Udklip fra den originale medicinalberetning for Tryggevælde Lægekreds. Klik her for at se den originale medicinalberetning i Sundhedsstyrelsens arkiv i Rigsarkivet via Arkivalieronline 

Medicinalberetningen for 1918 af kredslæge Arctander, Tryggevælde Lægekreds

Den store pandemi, der fra midten af forrige år jog hen over verden, syntes straks at have forvirret lægernes opfattelse noget. For de ældre læger, der havde oplevet epidemien i 1889/90, kunne der dog efter kort tids forløb ikke være tvivl om, at man stod over for den samme sygdom, kun i forbedret, dvs. forstærket form. De samme kardinalegenskaber: en ofte lynsnar[1] optræden, inddragen af nervesystemet, luftvejene og underlivsorganerne, enten hver for sig eller samlet, i sygdomsbilledet, den betydelige prostration,[2] alt tegnede et billede af influenzaen fra forrige århundrede, dog med en malignitet,[3] som dengang kun i ringe grad kendtes.

Her på denne egn, specielt i Tryggevælde lægekreds, optrådte den som udtalt epidemi ikke før oktober. Ganske vist anmeldtes tilfælde af influenza-anfald i tidligere måneder, men da der siden 1889/90 så at sige aldrig har været en måned, hvor ikke enkelte sygdomstilfælde har været rubriceret ind under influenza, kan disse anmeldelser ikke regnes med til pandemien. Det må dog siges, at i juli og august er der opsummeret en del flere tilfælde end normalt på denne årstid, men da tilfældenes antal atter sank ned til det normale i september, er det dog måske tvivlsomt, om det var den egentlige epidemi, der da begyndte.

I hvert fald må man så spørge sig selv om grunden til, at den ikke allerede da tog fart, men fra juli jævnt dalede ned gennem august og september for så pludselig at mangedobles i oktober. Da influenza imidlertid andre steder er regnet med at være begyndt i juli, har jeg i de følgende opsummeringer regnet tilfælde fra midsommer med. Ved udgangen af marts dette år kan epidemien her regnes for endt.

Indbyggertallet i Store Heddinge er efter beregning 2221 mennesker. I alt er anmeldt 850 influenza-tilfælde, og i det væsentlige er dette vist nok et ret rigtigt tal. Man kan højst regne 5 % uanmeldte, dels fordi folks frygt for sygdommen var betydelig, dels fordi lægerne i byerne er nøjagtigere med indsendelse af ugelister end landlægerne. Med et rundt tal kan man altså anslå tallet til 900, dvs. 45 % af befolkningen har været angrebet.

I landsognene er indbyggerantallet beregnet til 29.860. Der blev fra juli 1918 til april 1919 i alt anmeldt 6427 tilfælde. Her kan man utvivlsomt sætte en mangelfuld anmeldelse af 10 %, hvorved man får et antal af 7000 tilfælde, dvs. 24 % angrebne, altså i det hele langt færre forholdsvis end i byerne.

For at danne mig en forestilling om sygdommens malignitet med hensyn til dødelighed – følgesygdomme og invaliditet er det jo umuligt at få oplysning om – har jeg gennemgået dødsattesterne fra landsognene i de nævnte måneder. Hvor pneumon. croup står som eneste dødsårsag uden tilføjelse, er den udskudt, uagtet vist nok adskillige af tilfældene var influenzapneumonier. Men hvor der under epidemiens højdepunkt står bronchopneumoni[4] som dødsårsag, er disse talt med til influenzadødsfaldene, selv om influenza ikke har været tilføjet.

I juli, august og september er intet dødsfald anmeldt fra landet.[5] I de 6 måneder stiller det sig, som skemaet udviser:

Der har altså fundet i alt 137 dødsfald sted som umiddelbar følge af influenza. Dødsfaldenes antal i de nævnte måneder er i alt 280, hvorefter influenzadødsfaldene næsten har udgjort halvdelen. Det højeste antal falder i alderen 15-35, nemlig i alt 59, 21 mænd og 38 kvinder. Af de døde havde de 4 lungetuberkulose, og hos ét barn udvikledes der af sygdommen en tuberkuløs meningitis. Særligt ulykkeligt stillet var de gravide. På dødsanmeldelserne findes én abort, én partus præmaturus,[6] 5 graviditas og én in puerperis,[7] altså 8.

I det hele overgår kvindernes dødelighed langt mændenes, hvad dog ikke skyldes, at kvinderne var særligt modtagelige for sygdommen frem for mændene, i hvert fald ikke i forhold til dødsfaldenes overvægt. På landet forefaldt således i alderen mellem 15 og 65 for mænd 1252 og for kvinder 1315, og i Store Heddinge var tallene henholdsvis 217 og 237, hvilke tal altså ikke med rimelighed kunne medføre en forskel i dødelighed som 54 for mandkøn og 83 for kvindekøn for landet.

De allerfleste patienter blev behandlet i hjemmene, da sygehusene på epidemiens højdepunkt jo var mere end fuldt belagt. Klager over vanskeligheder ved hjemmebehandlingen var der naturligvis rigeligt af, men helt alvorligt kunne man heller ikke tage klagerne, når man ved, at skønt et sogneråd på kredslægens opfordring i en by, hvor klagerne var særligt højlydte, lod indrette et optagelseslokale i forsamlingshuset med gode senge, vagt og passende udstyr, der dog ikke blev indlagt en eneste patient.

Når man ikke, hvad der under epidemiens højdepunkt var ugørligt, har skrevet en lille journal over hver patient, vil det være meget vanskeligt at få en rigtig forestilling om de enkelte fænomeners hyppighed. Imidlertid har jeg ment, at en optegnelse om forholdene hos de på sygehuset indlagte patienter i det små kunne give et billede af hele epidemien, og jeg har derfor gennemgået journalerne og dannet et udtog deraf. Belægningsforholdene fremgår af følgende skema:

Belægningen på Store Heddinge sygehus har altså i alt været 107 patienter, 59 mandkøn og 48 kvindekøn. Af disse er 7 opstået på selve sygehuset, nemlig 2 hos spæde børn, der fulgte den syge moder, 1 hos en pige mellem 5 og 15 år, der var indlagt for anden lidelse, og 4 hos plejepersonalet og pigerne.

I øvrigt afspejler sygehusbelægningen ret godt alderen hos de af sygdommen angrebne, idet den viser en svagere modtagelighed såvel i den unge som i den ældre alder, mens i denne epidemi særligt den egentlige manddomsalder har været den mest udsatte. Der må dog bemærkes, at alderen 5-15 på sygehuset har været alt for svagt repræsenteret i forhold til de ellers angrebne, ligesom der ikke er indlagt nogen patient over 65, skønt også denne aldersklasse i nogen grad blev angrebet, om end i langt ringere grad end lavere aldersklasser.

Den hyppigste komplikation var her som overalt influenzapneumonien, der snart viste sig i form af bronchopneumoni, snart mere som croupøs pneumoni, men næsten altid med stærkt blodblandet [ulæseligt]. I alt var 20 patienter angrebet af pneumoni.[8] Af epiklagi [?] er noteret 14 angrebne, af albuminuri 4, diarré 2, endokarditis 1, otitis media 1. Af laryngitis og pseudocroup optrådte 2 tilfælde, det ene hos et 3 års barn, det andet hos en sygeplejerske. Skønt barnet i nogle dage havde ret svær stenose, gik det uden tracheotomi.

Imidlertid nærer jeg ikke tvivl om, at et andet 2 års barn, som blev indlagt under diagnosen croup, og som nogle dage senere på grund af stenosens[9] voldsomhed og cyanose[10] blev tracheotomeret[11], også led af en influenzalaryngitis, da der samtidig her fandtes bronchopneumoni. Også dette helbredtes. 3 gange er noteret for tidlig indtræden af menses[12] og 1 gang partus præmaturus[13], dog med levende børn.

Det indtryk, jeg som læge har fået af sygdommens epidemiologi, er som før nævnt, at sygdommen er den gamle influenza fra 1889/90, men i forstærket skikkelse. Som nævnt var her nogle tilfælde af influenza i sommermånederne, men den egentlige epidemi viste sig først i oktober og da igen først i Store Heddinge.

Den bragtes hertil ved folks udflugter til smittede steder, særligt København, og udbredte sig med rivende hast, så at skolerne snart beordredes lukket, ligesom politiet forbød offentlige forlystelser, særligt baller og biografteatre. Det var nemlig efterhånden klart, at ad disse veje udbredtes smitten med sikkerhed. Efter et bal på Rødvig kro indtraf 1-2 dage senere en hel række influenzatilfælde hos tyendet rundt om i landet, spredt i byerne, men kun hos folk, der havde været med til festen.

I øvrigt kunne man få indtryk af, at smittekilden kunne være af mere eller mindre intensitet; af og til så man efter en bestemt, hårdt angrebet smittebærer en hel række i samme familie få svære tilfælde, mens i andre tilfælde en række lettere sygdomsanfald opstod, som havde en anden smittekilde.

Den ukomplicerede influenza havde en god prognose. Jeg har ikke set noget dødsfald af denne. Af og til så man en kort tid hos enkelte patienter hyperpyreksi[14] – 41-41,5 – men ¼ time senere var temperaturen uden antipyretika[15] gået en grad ned eller mere. Sådanne patienter syntes hurtigere at komme over sygdommen. Om man kan tænke sig, at smitstofferne ved den høje temperatur er blevet halvkogt, skal jeg lade være usagt, men de synes i hvert fald at være blevet svækket derved.

Nogen tydelig forandring af sygdommens intensitet har jeg ikke bemærket under forløbet af epidemien. Dog er det muligt, at pneumonitilfældene i den kolde tid, december og januar, var noget hyppigere end i oktober og marts. Gode eller dårlige boliger spillede ingen rolle med hensyn til modtageligheden.

Derimod er der ikke tvivl om, at alderen i høj grad har haft sin betydning. Den spæde alder blev kun sparsomt angrebet, men alderen fra 5 til 25 og særligt fra 25 til 45 år var sygdommens største område. Den ældre alder var næsten immun. Ved forespørgsel hos ældre folk, der fik sygdommen, om de havde haft influenza forhen, fik man ofte svaret ja. Dog var det gerne sjældent, at de havde haft den under den store epidemi 1889/90, hvorimod det var en sygdom, de havde gennemgået efter den tid, der var kaldt influenza.

Det er vel nok utvivlsomt, at der altid findes sporadiske tilfælde af influenza; men at disse i hvert fald må opfattes som afsvækkede former, der måske ikke giver fuld immunitet, er en forklaring, som jeg mener, kan have noget for sig. Efter et vel udtalt tilfælde af influenza i denne epidemi har jeg i hvert fald ikke set et nyt anfald, der var utvivlsomt influenza. Derimod har jeg nogle gange set en patient, der omtrent var rask, atter få et tilbagefald, men det er jo noget andet end ophævet immunitet.

Hvad smitteoverførelsesmåden angår, da sker den utvivlsomt kun fra person til person eller i lokaler, hvor smittede mennesker opholder sig, og hvor luften derfor fyldes med deres udåndingsprodukter, som strømmer ud f.eks. ved træk gennem de åbne vinduer. Der er derfor ikke noget forbavsende i, at man særdeles vel kan hindre smittens udbredelse ved isolation af patienter. 3 gange er dette lykkedes for mig, og i det ene tilfælde var det endda i et lille hjem, hvor pladsen var snæver, men hvor isolationen trods vanskelighederne blev gennemført. Evakuering til sygehuse er derfor fortræffelig, men desværre under en epidemi af udbredelse som denne umulig.

Om sygdommens klinik kan jeg henholde mig til resultatet fra optegnelserne fra sygehuset. Et symptom, særligt kvinderne klagede over jævnligt, var håraffald. Efter nogen tids forløb vokser der imidlertid hår ud igen, så kuren er let.

                                                                                           Store Heddinge april 1919.