1943: Den første kontakt med den organiserede modstand

Den organiserede modstand i Danmark startede på hhv. venstre- og højrefløjen. Da de to politiske fløje og dermed støtten til fløjpartierne var meget lille på Odder-egnen, var forbindelsen til den organiserede modstandskamp tilsvarende minimal i besættelsens første to år. Først i 1943 er der sikre tegn på, at visse kredse er i kontakt med den organiserede modstand.

Denne kontakt skete via pastor Wilhjelm i oplandsbyen Gosmer, som igennem en bekendt havde etableret kontakten til Frode Jakobsen og modstandsorganisationen Ringen. Kontakten resulterede i første omgang i, at det illegale blad Ringen derefter blev opbevaret og distribueret videre til egnens befolkning af pastor Wilhjelm.

Politiet går ind i modstandsbevægelsen

Første tegn på, at der havde været dannet en egentlig modstandsgruppe på egnen, kom i juli 1944, hvor Odders luftværnsleder og to lokale CB-betjente anholdtes af Gestapo fra Aarhus og sigtedes for gruppedannelse. En måned senere optrevlede Gestapo resten af gruppen, som bestod af en række betjente fra Odder. Alle gruppens medlemmer blev via Frøslevlejren sendt til KZ-lejren Buchenwald i Tyskland, hvorfra de så vidt vides alle vendte hjem efter den tyske kapitulation.

Efter kollegaernes anholdelse samt rygter om politiets afskedigelse, fortsattes modstanden af en anden gruppe betjente. Betjentene i Odder begyndte i forbindelse med forhandlinger med værnemagten at indsamle oplysninger om tyske forlægninger, troppeantal, benzinlagre og lignende, og de udfærdigede falske legitimationskort til eget brug. De indsamlede oplysninger blev sendt videre i modstandsbevægelsen, men ledte kun til få aktioner på egnen, som da maskerede politifolk slog vagtmandskab ned med knipler og forsøgte at afbrænde et tysk benzindepot under Hotel Phønix under generalstrejken i Odder i september 1944.

Da tyskerne forsøgte at internere politiet i Odder, såvel som i resten af landet, fik man kun fat på det mandskab, som var på vagt. De resterende betjente valgte derefter at gå under jorden. Det er vanskeligt at udrede, hvad de foretog sig, men der er flere eksempler på, at betjente fra Odder gjorde tjeneste i politiets illegale styrker.

Boulstrup-gruppen

Efter politiets internering i september 1944 var pastor Wilhjelm fra Gosmer gennem sine kontakter til den nationale modstandsgruppe Ringen blevet opfordret til at tage initiativ til dannelsen af modstandsgrupper på egnen. Denne opfordring skal ses som en del af det større nationale billede. Organisationen Ringen var placeret i det politiske midterfelt og havde derved et langt større rekrutteringsgrundlag end fløjpartierne. Resultatet blev, at Ringen oprettede ventegrupper over hele landet og ikke mindst medvirkede stærkt til, at den nationale modstand fra årsskiftet 1943-44 blev sat i faste rammer, organiseret under en af de syv overordnede regioner og underlagt den britiske SOE-organisation og Frihedsrådet, som oprettedes i september 1943.

På opfordring af Ringen afholdt pastor Wilhjelm 1. oktober 1944 et møde i præstegården med deltagelse af specielt indbudte lokale mænd fra Boulstrup-egnen og derudover manufakturhandler P.W. Christensen fra Odder, proprietær Fenger fra Vejlskovgaard og skovridder Biilmann fra Rathlousdal. Formålet med mødet var at etablere militære ventegrupper i herredet. På dette møde oprettedes således Boulstrup-gruppen med pastoren som leder.

At modstandsarbejdet på Odder-egnen begyndte i oplandet, falder uden for den nationale tendens, som var, at modstandsarbejdet var centreret i byerne og at grupper i landsbyer og mindre stationsbyer først oprettedes meget senere og derefter blev organiseret under nærmeste bydistrikt. Som en følge af pastor Wilhjelms kontakter til Ringen fulgte man ikke i første omgang dette mønster. Ledelsen af modstanden placeredes dog efterfølgende hurtigt i Odder, så den lokale modstandsstruktur igen følger de nationale linjer.

Boulstrup-gruppens vejspærring ved Rathlousdal 5. maj 1945. Foto: Odder Lokal Arkiv

Byledelsen i Odder

De tre herrer fra Odder, P.W. Christensen, Fenger og Biilmann, som havde deltaget i det indledende møde i Gosmer og derefter kom til at udgøre byledelsen i egnens hovedby, fik ansvaret for kontakt til henholdsvis grupperne i oplandet samt til ledelsen i region II, hvorunder herredet hørte. Byledelsen i Odder blev senere udvidet med endnu fire mænd, og gruppen mødtes i de kommende måneder ofte i baglokalet til P.W. Christensens manufakturforretning. Her modtog de bl.a., hvad Biilmann betegner som ’... en nødtørftig information om militær strategi.’ af region II’s kontaktmand.

P.W. Christensen påtog sig hurtigt ansvaret som den overordnede leder af modstanden i hele området, og han foretog den videre rekruttering i Odder. I første omgang rekrutterede P.W. Christensen en række gruppeførere, hvoraf flere blev opsøgt gennem den lokale atletikklub, hvor han var medlem. Efterfølgende vedblev P.W. med at rekruttere nye modstandsfolk i atletikklubben, som han derefter henviste til en af gruppeførerne. Denne indledende rekruttering i Odder gennem personlige relationer i en forening afspejler også det overordnede nationale billede.

I Odders opland oprettedes, udover den omtalte gruppe i Boulstrup, yderligere to oplandsgrupper i Hundslund og Ørting. Oplandsgrupperne bestod af 6-10 mand frem til de sidste dage op til befrielsen, hvor man supplerede op til 10-12 mand.

Våbendepoter

Før en egentlig træning af modstandsgrupperne kunne begynde, måtte byledelsen skaffe våben. I første omgang gjorde man brug af et par pistoler og et gevær, som man havde reddet, da politiet blev interneret, men i starten af 1945 ankom den første større sending af våben og sprængstof til modstandsbevægelsen. Våbnene blev fordelt til oplandsgrupperne samt til depoter i og omkring Odder. Det mest interessante af disse depoter var sarkofagen i Holstein-Rathlou-familiens kapel i Dyrehave-skoven vest for byen. Kun et lille antal våben blev transporteret ind til selve byen og gemt i et cementrør under et gravsted på kirkegården. Våbeninstruktionen foregik derefter på loftet af kapellet, indtil de lyse nætter gjorde det nødvendigt at flytte uden for byen til et arbejdsskur, ejet af Odder kommune. Et par enkelte gange dristede man sig til at afholde egentlige skydeøvelser, men de fleste af modstandsfolkenes våbentræning foregik uden skydning.

Modtagegrupper

Modstandsgrupperne på Odder-egnen var for de flestes vedkommende såkaldte ventegrupper, som skulle holde sig klar og bistå ved en eventuel allieret invasion. Tre af de lokale grupper havde dog andre funktioner som hhv. modtage- og sabotagegruppe. Hundslund-gruppen og en af Odder-grupperne var modtagegrupper, der havde til opgave at modtage våben og andet udstyr, der blev nedkastet fra allierede fly.

Der fandtes i alt fire modtagepladser på egnen, men kun to opnåede at blive benyttet. Det var pladsen ved Spåkjær (ved siden af Åkær gods) med kodenavnet 'Carina', som Hundslund-gruppen sammen med en gruppe fra Horsens stod for, samt pladsen ved Kanne nordvest for Odder med kodenavn 'Agnete' som lå ind under Odder-gruppen med hjælp af Ørtinggruppen. Alle nedkastningspladser i Danmark havde et kodenavn, og i de danske udsendelser fra BBC i London blev de planlagte nedkastningssteder nævnt som hilsner til de pågældende navne.

Ved Kanne ('Agnete') blev modtagegrupperne kaldt ud tre gange (alle i april 1945), men kun en enkelt gang blev våben kastet ned. Ved Spåkær ('Carina') blev Hundslund-gruppen kaldt ud to gange (november 1944 og april 1945), men også her blev det kun alvor en enkelt gang. I november 1944, da Hundslund-gruppen første gang havde hørt hilsenen til 'Carina' over BBC, kastede det engelske fly af uvisse årsager sin ladning ned på en anden mark mellem Fensten og Søby. De tre beholdere blev dagen efter afhentet af tyske soldater. En af beholderne var gået op, da den ramte jorden, og dens indhold af tøj og støvler blev spredt ud over marken. De lokale Fenstenborgere var ikke var sene til at udnytte dette, for da tyskerne kom næste dag, var tingene væk.

Når modtagegrupperne blev kaldt ud, skulle de vente ved nedkastningspladsen fra kl. 23.00 til kl. 4.00 om morgenen.  I de to tilfælde, hvor en nedkastning fandt sted, foregik det hele på under 10 minutter, fra man med lygter havde signaleret til flyveren, til de nedkastede beholdere var læsset på den ventende bil og kørt væk.

Våbnene fra de to nedkastninger var ikke til de lokale grupper, men blev i første omgang gemt i det Holstein-Rathlouske gravkapel i Dyrehaven, for senere at blive fordelt blandt de jyske modstandsgrupper.

Modstandsgruppen fra Hundslund. Spisepause ved vejspærring (tv.), foran Ørting Præstegård (mf.) og ved gruppens vejspærring ved Rathlousdal 5. maj 1945 (th.). Foto: Odder Lokal Arkiv 

Sabotage

Ud over ventegrupper og modtagegrupper var der i Odder en enkelt sabotagegruppe. På landsplan var modstandsbevægelsens eneste reelle kampmulighed sabotage, idet Danmark ikke egnede sig til partisankrig, som det kendtes fra andre tyskbesatte områder i Europa. De to mest brugte former for sabotage var industrisabotage og jernbanesabotage.

Jernbanesabotagen foregik næsten udelukkende i Jylland med det formål at sinke tyske troppetransporter fra Norge på vej til Øst- eller Vestfronten. Hvis tyskerne som følge af sabotage på hovedbanen mellem Aarhus og Horsens sendte tropper gennem egnen, skulle sabotagegruppen i Odder slå til. Horsens-banen (HOJ) oplevede ingen sabotage, hvorimod Odder-banen (HHJ) oplevede i alt 11 sabotage-aktioner og en allieret bombning under krigen. Alle disse foregik i forstæderne til Aarhus, og sabotagegruppen fra Odder var ikke indblandet. Det var den heller ikke, da besættelsens eneste større lokale sabotage-aktion fandt sted marts 1945, hvor Hou Møbelfabrik, som producerede kasser til tyske landminer, blev forsøgt sprængt i luften af en Aarhusgruppe. Aktionen mislykkedes, da de anbragte ladninger ikke gik af, og modstandsfolkene blev beskudt af danske vagtfolk og tyske soldater under flugten. Aktionens eneste kontakt med de lokale modstandsgrupper var, da to sårede Aarhusfolk i al hemmelighed blev kørt til Hundslund, hvorfra de et par dage senere blev ført til Aarhus.

Efter befrielsen: Modstandsfolk hjemsendt med tyske medaljer

Modstandsfolkene var i dagene og ugerne efter befrielsen lokale helte. I Odder var de så populære, at byens borgere i Dagbladet fik oplyst et telefonnummer, hvor man kunne melde sig i køen over dem, som ville tilbyde de lokale frihedskæmpere kaffe efter vagtskifte.  Ud over internering af lokale landssvigere, bestod modstandsfolkenes arbejde af vagttjeneste, dels hos de internerede på Centralhotellet og senere på Tinghuset, dels ved alle indfaldsveje til byen. De lokale modstandsfolk var også involveret i oprydningen efter den tyske tilstedeværelse på egnen. I løbet af månederne efter befrielsen bortsprængte man store mængder efterladt ammunition i Horsens Fjord ud for Sondrup Strand. At der virkelig var tale om store mængder, vidner de mange klager fra beboerne af de nærmeste huse på land om. Her var rystelserne nemlig så stærke, at husenes fundamenter revnede. Modstandsfolkene blev også ved flere lejligheder sendt ud til de tyske flygtningelejre for at lede efter våben og penge. Her gik man hårdt til værks og gennemsøgte alt samt kropsvisiterede samtlige flygtninge.

Den 7. juni 1945 blev de lokale modstandsgrupper officielt hjemsendt, med undtagelse af dem, som frivilligt havde meldt sig til yderligere et par måneders vagttjeneste på Tinghuset. Hjemsendelsen markeredes med en afslutningsfest den 8 juni 1945. Som optakt til aftenens fest mødtes modstandsfolkene om eftermiddagen for at skyde til måls, før de skulle aflevere deres våben. Vinderne præmieredes derefter med tyske medaljer og armbind, som var fundet på Hotel Phønix efter tyskernes afmarch.

Tysk medalje og armbind. Overrakt til danske modtandsfolk efter befrielsen. Foto: Odder Lokal Arkiv