstrationer på Nørrebro, hvor politiet skød med skarpt mod demonstranterne – en episode, der viste, hvor voldsomt polariseret EU-spørgsmålet var.

Europæiske dilemmaer

Alt i alt har Danmark afholdt ni folkeafstemninger om EF/EU, med seks gange ja (ud over 1972, 1986 og 1993, Amsterdamtraktatafstemningen i 1998, afstemningen om patentdomstolen i 2014 og afstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022) og de allerede nævnte tre gange nej i 1992, 2000 og i 2015. Efter Maastricht- og Edinburghafstemningerne rykkede EU-modstanden gradvist fra venstre mod højre med Dansk Folkeparti som den nye hovedbærer af modstanden, mens opbakningen til de kritiske EU-bevægelser, Folkebevægelsen mod EF og JuniBevægelsen, begyndte at svigte. Modstanden har dog som tidligere i høj grad mobiliseret på påståede trusler mod velfærdsstaten.

Efter EU’s udvidelse med de central- og østeuropæiske lande i 2004 og finanskrisens gennemslag i 2008 er truslen især blev opfattet som et spørgsmål om såkaldt social dumping og velfærdsturisme. Frygten var, at østeuropæiske arbejdstagere skulle komme til Danmark, trykke lønningerne og gøre krav på velfærdsydelser, fx børnepenge, som kunne sendes hjem til familien i Polen eller Rumænien. I den ligning blev det dog ofte glemt, at danskere også kunne modtage børnepenge der, hvor de måtte arbejde i Europa, fx i Tyskland, hvor børnepengene endda var højere end i Danmark. Danske erhvervsorganisationer havde ligeledes svært ved at se, hvem der skulle tage pladserne i hotelbranchen eller på byggepladserne, hvis østeuropæerne og andre udlændinge ikke gav en hånd med. Dilemmaet var altså, at det tilsyneladende var et problem, når østeuropæerne kom, men også når de tog hjem.

Den danske Europapolitik har drevet noget planløst om for vinden siden finanskrisen. Under Thorning-Schmidt-regeringen blev de borgerlige partier, inklusive det normalt EU-positive Venstre, betydeligt mere EU-skeptiske i deres retorik og tilgang til EU-samarbejdet. Det ændrede sig imidlertid, da partiet igen fik regeringsmagten, hvor statsminister Løkke Rasmussen i 2018 offentligt angrede, at man ikke i tilstrækkelig grad havde sat pris på EU. Denne bodsgang skyldtes især præsident Trumps tiltræden i USA og det kaos, der har hersket i Storbritannien siden Brexitafstemningen i 2016. Det virker, som om den udbredte holdning i Danmark herefter har været, at det i en ustabil verden trods alt er godt at have venner og et solidt anker at holde sig til – en tilgang, der blev understreget ved Europaparlamentsvalget i 2019, hvor EU-skeptiske DF gik stærkt tilbage og Folkebevægelsen mod EF for første gang siden 1979 ikke fik sæde i Europa-Parlamentet. Det samme blev understreget, da danskerne i 2022 sagde ja til at ophæve forsvarsforbeholdet for at indgå i EU’s forsvarssamarbejde. 

Danske folkeafstemninger om EF/EU. Der har i alt været afholdt ni folkeafstemninger om EF/EU-spørgsmål i Danmark. Illustration: EU-Oplysningen, Folketinget

♦ Exit – den globale udfordring

Vi lever ved indgangen til 2020’erne i en tid, hvor historien fortættes. Der er opbrud på mange fronter socialt, økonomisk og politisk. I skrivende stund er der stærke protester og optøjer i store dele af Sydamerika, i Hong Kong, i Iran, Libanon og andre steder i Mellemøsten. USA er splittet værdimæssigt og politisk som aldrig før med en præsident, som op til valget i november 2020 på forhånd såede tvivl om valgets legitimitet, og om han ville kunne anerkende det endelige valgresultat (hvis det gik ham imod). Præsident Trump underminerede hermed demokratiet og præsidentembedet, hvilket kulminerede med stormen mod Kongressen 6. januar 2021, ligesom han i øvrigt gjorde en dyd ud af at gøre amerikansk udenrigspolitik tvetydig og uforudsigelig. Den nye præsident Biden har efterfølgende forsøgt at normalisere amerikansk udenrigspolitik, men næppe helt vellykket, som tilbagetrækningen fra Afghanistan viste. 

I Europa kæmper catalanske politikere og demonstranter for selvstændighed fra Spanien, der er gule veste på gaderne i Frankrig, og med jævne mellemrum sker det samme i østeuropæiske lande, hvor befolkningerne ytrer utilfredshed med en blanding af korruption, politiske indskrænkninger og socialøkonomisk dårligdom. Læg hertil coronapandemien, der har udfordret sammenholdet i EU, fordi medlemslandene som ved flygtningekrisen i 2015 går deres egne veje i stedet for fælles veje for at dæmme op for udfordringerne. Alligevel må man også konstatere, at EU - med forsinkelse - har vist evne til at reagere på pandemien, bl.a. ved vedtagelsen af en gigantisk økonomisk hjælpepakke med et grønt perspektiv, ligesom EU har vist muskler ved på hele Europas vegne at træde ind som global forhandler og investor i europæiske produktionsfaciliteter for at sikre Europa og hermed også Danmark adgang til de nye COVID-19-vacciner, der har været under udvikling.  

Selvom EU således på mange måder er og har været et solidt europæisk anker, er unionen fortsat udfordret ikke mindst af Brexit. Storbritanniens farvel er et destabiliserende tegn for Europas egen sammenhængskraft og globale rolle og indflydelse. Krigen i Ukraine har blot understreget dette yderligere. Der er altså meget, der peger på, at det kunne være en fordel, om Europa kunne påtage sig en stærkere rolle som mægler og vejviser i den internationale politik – et perspektiv, der kun er styrket af stigende politiske og geostrategiske spændinger mellem USA, Kina og Rusland.

Danmark har ikke oplevet de samme rystelser som resten af unionen og verden, nok i høj grad fordi landet fortsat har en høj grad af social, økonomisk, kulturel og dermed også politisk sammenhængskraft. Men Danmark kæmper også med større social ulighed, kulturkløfter, mindre inklusion i velfærdsstaten og fremvæksten af radikaliserede partier på især højrefløjen. Danmark er ikke en isoleret ø i verdenshavet. Landets rigdom baserer sig netop på en stor udveksling med omverdenen. Men denne udveksling udfordres af terror, migration, sygdomspandemi, protektionistiske tendenser og i øvrigt af, hvordan landet selv reagerer på disse forhold. Danmark har i sidste halvdel af 2010’erne selv haft travlt med at genindføre grænsekontroller, holde sig ude af EU’s rets- og politisamarbejde, nedprioritere ulandsbistanden og i det hele taget sin udenrigspolitiske tilstedeværelse og stemme i verden. Den udvikling er fortsat under Mette Frederiksens regering, der tiltrådte i 2019, som har ført noget, der bedst betegnes som en neo-national udenrigspolitik. Men måske er det ved at ændre sig. Det danske ja i 2022 til at ophæve EU-forsvarsforbeholdet og det markante engagement med hjælp til Ukraine i krigen mod Rusland peger igen i retning af større lyst til at engagere sig i Europa.

Det globale dilemma bliver ikke mindre af de store samfundsudfordringer, der venter, frem for alt omstillingen til et bæredygtigt og klimavenligt samfund. Det bliver en kæmpe national udfordring, men også en, Danmark kun kan løfte i en bredere europæisk og global ramme. Men det kræver måske også, at temaet om en ny økonomisk verdensorden graves frem af 1970’ernes støv og reformuleres. På den korte bane kan den globale ulighed og de stigende geostrategiske spændinger vise sig som større udfordringer end klimaudfordringen. En positiv udgang af historiens fortætning kan vel derfor afhænge af, at de store globale dagsordener forbindes på gensidigt understøttende vis. For Danmark og andre, ikke mindst rige nationalstater, kommer det 21. århundredes hovedudfordring derfor til at kræve udblik snarere end indblik.