Gudsfred og landefred

Den middelalderlige fredsbevægelse, som med tiden fik så stor betydning for den danske retsudvikling, opstod i det sydlige Frankrig i 900-tallet. Baggrunden for fredsbevægelsen var det feudale anarki, som havde bredt sig efter Karolingerstatens sammenbrud i 800-tallet med mange fejder og megen uret til følge.

Initiativet til fredsbevægelsen kom fra kirkelige ledere, men den fik hurtigt opbakning blandt den brede befolkning, som led under hærgende og plyndrende riddere. I deres forsøg på at bekæmpe vold og overgreb proklamerede de kirkelige ledere ”Guds fred” (pax dei) eller ”Guds våbenhvile” (treuga dei) i form af lokale forordninger, der under trussel om bandlysning eller ekskommunikation forbød riddere at bruge vold mod gejstlige, bønder, handelsmænd, fattige, kvinder og børn; eller forbød enhver form for vold mellem kristne på bestemte tidspunkter, f.eks. på helligdage.

Da disse kirkelige straffe ikke i tilstrækkelig grad blev respekteret, var den direkte effekt af 900- og 1000-tallets Gudsfredsbevægelse begrænset. Fredsideologien blev imidlertid overtaget af de verdslige magthavere – kejsere, konger og fyrster – og videreudviklet i form af den såkaldte landefred, som skulle sikres ved, at den verdslige hersker gennemtvang en fredeliggørelse af samfundet. Landefredsideologien bredte sig over store dele af Europa i løbet af 1000- og 1100-tallet og nåede frem til Danmark i anden halvdel af 1000-tallet.

Den tidlige landefredsbevægelse i Danmark

Et af de tidligste tegn på landefredsideologi i Danmark ses i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, hvor kongen bl.a. skænker gods til Lunds domkirke, som to mænd har givet til kongen i fredkøb. Betaling af fredkøb forudsætter, at straffen fredløshed var i brug i Danmark på dette tidspunkt. Gavebrevet fra 1085 bestemmer da også, at hvis nogen af domkirkens bønder dømmes fredløse, skal de købe deres fred af kongen. Fredløshed var en vigtig del af middelalderens fredslovgivning, idet formålet med at dømme folk fredløse med mulighed for fredkøb hos kongen var at begrænse slægtshævn samt skaffe kongen indflydelse på retsplejen og gøre ham til garant for landefreden.

Et andet typisk kendetegn ved den europæiske fredsideologi var, at voldsudøvelse på særligt fredede tider, steder og personer blev betragtet som fredsbrud, der skulle straffes med fredløshed eller særligt høje fredsbøder. Sådanne bestemmelser omtales første gang i Danmark i lovbogen Arvebog og orbodemål fra anden halvdel af 1100-tallet. Her opregnes en række særligt alvorlige forbrydelser, såkaldte orbodemål, hvor gerningsmanden ikke slipper med bødestraf, men i stedet må erklæres fredløs, bl.a. drab i forbindelse med krænkelse af hus-, kirke- eller tingfreden samt hævndrab efter betaling af mandebod. Derudover nævnes en række øvrige fredsbrud, som straffes med 40-marksbøder, bl.a. hærværk, ildspåsættelse, frihedsberøvelse og voldtægt samt krænkelse af torvefred og skibsfred.

Fred i 1200-tallets landskabslove

I 1200-tallets landskabslove udvider kongemagten sine beføjelser på det retlige område, bl.a. ved at øge antallet af forbrydelser, der defineres som fredsbrud, og – blandt disse – antallet af orbodemål. Af stor betydning var det formentlig, at den yngste af landskabslovene, Jyske Lov fra 1241, gjorde ethvert overlagt drab til orbodemål. Så vidt vides, havde overlagt manddrab hidtil kunnet sones med mandebod (dvs. bøde), med mindre drabet var begået i forbindelse med et skærpende fredsbrud.

På et mere generelt plan træder tidens landefredsideologi klart frem i fortalen til Jyske Lov. Her udråbes kongen og hans embedsmænd til håndhævere af ”landets fred” gennem en samfundskonstituerende lov, der bl.a. skal sikre den svages ret overfor den stærke, et typisk kendetegn ved den europæiske landefredsideologi: ”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred”. Undersåtterne skal være kongen lydige, ”til gengæld er han skyldig at give dem alle fred”. Særligt skal kongen beskytte enker, værgeløse børn, pilgrimme, udlændinge og fattige. Selvom fortalen til Jyske Lov proklamerer en altomfattende landefred, der i princippet skal være lige for alle, skal kongen altså alligevel give speciel beskyttelse til udvalgte persongrupper. På samme måde fastholder Jyske Lovs konkrete straffebestemmelser den særlige fredning af udvalgte tider, steder og personer, som var karakteristisk for den europæiske fredslovgivning i middelalderen.

Byfred

Fredslovgivningen slog også igennem i de stadsretter, som blev gældende ret i de danske købstæder i løbet af middelalderen. Her genfinder man regler svarende til landskabslovenes fredsbestemmelser. I nogle stadsretter gik man skridtet videre og indførte livs- og legemsstraffe for fredsbrud, som i landskabslovene straffedes med bøder eller fredløshed. Købstaden blev i sig selv opfattet som et fredsområde, hvor særligt strenge retsregler var gældende. Købstadens territorium/jurisdiktion bestående af selve den bymæssige bebyggelse og den tilgrænsende bymark blev derfor kaldt ”byfreden”. Beslægtet med byfreden var birkefreden, som var gældende i landbirker (dvs. særlige retskredse på landet).

Fredslovgivning i senmiddelalderen og nyere tid

I senmiddelalderen blev der løbende udstedt love og forordninger, som lå i forlængelse af højmiddelalderens fredslovgivning. Valdemar Atterdags og Christoffer af Bayerns landefredsforordninger fra hhv. 1360 og 1442 er gode eksempler. I senmiddelalderen og renæssancen var den daglige retspleje, domspraksis og hele retstænkningen gennemsyret af fredslovgivningens idealer og regler.

Efter Reformationen skete et skift i lovgivningens karakter fra fredslovgivning til statslig straffelovgivning. Efterhånden som statens myndighed over retsplejen blev mere fuldkommen og afstraffelsen af forbrydere mere effektiv, bortfaldt behovet for at lovgive om særligt fredede tider, steder og personer. De middelalderlige fredsregler, som var indskrevet i landskabslovene og stadsretterne, var imidlertid gældende og i brug indtil ophævelsen af de gamle love med Danske Lov af 1683. Nogle af de gamle fredsregler blev optaget i Danske Lov og bortfaldt først med straffeloven af 1866. I nutidens straffelov bruges fredsbegrebet i nogle få tilfælde, uden at der dog er direkte kontinuitet tilbage til den middelalderlige fredslovgivning.