På det økonomiske plan blev verdenskrigsepoken som helhed kendetegnet ved fremgang i produktivitet og velstand. Landbruget blev mere effektivt ved gradvis mekanisering og indførelse af nye maskiner, både hos den enkelte landmand og i andelsforeningerne. Industrivirksomhederne blev større og mere effektive. Byernes industri fik som nævnt også større vægt, både i befolkningens beskæftigelse og i dansk økonomi som helhed. Mens smør og bacon til stadighed var det, Danmark eksporterede mest af, kom industriprodukternes andel af eksporten op på 22 % lige før 2. verdenskrigs udbrud.

Vækstens former og betingelser var også anderledes end før 1. verdenskrig. De tilbagevendende, drastiske kriser truede samfundets stabilitet og gjorde det ofte mere end svært for mange at mærke fremskridtet. Markedet syntes ikke længere at kunne løse sine problemer selv. Det kaldte på en betydeligt højere grad af statslig indgriben i økonomien, hvilket også i stigende grad blev accepteret og ført ud i livet, selvom især Venstreregeringerne som nævnt gjorde en ihærdig indsats for at videreføre en liberalistisk kurs op gennem 1920’erne.    

Handel og social polarisering under 1. verdenskrig

Op til 1. verdenskrig havde det britiske marked aftaget hele 60 % af den danske eksport, især æg, bacon og smør, mens det tyske marked havde aftaget 30 %, især levende dyr. Den anden vej gik kul, råstoffer og foderstoffer, omtrent en tredjedel fra Tyskland, noget mindre fra selve Storbritannien, men til gengæld over halvdelen fragtet over Nordsøen, som den britiske flåde kunne kontrollere.

Da denne flersidede handel var forudsætningen for leverancer til begge lande, valgte både Tyskland og Storbritannien i verdenskrigens første år at lade samhandelen fortsætte i begge retninger. Først med den tyske søblokade og den uindskrænkede ubådskrig fra januar 1917 og frem blev samhandelen med briterne hæmmet noget. Talrige danske handelsskibe blev sænket af tyske torpedoer i foråret 1917, og derefter måtte handelen med briterne foregå ad omveje gennem neutralt farvand.

Krigens generelle mangel på varer gavnede den danske betalingsbalance i almindelighed, men landbrugets afsætningsmuligheder og de driftige spekulanter i særdeleshed. Særligt berygtede blev de såkaldte ’gullaschbaroner’, der tjente styrtende på at sælge dåsekød af tvivlsom oprindelse til de hungrende frontsoldater. Den samvittigheds- og smagløst nyrige gullaschbaron – i prangende klæder, med høj hat og en stor cigar tændt med fidibusser af hundredkronesedler – blev hurtigt en fast figur både i gadebilledet og hos satiretegnerne og revyforfatterne: ”Op på børsen, hejsa / op ad trappen! / Lugter du profitten / vupti nap’en”, sang den populære skuespiller Frederik Jensen i rollen som gullaschbaron i Anton Melbyes sommerrevy på Nørrebros Teater i 1915.

Denne vise røbede både en udbredt modvilje mod spekulanterne og den økonomiske bagside af de stormende berigelser, nemlig den voksende mangel på basale varer som korn og brændsel, især i krigens sidste to år. Den inflation, der kunne gavne pengestærke investorer, udhulede samtidig indtægterne for folk på faste indtægter. Det gjaldt især arbejderne, hvis femårige overenskomster var indgået før krigen, og hvis lønninger nu ikke var meget bevendt over for hastigt voksende huslejer og leveomkostninger. Udbredt sult kom det ikke til i Danmark, men mange måtte gå fra hus og hjem.

Utilfredsheden blandt arbejderne viste sig bl.a. i en hidtil uset tilslutning til fagforeningerne. I 1913 havde fagforeningerne under DsF 107.000 medlemmer. Seks år senere var tallet 255.000, og kampgejsten betydeligt større. Opbakningen faldt ganske vist noget under de hårde år i begyndelsen af 1920’erne, men fagbevægelsen forblev en afgørende kraft i samfundets politik og økonomi.

Økonomisk regulering

Som modvægt mod krisen og nøden begyndte staten at gribe ind i økonomien. Allerede en uge efter krigsudbruddet, den 7. august 1914, bemyndigede en enig Rigsdag med de såkaldte Augustlove indenrigsministeren til at træffe vidtrækkende foranstaltninger for at regulere priserne på bl.a. levnedsmidler og kontrollere udenrigshandelen med mere.

Den vigtigste af disse foranstaltninger blev nedsættelsen af Den Overordentlige Kommission. Den blev bredt sammensat af kapaciteter fra både erhvervsorganisationer og den økonomiske sagkundskab. Dermed imødegik man eventuelle mistanker om partiskhed i bruddet med årtiers liberalistiske grundsætninger. Alligevel opstod der kontroverser om flere af kommissionens tiltag. Det gjaldt allerede den første væsentlige økonomiske prisregulering, den såkaldte rugmaksimal, dvs. en justering af prisen på rug. Den blev indført med opbakning fra dem, der købte kornprodukter, dvs. husmændene og bybefolkningen, men mod hårde protester fra Venstre og de større bønder.

Under den skærpede mangelsituation i krigens sidste to år og ind i den første efterkrigstid tog rationeringerne på basislevnedsmidler til. Og både rationeringerne og prisreguleringerne fik langsigtede ekkoer i form af vidtrækkende økonomisk regulering i resten af århundredet. I første omgang holdt de toneangivende kræfter dog stadig fast i så meget af frihandelslæren, som det lod sig gøre. Nok havde socialister og nogle socialliberale kunnet forstå krigstidens politiske økonomistyring som kim til en mere ligelig fordeling af velstanden. Men op gennem 1920’erne fastholdt især de magtfulde borgerlige politikere, at de statslige reguleringer kun var midlertidige nødforanstaltninger, der måtte rulles tilbage så snart som muligt.    

Arbejdernes organisering

Det var dog slet ikke så let at genindføre den gamle orden i en ny krigs- og krisemærket verden. Ikke mindst var gårdmandsliberalisterne nu oppe imod en væsentligt styrket arbejderklasse, der både forsvarede sine egne umiddelbare livsbetingelser og kæmpede for økonomisk regulering.

Gennem talrige strejker i 1918-19 fik arbejderbevægelsen presset lønniveauet op til næsten tre gange den lave realløn i krigens sidste tid. Det gav nogle kredse af arbejdere endnu mere blod på tanden, men fik også arbejdsgiverne til at slå hårdere igen. Efter en månedlang konflikt i 1919 lykkedes det at indfri arbejderbevægelsens årtigamle krav om nedsættelse af den daglige arbejdstid til otte timer. Dagbladet Social-Demokraten så store historiske perspektiver i det resultat: ”Vore forfædres fjerne ideal er blevet virkelighed. Døgnlangt trælleslid er afløst af den frie organiserede arbejders tredelte døgn, lige delt mellem arbejde, frihed og hvile”. Arbejdstidsnedsættelsen var ganske vist i denne omgang uden lønkompensation, så reelt betalte arbejderne selv for den. Lørdagsarbejde var der fortsat, så arbejdsugen lød på 48 timer. Arbejdsgiverne kunne også stadig frit pålægge overarbejde, og nogle faggrupper var endvidere undtaget fra ottetimersdagen. Nogen ren sejr for arbejderbevægelsen var det ikke.

Kompromisviljen forhindrede dog ikke den samme arbejderbevægelse i lejlighedsvis at vise sin styrke ved åbne konflikter, når arbejdsgiverne med støtte fra borgerlige politikere søgte at rulle nogle af indrømmelserne tilbage. Det viste sig under Påskekrisen i 1920 (som omtalt tidligere), og det viste sig igen og igen omkring mellemkrigstidens overenskomstforhandlinger. Både i 1922, i 1925 og atter i 1936 toppede konfliktniveauet på arbejdsmarkedet.

Konjunkturkriser

Selv uden en voksende arbejderbevægelse havde det dog næppe været så ligetil at genrejse den gamle førkrigsliberalisme. For de økonomiske forstyrrelser under 1. verdenskrig rakte langt ind i de følgende år.

Ikke alene havde den danske stat en regning at betale for den lange indkaldelse af sikringsstyrken og de stærkt øgede problemer med boligmangel og tiltagende almindelig nød. Den i forvejen stærkt pressede økonomi blev desuden i krigens sidste måneder yderligere forværret ved følgerne af den stærkt dødelige influenzapandemi, der fik navnet ’den spanske syge’ og gik værst ud over unge i den arbejdsduelige alder. Hvor pandemien ramte hårdest, gik produktionen i stå, og det bidrog til at øge den i forvejen stærkt voksende arbejdsløshed. I Danmark døde mellem 15.000 og 18.000 personer. Det var relativt nådigt i international sammenhæng, men nok til at sprede rædsel og skærpe den almindelige knaphed på ressourcer. Den økonomiske tilbagegang fik den danske stat til i krigens sidste måneder at optage temmelig store lån – i åbenlys strid med den gamle købmandstænkning i statshusholdningen. Varelagrene var også tømt, og landbrugsbesætningerne reduceret til et minimum. Så for at få gang i økonomien igen måtte man først investere i produktionsapparatet.

I nogle dele af samfundet var der imidlertid stadig pengerigelighed, og dristige nyrige investorer opkøbte store lagre af varer til eksport. Under indtryk af den nye højkonjunktur i 1919 forventede de at kunne afsætte disse varer til høje priser over hele Østersøområdet. Men man indkøbte til stigende priser, mens købekraften hos Østersøkunderne lod vente på sig, så man blev nødt til enten at lade de dyre lagre ligge eller sælge til urentable priser.

Det misforhold var med til hurtigt at forvandle det danske pengeoverskud fra krigstiden til en gæld. Mens kronens kurs under krigen havde været over pari, dvs. over sin pålydende værdi i guld, faldt den nu til under halvdelen af guldværdien. Det skabte hastig inflation inden for Danmark og fik landet til at stå meget sårbart, da den internationale lavkonjunktur satte ind i 1920 og slog bunden helt ud af især det tyske marked. I Danmark, såvel som andre dele af Europa, blev de liberalistiske principper udfordret af påtrængende krav om beskyttelsestold til at værne den indenrigske industri.    

Landmandsbanken krakker 1922

Krisen ramte også de banker, der havde lånt penge til virksomheder, som nu ikke kunne betale afdrag. Værst gik det i 1922 for den ansete gamle Landmandsbanken, Nordens største bank. Den havde uforsigtigt lånt store summer til Transatlantisk Kompagnis betænkelige foretagender på de østlige markeder. Selskabet krakkede og trak Landmandsbanken med sig i faldet.

Tro mod liberalismens grundsætninger havde Venstreregeringen ladet de mindre banker falde i lignende situationer. Men Landmandsbanken var 'too big to fail' – som man lærte at sige under senere problemer i finansverdenen – så denne gang indvilligede regeringen i at lade staten agere økonomisk garant for banken. Sammen med Nationalbanken og en række store private virksomheder skød staten enorme summer i Landmandsbanken for at dække dens tab.

Det var slemt. Men det blev meget værre. For bankledelsen havde ikke oplyst om tabenes fulde omfang. 55 mio. kroner var det tal, politikere og offentlighed først fik at høre – i sig selv et anseeligt beløb, der i datidens forbrugerpriser svarer til omtrent 2 mia. nutidskroner. Snart forlød det, at tallet rettere var 144 mio. Da slutfacit endelig forelå seks år senere, var de samlede tab ved Landmandsbankens krak opgjort til lidt over en halv milliard af datidens kroner.

Nationalbankens bude slæber pengesække over gaden for at dække Landmandsbankens gabende hul i pengeforsyningen, dagen efter regeringen og Nationalbanken den 17. september 1922 havde vedtaget en rekonstruktionsaftale med garantier fra staten. Pressereportager og fotoet skulle medvirke til at forsikre aktionærer og bankkunder om, at der var penge nok. Det var, før man opdagede katastrofens fulde omfang, der medførte straffesager mod Landmandsbankens ledelse. Foto: Holger Damgaard, Det Kgl. Bibliotek    

Det var ikke blot katastrofalt for banken og svært belastende for statsfinanserne. Landmandsbankens krise bragte også liberalismen i hård modvind. Kritikken haglede ned over Venstreregeringen for at have udvist alt for ukritisk tillid til markedskræfterne i almindelighed og finansverdenens topfolk i særdeleshed. Socialdemokraterne tordnede. Bankskandalen viste kapitalismens ”ynkelige og samtidig oprørende fallit”, mente Stauning og tilføjede, at man i stedet burde oprette statsbanker.

Så vidt kom det langtfra, heller ikke i Staunings lange regeringstid. Landmandsbanken blev reddet som privat pengeinstitution og overlever den dag i dag under navnet Danske Bank. Under indtryk af bl.a. Landmandsbanksagen fulgte dog en ny banklov i 1930 med skærpede krav til bankernes egenkapital og likviditet. Snarere end at omstyrte finanskapitalens herredømme blev det i praksis Stauning-regeringens mål, at finanskapitalen skulle frelses fra sig selv. Og det virkede tilsyneladende. Den danske bankverden klarede sig bemærkelsesværdigt uskadt igennem de turbulente 1930’ere.

1930’ernes krise

Da aktiekurserne i 1929 pludselig gik i bund på den amerikanske børs og dermed satte effektivt punktum for ’de brølende 20’ere’ med deres voldsomme, spekulationsbårne vækst, havde det i første omgang kun begrænset effekt i Danmark. Både fordi 20’erne aldrig havde brølet nær så meget i Europa, og fordi de direkte forbindelser fra dansk økonomi til USA var ubetydelige. Men andre europæiske lande var stærkt afhængige af samhandel med og navnlig betydelige banklån fra USA, så da de amerikanske banker krakkede på stribe, og USA bekæmpede den akutte krise med toldmure og ved at hjemtage lån, trak det også bunden ud af den tyske økonomi og truede den britiske alvorligt. Derigennem nåede følgerne også til Danmark.

Et af de første udslag af krisen var, at verdenspriserne på korn faldt. På kort sigt gavnede det dansk landbrug, der kunne avle svin billigere. På lidt længere sigt blev det til gengæld sværere at komme af med de vigtigste danske eksportvarer. Krisen fik mange lande til at indlede en protektionistisk kurs, og de tilbageværende åbne markeder som det britiske blev ved indgangen til 1930’erne oversvømmet med landbrugsvarer, så priserne på smør og flæsk faldt på få måneder i 1930 til henholdsvis to tredjedele og halvdelen. Gældsatte danske bønder blev nu ude af stand til at betale afdrag på deres lån, talrige landejendomme endte på tvangsauktion, og mange levede længe med akut frygt for at ende i samme sørgelige situation.

De gældsplagede bønder kunne selvfølgelig heller ikke købe industriens varer. Så krisen smittede byerhvervene, der måtte skære ned og sende folk på gaden. Arbejdsløsheden, der allerede ved krisens start var på 15 % – et tal, der havde været uhørt før 1. verdenskrig – nåede i 1932 op på hele 32 % af de forsikrede arbejdere. Nøden og desperationen affødte protestbevægelser, både blandt de forarmede bønder i Landbrugernes Sammenslutning og blandt byernes arbejdsløse. Det blev den afgørende faktor, der gav de politiske yderfløje vind i sejlene. Samtidig ansporede nøden og protestbevægelserne fra begge politiske yderfløje de gamle parlamentariske partier til sammen at finde kriselindrende løsninger.    

Kriseforlig, importkontrol og handelsaftaler

Den socialdemokratisk-radikale regering havde sine egne ideer til, hvordan krisen skulle afhjælpes, men en ensidig løsning fra den kant ville møde modstand både fra den borgerlige opposition, der stadig dominerede Landstinget, og fra de store samfundsgrupper, der ikke så sig repræsenteret af regeringen. Af hensyn til den samfundsmæssige ro stræbte man derfor efter at udvikle krisepolitik hen over den politiske midte.

Det første større kriseforlig blev indgået i oktober 1931 mellem den socialdemokratisk-radikale regering og Det Konservative Folkeparti. Forliget øgede den offentlige støtte til både kriseramte bønder og byernes arbejdsløse. Den blev finansieret dels ved en forhøjelse af indkomstskatten, der lod de bredeste skuldre bære det tungeste læs, hvilket var et klart socialdemokratisk aftryk; dels ved en række forbrugsskatter, som omvendt typisk vendte den tunge ende nedad og var regeringens indrømmelse til den konservative forligspartner. Ved at indgå dette forlig kunne det konservative parti fremstå som bøndernes ven i nøden og dermed slå en kile ind mellem Venstres ideologiske liberalisme og dets sociale forankring blandt bønderne, der af åbenlyse grunde var begyndt at tvivle på frihandelsdogmerne. Forliget som sådan var dog kun symptombehandling, der afhjalp den værste nød blandt de kriseramte, men ikke konfronterede selve krisen.

Mere gennemgribende var oprettelsen af Valutacentralen i januar 1932 – et bureau under Handelsministeriet med den opgave at udbedre handelsbalancen og regulere økonomien gennem importkontrol. Al veksling til fremmed valuta med henblik på import skulle herefter godkendes på Valutacentralen. Mere end noget andet tiltag markerede Valutacentralens oprettelse et brud med 1920’ernes liberalisme – selvom det ironisk nok var ærkeliberalisten Madsen-Mygdal, der først havde foreslået midlertidig importregulering for at afværge industriledernes og de konservative politikeres mere vidtrækkende ønsker om toldmure.

For at opnå en ny form for balance i en verdensøkonomi af mere og mere selvbeskyttende markeder bag voksende toldmure satsede man fra dansk side på tosidede handelsaftaler, der pålagde begge lande at købe lige meget hos hinanden. Det betød i praksis, at Danmark for at værne om de to tredjedele af sin eksport, der gik til briterne, også måtte omlægge dele af sin import fra de vante, billigere markeder til det britiske marked.

Importkontrol og handelsaftaler vakte frustration i nogle kredse, men satte dog en effektiv prop i dansk økonomi. Efter kriseåret 1932 steg produktionen gennem resten af årtiet. Arbejdsløsheden i byerne forblev høj 1930’erne ud, og krisen var stadig følelig for mange, men det skyldtes i vid udstrækning den stadige tilvækst i arbejderbefolkningen.

Stat og klasser

Se filmen, hvor Bertel Nygaard fortæller om staten, klasserne og samspiller herimellem. Filmen er godt otte minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'Dansk' eller 'Engelsk', hvis du vil se filmen med undertekster.

Kanslergadeforliget 1933

Det mest epokegørende kriseforlig blev Kanslergadeforliget, indgået natten til den 30. januar 1933 mellem Venstres, Det Radikale Venstres og Socialdemokratiets ledende politikere efter lange og seje uformelle forhandlinger i statsminister Staunings lejlighed på Østerbro. Den umiddelbare baggrund var igen overenskomstfornyelserne. Arbejdsgiverforeningen understregede, at de faldende priser under krisen havde forbedret arbejdernes realløn uforholdsmæssigt meget, så der nu skulle en storlockout til for at gennemføre en større lønnedgang. Den holdning lå fint i forlængelse af Venstres traditionelle politik og de forudgående års satsning på at fastholde kronekursen. Men nu, hvor de kriseramte landbrugere selv begyndte at presse på for statslig krisebekæmpelse, blev Venstre også en kende mindre standhaftig i sin principielle liberalisme.

Det endte med, at man i stedet fastholdt lønningernes pålydende i pengeværdi, men devaluerede kronen med cirka 10 %. Det gavnede landbrugets eksportmuligheder og justerede samtidig arbejdernes realløn ned. Samtidig tilgodeså man landbrugerne ved at planlægge jordudstykning og nedsætte ejendomsskatterne, delvist finansieret ved en forhøjelse af indkomstskatten, og man indførte nye regler for gældshåndtering, ligesom man etablerede en ordning med statsligt opkøb af oksekød. Det sidste var lige så meget til gavn for arbejderne, som desuden blev tilgodeset ved nyt boligbyggeri og igangsættelse af offentlige arbejder.

Steinckes socialreform

I forbindelse med Kanslergadeforliget lovede Venstre også at undlade at stemme imod socialminister Steinckes nye forslag til reform af socialområdet. Dermed accepterede partiet i praksis den tiltagende statslige regulering af økonomien.

I sig selv var Steinckes socialreform hovedsagelig en videreudvikling og forenkling af de hidtidige tiltag på socialområdet. De talrige love om sygekasser, arbejdsløshedsforsikring, aldersforsikring, offentlig forsorg med mere blev samlet i fire love. Og offentlig hjælp skulle ikke længere tildeles efter skøn som en almisse givet til værdigt trængende, men blev nu betragtet som en ret.

Socialreformen af 1933 indebar også, at væsentligt færre fattige nu måtte tåle det tab af borgerlige rettigheder, som siden den første grundlov fra 1849 havde fulgt med den egentlige fattighjælp. Denne rest af socialt betinget politisk diskrimination forsvandt dog først helt næsten 30 år senere med socialloven af 1961.

Politik hen over midten

Kanslergadeforligets umiddelbare formål var at afhjælpe nøden for store befolkningsgrupper. I tilbageblik er dette forlig også blevet tilkendt videre betydning. Først og fremmet har man ofte anset det for et vendepunkt i opbygningen af den moderne velfærdsstat. Og både Kanslergadeforliget og 1930’ernes øvrige kriseforlig kan samtidig ses som en politisk bekræftelse af de gamle partiers vilje til indbyrdes samarbejde hen over midten for at undgå sociale uroligheder og politiske ekstremer. I den henseende kan forliget siges at indvarsle både besættelsestidens samarbejdsregeringer og et bredere ideal om konsensuspolitik, der rakte langt ind i efterkrigstiden.

Selvom den socialdemokratisk ledede regering gik styrket ud af folketingsvalget i 1935 og efter Landstingsvalget i 1936 endda havde flertal i begge ting, var det også slående, hvor moderat Socialdemokratiet under Stauning gennemførte sin politik. Med ferieloven af 1938 indførte man to ugers lovsikret ferie for arbejderne, men de socialdemokratiske ledere i både parti og fagbevægelse prædikede tilbageholdenhed i lønkravene, når overenskomsterne skulle fornys. Socialdemokraterne var også indforstået med loven fra 1934 om mægling i arbejdsstridigheder, der kædede overenskomstafstemninger sammen, så det blev sværere for enkelte fagforbund at forkaste forslag, og i 1936 var partiet med til at standse overenskomstkonflikten ved ikke blot at ophøje det forkastede mæglingsforslag til lov, men også kræve bøder af de fagforeninger, hvis medlemmer havde strejket. Man regulerede i stigende grad kapitalismen, men søgte reelt ikke at afskaffe den. Man søgte at forbedre arbejdernes levevilkår gennem fagbevægelse og stat, men lagde også bånd på arbejdernes kampgejst.