Kilder
Kildeintroduktion:
I 1834 udspillede en debat omkring trykkefrihed og censur sig i de danske aviser. Centralt i debatten stod diskussionen om, hvorvidt censur eksisterede i Danmark eller ej. Rent juridisk var censur blevet afskaffet i 1770, men ikke alle debattører var enige i, at den i realiteten var forsvundet.
Den 2. april 1834 udgav avisen ”Kjøbenhavnsposten” en artikel af jurist og politiker Tage Algreen-Ussing (1797-1872). I denne artikel kom han med sin vurdering af, hvad censur var, og konkluderede, at der ikke herskede censur i Danmark. Følgende er et uddrag af denne artikel. For at finde frem til Tage Algreen-Ussings egentlige definition på begrebet censur er det nødvendigt at læse en lang række af hans artikler, men dette uddrag indeholder hans hovedargumenter.
Jurist og politiker Balthazar Christensen (1802-1882) havde i et længere skrift argumenteret for, at Tage Algreen-Ussing snød læserne ved at tale usandt, fordi Danmark slet ikke var så frit og fantastisk, som Tage Algreen-Ussing havde givet udtryk for i sit debatindlæg. Artiklen her er Tage Algreen-Ussings svar til Balthazar Christensen.
Et udklip fra Tage Algreen-Ussings artikel i Kjøbenhavnsposten onsdag den 2. april 1834. Klik her eller på billedet for at læse kilden i sin orignale form via Det Kgl. Biblioteks avissamling i Mediestream. Fra: Mediestream
Den frie Presse contra Tage Algreen-Ussing
(Anmeldt af T. Algreen-Ussing)
VI
…..Har hr. Christensen Ret i, at der hersker Censur her i Landet, da har jeg vistnok Uret i at sige, at Man her i Landet kan med stor frihed ytre sig om alle offentlige og private Forhold, thi det beroer da paa en enkelt Mand (Censor), hvad Man skal have Lov til at lade trykke eller ikke. Har jeg derimod Ret i, at der ingen Censur hersker i Danmark; at enhver udømt Forfatter kan lade trykke, hvad han vil; at hverken Politiet eller Kancelliet kan udstryge eller forandre en Tøddel i hans Skrift; at det kun er Domstolene, Man staaer til Ansvar for, hvad Man har skrevet; at disse kun da kunne Straffe Forfatteren og undertrykke hans Skrift, naar dette indeholder noget Strafbart; at Trykkefrihedsforordningen kun erklærer nogle ganske enkelte, i sig aabenbart lovstridige, Ytringer for strafbare, og at den derimod tillader Enhver at ytre sin Mening om Alt, hvad der kan være at rette og forbedre i Landets Love, Anordninger og offentlige Indretninger, og at fremsætte alle, ikke løgnagtige, Beretninger om Statens Tilstand og Regeringens Beslutninger: saa vil vel Publikum ogsaa vide at charaktærisere Hr. Christensens Fremstilling, naar han, alt dette uagtet, paastaaer, at der i den Bestemmelse i Fordn. af 27de Septbr. 1799 §. 26 (thi det er kun den han citerer), at Udsalget af Blade og Skrifter indtil 24 Ark ikke maa begynde, førend et Exemplar af Samme er afleveret til Politimesteren, indeholdes Censur og det Censur i den allerværste og allerstrængeste Forstand…..
[Algreen-Ussing ønsker at fastslå sine argumenter yderligere, og formulerer sig tidligere således ”Vi ville dog endnu sætte to Jernkiler i denne gamle Egeknude.” her følger hans anden ”kile” - altså hans andet argument.]
….Anden Kile. Som bekjendt blev der i Storhertugdømmet Baden i Aaret 1831 vedtaget en Lov om Presseovertrædelser, der kort efter, ifølge den tydske Forbundsdags Beslutning, blev tilbagekaldt. Sammes §. 1 bestemmer, at al Censur af Skrifter, som trykkes i Storhertugdømmet, skal være ophævet. I §. 8 fastsættes det derhos – i Lighed med hvad Forordn. af 27de Septbr. 1799 §. 26 bestemmer – at der af hvert Blad af en Tidende, af hvert enkelt Hefte af et Tidsskrift og af ethvert Skrift, der ikke er over 5 Ark (hos Os, som bemærket, 24 Ark) skal, førend Uddelingen eller Forsendelsen begynder, afleveres et Exemplar til Politiøvrigheden. Ifølge §. 34 kan Politiet, saasnart Uddelingen er begyndt, lade hele Skriftet lægge under Beslag, naar Sammes Indhold ansees fornærmeligt for det Offentlige, og efter §. 35 og 36 kan det Offentlige endog, forinden Uddelingen er begyndt, ja selv førend Manuskriptet endnu er trykt, paastaae et sligt Beslag, når der er grundet Mistanke om, at Skriftet indeholder en Forbrydelse eller Forseelse imod det Offentlige. Man vil ogsaa heraf see, at Ophævelsen af Censuren paa den ene Side, og Skriftets Afgivelse til Politiet før dets Uddeling og det Offentliges Ret til foreløbigen at lægge det under Beslag paa den anden Side, ere to ganske forskjellige Ting, og at de sidstnævnte Foranstaltninger aldeles ikke henregnes til Censur.
Det var denne Lov, ved hvis Udgivelse Man i Tyskland ligesaameget jublede, da Man deri saae det første Skridt til Censurens Ophævelse over hele Tyskland, som Man ved dens Tilbagekaldelse sørgede over det atter tilintetgjorte Haab. Naar Danmark da i denne Henseende sammenligner sig med dette store Rige, tænker jeg, at Vi idetmindste ikke deraf ville tage Anledning til at klage….