I efteråret 1939 brød krigen ud, men vi håbede jo, at vi skulle skånes lige så meget som under 1. Verdenskrig. 14. marts 1940 blev Erling født, og vi glædede os til barnedåben, der skulle finde sted den 14. april.

(…)

Den 9. april om morgenen ved fire-tiden, da Erling lå og døsede, hørte jeg støj af usædvanlig mange flyvemaskiner. Jeg vækkede Otto [Gudruns mand, præst Otto Hansen (1908-1980), red.], men det var først ikke mere, end vi sov lidt igen. Men det varede ikke længe, før vi måtte op, og store tunge flyvemaskiner kom uafbrudt tre og tre – tre og tre. De fløj meget lavt og drønede uden ophold. Vi hørte hos købmanden at det var tyske maskiner på vej til Norge. Uhyggen var stor, men vi kunne jo intet gøre. Vi havde ikke selv radio, men far og Signe (min søster) boede dengang ovenpå, og vi hørte gennem fars radio, at tyskerne havde taget radiostationen, og at alle danskere skulle holde sig rolige og ikke provokere tyskerne.

Inden aften skulle alt være mørklagt. I forvejen havde vi sorte tykke paphylstre med et lille hul forneden. De blev sat op i alle gange, bryggers og så videre. I alle stuerne satte vi tykke rullegardiner op. (…) Det var uhyggeligt, og stakkels lille Erling kunne ikke få bryst nok i nogle dage.

I radioen hørte vi lidt om, hvad der foregik her i landet, men det var jo tyskerne, der bestemte, hvad der måtte sendes ud, så rygterne svirrede, og telefonen blev afbrudt, bare man nævnede et ord om soldater eller troppebevægelser. På længere afstande lød en stemme hele tiden ”Hallo, Hallo”, og bare vi nævnede to ord om forholdene, var forbindelsen straks afbrudt. Det oplevede vi hurtigt, fordi Birgitte og Charles ringede afbud til barnedåben, da hovedvej 11 var sort af soldater. (…) Under middagen fløj igen en masse maskiner lavt lige hen over skorstenene og lærer Bundgård Pedersen fra Kysing holdt tale og nævnede "Du puslingeland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge".(…) Møllerens Jenny kogte maden til os den dag. Hun blev dybt fortvivlet, da vi hørte i radioen, at sukkeret blev rationeret.

Rationeringen af sukker blev hurtigt fulgt op af smør (margarine kunne vi ikke få), mel, brød, petroleum, tøj, kød, flæsk, salt, sæbe, kaffe, og så videre. Det var ikke altid så let at forstå. Gamle Bedste i Nølev ville ikke give købmanden penge, når han også skulle have mærker [rationeringsmærker, red.]. En dag skulle Tage [søn født i 1938, red.] hente gær hos købmanden, men han kom tilbage, fordi han havde glemt mærkerne. Han kunne ikke forestille sig at, at han kunne få noget uden mærker [gær var ikke rationeret, red.].

Selvfølgelig blev der svindel, sortbørshandel og tyveri af disse mærker. Rationeringen af kaffe varede til august 1952 og af sukker til august samme år. Børnene fik ikke kaffemærker, men til gengæld flere sæbemærker.

Det var tit vanskeligt at hitte på middagsmaden. Selv om haven bugnede af frugt, kunne vi ikke koge grød, da vi manglede både sukker og kartoffelmel. Under de hårde krigsvintre kunne hvedemarkerne ikke overvintre, så vi fik slet ingen flormel. Vi måtte både bage og lave sovs af byg – og rugsigtemel.

Det var nu ikke det eneste. Bilerne blev klodset op, og nummerpladerne afleveret. Kun læger og jordemødre måtte selv køre, og taxabilerne måtte kun køre til amtsgrænserne.

(…)

Vi skulle jo passe vort arbejde, men trist var det at færdes ude om aftenen, intet lys var at se. På cykellygterne blev bundet sorte skærme med en lille sprække. Det så ud som en tændt cigaret, når man mødte en cyklist. Fra luften måtte man ikke kunne se, hvor byerne og vejene var.

De første krigsår så vi ikke soldater i Saxild, men der var nok andet. Sommeren 1941 blev det påbudt, at alle til enhver tid skulle bære identitetskort med billede – udstedt af politiet. Jeg husker ikke hvornår det blev forbudt at færdes ude efter mørkets frembrud et kvarter efter solnedgang. En aften måtte vi halse hjem på cyklen på ti minutter for at nå det. Fem minutter efter tiden hver aften hørte vi, tyskerne kørte på kontrol.

Nogle soldater sad højt på strå for at holde udkig til alle sider, og fandt de nogle, der var ude for sent, kom de med ind til værnemagten [i Odder, red.] og slap først løs efter forhør næste dag.

I skulle have hørt fru lærer Pedersen berette om den aften, da toget kom, og bommen gik ned, så de kom for sent på vej hjem. Da de var mellem Rørth og Saxild, hørte de, at tyskerne kom. Lærer Pedersen og frk. Thuesen havde flest kræfter, de nåede lige ind i Jens Simonsens gård, men fru Pedersen måtte smide sig selv og cyklen ned i grøften bag en busk. Hendes hjerte hamrede, så hun syntes, det overdøvede motorstøjen, men hun slap dog for at blive opdaget.

Vi købte vores første radio til 480 kr., da vi opdagede, at man kunne høre en dansk radioavis fra England på BBC. For ellers vidste vi jo slet ikke, hvad der i virkeligheden skete.

(…)

Efter den 29. august 1943 blev det hele strammere. Det var en søndag, Otto [Gudruns mand, præst Otto Hansen (1908-80), red.] var lige cyklet til gudstjeneste, da der fra centralen blev sagt: "Luk op for radioen".

Da blev det forbudt at holde forsamlinger af nogen art, og der var tysk vagt udenfor byerne. Til sidst lød det da, at gudstjenester var undtaget.

(…)

I Odder stod der tysk vagt ved teknisk skole, og på højskolen var også tyskere.

Der var megen sabotage. For eksempel en aften kort efter Annas [datter] fødsel [1941, red.] lød der frygtelige drøn. Det var en stor sabotage, vi kunne høre helt fra Århus. Når sirenerne hylede, skulle alle i byerne ned i de dertil indrettede beskyttelsesrum. På landet havde vi jo ikke sådan noget, men vi kunne høre sirenerne fra Odder og vidste så, at der kunne være fare på færde, indtil sirenerne blæste igen.

Mange nætter under slutningen af krigen vågnede vi ved, at sirenerne i Odder hylede. Så vidste vi, at nu fløj de engelske bombemaskiner over Vestkysten – et kvarter senere fløj de lavt og tungt over Saxild. Saxild kirketårn var jo aftegnet på deres ”flyverkort”. En time efter kom de lette og hurtige tilbage fra Nordtyskland, skarpt forfulgt af de tyske jagermaskiner. Det var uhyggeligt. Vi vidste jo, de havde bomber med, og en aften så vi også en brændende maskine styrte ned ved Torrild.

En forårsdag, da vi var til eksamen i Saxild skole, kom nogle engelske maskiner (man kunne let høre forskel på lyden) lige over skoleskorstenen. De fløj lavt for ikke at blive set. Lidt efter hørte vi nogle vældige brag, og maskinerne kom tilbage fulgt af tyskerne. Da blev tyskernes hovedkontor på det nye universitet i Århus fuldstændigt ødelagt.

(…)

Sådan var der så meget. Men lad mig nu fortælle et par træk fra præstegården. (…) Vi kunne jo heller ikke købe udenlandsk brændsel til vore ti sorte kakkelovne, men heldigvis var der skov til præstegården, og Otto gjorde selv arbejdet med at fælde og plante igen efter skovridderens anvisning. Derfor var vi med i en "pindehugger", der vandrede rundt. Der var vist seks familier om den. Så kom Magnus’ Niels og hjalp os. Erling havde ved sådan en lejlighed fået lavet et ret stort gevær af træ. Han var nok tre år, da han en dag så de tyske soldater komme marcherende på Badehotelvejen. Han greb sit gevær, løb ind mellem soldaterne og råbte så højt han kunne: "Kom her med jeres geværer, så skal jeg putte dem i pindehuggeren". Det blev han ved med at råbe, til jeg fik ham hentet hjem. Selv børnene havde fattet noget af meningen.

Jeg husker ikke, hvornår tyskerne kom til Saxild, et hold flygtninge og et hold soldater. Det ene hold i spejderlejren, det andet på badehotellet (…). Vi havde dem dagligt på nært hold, men de opførte sig korrekt nok

Det var unge mennesker, der kun ønskede at komme hjem igen. Flygtningene var det en ynk at se, gamle skrøbelige kvinder, men også småbørn. En dag kom de tyske soldater og ville tale med Otto, fordi nogle flygtninge var døde, og de skulle jo gerne begraves i Saxild. Et trist syn at se dem kaste små buketter af markblomster ned over kisten.

(…)

Lyspunktet under krigen var det store sammenhold mellem os. Vi var alle lige. Ingen kørte i bil, nyt tøj kunne vi ikke købe, og vi havde sykursus, hvor vi syede gammelt tøj om. Vi kappedes om at få det bedste ud af de forhåndenværende materialer. Vi trævlede gamle ting op og strikkede om to eller tre gange. Og ikke mindst blev vi dygtige til at synge.

Som vi sang til ungdomsmøderne – og tit samledes vi i skolen til alsangsaftener – somme tider ude i haven. (…) Det var en stor oplevelse af fællesskab midt i mørklægningstiden.

Til aftenkaffen kappedes man om at fortælle historier, hvor tyskerne blev til grin og så videre, det viser lidt om sammenholdet.  

Og hvad kunne vi gøre. Ikke ret meget. Man startede Danske Kvinders Beredskab – DKB – og var til møder hos Lindgårds, i skolen og på Saxildgården. Men ellers var det i præstegården, vi samledes og syede om af gammelt indsamlet tøj. I tilfælde af evakuering skulle spædbørnene samles i præstegården. (...) Vi havde ikke samlet depot, for det viste sig, at så kom tyskerne bare og tog det. Så havde vi samlet det i hjemmene – en lille seng eller en barnevogn med en pakke, der indeholdt et hold sengetøj med linned, bleer, undertrøjer, benklæder, strømper, håndklæder og så videre. (…) Andre hold tog sig så af evakuering, forplejning, skolebørn og så videre. Men heldigvis fik vi aldrig brug for det. Men stor var spændingen, for det vidste vi jo ikke før bagefter.

(…)

I april 1945 var der virkelig grund til angst. Jeg havde de senere år altid en kuffert ved sengen, der var pakket med et sæt til hver af børnene. Vi vidste jo aldrig, om vi pludselig skulle purres ud og flygte midt om natten. De sidste dage hørte vi rygter om, at nu flygtede de [tyskerne, red.] nordpå forfulgt af englænderne – og nu var de i Slesvig – i Flensborg – og Åbenrå. Vi var forberedt på alt og havde sengetøj og fødevarer i kælderen – hvad skulle man gøre med tre små børn.

Den 4. maj om aftenen 1945 var vejret dejligt, vi havde åbnet vinduerne, og jeg sad og stoppede strømper som sædvanligt. Vi hørte den danske presse fra England, der pludselig blev afbrudt af en stemme, der fortalte, at tyskerne havde overgivet sig lige ved landets grænse. I det samme sprang nogle tyskere ned over markerne med glædesskrig. De havde stået for at høre pressen fra England.

Vi ville knap tro, at det var rigtigt. Inden jeg fik taget mig sammen til at rejse mig, opdagede jeg, at de strømper, jeg var ved at stoppe var helt våde. Det var mine glædestårer, der havde vædet dem. Vi måtte ud på vejen og glæde os sammen med naboerne.

Men tyskerne vat her jo stadig. Den 5. maj talte kong Christian den 10. I radioen og sagde: "Nu vejer flagene igen over et frit Danmark". Det gjorde de bare ikke i Hads Herred, for kommandanten i Odder var fuld og ville ikke overgive sig. Der kom bud, at alle danske flag skulle være nede før klokken 12 middag, ellers blev der skudt med skarpt. Meget stille måtte vi tage flaget ned. Men syv minutter i 12 stod der to tyske soldater i køkkenet, og de bad Otto, om han ikke nok ville tage genforeningsflaget ned. Det var de samme soldater, der havde bedt Otto om begravelserne. (…) Men det havde nær gået galt flere steder. På Nølevgården løb soldaterne efter Møller Sørensen for at få ham til at tage flaget ned. Men han var jo huskendt og slap fra dem, men drengen løb bagefter og råbte: "I må ikke skyde far".

Der var slået løbesedler op på alle pæle med opråb om, at vi skulle forholde os stille, til det blev ordnet alt sammen.

Efter at al den spænding var udløst, trængte man til at glæde sig sammen, og vi fik i en fart ordnet til en dejlig fest i Saxild skole den samme aften. En stuvende fuld gymnastiksal, kaffeborde pyntet med røde og hvide blomster (foråret var tidligt på vej), og der var fest og glæde med taler og en masse sang.

(…)

Efterhånden måtte Odders kommandant også overgive sig. Og det danske politi kom på plads igen. Da de kom ned i flygtningelejren, lå der to døde. Jeg var alene hjemme, da de kom op og bad os om at sørge for, at de blev lagt i kiste. Politiet havde mange andre vigtige opgaver i disse dage.

(…)

En morgen kort efter vågnede vi ved, at de tyske soldater marcherede bort. De sang helt anderledes, end de plejede, den dag.