HØR: Frederik 9.s proklamationstale efter Christian 10.s død i 1947

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette lydklip høres Frederik 9.s (født 1899, regent 1947-1972) proklamationstale fra Christiansborgs balkon den 21. april 1947. På optagelsen høres speakeren sige, at kongen træder ud på balkonen, hvorefter kongen holder sin tale. I talen giver Frederik 9. bl.a. udtryk for den sorg, som specielt hans mor, dronning Alexandrine, gennemlever efter Christian 10.s (født 1870, regent 1912-1947) død dagen før. Han håber at kunne bære det tunge ansvar, der hviler på hans skuldre - og at det danske folk vil vise ham ligeså stor tillid, som det viste hans fader.

    


Transskription af talen:

Speaker: Først nu træder kongen ud på balkonen.

Frederik 9.: Et tungt budskab er i dag gået hen over land og by. Min far, vor gamle konge, er sovet hen, og har nu fået fred. Få har som han slået rod i det danske folk, og i denne stund bøjer vi os i dybeste ærbødighed og taknemmelighed for hans minde.

Hårdest ramt af sorgen er min mor, dronning Alexandrine, som i 35 år stod ved hans side som hans dronning. Og vore tanker går nu hjem til hende på Amalienborg.

Jeg skal nu løfte den tunge arv efter min far, og jeg beder til gud om at give mig styrke til at kunne føre hans gerning videre efter de gamle traditioner. Jeg håber, at kunne gøre mig værdig til folkets tillid, og at den tillid som de nærede til min far, forbliver overført på mig.

Jeg ønsker guds velsignelse over alle danske hjem, over alle hjem hvor det danske sprog tales og elskes. Hvor kongernes konge værne om vort ældgamle land.

Med gud for Danmark. Danmark leve, (i kor) hurra, hurra hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra!


I klippet bliver Frederik 9. udråbt til konge af statsminister Knud Kristensen, hvorefter han holder sin proklamationstale. Fra: danmarkpaafilm.dk,  Det Danske Filminstitut

Dronning Ingrid og Frederik 9.

Dronning Ingrid og Frederik 9. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket