Kilder
Kildeintroduktion:
I dag er det med ganske få undtagelser aldeles udbredt at tiltale fremmede såvel som bekendte med "du". Sådan var det ikke i 1955, hvor Gallup gennemførte denne undersøgelse af danskernes holdning til tiltaleformerne "De" og "du". Ligesom ved en tilsvarende meningsmåling fra 1950 var danskerne delt i to næsten lige store lejre. Således gik 44 % ind for, at man skulle være 'dus', mens 41 % ville fastholde den traditionelle tiltaleform. I landdistrikterne var der allerede tradition for at sige "du", så her var flest for at droppe "De'et", mens københavnerne var mest konservative på dette område. Desuden fremgår det, at funktionærerne meget gerne ville beholde "De'et" - måske fordi de var vant til en høflig tiltaleform på kontoret, som Gallup forestillede sig i følgeteksten til meningsmålingen.
Analysefirmaet Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.
SKAL VI ALLE SIGE DU TIL HINANDEN?
Gallup finder nøjagtig samme indstilling som for fem år siden.
Det gamle spørgsmål, om vi skal lade til taleformen "De" falde og alle være "dus", dukker frem med mellemrum og er i den for tiden engelsk "besatte" hovedstad igen kommet på tale som følge af det nemme engelske "you" og den i det hele taget smidigere engelske omgangsform også med hensyn til den fuldstændige mangel på titler, når det ikke ligefrem gælder særlig betitlede personer.
Engelsktalende udlændinge ser med forundring og nogen ironisk fornøjelse på det danske germanske levn, titelsygen - "hr. kontorassistent", "hr. remisearbejder", "fru lokomotivfører Petersen har på X's klinik fået en søn" o.s.v.. Jo mere skillelinierne mellem samfundsklasserne udviskes, jo mere holder man i det bredere befolkningslag på en stadig forædling af titulaturen. Særlig på kontorer holder man omhyggeligt på titlerne, og det er derfor karakteristisk, at når der er tale om at afskaffe tiltaleformen De og lade alle sige du til hinanden, er den største gruppe af modstandere netop at finde blandt funktionærerne.
Dansk Gallup Institut stillede spørgsmålet for fem år siden og har gentaget det fornylig:
"Der har været talt og skrevet om at afskaffe tiltaleformen De, således at alle skulle sige du til hinanden. Er De for eller imod dette?"
Resultatet af svarene er det samme nu som for fem år siden. 44% går ind for at alle siger du (45% i 1950), mens 41% nu som tidligere foretrækker at beholde De'et. 15% (før 14%) "ved ikke" eller er ligeglade.
Det er igen landboerne, som skaber den lille overvægt til fordel for du, mens det er kvinderne i almindelighed og københavnerne i særdeleshed, som vil beholde den mere formelle tiltaleform:
Skal tiltaleformen De afskaffes:
| JA | NEJ | VED IKKE LIGEGLAD | |
| % | % | % | |
| kvinder | 34 | 49 | 17 |
| mænd | 55 | 32 | 13 |
| københavnere | 31 | 59 | 10 |
| provinsbyboere | 39 | 44 | 17 |
| landboere | 62 | 23 | 15 |
På landet er "du" den gængse tiltaleform "undtagen overfor præst og skolelærer" og i stærkere grad i Jylland end på øerne. Også blandt arbejderne er du foretrukket, men alligevel ønsker over en trediedel ikke at afskaffe "De'et".
De mest udprægede tilhængere af den mere formelle tiltaleform og således de stærkeste modstandere af den folkelige omgangstone findes som nævnt i funktionærkredse og naturligvis blandt de højere samfundslag.
Hele spørgsmålet må løse sig selv og er godt i gang med det, når man betænker, at vore bedsteforældre ofte var "De's" hele livet med nære gode venner og kun dus med skole- og soldaterkammereter. For et halvthundrede år siden var det ikke ualmindeligt, at børn sagde De til forældrene. Selv nutildags siger mange midaldrende ikke du til deres far og mor, men tiltaler dem i tredie person.
Som kommentarer til svarene føjer dus-tilhængerne f.eks. "vi siger du til Vorherre, så kan vi også sige det til alle", men nogle tvivler på det kan gennemføres "sålænge vi har vores titel-snobberi", og det er sikkert rigtigt. Der er også mange tilhængere af De's-formen, der begrunder det med "ikke at få folk for tæt ind på livet". Også dette synes en fornuftig konklusion, men derfor kan man godt misunde det engelske sprogs større smidighed lidt, hvor de bruger "De" til Gud, men du til alle de andre.