Fra 1914 og frem blev det europæiske kontinent gennemrystet af to verdenskrige, tilbagevendende økonomiske kriser, politisk ustabilitet og udbredte fornemmelser af dyb kulturkrise for det gamle vestlige samfund. Vesterlandets Undergang, lød den karakteristiske titel på den tyske tænker Oswald Spenglers dybt pessimistiske historietolkning, der blev til i skyggen af 1. verdenskrig og også vandt indflydelse i Danmark. Den danske historiker Peter Munch – bedst kendt som P. Munch – var mindre bombastisk anlagt, men beskrev dog også 1. verdenskrigs udbrud som et historisk vendepunkt: ”Fra en lys fremgangstid, hvor arbejdet kunne øves i rimelig tryghed, gik vi over til en ulykkernes, uhyggens og hadets tid, hvor alt var utryghed”.
Ganske vist var der stadig langsigtet vækst i samfundet efter 1914. Især den voksende klasse af industriarbejdere opnåede en højere levestandard og en mere vidtrækkende politisk og kulturel anerkendelse end nogensinde før. Og for Danmarks vedkommende lykkedes det i det store hele at afværge større yderligheder og massive tab af menneskeliv inden for statens rammer. Det gav mulighed for den mere vedvarende og langsigtede opbygning af Danmark som en nationalstat, der styrkede den kollektive forståelse af sig selv som et samlet land, udviklede sine politiske institutioner i demokratisk retning og udbyggede bekæmpelsen af nød og sygdom. På de punkter kunne fremskridtstroen leve videre.
På europæisk plan blev den økonomiske, politiske og kulturelle udvikling dog nu kendetegnet ved skarpere brydninger og mere mærkbare kriser. Moderne industrielle og videnskabelige nyskabelser, der hidtil var blevet hyldet mere entydigt som fremskridt, viste nu tydeligere deres mørke bagsider. Navnlig under de to verdenskrige viste civilisationens mægtige industrielle resultater sig også at kunne medføre barbariske ødelæggelser i tilsvarende målestok. Historikeren Eric Hobsbawm har betegnet 1914 som begyndelsen til det ’korte’ 20. århundrede – ’ekstremernes århundrede’, kalder han det – der varede til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Især de første tre årtier af denne tidsalder var så voldsomme, at andre historikere har karakteriseret perioden 1914-1945 som en ny Trediveårskrig eller en langvarig og kompleks europæisk borgerkrig. For nemheds skyld kan man betegne denne tid under ét som verdenskrigsepoken.
Yderligtgående kræfter til højre og venstre – som henholdsvis nazister og kommunister – så i destruktionstendenserne muligheder for helbredelse, en snarlig morgenrøde for nye, bedre samfund. Andre, fx den radikale P. Munch i hans tid som henholdsvis forsvarsminister under 1. verdenskrig og udenrigsminister fra 1929 til 1940, søgte at værne det gamle samfund mod katastroferne ved besindig reform og organisering. Rester af det gamle overlevede side om side med det radikalt nye i skærende indbyrdes kontraster. Den tyske filosof Ernst Bloch søgte i bogen Erbschaft dieser Zeit fra 1935 at forklare sit eget hjemlands dramatiske udvikling hen mod nazismen i 1930’erne ud fra ”samtidigheden af det usamtidige”: Over for industrielle storbyer med deres moderne fremtidsstræben stod ikke alene et tysk landbrug med sociale levn fra ældre aristokratiske ordener, men også de udbredte romantiske erindringer om den landlige hjemstavn. Formuleringen ”samtidigheden af det usamtidige” kan dog snildt udvides til også at dække mange andre historiske forhold, ikke mindst i verdenskrigsepoken. Det gamle og det nye, land og by, krise og fremgang, krig og fredsbestræbelser, optimisme og pessimisme stod meget markant over for hinanden. Også på det relativt begrænsede danske territorium.