Begivenhederne omkring den 19. september 1944.

Det er klart, at disse begivenheder satte sindene i bevægelse i Odder og naturligvis affødte en ændring i befolkningens holdning overfor Tyskerne og deres få danske håndlangere. Fra passiv modstand forberedes nu den aktive.

Indenfor politiets egne rækker var vi klar over, at situationen fra dag til dag blev mere og mere uholdbar. Gentagne gange var der gået rygter om, at dansk politi skulle afskediges og erstattes med tysk, men man troede dog ikke herpå. På den anden side gjaldt det om at værre forberedt på enhver situation, og derfor udfærdigede vi til vort eget brug falske legitimationskort. Det daglige arbejde fortsattes, og i min egenskab af forhandler med værnemagten havde jeg rig lejlighed til at skaffe oplysninger om de tyske forlægninger, disses størrelse og bevæbning. Da jeg også havde interesse i at vide, hvor de forskellige benzinlagre lå samt disses størrelse, forsøgte jeg at få oplysning herom hos værnemagten. Disse nægtede i første omgang at udtale sig, men så forklarede jeg dem, at det var af betydning for brandvæsenet at være underrettet herom. Efter at sagen havde været forelagt den tyske regimentschef i Aarhus, fik jeg alle oplysningerne, og det viste sig da, at en del Benzin opbevaredes under det yderst brandfarlige hotel "Phønix", og at et andet lager var beliggende ved Boulevarden. Dette sidste forsøgtes derefter afbrændt af kornet Niels Lund, der havde afløst premierløjtnant Lybek som luftværnsleder. De af Tyskerne engagerede danske vagtmænd blev slået ned af knipler, udlånt til dette brug af politiet. Vagtmændene henvendte sig næste dag til mig og erklærede, at de omgående ville se at skaffe sig et andet erhverv.

I det øvrige Land havde en deportering af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre affødt en række strejker og uroligheder. Den 18/9 1944 erklæredes der generalstrejke i Odder. Butikkerne lukkedes, og selv Hads Herreds jernbane indstillede driften, men da der herskede uvished om, hvorlænge strejken skulle vare, indkaldtes der kl. 12 af Arbejdernes Fællesorganisation til et møde på Centralhotellet. Efter anmodning af sognerådsformand Aage Knudsen talte jeg til forsamlingen og udtalte, at myndighederne stod bag befolkningen i dens protest mod de tyske overgreb, idet jeg samtidig opfordrede til, at strejken skulle gennemføres i ro og værdighed, da den på den måde ville gøre størst indtryk. Da vejret var godt, henstillede jeg, at man benyttede dagen til udflugter i omegnen som en almindelig fridag. Derefter talte Aage Knudsen, der sluttede sig til min opfattelse, og efter en afstemning vedtoges det med stort flertal, at genoptage arbejdet den næste dag. Om aftenen forsøgte uansvarlige og ungdommelige elementer at provokere til uroligheder. Nogle ruder hos tyskervenlige borgere blev knust, men roen oprettedes ved hurtig indgriben fra politiets side, der ved denne lejlighed havde fået assistance fra politikasernen på højskolen.  Men dette blev også den sidste dag, politiet var i funktion.

Den 19/9 1944 herskede der fuldstændig ro i Odder om morgenen, arbejdet var genoptaget. På politikontoret og politistationen var kun c. 8 mand til tjeneste, idet resten af styrken, der havde været til tjeneste til sent på natten, først skulle møde om eftermiddagen. Da kl. var 11 var jeg på vej ned ad trappen fra det på 1ste sal liggende politikontor til politistationen, der var beliggende i stueetagen, da opgangen pludselig genlød af tyske kommandoråb som "Hände hoch" og "Waffen abliefern" og tyske soldater med stålhjelme trængte ind i bygningen. Jeg nægtede at række armene i vejret og gjorde en officer opmærksom på, at hvis man var kommet for at forhandle, så foregik det ovenpå. Ca. 10 mand, deriblandt en SS-major Römer fulgte efter, medens resten dels afspærrede tinghuset, dels trængte ind på politistationen og kriminalpolitiets kontorer. Telefonforbindelsen blev afbrudt, og et maskingevær bragt i stilling foran tinghuset. Personale fra ordenspolitiet og kriminalpolitiet førtes efter afvæbning under bevogtning ovenpå, hvor de anbragtes i politifuldmægtigkontoret Jeg nedlagde straks protest overfor major Römer mod den skete overrumpling. Denne erklærede, at han var kommet for at få udleveret politiets våben, ligesom han omgående ønskede at vide, hvor politikasernen var beliggende. Jeg svarede ham, at jeg ikke var i stand til at udlevere våben, dels fordi jeg først måtte indhente forholdsordre fra mine foresatte, dels fordi der ikke fandtes våben på tinghuset, idet de våben, der var i politiets besiddelse, beroede hos politiets enkelte medlemmer, ligesom jeg nægtede at lade en politimand vise tyskerne vej til kasernen. Jeg var klar over at, det gjaldt om at trække tiden ud og forhandlede derfor videre med Tyskerne, idet jeg påberåbte mig, at vi ifølge Haager-konventionen betragtede os som værende krigsfanger og ønskede behandling som sådanne, ligesom jeg gjorde dem klart, at jeg agtede at indgive klage over den anvendte fremgangsmåde til general der luftwaffe Schwalbendiesel i Silkeborg; en mand jeg kun havde hørt om i omtale.

Major Römer forlod derefter kontoret og efterlod os under bevogtning. Vi var klar over, at hele aktionen kun var et led i en endnu større, men tanken om dens konsekvenser var uklare, blandt andet var der sikkert ingen af os, der troede, at vi kunne risikere at blive ført til Tyskland.

Kl. c. 13 kom major Römer tilbage, og jeg fik da en samtale med ham alene. Han fortalte, at han til sin rådighed havde 65 soldater og syntes øjensynlig, at det var en militær bedrift, han havde udført ved overrumplingen af tinghuset. Hans folk havde forsøgt at få fat i det ikke tjenstgørende politipersonale, men dette var mislykkedes, idet politimændene omgående havde fået underretning fra befolkningen om begivenhederne på tinghuset, hvorefter de havde gjort sig usynlige. Han opfordrede mig til at sammenkalde politipersonalet, og jeg fik da en lys idé. Jeg forklarede ham, at jeg efter omstændighederne var villig hertil, men at han måtte vare klar over, at ingen ville efterkomme en sådan ordre, så længe tinghuset var bevogtet, hvorfor jeg måtte forlange, at han og hans 65 mand fjernede sig fra byen, så skulle jeg i mellemtiden klarlægge situationen for personalet, og våbnene ville blive afleveret mod kvittering. Efter nogen overvejelse, hvorunder han udtalt, at han på grund af mit lange samarbejde med værnemagten havde tillid til mig, indvilgede han i at trække sig tilbage med sine folk til Beder til kl. var 15. Jeg havde da to timer til at få fat i politipersonalet og forklare dem situationen. Disse to timer blev dog udnyttet på en anden måde, end majoren tænkte sig. Såsnart han havde forladt tinghuset, blev vi enige om at tidspunktet til at gå under jorden var kommet, men forinden skulle alle værdifulde ting fjernes. Vigtige papirer, skrivemaskiner og lign. bortfjernedes ved hjælp af folk fra den daværende modstandsgruppe og tilsidst bortskaffedes stationens splitflag og kongens billede. Personalet blev frit stillet med hensyn til, om de ville gå under jorden. De ældre foretrak at blive på deres bopæle, medens de yngre fulgte mit eksempel. Vi blev enige om såvidt muligt at holde kontakt med hinanden, ligesom vi aftalte at forblive i byens nærhed indtil videre.

Særlig omtale fortjener kornet Niels Lund for sin bortfjernelse af de på tinghuset værende våben, nogle rifler og pistoler, samt ammunition. I tinghuset, der tidligere har været anvendt til arresthus, findes der en indvendig trappe fra arrestgagen, i stueetagen til 1ste sal, hvorfra man direkte kan komme ind i retssalen. Da overrumplingen fandt sted, sad kornet Lund med to C.B.er i et lille kontor til gården. Han var hurtig klar over, hvad der var sket, og ved et tilfælde fandt tyskerne ikke hans kontor, de helligede sig kun politistationens lokaler til gaden. Våbnene opbevaredes i et særligt skab i det tidligere arrestforvarerkøkken. Dette vidste Lund, og da politistationen var rømmet, idet personalet som nævnt var ført ovenpå, brødt han ubemærket skabet op og bar sammen med C.B.erne våbnene op i retslokalet hvor de anbragtes bag dommerens skranke. I retslokalet afholdtes på dette tidspunkt civilt retsmøde, og da Tyskerne åbnede døren til retslokalet, gjorde dommeren dem opmærksom på at der var retsmøde, hvorefter de trak sig tilbage, uden nogen undersøgelse fandt sted. Da soldaterne havde fjernet sig fra tinghuset, førtes våbnene i en af politiets automobiler til Gyllingnæs, hvor jeg i eftermiddagens løb indfandt mig. Her gemtes våbnene samt en del benzin i et gammelt skovløberhus med tilladelse af husets ejer, godsejer Niels Baner, Gyllingnæs. Gennem radioen erfarede vi om aftenen om situationens udvikling. I to dage opholdt vi os på Gyllingnæs for at følge udviklingen i Odder. Da jeg måtte regne med, at Gestapo var ud efter mig på grund af begivenhederne den 19/9 og da jeg var kendt af befolkningen i hele herredet, var jeg klar over, at jeg ikke kunde virke yderligere ved selve modstandsarbejdet i Odder og omegn. Jeg anmodede derfor kornet Lund om at overtage kommandoen over de politifolk, som var blevet tilbage og var villige til at indgå i modstandsgrupperne, idet han havde mulighed for at fortsætte arbejdet, da hans stilling som luftværnsleder ikke berørtes af politiets bortfjernelse, medens jeg selv over Horsens fortsatte til København, hvor jeg i justitsministeriet afgav en redegørelse for de skete begivenheder.

Fra 19/9 1944 til 1/5 1945 opholdt jeg mig som foran anført ikke i Hads Herred, men den aktive modstand i Hads Herred fortsattes. Kornet Lund måtte efter et forgæves forsøg på sabotage på Hou Savværk, hvorunder det kom til en voldsom ildkamp med værnemagten, hvorved en Tysker dræbtes, og en Dansker blev så alvorlig såret i venstre arm, at denne senere måtte amputeres, også gå under jorden, og anvendtes derefter i modstandsarbejdet andetsteds. Den sårede sabotør blev efter kampen kørt til Gyllingnæs hvor han blev forbundet, og derfra under stor risiko ført til Odder sygehus.

Men nye folk var parat til at fortsætte arbejdet. Således dannedes den sidste modstandsgruppe med manufakturhandler, Poul Werner Christensen, Skovrider Finn Emil Biilmann, proprietær Arnold Fenger Christensen og arkitekt Hans Peter Nielsen, som ledere. Våben nedkastedes og fordeltes i depoter bl. a. hos proprietær Fenger Christensen og i Mausolæet i Rathlousdal park i umiddelbarnærhed af Tyskernes kvarter, ligesom arrestationslister over direkte landsforræddere og tysksindede danske håndlangere samt andre mistænkelige personer udarbejdedes.

Det lokale frihedsråd bestod af ovennævnte 4 personer, som alle bør være tak skyldige for deres glimrende og modige nationale arbejde. Det trådte første gang officielt frem for offentligheden den 5. maj 1945.