Øernes udvikling efter 1917

Danmark havde i midten af 1800-tallet afhændet sine små kolonier i Asien og Afrika, men havde i første omgang bevaret Dansk Vestindien. I slutningen af 1800-tallet var øerne imidlertid i stigende grad blevet en økonomisk belastning for Danmark, og da USA af strategiske årsager var interesseret i at overtage øerne, aftaltes et salg under 1. verdenskrig. Forud for salget af øerne til USA blev de danske vælgere konsulteret ved en folkeafstemning i december 1916. Øernes indbyggere blev ikke spurgt om deres holdning til salget, men fik dog 10 år til at beslutte, om de ville have dansk eller amerikansk statsborgerskab. Meget tyder dog på, at øernes befolkning var optimistiske omkring overdragelsen og forventede en økonomisk opblomstring i kraft af øget handel med USA. Sådan kom det dog ikke til at gå. Tværtimod sygnede øerne økonomisk hen i mellemkrigstiden, og præsident Herbert Hoover omtalte dem i 1931 som "Amerikas fattiggård".

Vendepunktet i øernes økonomiske udvikling kom efter 2. verdenskrig, og blev yderligere hjulpet på vej af at Fidel Castros erobring af Cuba i 1959 medførte at et populært caribisk feriemål forsvandt, og amerikanerne begyndte at efterspørge nye rejsedestinationer. Siden 1950'erne er de amerikanske Jomfruøers økonomi blevet stærkt orienteret mod turisme, som fortsat er øernes vigtigste industri. En vigtig attraktion er øernes landskaber, gode strande og tropiske klima. Det koloniale særpræg fra den danske periode, som afspejles i mange bevarede bygninger fra kolonitiden, markedsføres desuden som træk der giver øerne historisk karakter. 

På kortet ses Caribien i 1917. Fremhævet med rødt er de amerikanske Jomfruøer, som Dansk Vestindien blev omdøbt til efter salget til USA. Fra: ©danmarkshistorien.dk  

Øerne i dag

Den gode naturlige havn i Charlotte Amalie, som i kolonitiden gjorde byen til et vigtigt centrum for handel i Caribien og siden havde strategisk betydning i 1. verdenskrig, spiller fortsat en rolle i dag, hvor den har gjort Sankt Thomas til en af de største krydstogthavne i Caribien. Ligesom Charlotte Amalie var øernes største by i kolonitiden, er den også deres hovedby i dag. Sankt Croix, der er den største af øerne og havde den mest udbredte slave- og plantageøkonomi, er den af øerne, der i størst udstrækning har bevaret kolonitidens bebyggelse fra 1700- og 1800-tallet, såsom plantager og sukkermøller. Størstedelen af Sankt Jan er siden 1956 udlagt som naturreservat. Øerne modtager over 2 millioner turister årligt, fortrinsvis fra USA og Europa, mens lokalbefolkningen i 2013 udgjorde 104.737 personer.

De amerikanske Jomfruøer har status som et territorium der er underlagt USA, og indgår ikke i USA på samme måde som de amerikanske delstater. Øernes indbyggere har status som amerikanske statsborgere, men de har ikke stemmeret ved de amerikanske præsidentvalg. Øerne har deres egen lovgivende forsamling: et senat med 15 senatorer, der vælges for to år ad gangen. På Sankt Thomas og Sankt Croix vælges syv repræsentanter fra hver ø, og fra Sankt Jan én. Siden 1970 styres de amerikanske Jomfruøer af en folkevalgt guvernør, som vælges for en periode på fire år. Før da var det den amerikanske præsident, som udpegede øernes guvernør. 

Danske fortællinger og kulturelt samarbejde om øerne

Blandt Danmarks tidligere tropekolonier er de amerikanske Jomfruøer ubetinget dem, der har påkaldt sig den største interesse i Danmark efter deres afhændelse. Dels var det den betydeligste af kolonierne, og dels var det den, der blev afhændet sidst. Allerede i 1917 dannede hjemvendte "danske embedsmænd og gendarmer", som havde tjent på øerne, foreningen "Dansk Vestindien". Den har udviklet sig til nutidens "Dansk Vestindisk Selskab", som er båret af en mere generel kulturhistorisk interesse for øerne. Selskabet arbejder for at opretholde dansk-vestindiske kulturelle relationer og kendskab til øernes historie, i samarbejde med "Friends of Denmark", en søsterorganisation på øerne.

Danmark har ikke haft officielle relationer til øerne siden overdragelsen i 1917, men der har været – og er –forskellige former for kulturelt og videnskabeligt samarbejde omkring aktiviteter som festivaler, restaureringsprojekter og tilgængeliggørelse af arkivalier fra øerne. Ofte kobles sådanne aktiviteter til jubilæer for overdragelsen til USA, som fejres på øerne hvert år d. 31. marts under navnet ”Transfer Day”.

Selv om det er en anakronisme at omtale dem sådan efter navneskiftet i 1917, kendes de amerikanske Jomfruøer i Danmark fortsat bedst under betegnelsen "Dansk Vestindien". At øerne har udviklet sig til en populær turistdestination, også for danskere, er også en medvirkende årsag til det populære danske billede af øerne i dag. Fremstillinger i danske turistbrochurer bærer præg af en nostalgi, hvor øerne ofte omtales som "det tabte paradis", og hvor nutidens spor af den danske tilstedeværelse, som for eksempel danske stednavne, fremhæves som noget særligt.

Gadeskilt med dansk stednavn i Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Foto: Wikimedia Commons 

Slaveriet: En kontroversiel historie

De historiske forbindelser mellem Danmark og de amerikanske Jomfruøer omfattes ikke kun af nostalgi og kulturelt samarbejde. Et kontroversielt emne i øernes historie er slaveriet. Kolonitiden, hvor øerne omdannedes til plantageøkonomier, som blev drevet med arbejdskraft fra slaver, har haft afgørende indflydelse på øernes historie. Årsdagen for slavernes frigivelse d. 3. juli 1848 fejres hvert år på øerne. Omkring 76 % af befolkningen er i dag af afrikansk afstamning og er altså efterkommere af folk, der blev bragt til Caribien som slaver. På den baggrund er slaveriets historie en uomgængelig arv på øerne, og den giver fra tid til anden anledning til kontroverser og mediedebat.

For eksempel fik afholdelsen af 150-årsjubilæet for slavernes frigivelse på øerne i 1998 et dramatisk forløb. Den kendte danske skuespiller Kurt Ravn var blevet engageret for at spille rollen som guvernør Peter von Scholten i en genopførelse af slavernes frigivelse foran fortet i Frederiksted på Sankt Croix, hvor begivenheden oprindeligt fandt sted. Genopførelsen blev dog afbrudt af den sorte senator Adelbert Bryan, som protesterede og erklærede, at ingen i Danmark var hans ven, før der fra officielt hold var sagt undskyld for kolonitiden. Den daværende danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtalte om kravet: "Jeg finder det ikke meningsfyldt, at personer, der ikke personligt har været involveret i slavehandel, skal undskylde over for personer, der ikke har været ofre herfor".

Krav på historiske undskyldninger for de lidelser, som koloniale magtrelationer har påført de koloniserede, for eksempel i forbindelse med slaveri, er gennem årtier blevet fremsat mod mange af de tidligere kolonimagter. De officielle reaktioner på sådanne krav varierer. I USA vedtog senatet i 2009 en resolution, som officielt undskylder de 250 års slaveri og 100 års efterfølgende institutionaliseret diskrimination af landets sorte befolkning. Debatten om, hvorvidt Danmark skal fremsætte en officiel undskyldning for slavehandel og slaveri optræder fortsat med mellemrum i medierne.

Fort Frederik i Frederiksted på Sankt Croix. Både fort og by er opkaldt efter Frederik 5. Det var her, øernes slaver blev frigivet i 1848, og byen har derfor fået tilnavnet ”Freedom City” af de lokale. Foto: Wikimedia Commons