Uddrag af folketingsdebatten om uniformsforbud. Klik her for at se hele debatten via folketingstidende.dk

Første Behandling af Forslag til Lov om Forbud mod at bære Uniform m.v.

(Lovforslaget findes i Tillæg A. Sp. 4939; Fremsættelsen findes i Tidenden Sp. 5136).

Sagen sattes til Forhandling.

Alsing Andersen:[1] Paa det socialdemokratiske Partis Vegne kan jeg give Tilsagn om Støtte til Gennemførelsen af dette Lovforslag. I og for sig maa man selvfølgelig beklage, at Forholdene gør det nødvendigt at lovgive paa dette Omraade, men vi kan for vort Vedkommende ganske tiltræde den Motivering, hvormed den højtærede Regering har ledsaget dette Lovforslags Fremsættelse. Naar jeg siger, at man i og for sig maa beklage det, er det bl.a., fordi jeg har den Opfattelse, at det for Flertallet af de Organisationers Vedkommende, som her er Tale om, ingenlunde er saaledes, at dette, at de har iklædt sig en Uniform, som man siger, er Udtryk for noget Ønske om at uniformere sig og skabe en særlig Korpsaand, der skulde volde Vanskeligheder og skabe Uro i Samfundet. Tværtimod tror jeg, man kan sige, at for de allerfleste Organisationers Vedkommende hænger denne Iklædning af en Uniform i høj Grad sammen med de Former, som det organiserede Ungdomsliv nu en Gang har taget i den moderne Tid.

Det er ganske givet, at i vor Tid, hvor Ungdomslivet i høj Grad former sig i den fri Natur, ved Udflugter, Lejrliv o.s.v., er det mere praktisk at iklæde sig en enkel Bluse, som der her kan være Tale om, end at ofre sit pæne Tøj, om jeg saa maa sige, til disse Udflugter og dette Lejrliv, og det tror jeg ogsaa er Hovedmotivet til den Bevægelse. Men selv om dette er en praktisk Begrundelse, er jeg for mit Vedkommende af den Opfattelse, at det ingenlunde er nogen Nødvendighed for disse Bevægelser, jeg tror de meget vel vil kunne trives og varetage deres Opgaver ogsaa uden dette.

Og hertil kommer, hvad der er det afgørende, at man ikke kan lukke Øjnene for, at der i de senere Tider har vist sig visse Tilløb til uheldige Udslag af en vis Konkurrence mellem de paagældende Organisationer. Man har set, at det har medført Uro, at det hist og her kan skabe en vis Ophidselse. Ja, man har endogsaa set, at der kan forekomme Begivenheder, der kan medføre Skade paa Liv og Lemmer for de paagældende. Det er jo ejendommelige Foreteelser, som imidlertid er forklarlige i Tider som vore, hvor de mere følelsesbetonede Strenge paa disse Omraader let kommer i kraftige Svingninger.

Vi har den Opfattelse, at det er baade Regeringens og Lovgivningsmagtens Opgave at have sin Opmærksomhed henvendt herpaa. Vi har fra andre Lande alvorlige Vidnesbyrd om ulykkelige Virkninger af en saadan Uniformskaprustning, om jeg maa kalde det saaledes, og vi har den Overbevisning, at hvis vi vil drage Lære af Begivenhederne andetsteds og fra Lovgivningsmagtens Side gøre vort til, at saadanne Begivenheder kan undgaas her, bør man i Tide træffe Foranstaltninger paa dette Omraade. Man bør drage Lære af Begivenhederne andetsteds, og vi mener, at det netop paa et Omraade som dette er af afgørende Betydning, at man griber regulerende ind, før Udviklingen i uheldig Retning har taget Fart.

Ud fra disse Betragtninger skal jeg paa Socialdemokratiets Vegne anbefale dette Lovforslag til Vedtagelse.

Brorsen:[2] Ekstraordinære Tider medfører tidt, at Lovgivningsmagten maa gaa til Foranstaltninger, vi under normale Forhold ikke havde tænkt overhovedet at skulle gaa i Gang med. Der er jo en Uro overalt i Verden i denne Tid, i alt Fald i en Række Lande. Heldigvis, kan vi sige, indtil nu er denne Uro kun optraadt ret sporadisk i vort lille Samfund. Men naar man vil træffe forebyggende Forholdsregler, gælder det jo om, at de kommer i Tide, og Regeringen har ved det Lovforslag, den har fremsat i denne Aftentime, ment, at en Gennemførelse af Lovforslagets Principper alligevel i nogen Grad vil virke forebyggende under Tider som dem, vi nu gaar i Møde.

Jeg er enig baade med de Talere, der har haft Ordet, og med den højtærede Justitsminister[3] i, at det er en mærkværdig Uniformeringsepidemi, vi er inde i i disse Aar. Den gaar fra Land til Land, og det er rigtigt, hvad Justitsministeren udtalte, at naar han tænkte tilbage paa sin Ungdom, var det det stik modsatte, der var Tilfældet den Gang; jeg for mit Vedkommende er noget tilbøjelig til at mene, at da var man maaske noget for langt ovre til den anden Side; vi husker jo tydeligt disse Tider, hvor man med en vis Foragt saa ned paa, hvem der i det hele taget bar Uniform her i Landet. Det var naturligvis at gaa for vidt til den anden Side, men det kan ikke nægtes, naar man ser ud over Landene, at den megen Uniformering, som altsaa særlig viser sig i Ungdomskorpsene, tidt kan være Forløber for indre Uroligheder, og Lovforslaget tager netop Sigte paa Forholdsregler, som kan forebygge, at noget saadant kan finde Sted her i vort Land.

Jeg kan altsaa sige paa mit Partis Vegne, at vi kan tiltræde Principperne i Lovforslaget. Der findes en Bestemmelse i Lovforslaget angaaende de særlige Korps, som jo har deres egen Historie, som er meget gamle, og som egentlig ifølge de Forsvarslove, vi til de forskellige Tider har haft, er et Slags Anneks til Hæren[4]. Dem er der taget et Hensyn til i Lovforslaget, men jeg er dog tilbøjelig til at mene, at det vil være rigtigt at undersøge netop dette Punkt i det Udvalg, der antagelig bliver nedsat for at undersøge hele Lovforslaget noget nøjere; det behøver jo ikke at tage lang Tid, men det er mig bekendt, at man fra anden Side ønsker en Udvalgsbehandling, og jeg mener ogsaa, der kan være en enkelt Ting her, som det kan være rigtigt at drøfte nøjere med vedkommende Minister.

Men ellers kan jeg, som sagt, give Tilsagn om, at vi i vort Parti kan godkende de Principper, Lovforslaget indeholder. Og saa vil jeg for mit Ve[d]kommende gerne takke Justitsministeren for de Udtalelser, han fremsatte, at Regeringen vilde gøre alt, hvad der stod i dens Magt, for at opretholde Ro og Orden. Det vil jeg meget stærkt understrege, og jeg vil haabe, at Regeringen til enhver Tid vil vide at gribe kraftigt ind, naar der gøres Forsøg paa at bryde Landets Love. Vi er en lille Nation, der sikkert overalt har Ord for at være et fredeligt Folk, men vi vil have Lov til at være Herrer i vort eget Hus, og de Udtalelser, der blev fremsat her af Justitsministeren, kan jeg i alt Fald for mit Vedkommende underskrive, jeg mener, det var rigtigt sagt.

Christmas Møller:[5] Begrundelsen for det her fremsatte Lovforslag - som jo er af en ganske anden og mere vidtrækkende Karakter, end den højtærede Justitsminister gav det i sin Forelæggelsestale - finder man maaske mindre i den højtærede Ministers Tale end i det Par Bemærkninger, som er knyttede til Lovforslaget.

Den højtærede Minister sagde under Forelæggelsen, at der skal være Ro og Orden i Landet, og derom er der jo ingen Tvivl; i dette kan Ministeren faa den fulde Tilslutning fra Rigsdagens 4 store og udvalgsberettigede Partier[6]. Men jeg kan jo ikke tro, at den højtærede Minister med den Bemærkning, han gjorde om, at Uniformer som saadanne var ham imod, har ment, at dette var nogen Begrundelse. Den højtærede Minister sagde, at i hans Ungdom var man stolt af at være sig selv. Ja, der er vel Maade med; det kom vel an paa, hvem det var, og med det Kendskab, jeg fra historiske Studier har til den højtærede Ministers Ungdom, maa jeg sige, at da uniformerede man sig ganske vist ikke, men jeg har virkelig et meget levende Indtryk af, at den brandesianske Ungdom[7], den Ungdom, som den højtærede Minister tilhørte, i høj Grad ønskede at være sig selv overfor mange, mange andre.

Nej, Begrundelsen for dette Lovforslag finder man i de sparsomme Bemærkninger, som er knyttede til Forslaget, og disse Bemærkninger er overordentlig karakteristiske. I den borgerlige Straffelov siges det, at det er forbudt offentligt eller i retsstridig Hensigt at bære Uniformer, som er fastsatte for offentlige Myndigheder. Da den højtærede Justitsminister, som har gennemført saa mange betydningsfulde Love, gennemførte Straffeloven, vel gennemtænkt, vel gennemarbejdet, da sagde den højtærede Justitsminister, og da sagde Rigsdagens Udvalg, hvad der paa dette Omraade skal være forbudt, nemlig det, der staar i Straffeloven. Og det kan vi for vort Vedkommende tiltræde, og jeg kan tilføje, at hvis den højtærede Minister var kommet til os og havde sagt, at det, som man vel nogenlunde kan sige, det i Aarenes Løb er blevet almindeligt at anse som forbudt, ogsaa lovformelig skal forbydes, nemlig at optræde i fremmede Landes Uniformer af den ene eller den anden Art, saa vilde man ogsaa have kunnet tiltræde dette.

Og Begrundelsen er yderligere den, at Uro og Vanskeligheder skulde opstaa ved en saadan Uniformering. Herom vil jeg gerne sige, at der kan naturligvis tænkes enkelte Tilstande, Valgkampe og andet, med Hensyn til hvilke man kunde gaa ind paa en saadan Betragtning, men i Almindelighed maa man have Lov til at sige, at det rige Erfaringsmateriale, vi har med Hensyn til uniformerede Afdelinger af forskellig politisk Opfattelse, som har eksisteret i længere Tid, viser jo ikke, at det volder den store Uro og den store Vanskelighed.

Og jeg kan ikke, inden jeg gaar over til en nærmere Gennemgang af dette Lovforslag, undlade at pege paa, at det for os Konservative virker fantastisk ejendommeligt, at da de Konservative tænkte paa at rulle en Valgfilm over Biografteatrenes Lærred, var Justitsministeren der med et Forbud. Da de Konservative var begyndt med deres Processioner gennem Gaderne, saa var Myndighederne der med et Forbud, og faa Dage efter, at de konservative unge er mødt i den Uniform, de nu altsaa synes om, er Justitsministeren der med et Forbud.

Videre vil jeg gerne sige, at det, der for os maa være det afgørende Kriterium for, om et saadant Forbud maa træffes, er Tilstedeværelsen af et ulovligt Formaal, og Justitsministeren, Regeringen, enhver lovlig Magt i Landet vil faa Konservatismens absolutte Tilslutning, naar en Bevægelse har et ulovligt Farmaal; i saadanne Tilfælde vil vi med alle til Raadighed staaende Midler være med til at slaa en saadan Bevægelse ned.

Det er klart, at dette maa for Retsstaten være det afgørende, at hvor Organisationen har et mod Statens Love stridende Formaal, der maa man med alle til Raadighed staaende Midler vende sig mod den. Og hvis Regeringen kom til os med et Lovforslag, som gik ud paa at faa Bemyndigelse hertil, hvad enten det var over for den ene eller overfor den anden Organisation, vilde vi naturligvis gaa med dertil. Vi vilde yde en Regering, vi staar i en saa kraftig Opposition til som den nuværende Regering, uanset dette, vor fulde Støtte, og vi siger til Regeringen, at vi synes, at den paa disse Omraader snarere er for svag end stærk nok.

Derfor har jeg ogsaa Lov til at sige til Justitsministeren, at da han første Gang her i Aften havde Ordet, var det for mig saa forfærdelig betegnende, at Ministeren talte om Ytringsfrihed og om Religionsfrihed, men Ministeren havde undladt Spørgsmaalet om den personlige Frihed. (Justitsministeren [Zahle]: Jeg sagde netop den personlige Frihed). Det var undladt, Ytringsfriheden var der, Religionsfriheden var der, men den personlige Frihed til at agitere og organisere sig, som man vil, naar det fælder et lovligt Forhold, nævnte den højtærede Justitsminister ikke.

Vi for vort Vedkommende vil ikke kunne give dette Lovforslag Tilslutning. Vi vil stemme derimod, og vi spørger Regeringen, om den ikke har overvejet, at Tryk af denne Karakter avler Modtryk. Saaledes som dette Lovforslag er formet - og jeg beder virkelig ærede Medlemmer læse det nøje igennem for at se, hvor uhyre indgribende det i Virkeligheden er -, vil det øve Tryk. Og vi tror, at Tryk paa et saadant Omraade som dette avler Modtryk, og at det meget nemt vil forme sig saaledes, at Lysten til at omgaa eller træde udenom saadanne Bestemmelser som dem, her træffes, bliver overmaade stor.

Jeg siger hermed ikke andet end, hvad der er det rent faktiske, som sker ved en saadan Lovs Vedtagelse, som vi mener er urimelig; thi for os kan der, det ønsker jeg at tilføje straks, naturligvis ikke være Tvivl om, at en Lov, naar den bliver gennemført, skal holdes, og at vi alle har Pligt hertil.

Men hvad er Baggrunden og Begrundelsen for dette Forslag? Ja, jeg har vel Lov til at sige det paa den Maade, at Baggrund og Begrundelse er, at Uro og Uorden hersker mange Steder, og efter at jeg har gennemgaaet Lovforslagets enkelte Paragraffer, skal jeg gøre et Par Bemærkninger om den Ro og Orden, som det er Regeringens Pligt efter vor Opfattelse at opretholde i Landet.

Thi uhyre vidtgaaende er Lovforslaget jo. Jeg beder først om, at man lægger Mære til, at saaledes som § 1, 1ste Stykke, er affattet, er det at forstaa paa den Maade, og Justitsministeren vil sikkert give mig Ret deri, at 1ste Punktum omfatter eet Forhold, 2det Punktum noget andet. I 1ste Punktum staar der nemlig i Almindelighed, at Uniformer eller Beklædningsgenstande, der kan sidestilles hermed, er forbudt. Det er – saaledes forstaar jeg det – et fuldkommen generelt Forbud mod at bære Uniformer af anden Karakter end dem, der er omtalt i Undtagelsen bagefter.

Jeg tager som Eksempel en Forening, som sikkert ikke kan siges at forstyrre den højtærede Regerings Nattesøvn, en Forening, hvor Landets øverste Embedsmand er en kær Gæst, nemlig Kgl. Dansk Yachtklub[8]. Den har en Uniform, den har oven i Købet en Uniformskasket, den har Uniformsknapper. Den bliver forbudt, og jeg formoder, at det er forbudt Hans Majestæt Kongen fremtidig at møde i denne Uniform, thi der staar i al Almindelighed at

"Uniform eller Beklædningsgenstande, der kan sidestilles hermed,"

er forbudt.

Jeg vil gerne spørge den højtærede Regering, om den har gjort sig Tanker med Hensyn til en Omgaaelse af disse Bestemmelser. Hvorledes vil den klare en saadan? Jeg vil gerne spørge Regeringen om, hvilke Forberedelser den har truffet baade overfor dem, som møder i Uniform og kunde tænkes at blive ved med det, og overfor dem, der omgaar Forbudet.

Der staar dernæst i det andet Punktum i Paragraffens første Stykke:

"Ligeledes er det forbudt at bære Uniformsdele eller Tegn, der viser, at Bæreren hører til en politisk Organisation."

Medens Uniformer og Beklædningsgenstande, der kan sidestilles hermed, i Almindelighed er forbudt i første Punktum, saa er ogsaa Uniformsdele, Armbind, Tegn, Emblemer, eller hvad det kan være, fremtidig forbudt i det Øjeblik, de peger hen paa en politisk Organisation. Jeg har jo nok set, at de tre Pile[9], som grasserede[10] temmelig rigeligt i Rigsdagen indtil de allersidste Dage, er forsvundet, og det har jeg ikke noget imod som Symptom paa, hvad der fremtidig vil ske; men jeg tror alligevel, at man gaar fuldkommen fantastisk for vidt.

Lad mig tage Emblemet L.S.[11] Mange bærer dette - nogle gør det kun, naar de er i Sønderjylland. Men er det en politisk Organisation, eller hvad er det? Er det et Emblem, som maa bæres, eller er denne Bevægelse, efterhaanden som den faar Tag i et enkelt politisk Parti, politisk? Paa mange andre Omraader kan man jo nævne Emblemer, som overmaade mange bærer med stor Tilfredshed. Er der virkelig sund Sans deri, og opnaar man ikke det modsatte af det, man tilstræber, ved virkelig at forbyde dette? Jeg tror det, og jeg tror, at Erfaringerne fra andre Lande gaar ud paa, at en saadan Ting, som her ønskes gennemført, ikke er formaalstjenlig.

Med Hensyn til § 1, 2det Stykke, har jeg ingen Bemærkninger at gøre, men vender mig saa til § 1, 3die Stykke, angaaende de frivillige Korps. Forinden vil jeg dog gerne gøre en Bemærkning om, hvem dette Forbud skal ramme. Jeg har set i et Middagsblad i Dag, at en af Socialdemokratiets Sekretærer har sagt, at den blaa Bluse var ikke en Uniform, at den socialdemokratiske Ungdomsbevægelse[12] og De unges Idræt[13] var ikke politiske Bevægelser. Var det mon ikke formaalstjenligt, inden vi skulde naa til Vejs Ende med dette, at vi fik at vide, om det her kun var Sportsarbejdet, det kammeratlige Samarbejde og det kammeratlige Samvær og hele det ungdomsopdragende Samvær, det drejede sig om, og at Ministeren gav os Besked om, hvilke Regler der skulde træffes, thi Ministeren har jo i Følge § 1, sidste Stykke, sidste Punktum, en vidtgaaende Dispensationsret.

Med Hensyn til de frivillige Korps maa jeg, efter det Arbejde, jeg har haft - jeg kender jo ganske særlig Akademisk Skyttekorps[14] -, sige, at det er vel ikke Meningen, at denne Bestemmelse skal administreres saaledes, at de frivillige Korps hemmes i deres Arbejde? Der er jo en Overenskomst mellem Staten og Akademisk Skyttekorps, og Akademisk Skyttekorps' Arbejde har jo altid haft en saadan Karakter, at man har Lov til at sige, at Akademisk Skyttekorps, altid, hvilken Regering vi end har haft, har stillet sig fuldkommen lovlig og i Tilslutning til Regeringens Befalinger.

Med Hensyn til Bestemmelsen i § 1, 4de Stykke, maa man nok have Lov til at spørge: Er det altsaa fremtidig Meningen at forbyde Spejdere over 14 Aar at optræde i deres Spejderdragt? Er det Meningen at forbyde Medlemmer af andre Idrætsforeninger at optræde i deres Dragt? For Forholdet er jo det, at der gives en fuldkommen almindelig Regel fra Ministerens Side om, at Børn under 14 Aar har Lov til at optræde i deres Dragt, og Lederen har Lov til det, og modsætningsvis maa man da slutte, at ingen andre har Lov til det. Der gives Ministeren en vidtgaaende Dispensationsret, og selv om man kunde have Tillid til den nuværende højtærede Justitsministers Retsind, og det har jeg, saa kan der meget hurtigt overgaa ham noget menneskeligt i politisk Forstand, hvad jeg haaber, og saa har vi jo en anden Justitsminister, som man ikke kan være saa sikker paa. Derfor siger jeg, at en Dispensationsret som denne vil vi ikke lægge i en Ministers Haand.

I § 2 gives der en Bestemmelse, som ogsaa er overordentlig vidtrækkende. Der kan gives Bøde, den kan være saa høj, den være vil, jfr. Straffeloven naturligvis, der kan gives Hæfte[15], og Medlemmer af Bestyrelser i en Organisation, som ikke kan bevise, det er mod deres Villie, at nogle Medlemmer i deres Organisation er optraadt i Uniform, kan faa Hæfte. Den højtærede Justitsminister nikker, det kunde han lide; vi er alle sammen Bestyrelsesmedlemmer for en Organisation, og han kunde sætte os alle sammen paa Hæfte, det vilde være behageligt for ham, det indrømmer jeg, men lige just under de nuværende Forhold at give Regeringen saadanne Retsmidler tror jeg dog ikke, der er nogen Grund til.

Vi ser saaledes paa det, at Lovforslaget er slet gennemtænkt, hvad ogsaa selve Fremsættelsen af det viser. Der skal handles i en Panikstemning; vi for vort Vedkommende mener ikke, der er en Panik her i Landet, som begrunder dette Lovforslag. Regering og Rigsdag skal optræde roligt og værdigt, vi skal sige, at enhver lovlig Organisation med lovligt Formaal har Ret til at udøve sin lovlige Virksomhed. Jeg kan godt bruge et Ord af den højtærede Udenrigsminister under Valgkampen. Den højtærede Udenrigsminister udtalte fra Møde til Møde: Der skal være Orden i Danmarks Hus! Ja. Og den højtærede Udenrigsminister tænkte paa de økonomiske Forhold og gentog: Der skal være Orden i Danmarks Hus!

Ja, der skal være Orden i Danmarks Hus indadtil og udadtil, og Regeringen skal ikke mangle vor Støtte til Skabelsen af Orden indadtil saavel som udadtil. Men naar man tænker paa disse Opgaver, maa jeg ogsaa have Lov til at sige til Regeringen, at den kan gøre en væsentlig Gerning med Hensyn til at skabe Orden i Danmarks Hus ved at tage Afrustningsforslaget af Tingenes Dagsorden. Den kan gøre dette ved klart og tydeligt, uden Udæskning[16] til nogen Side, at give Udtryk for det, som der kan blive Enighed om mellem alle Rigsdagens bestemmende Partier, ikke at vi skal træde Anskuelser for nær, ikke at vi ikke skal give Lov til paa lovlig Vis at agitere saaledes, som man vil det, men at slaa enhver ulovlig Bevægelse ned, hvad enten den kommer indefra eller udefra.

A.M. Hansen:[17] Vil man bedømme dette Lovforslag retfærdigt, maa man se paa de Forudsætninger og Begivenheder, der gør en saadan Bestemmelse paakrævet. Hæfter man sin Opmærksomhed paa den Gæring og Uro, der er rundt om os, og betænker, hvor let saadanne Bevægelser udenfor vore Grænser erfaringsmæssigt forplanter sig og kan skabe Vanskelighed indenfor vort Lands Omraade, vil man forstaa, at der maa træffes Forholdsregler, og disse Forholdsregler maa træffes i Tide.

Det lod til, at det ærede Medlem Hr. Christmas Møller, der talte for det konservative Folkeparti, kunde svinge sig op næsten til Forargelse, fordi der her fremsættes et Lovforslag om Forbud mod at bære Uniform. Hvad skal disse Uniformer til? Jeg hilser med Glæde, at dette Lovforslag fremkommer; Erfaringen lærer jo, at netop en saadan Uniformering meget let fremkalder Uroligheder. Det er rigtigt, som det ærede Medlem Hr. Brorsen udtalte, at det danske Folk er et fredeligt Folk. Det er dansk Ungdom ogsaa; almindelig paaklædt kan dansk Ungdom gaa fredeligt Side om Side, uanset hvilke politiske Partier de hører til, men møder en Flok unge i Grønskjorter en Flok unge i Graaskjorter[18], har vi set, hvad Resultatet er, saa kan Næverne ikke en Gang gøre det, saa maa der Knipler og andre Vaaben til. Uniformerne fremkalder slige Uroligheder, og i en saa urolig Tid som den, hvori vi lever, kan man derfor, synes jeg, ikke forsvare at modsætte sig et Lovforslag som dette.

Jeg skal ikke følge det ærede Medlem, der talte for det konservative Folkeparti, og komme ind paa Enkeltheder, jeg skal kun paa mit Partis Vegne anbefale det foreliggende Lovforslag til hurtig Gennemførelse.

Axel Dam:[19] Skønt jeg ikke hører til de bestemmende Partier, som det ærede Medlem Hr. Christmas Møller omtalte, og som han, saa vidt jeg kan skønne, heller ikke selv hører til i Øjeblikket, vil jeg dog tillade mig at udtale vort Standpunkt til det foreliggende Lovforslag. Nu skal Liberalismens Principper staa sin Prøve hos Dem, blev der hvisket mig i Øret af et Medlem af den høje Rigsdag, da vi begav os til denne Forhandling. Jeg antager, han dermed sigtede til, at han ventede, vi skulde være saa naive i dette Lovforslag kun at se en Begrænsning af den personlige Frihed til at klæde sig, som man vil, efter sin egen Smag, men det er aldeles ikke derom, Talen drejer sig, det drejer sig om kollektive Korporationer af politisk Art, som kan blive en truende Fare for den Ro og Orden i Samfundet, som vi ønsker opretholdt, og blive det netop i særlig Grad ved, at de er udrustet paa synlig Maade, saaledes at man kan se, hvem der er Ven, og hvem der er Fjende, naar man gaar over fra den mundtlige til den korporlige Udveksling af Argumenter - det har man jo ogsaa Eksempler paa; ikke blot i Tyskland, men ogsaa i mere civiliserede Lande har vi set, at man kan gaa over til saadanne Korporligheder ved Møder.

Hvorvidt alle de Bestemmelser, der er nævnt i Forslaget, er nødvendige, kan jeg ikke skønne over, men vi sympatiserer fra vor Side med den kraftige Villie til at slaa disse Ting ned i Spiren.

Med Hensyn til alle de Betænkeligheder, der rejser sig med Hensyn til enkelte ganske fredelige Organisationer, Afholdsforeninger og andre, med Emblem, saa har vi jo en Ventil i den Paragraf, som giver Justitsministeren Bemyndigelse til at dispensere fra denne Regel, hvad Justitsministeren naturligvis vil gøre i alle de Tilfælde, hvor der er Tale om ganske ufarlige Foreninger.

Af Hensyn til vore Principper om Værn for den personlige Frihed maa jeg sige, at vi ser i den her foreslaaede Lov snarere et Værn for den borgerlige Frihed end en væsentlig Indskrænkning i den med Hensyn til Klædedragt og lignende, og vi vil altsaa stille os velvilligt overfor Forslaget. Muligvis kan det forbedres, vi er jo ikke saadan inde i Enkeltheder, men vi giver det altsaa paa Forhaand vor Anbefaling.

Aksel Larsen:[20] Hvis man ved Behandlingen af dette, vel efter Forholdene ikke mere mærkelige, Forslag skulde være nødt til at henholde sig til det Forsøg paa Begrundelse for det, som er givet af Regeringen gennem Justitsministeren og af det socialdemokratiske Parti gennem det ærede Medlem Hr. Alsing Andersen, der her som Gruppeformand har faaet betroet sit første Ordførerskab, saa var man meget ilde stillet.

For at holde sig til det ærede Medlem Hr. Alsing Andersen. Han vidste kun eet Hovedmotiv for, at disse Uniformer bæres, nemlig at i vor Tid er det praktisk, naar man tager paa Udflugt eller paa Lejrtur, at have saadan en Bluse paa i Stedet for at have sit pæne Tøj paa, for det er kedeligt, hvis det pæne Tøj bliver snavset til! Jeg lykønsker Danmarks socialdemokratiske Ungdom, som dels har en Forbundssekretær, der fortæller, at D.s.U. er skam ikke politisk, men kun saadan en moralsk og kulturel Frilufts- og Lejrsportsorganisation, og som har en Partiformand, der hævder, at D.s.U. har kun anlagt de blaa Bluser for ikke at snavse deres pæne Tøj til, naar de er i Skoven.

Hvis det er Tilfældet - ja, vi maa vel foreløbig gaa ud fra, at det er Tilfældet; det ærede Medlem Hr. Alsing Andersen er sikkert vel orienteret om D.s.U.s Hensigter; vi er tvunget til her under denne Debat at gaa ud fra, at det er Tilfældet -, saa kunde jeg sige til det ærede Medlem, at saa skulde han give sine unge Partifæller et godt Raad: Tag det gamle Tøj paa, det var nemmere ikke at have Udgift til denne Bluse! Nu, vi ved ganske vist, at denne Begrundelse kun skal dække en uhyre Forlegenhed, en Søgen efter Argumenter, og at der ikke findes en eneste blaabluseklædt ung Mand eller Kvinde, som er villig til at underskrive den.

Hvad Justitsministeren, Regeringens Repræsentant, angaar, saa ser det ikke meget bedre ud dér. Altsaa, den menneskelige Efterabningslyst! Ja, det var jo altid noget. Det er Regeringens Repræsentant, der siger til alle de unge Mennesker, der bærer Uniform - og lad os nu være enige om, at i hvert Fald de 5/6 af dem staar i D.s.U. -, at det er kun for at efterabe, at de har taget disse Uniformer paa. Derpaa, at den udvortes Tilkendegivelse af en politisk indre Overbevisning er fuldkommen unødvendig. Ja, det kan være, den er fuldkommen unødvendig, og jeg skal villig give Justitsministeren den Indrømmelse, at han skjuler sin indre Overbevisning fortrinligt under en radikal Maske.

Men saa er der den anden Begrundelse, Justitsministeren anfører, at før var Menneskene Enere med selvstændige Tanker, egen Moral, og jeg ved ikke alle de kønne Udtryk, men nu er det saadan, at nu skal man være Medlem af en kollektiv Sammenslutning og bekendtgøre en kollektiv Villie.

Ja, det træffer sig jo desværre saadan, at Livet i et Samfund indretter sig ikke efter de mærkelige Tanker, Folk foregiver at have, og efter de Forestillinger, som visse forhenværende liberale Politikere ejer: Livet former sig paa den Maade, at Folk, som tilhører samme Klasse i Samfundet, ogsaa har samme Mening om Samfundet og slutter sig sammen til kollektivt Arbejde for deres Klasses, Stands eller Gruppes Interesser. Det kan man ikke komme udenom, det kan ikke ændres ved nogen Lov, og det er ogsaa derfor, at netop Arbejderklassen er gaaet i Spidsen med dette at indføre et Emblem og at indføre disse Bluser, og Trangen dertil udryddes ikke ved Lov.

Vi Kommunister anser det naturligvis ikke alene for noget, der følger af Udviklingen, noget, der er givet paa Grund af Samfundets Udvikling, men vi anser det ogsaa for overordentlig heldigt og udmærket og godt, at der er noget, der hedder Klassebevidsthed hos Arbejderklassen og hos Arbejderungdommen, og det er vor Opgave som Kommunister at gøre alt, hvad der overhovedet staar i vor Magt, for yderligere at skole og opdrage denne Bevidsthed hos Arbejderklassen.

Derpaa til selve Lovforslaget. Dets Konsekvenser er naturligvis uhyre vidtrækkende, men i øvrigt er alt lagt i Justitsministerens Haand. Han har den mest udstrakte Myndighed til at afgøre Tvivlsspørgsmaal og meddele Dispensation - der staar ikke noget om, i hvor stort Omfang Dispensation kan meddeles -, og da vi i Modsætning til de Konservative har den dybest mulige Mistillid, begrundede Mistillid, til den nuværende Justitsminister, men ganske vist vilde have det til en hvilken som helst Justitsminister i det kapitalistiske Samfund, saa kan vi altsaa ikke se nogen som helst Betryggelse i denne Dispensations- og Tvivlsparagraf. Tværtimod er vi udmærket klare over, at den vil blive haandhævet i en ganske bestemt Retning; men det kommer jeg til, naar jeg kommer til at betragte Lovforslagets politiske Konsekvenser nærmere.

De praktiske Følger af det vil altsaa være, hvis det gennemføres, og hvis det kan gennemføres - men hvis jeg var velvillig indstillet overfor det nuværende Samfund, vilde jeg give det Raad, at man skal ikke give Love, som man ikke er sikkert paa at kunne faa gennemført -, at L.S.-Emblemet selvfølgelig maa forsvinde. L.S. er en politisk Sammenslutning, der gaar neppe en Dag, uden at vi faar Henvendelser fra den, og under Slagterikonflikten erklærede de politiske Ledere, at det var deres politiske Maal med Slagterikonflikten at tiltvinge sig en Kronenedskæring, og det fik de for Resten ogsaa[21]. Altsaa, L.S.-Emblemet maa forsvinde. Og de tre Pile maa forsvinde, de er allerede til Dels forsvundet her i Salen. I det hele taget er de ikke synderlig populære, efter at de, der har lanceret de tre Pile, nemlig de tyske Socialdemokrater, har vist, hvor lidt de mente med den Kamp mod Fascismen, som Pilene symboliserede - hvorefter de tre Pile i Tyskland har faaet Betydning af Taarepile.

Men der er ogsaa andre Emblemer, der maa forsvinde. D.s.U.-Emblemet f. Eks. maa ikke bæres fra det Øjeblik, denne Lov er vedtaget. Vi har snart den 1. Maj[22], og jeg har læst et Opraab fra de samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg, undertegnet af det ærede Medlem Hr. Vilhelm Nygaard[23], hvori der rettes en Opfordring til Arbejderorganisationerne om hos de samvirkende Fagforbunds Kasserer at købe Majmærker. Det er naturligvis en Følge af denne Lov. (Afbrydelse). Nej, lad os ikke paastaa, at dette Emblem ikke er politisk. Der staar udtrykkelig om disse Tegn Ting, som viser, at Bærerne hører til en politisk Organisation, og i saa Fald har man ikke Lov til at bære dem. Altsaa kommer Justitsministeren allerede ved denne Lejlighed til at give Dispensation til sit eget Parti, eller ogsaa lider de samvirkende Fagforbund et vist økonomisk Tab ved at have ladet disse politiske Tegn fremstille. Med andre Ord, et Indgreb, saadan lyder Loven, i Arbejdernes Ret til den 1. Maj at demonstrere deres politiske Meninger og Hensigter.

Det er blevet hævdet, ganske vist ikke synderlig tydeligt, men Justitsministeren har sagt det under Behandlingen af det foregaaende Lovforslag, at den egentlige Aarsag til denne Art Lovgivning er, at man maa forhindre, at vi faar de samme Tilstande i Danmark som i andre Lande. Derfor maa vi gennemføre et generelt Uniformsforbud. Man maa navnlig bekæmpe Kommunisterne kraftigt, fordi de er Forløbere for og bereder Vejen for Fascismen. (Tilraab: Hør!). Der bliver raabt Hør fra den dertil indrettede socialdemokratiske Gruppe her i Tinget. Jeg vil naturligvis ikke stille den Fordring til Folk, som i Festtaler paastaar, at de er Marxister, at de overhovedet skal forsøge at lære eller drage Erkendelse af Historien, navnlig ikke naar de har Sæde her i Tinget; men det er jo sket, og nogle af de ærede Medlemmer, der sidder paa de Pladser, hvorfra der nu raabes Hør til, at Kommunisterne er Skyld i Fascismen, før de kom herind, havde en anden Opfattelse.

I hvilke Lande hersker Fascismen i Øjeblikket, den, mod hvem disse Love angivelig skal være rettet? Først og fremmest i Italien, i Balkanstaterne, i Polen, til Dels i Finland, i Randstaterne[24] og Tyskland, hvor den naturligvis ikke har vundet nogen endelig Sejr, men i alt Fald i Øjeblikket har Magten. Hvad er Aarsagen til, at det har været muligt for Fascismen og dens forskellige Afskygninger med dens forskellige Symboler og dens forskellige Navne at kunne tage Magten i disse Lande?

Jeg tror, vi passende kan forsøge os som gode Historikere og granske, hvad en een Gang temmelig god Historiker, det ærede Medlem Hr. Hartvig Frisch[25], har sagt om et Par af disse Lande. Det ærede Medlem skrev og fik i 1924 i "Social-Demokraten"[26] optaget en Række Kronikker, hvori han beskrev Arbejderbevægelsens Stilling og Udvikling i de vigtigste Lande i Europa og særlig tog Sigte paa to af de nuværende fascistiske Lande, Italien og Tyskland, men ogsaa nævnte Sovjetunionen, og han fastslog dér, at der var afgørende Forskel paa den officielle Arbejderbevægelse og Arbejderklassen i disse tre Lande. Rusland, sagde det ærede Medlem, var det Land, hvor Arbejderklassen kæmpede og vandt, Italien det Land, hvor Arbejderklassen kæmpede og tabte, men Tyskland var det Land, hvor den blev hjemme. Det rimer jo slet med de Paastande, som bl.a. i denne Tid serveres i "Social-Demokraten"s Kronik af et andet endnu ikke æret Medlem, om, at Fascismen kun sejrede i Tyskland, fordi der var nogle modbydelige Kommunister, og det er Kommunisternes Skyld, at den har sejret i Italien…

Formanden: Jeg henstiller til Taleren at vende tilbage til det foreliggende Lovforslag.

Aksel Larsen: Det er mig ganske umuligt politisk at behandle dette Lovforslag, hvis jeg ikke har Lov at behandle det, som er Baggrunden for Lovforslaget, det, som er strejfet i Motiveringen, bl.a. netop af Justitsministeren, som ikke dokumenterede sin Paastand, men fik Lov til at fremsætte den.

Desuden maa jeg have Lov til til Formanden at sige dette: Lovforslaget fremsættes af en forstandig og eftertænksom og politisk kyndig Regering i en sen Aftentime, paa et Tidspunkt, som alle Mennesker, navnlig alle ærede Medlemmer af dette Ting, endnu i Gaar vilde have forsvoret, der kunde holdes Møde i Rigsdagen paa. Det kan altsaa ikke være noget, man har planlagt gennem flere Maaneder, det kan ikke være noget, der er blevet aftalt i Kanslergade eller ved lignende Lejlighed; Lovforslaget fremsættes formodentlig efter Overvejelser, der har varet 24 Timer. Og der er jo ingen Tvivl om, at efter at det er blevet til Lov, efter at den nuværende og den kommende Politistyrke er sat i Gang med at haandhæve det som Lov, efter at Dommene er begyndt at falde o.s.v., vil vi rundt omkring paa alle Landets Møder, hvor Socialdemokrater optræder som Talere, og i hele den socialdemokratiske Presse møde den i tusindfoldige Variationer gentagne Paastand: Denne Lov gennemførtes kun som Følge af Udviklingen i Sønderjylland[27]. Vi ved, det vil blive saadan. Et æret Medlem af Socialdemokratiet nikker; i dette maa naturligvis ligge en Erkendelse af, at saadan vil man optræde. Men man kan ikke afskære os fra at belyse dette Lovforslags internationale Baggrund, naar man bagefter vil gaa ud og paastaa, at det er motiveret ved den Slags Begivenheder.

Det er sagt her fra Talerstolen, at det er et Værn mod Nazismen; for at holde den borte fra Danmark maa Kommunisterne slaas ned. Men saa maa man altsaa undersøge, om denne Paastand er rigtig. Er det rigtigt, at man bekæmper Fascismen ved at slaa Kommunismen, ved at slaa den revolutionære Arbejderbevægelse ned? Der findes intet Eksempel paa det, kun Eksempler paa det modsatte, men dem maa vi naturnødvendigt hente fra de Lande, hvor Fascismen har sejret, vi kan ikke hente dem fra de Lande, hvor den endnu ikke har sejret, i hvert Fald ikke officielt.

Ganske vist er det jo saadan, at da for nogle Aar siden en Højesteretssagfører fremsatte det Forslag, at der blev indført Diktatur herhjemme, den nuværende Statsminister burde være Diktator, saa afviste Statsministeren dette med en Haandbevægelse og sagde: det er ganske overflødigt, i paakommende Tilfælde vil Rigsdagen altid være fuldkommen egnet til tilstrækkelig hurtigt at træffe de nødvendige Forholdsregler. De Begivenheder, der er sket herinde i de sidste Maaneder, bekræfter unægtelig denne Udtalelse, og det, der sker her i Aften og i Nat, bekræfter det ogsaa: man behøver ikke saa nøje at overholde det fascistiske Diktaturs Former, det vil være muligt alligevel at træffe Beslutninger, som rammer Arbejderbevægelsen.

Men der er jo det at sige, at man i hvert Fald ikke kan føre Bevis for den Paastand, at det er den kommunistiske Bevægelse og Arbejderklassens uniformerede Korps, som er Skyld i, at Fascismen er vokset saa stærkt og har taget Magten i Tyskland, Italien og andre Lande.

Tager vi det sidste aktuelle Land, Tyskland, er der imidlertid Paralleller. Nazismens Magtovertagelse kom efter Begivenheder, hvorunder man under demokratisk Maske havde ladet en socialdemokratisk Minister forbyde Tysklands røde Frontkæmperforbund[28], en Organisation, der omtrent svarede til Arbejderværnet[29] herhjemme; man sagde ogsaa dér: dem maa vi forbyde for at forhindre Fascismen i at vokse sig stærk i Tyskland. Det kan jo ikke nytte at forsøge at bortlyve Kendsgerningerne, man maa erkende, at dette Forbud ikke bidrog til at forhindre den tyske Fascisme i at vokse sig stærk, tværtimod. Noget lignende er jo Tilfældet i Østrig. Der er ingen Tvivl om, at Forbudet mod den socialdemokratiske Organisation "Schutzbund"[30] i Østrig kun tilsigter eet, nemlig at bane Vejen for "Heimwehr"[31], at gøre det muligt for de fascistiske Kræfter med Vaaben i Haand og med fysisk Vold at tage den politiske Magt i Østrig og undertrykke Arbejderklassen.

Det er ganske afgjort, at den Lovgivning, man her er i Færd med at gennemføre, sigter mod det samme Formaal og vil reelt have samme Konsekvenser.

Det ærede Medlem Hr. Christmas Møller var forpligtet til paa sit Partis Vegne at mene, at denne Lov kom kun som Følge af, at de grønne Drenge har faaet Uniform for et Par Dage siden, og naturligvis, det er flinkt af et af de her i Tinget bestemmende Partier - i Parentes bemærket: er det egentlig grundlovsmæssigt, at der i Tinget findes bestemmende og ikke­bestemmende Partier, skulde ikke alle Tingets Medlemmer være lige for Loven? men det ærede Medlem talte om de 4 store Partier som de her bestemmende -, altsaa det er flinkt af et af de her i Tinget bestemmende Partier, det konservative Folkeparti, at komme en Regering, som er i Bekneb, til Hjælp ved at sige: Dette Forbud er kun noget, Socialdemokratiet har møntet paa den konservative Ungdom, Carsten Rafts[32] grønne Drenge.

Men vi har jo haft nogle Diskussioner her i Tinget om Demonstrationer. Vi ved udmærket vel, at de Demonstrationsforbud, der er kommet, udelukkende har været møntet paa de revolutionære Organisationers Demonstrationer og ingen Sinde paa de Konservatives, selv om man bagefter, mere eller mindre troværdigt, har sagt: Jo, det rammer alle, det er møntet paa alle. Gang paa Gang ved saadanne Lejligheder har jo netop det konservative Folkeparti givet Regeringen sin fuldeste Tilslutning til alt, hvad den foretog og maatte foretage i denne Retning, og vi har hørt det konservative Folkepartis Fører - endnu da -, det ærede Medlem Hr. Christmas Møller, udtale, at det konservative Folkeparti nærede den mest ubetingede Tillid til den siddende Regerings Justitsminister.

Altsaa, denne Begrundelse for Forbudet, som det ærede Medlem Hr. Christmas Møller forsøger at give Regeringen og Socialdemokratiet, idet han opdagede, at man ikke selv var i Stand til i Aften at finde paa at fremsætte den - den duer ikke. Der findes her i Landet hverken Religionsfrihed, Ytringsfrihed eller nogen af disse andre Ting, som Justitsministeren hævdede findes, og som det konservative Partis Ordfører gav ham Ret i, at her findes.

Jeg udgiver en lille Pressebulletin, "Antifascistische Front", og Trykningen af en saadan Pressebulletin maa jo falde ind under Trykkefrihedens Bestemmelser, vel ogsaa under Ytringsfrihedens Bestemmelser. Naturligvis har Regeringen ikke nedlagt Forbud imod, at den udkommer. Nej, Regeringen er klogere end som saa: den har ladet sit Politi gaa rundt til Bogtrykkerne og har henstillet til dem, hvis de ikke ønskede at være Uvenner med 4de Politiinspektorat, ikke at trykke den for os.[33] Det er det, man kalder Trykkefrihed og Ytringsfrihed i Henhold til Grundlovens Paragraffer!

Der er ingen Tvivl om, at hvis et saadant Forhold kom til Afstemning her, vilde hele Tinget med Undtagelse af de to Kommunister med Begejstring godkende en saadan Handling af Regeringen (Kristen Amby[34]: Nej!). Med Begejstring! Eller vil det ærede Medlem paastaa, at de Gange han har stemt for Regeringens grundlovsstridige Justitsovergreb, har han gjort det uden Begejstring og med Sorg i Sind? Saa skulde han have givet Udtryk for det. Der er ingen Tvivl om, at Tinget minus de to Kommunister vilde godkende et saadant Overgreb fra Regeringens Side. Vi er vant til de Metoder, vi har før set, at man paa den Maade forhindrer os i at faa trykt de Ting, vi vil have trykt.

Der staar i Grundloven, at enhver har Lov til at fremsætte sine Tanker paa Tryk, naar han blot er villig til bagefter at staa til Ansvar for Domstolene. Regeringen ved, at i "Antifascistische Front" findes intet, der kan paadømmes ved Domstolene, derfor forsøger den ikke at rejse Tiltale mod den ansvarlige Udgiver, men sender sine Politibetjente rundt til Bogtrykkerne og lader dem sige: Vi henstiller paa det alvorligste til Dem ikke at trykke dette Blad.

Der er altsaa ikke Ytringsfrihed her i Landet. Det er noget man fortæller ved Grundlovsfester og hævder i Tinget under Debatter, men det har ikke noget reelt paa sig. Derfor bliver det ogsaa lidt vanskeligt at tro paa det ærede Medlem Hr. Christmas Møllers Forsikring om, at ulovlige Foretagender skal bekæmpes med alle til Raadighed staaende Midler, for det er i højeste Grad ulovligt at foretage noget, som strider mod Grundloven. Men det gør ikke noget, naar Regeringen foretager sig det og Folketinget godkender det.

Nej, det foreliggende Lovforslag kommer i en ganske anden Situation. Det kommer ikke i Anledning af, at de 300 grønne Drenge har faaet Uniform. Det kommer i Anledning af, at Dønningerne fra Tyskland har bevirket en Afklaringsproces indenfor Arbejderklassen herhjemme, fordi der ikke alene i den kommunistiske Bevægelse, ikke alene hos dem, der tilhører de revolutionære Organisationer, men dybt ind i Socialdemokratiets Rækker og navnlig i D.s.U. er en voksende Erkendelse af, at de parlamentariske Midler ikke slaar til i Arbejderklassens Frigørelseskamp, og at i hvert Fald Fascismens Fremstød ikke holdes nede ved en Tyrkertro[35] paa Stemmeseddelen, men ved at møde Fascismen, hvor den er, og sætte haardt mod haardt. Derfor kommer man med et Forslag, som tilsigter - som forfejler sin Virkning, men som tilsigter at umuliggøre dette.

Hvilke Uniformer og Emblemer ser man paa Gaderne i København og andre Steder? Hagekorset maaske? Nej, de er faatallige. Nej, man ser - det ved vi jo, det er Flertallet - de blaa Bluser og de dermed forbundne D.s.U.-Emblemer, og man ser - nu mere sparsomt end tidligere - de tre Pile. Man ser Arbejderværnets graa Bluser. Man ser det kommunistiske Ungdomsforbund. Man ser Sovjetstjernen, Hammer og Segl og lignende Emblemer[36]. Dem ser man, for de er saa mange. Der er ikke nogen som helst Tvivl om, at de, talmæssigt og hvad politisk Indflydelse angaar, er de aabne fascistiske Organisationer langt overlegne. Denne Tilstand skal ændres, og derfor kommer denne Lov, som altsaa vil bevirke, at herefter skal det ikke kunne manifesteres, at vi er saa mange, at vi med Lethed kan holde disse fascistiske Organisationer Stangen, hvis blot ikke Regeringen og dens udvidede Politistyrke forhindrer os deri.

Naturligvis er det ikke Meningen, at dette skal ske, eller behøver at ske, eller bør ske ved korporlige Slagsmaal. Den Slags Ting sker ikke, medmindre de Konservative eller Fascisterne er i saa stort Overtal, at de paa Forhaand mener at have Chance for at klare sig, og derfor gaar løs paa Arbejderungdommen. Der er henvist til forskellige Sammenstød som Motivering for Loven, men hvis man undersøger det, finder man, at ved de allerfleste Sammenstød har Uniformerne manglet. Saa det kan altsaa ikke være Begrundelsen. Men vi har ganske vist faaet en Del Eksempler, navnlig fra den senere Tid, paa, hvorledes nazistiske Tropper, uniformerede eller uuniformerede, har overfaldet unge Arbejdere, som de paa en eller anden Maade kendte, naar de var mange og de unge Arbejdere faa eller enlige, og skamslaaet dem saaledes, at de i flere Tilfælde maatte bringes paa Hospitalet. Det vil jo blive lettere, hvis denne Lov gennemføres i sin fulde Konsekvens, rettet, som den er, mod Arbejderklassen.

Det kan ikke lade sig gøre at holde Fascismen borte paa den Maade, og det hjælper for øvrigt lidet for den danske Arbejderklasse, hvis man vil holde Fascismen borte af Navn og saa indføre den af Gavn ad anden Vej herhjemme. Vi har umiskendelige Tegn paa en saadan Udvikling. Jeg behøver blot at nævne den Lov, som tvangsmæssigt forlængede Overenskomsterne og forbød Strejker et Aar frem i Tiden[37], og nu denne Lov her, som vel er det næste Trin i den fascistiske Udvikling, men er umiskendelig som saadant.

Man tror, det kan lade sig gøre at faa Arbejderklassen til at finde sig til Rette med, at man hævder Demokrati og Parlamentarisme, Fascisme bliver ikke tilladt, og saa begrænser Arbejderklassens Rettigheder, indsnævrer dens politiske Handlefrihed, forbyder dens økonomiske Aktioner og gennemfører en systematisk økonomisk Nedskæring, som i sine Principper er nøjagtigt den samme som den, der foretages af de fascistiske Regeringer i de fascistiske Lande.

Vi vil naturligvis stemme imod dette Lovforslag og bekæmpe det paa det kraftigste, og vi vil gøre det ogsaa af den Grund, at vi udmærket vel ved, at dette kun er en Forløber for videregaaende Undtagelseslove imod Arbejderbevægelsen. Vi ved jo, at man i Regeringen og Regeringspartierne grundigt har overvejet Muligheden af f. Eks. at forbyde den Organisation, der hedder Arbejderværnet. I Folketingets Præsidium[38] ligger de Konservatives Forlangende om Indskriden mod de to kommunistiske Rigsdagsmænd, og det konservative Folkeparti gaar i denne Tid ud og agiterer for Vedtagelsen af en Lov, som skal forbyde Kommunister Adgang til Folketinget, og som forbyder dem Ret til at deltage i politiske Valg overhovedet her i Landet.

Det ærede Medlem Hr. Christmas Møller har i Aften været inde paa det samme, har strakt en Højrehaand frem imod Regeringen og sagt: Vi, det konservative Folkeparti, erklærer overfor Regeringen, at vi er mere end villige til, og vi appellerer til Regeringen om at støtte vore Krav om, at Foreninger med ulovligt Formaal bekæmpes med alle til Raadighed staaende Midler. Jeg understreger: med alle til Raadighed staaende Midler ... (Christmas Møller: Rigtigt opfattet!). Ja, fuldkommen rigtigt opfattet. Det drejer sig om det kommunistiske Parti og revolutionære Organisationer, som i det hele taget erklærer, at de er Modstandere af det bestaaende Samfund, at de staar paa Marxismens Grundlag.

I Tyskland har Nazisterne erklæret Marxismen Krig og er gaaet til en Udryddelseskrig imod alt, hvad der hedder Marxisme, og nogle, som en Gang kaldte sig Marxister, skynder sig at bøje Knæ for dem og slutter Forlig med dem. Herhjemme skal det ikke ske ved en nazistisk Omvæltning, men ved en Lov vedtaget her i Rigsdagen, maaske for en Gangs Skyld, til Trods for, at den er foreslaaet af det konservative Folkeparti, fremmet hurtigt i Tinget og vedtaget af de bestemmende Partier i dette Ting. Det er et Perspektiv, det vil sige et Perspektiv, som i Gennemførelsesmaade vel adskiller sig fra det, der er sket f. Eks. i Tyskland, men som ikke i sit Perspektiv er synderlig forskelligt derfra.

I denne Forbindelse vil jeg gerne have Lov til for at illustrere denne Udvikling, som den er foregaaet, og for at illustrere, hvordan der ses paa den Udvikling, der er foregaaet i Tyskland, at oplæse et ganske kort Citat af den svejtsiske Socialdemokrat Robert Grimm[39]. Han siger om det tyske Socialdemokratis og de tyske Fagforeningers Brud med II. Internationale[40] og Slutten Fred med Hitler, at

"dette Forræderi var i øvrigt forudset! Det var den logiske Følge af Folk som Noske, Scheidemann og Ebert[41], der gav Junkerne[42] blank Fuldmagt til bestialsk Forfølgelse af de modigste Funktionærer for den tyske Arbejderklasse. De "socialistiske" Politipræsidenter, der med saa stor Sagkundskab og preussisk Disciplin lod de revolutionære Arbejdere, der blev Socialismen tro, nedkniple, har med tjenstivrig Hurtighed rømmet Pladsen for de blodbesudlede fascistiske Horder af Brandstiftere og Ødelæggere."

Det er den svejtsiske Socialdemokrat Robert Grimm, der har denne Mening og denne Vurdering af Begivenhederne i Tyskland, at dette førte til Fascismens Sejr i Tyskland, og dermed paa Forhaand har udtalt en klar Forstaaelse af det, det danske Socialdemokrati er i Færd med at foretage sig herhjemme, som reelt vil føre til, at der banes Vej for fascistiske Former ogsaa her i Danmark.

Jeg skal slutte med dette og kun komme med endnu en Henstilling til Justitsministeren om at give en Motivering, eller hvis han ikke skulde være i Stand til det - og det er vanskeligt for Folk, der har en saadan Tro paa Moral og Idealer, som Justitsministeren her hævder at have -, saa vil jeg henstille til Socialdemokratiets Ordfører at give en Motivering for dette Lovforslag, som i det mindste klinger en lille Smule sandsynlig; det er vel for meget at forlange, at Regeringen skal være ved, hvorfor den vil have det, men saa i hvert Fald give en Motivering, der er holdbar, som man kan diskutere, og som vil kunne falde sammen med den Motivering, Regeringens og Regeringspartiernes Medlemmer vil anvende, naar Forbudet gør sine Virkninger gældende og Oprøret kommer i D.s.U.s Rækker, og gentage paa Talerstole rundt om i Landet.

Justitsministeren (Zahle): Jeg takker de ærede Medlemmer Hr. Alsing Andersen, Hr. A.M. Hansen og i høj Grad det ærede Medlem Hr. Axel Dam for de faldne Udtalelser. Jeg takker ogsaa det ærede Medlem Hr. Brorsen og slutter mig ganske til hans Udtalelse om, at det, der her er Tale om, er at træffe forebyggende Foranstaltninger.

Det overrasker mig, at det ærede Medlem Hr. Christmas Møller udtalte sig saa voldsomt imod dette lille Lovforslag. Det ærede Medlem vilde slet ikke tro, at Ro og Orden her i Landet kunde forstyrres, fordi vi fik uniformerede Korps. Men deri tror jeg, han tager ganske fejl. Naar saadanne Korps støder sammen, kommer det meget let til Voldsomheder, og det er bedst at faa sligt forhindret. Det er heller ikke slemt, at der staar, at Bestyrelsesmedlemmerne i saadanne Organisationer kan drages til Ansvar, naar deres Medlemmer overtræder de her foreslaaede Regler, for det gælder netop om at faa fat i dem, der laver saadanne Organisationer for at misbruge dem, og det er dem, der leder dem, og derfor er det rigtigt, at en saadan Bestemmelse findes her. Jeg vil nok spørge, hvor den personlige Frihed er gaaet for nær fra den nuværende Regerings Side. En Beskyldning derfor er ganske uhjemlet.

Det ærede Medlem var bedrøvet over Udsigten til, at Yachtklubbens Medlemmer ikke maatte faa Lov til at gaa med den Kasket, de nu har. Jeg kan trøste det ærede Medlem med, at det vil ikke blive dem forbudt. (Christmas Møller: Det er jo forbudt!). Nej, det er ikke. Det vil de meget let kunne faa Tilladelse til, naar de bare spørger, akkurat ligesom en Sangforening med dens Kasketter og sligt. Det er slet ikke det, der skal rammes, og det vil heller ikke blive ramt.

Det ærede Medlem beklagede sig over, at det skulde forbydes Idrætsfolk at færdes i deres Idrætsdragt. Saa vidt jeg ved, øver Idrætsfolk deres Idræt i denne Dragt, men gaar i Almindelighed ikke rundt og paraderer i den. Det er, saa vidt jeg ved, kun Spejderkorps og lignende Korps, der gør det, og de kan beholde deres Uniform, saa længe de er Børn, til de bliver 14 Aar. Det er rimeligt, at Børn kan sætte Pris paa saadant noget, men hvorfor skal voksne have saadanne smaa Barneglæder, det behøver de ikke, de kan finde bedre og ædlere Fornøjelser. De frivillige Korps begunstiges jo derved, at de faar Lov til at benytte deres Uniform under Øvelsen.

Det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen gjorde sig jo megen Umage med at faa holdt en stor Tale i Aften. Han var ivrig for, at man skulde have Lov til at bære Uniform, ogsaa for Klassebevidsthedens Skyld. Jeg maa sige, at jeg giver ikke meget for en Klassebevidsthed, der skal give sig Udslag i en Uniform, den Slags Klassebevidsthed er ikke værdifuld. Hvis Fascismen var en truende Fare her i Landet, var det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen en farlig Mand, for han baner Vejen, som jeg før sagde, netop for Fascismen. Det ærede Medlem har ingen Grund til at haane de tyske Socialdemokrater, for hvad har Kommunisterne gjort overfor Fascismen i Tyskland? Har de sat haardt imod haardt, som det ærede Medlem krævede, at Socialdemokraterne skulde have gjort? Nej, jeg har ikke mærket andet end, at de har tiet ganske stille og dukket Hovedet. Nu var Tiden forbi til at gøre Støj paa Gaden, Frugten af al Kommunisternes Støj var kommet, men den var slet ikke morsom for Kommunisterne selv.

Naar det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen vil hævde, at der ingen Ytringsfrihed er her i Danmark, maa jeg dog sige, at det forekommer mig, at det ærede Medlems Optræden er et levende Vidnesbyrd om, at vi har en meget vidtgaaende Ytringsfrihed i Danmark.