Overblik: Danmark i EU efter 1993

Nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 vidnede – som det efterfølgende Nej ved folkeafstemningen i 2000 om at ophæve ØMU-forbeholdet – om eksistensen af en kløft mellem befolkningens og den politiske elites holdninger til det europæiske samarbejde. På det politiske topniveau var der op igennem 1990’erne under de socialdemokratiske Nyrup Rasmussen-regeringer et udpræget ønske om at placere Danmark mere i midten af den europæiske politik, men denne ambition blev effektivt bremset af opinionen og vælgerne, som var betydeligt mere skeptiske over for øget integration i EU. Det forhindrede også et opgør med de danske forbehold, som var blevet indført som en del af det nationale kompromis og Edinburgh-aftalen, og som Nyrup-Rasmussen-regeringerne fandt begrænsende for dansk EU-politik. Da regeringen endelig i 2000 besluttede at tage et opgør med et af forbeholdene, euro-forbeholdet, led den et forsmædeligt nederlag. De danske vælgere forkastede nemlig gennem en folkeafstemning medlemskabet af Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase og hermed også indførelsen af euro som officiel møntfod i Danmark.

Efter Fogh Rasmussen-regeringens dannelse i 2001 blev den danske EU-profil yderligere nedtonet. Det skyldtes nok delvis, at regeringen ikke ønskede at lægge sig unødigt ud med sit parlamentariske støtteparti, det EU-skeptiske Dansk Folkeparti, men var også udtryk for, at Fogh Rasmussen ikke var en politisk europæer på samme måde som Venstres forrige formand, Uffe Ellemann-Jensen. Det forhindrede imidlertid ikke Fogh Rasmussen-regeringerne i at føre en aktiv og konstruktiv EU-politik på udvalgte områder, fx på spørgsmålet om EU’s udvidelse. Men som Fogh Rasmussen selv understregede, burde EU koncentrere sig om at opnå konkrete resultater frem for at bruge tid på luftige diskussioner om EU’s fremtid.

Disse diskussioner var imidlertid vanskelige at undgå, fordi netop udvidelsen nødvendiggjorde institutionelle ændringer af EU’s beslutningssystem, og disse diskussioner kastede EU ud i noget, der lignede en decideret forfatningskrise. Det skete, da hollandske og franske vælgere ved folkeafstemninger i 2005 nedstemte den såkaldte forfatningstraktat, som EU-landene i første omgang var blevet enige om som grundlag for opbygningen af det nye, større EU. Efter dette nederlag bevilgede EU-landene hinanden en længere refleksionspause, inden man i 2007 enedes om den såkaldte Lissabon-traktat. Den godkendte Folketinget i april 2008 uden afholdelse af folkeafstemning, da det var regeringens holdning, at traktaten ikke medførte ny suverænitetsoverdragelse. Til gengæld nåede irske vælgere ved en folkeafstemning i 2008 at forkaste Lissabon-traktaten, inden et flertal af de samme vælgere ved en ny folkeafstemning i 2009 efter mindre ændringer af traktaten og garantier til Irland valgte at stemme Ja.

Hele forløbet omkring forfatningskrisen viste, at EU befandt sig i en dyb tillidskrise, allerede før finanskrisen satte ind fra 2008. Finanskrisen og ikke mindst dens konsekvenser i euro-zonen forværrede imidlertid denne tillidskrise og satte for alvor EU’s troværdighed – ja, måske ligefrem EU’s eksistens – på spil. I Sydeuropa, hvor krisen indtil nu har ramt hårdest på grund af landenes store statslige budgetunderskud og deraf følgende forøgelse af statsgælden, er der blevet rejst stærk kritik af den måde, EU og Tyskland har håndteret krisen på. Omvendt har den toneangivende holdning i de nordeuropæiske lande været, at sydeuropæerne må rydde op i eget hus og husholdningsøkonomi, hvis landene i nord og Centralbanken i Frankfurt skal bevilge de lån, der er nødvendige for at holde stater og banker i Sydeuropa kørende, mens saneringerne gennemføres.

Men krisen har også givet anledning til splittelse internt i den nordeuropæiske kreds, idet en række lande med Storbritannien i spidsen har haft vanskeligt ved at acceptere, at der som ønsket af Tyskland og Frankrig skal skabes en meget strammere fælles koordinering og styring af finanspolitik og banktilsyn i EU fremover. For den nytiltrådte socialdemokratisk-ledede Helle Thorning Schmidt-regering (fra 2011) har dette givet store problemer, både på grund af EU’s udvikling i sig selv og fordi den nytiltrådte regering i fødselsgave fik overdraget tjansen som formandsland for EU i foråret 2012. Dette dilemma håndterede regeringen ved overordnet at bakke op om den fransk-tyske ’hardliner’-linje i EU, samtidig med at den tog – eller på grund af forbeholdene var tvunget til at tage – forbehold for dansk deltagelse i nogle af de mest overnationale skridt vedrørende den fremtidige regulering af finans-, penge- og bankforhold i EU.

[til top]

Danske og europæiske dilemmaer efter 1994

Efter den afsluttede ratifikationsproces af Maastricht-traktaten blev EF i 1993 til EU. I Danmark var det igen frem til 2001 socialdemokratisk-ledede regeringer, nu under Poul Nyrup Rasmussen (S), der svingede taktstokken – ligesom det i øvrigt var det i størstedelen af EU i denne periode. Dette bidrog til at give dansk europapolitik og EU’s politik som helhed en stærkere socialdemokratisk profil, hvilket gjorde det europæiske projekt mere spiseligt for venstrefløjen – og mindre indbydende for borgerlige vælgere. Den borgerlige skepsis blev i øvrigt også styrket af selve den kendsgerning, at den europæiske integrationsproces med dannelsen af EU havde fået en langt klarere overnational karakter, hvor det blev ganske åbenbart, at processen var ved at berøre – eller underminere – mange af de politiske kerneområder, som nationalstaten var bygget op omkring, såsom retspolitik, valutapolitik og forsvarspolitik. Disse forhold, og senest finanskrisen fra 2008, har i øvrigt betydet, at den borgerlige skepsis over for EU er fortsat med at vokse, selv efter at borgerlige regeringer i 2000’erne igen er blevet dominerende i EU.

Det danske Nej til Maastricht-traktaten i 1992 (og det meget lille franske Ja samme år) indvirkede også på EU-systemet selv, der igennem 1990’erne blev mere bevidst om nødvendigheden af at gøre det europæiske projekt mere direkte appellerende til borgerne. Det søgte man at gøre ved at sætte øget fokus på spørgsmål som miljø- og forbrugerbeskyttelse, menneskerettigheder og politisk gennemsigtighed. Denne prioritering var allerede synlig i det nye traktatforslag, Amsterdam-traktaten, som blev præsenteret for de danske vælgere ved en folkeafstemning 28. maj 1998, og som et flertal på 55,1% godkendte.

Amsterdam-traktaten med underskrift af Belgien, Danmark, Tyskland og Grækenland. Fra: European Commission - Audiovisual Service  

Blandt Ja-partierne, i Udenrigsministeriet og hos de danske europaeksperter var der nærmest fuld enighed om, at de fire Maastricht-undtagelser var en klods om benet, som udhulede den danske indflydelse i Bruxelles. Der opstod derfor relativt hurtigt krav om, at de burde fjernes. Nyrup Rasmussen-regeringerne måtte dog træde varsomt i sagen, fordi undtagelserne med rette blev anset som kernen i den kontrakt mellem befolkningen og det politiske system, som var blevet indgået gennem Edinburgh-afstemningen i 1993. I 2000 erklærede Nyrup Rasmussen sig imidlertid villig til at prøve kontrakten af ved at afholde en afstemning om Danmarks indtræden i ØMU’ens tredje fase.

ØMU-afstemningen i 2000

Ved at tilslutte sig ØMU’en i 2000 kunne Danmark indtræde i den monetære unions tredje fase, samtidig med at euroen blev introduceret som fysisk realitet og dagligt betalingsmiddel den 1. januar 2002. Danmark deltog allerede i de to første faser af samarbejdet, samtidig med at Nationalbanken deltog i det europæiske system af nationalbanker ESCB, ligesom den danske krone var snævert bundet til euroen gennem fastkurspolitikken i det såkaldte ERM2-samarbejde. Dette betød, at dansk rente- og pengepolitik var dybt afhængig af beslutninger taget af Den Europæiske Centralbank og af EU’s finansministre, når de mødtes i de såkaldte euro-sessioner, hvor Danmark ikke deltog på grund af forbeholdet. I regeringens øjne forhindrede forbeholdet derfor den bedst muligt varetagelse af danske interesser. Endelig var der i de første måneder af 2000 grund til at tro, at befolkningen langt hen ad vejen delte regeringens synspunkt, idet opinionsmålinger i et stykke tid havde været Ja-gunstige, hvilket givetvis var den afgørende omstændighed, som fik Nyrup Rasmussen til at udskrive en folkeafstemning om ØMU-forbeholdet.

Når afstemningen den 28. september 2000 alligevel endte med et Nej-flertal på 53,2 %, skyldtes det flere faktorer. Den såkaldte Østrig-sag, hvor en række europæiske lande besluttede at indføre sanktioner mod Østrig som en konsekvens af, at Jörg Haiders højreradikale parti var blevet optaget i den nye østrigske regeringskoalition, blev dygtigt udnyttet af EU-modstanderne. Men også Venstre og De Konservative udnyttede sagen indenrigspolitisk, hvilket var med til at splitte samarbejdet mellem Ja-partierne. Samtidig begyndte værdien af euroen i øvrigt at falde over for dollaren, hvilket i manges øjne var et tegn på, at den nye valuta ikke var så stabil. Endelig kan man også tilføje, at afstemningskampagnen var dårligt tilrettelagt fra regeringens side, fordi den lagde hårdt ud med at kommunikere til danskerne, at et Nej til euroen ville svække økonomien. Denne udlægning blev imødegået af flere fremtrædende økonomer, som lagde vægt på, at ØMU-medlemskabet nok var vigtigt, men mere af politiske end økonomiske grunde. Den danske økonomi klarede sig godt, ja, bedre end det europæiske gennemsnit både før og efter afstemningen, og derfor var det med nogen berettigelse, at der blev rejst tvivl om holdbarheden af regeringens kampagne.

Gruppebillede fra lanceringen af Euroen 1998 med deltagelse af økonomi- og erhvervsminister Marianne Jelved (nr. 2 fra højre). Fra: European Commission - Audiovisual Service 

VK-regeringen 2001: Begrænsede manøvremuligheder

Den mere pro-europæiske linje i dansk EU-politik blev ramt hårdt af ØMU-Nej’et, og denne tendens blev yderligere forstærket, da Nyrup Rasmussen-regeringen i 2001 blev væltet og erstattet af den borgerlige Fogh Rasmussen-regering, der baserede sig på Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtteparti. Dermed blev den nye regering afhængig af det parti, som profilerede sig som Danmarks mest traditionsbundne og nationale parti, og som i forlængelse heraf også havde udviklet sig til at blive Danmarks mest EU-kritiske parti. Dette samarbejde begrænsede det politiske manøvrerum i europapolitikken og ledte igen til en mere reserveret dansk europapolitik.

[til top]

Danmarks aktive rolle i forhold til EU-udvidelser

Trods de fire forbehold, og trods nederlaget i ØMU-afstemningen, er der dog grund til at fastholde, at den danske EU-politik efter Maastricht- og Edinburgh-afstemningerne på vigtige områder har været ganske EU-positiv og aktiv. Det gælder ikke mindst i det vigtige udvidelsesspørgsmål i relation til både den mere begrænsede optagelse af tre af de tilbageblevne EFTA-lande, Østrig, Finland, Sverige i 1995, mens norske vælgere for anden gang stemte Nej til norsk deltagelse, og den store og mere komplicerede østudvidelse med foreløbig 12 øst- og centraleuropæiske lande.

På det Europæiske Råds møde i København i 1993 blev EU-landene enige om de såkaldte Københavns-kriterier, som detaljerede de politiske og økonomiske hovedkriterier, som ansøgerlandene måtte leve op til, hvis de ville gøre sig håb om medlemskab. Det var derfor også ret symbolsk, at Fogh Rasmussen-regeringen under det danske formandskab i efteråret 2002 kunne gøre processen færdig ved endnu et topmøde i København. Det var en indsats, som Fogh Rasmussen med rette høstede stor anerkendelse for, og som altså fra 2004 gjorde EU til et nærmest fuldt europæisk projekt med 25 medlemslande – yderligere udvidet til 27 lande med Rumæniens og Bulgariens optagelse pr. 1. januar 2007. Udvidelsen var en stor sejr for EU-samarbejdet og for bestræbelsen på skabe et helt Europa til afløsning for det blokopdelte Europa under den kolde krig.

Den store udvidelse med de central- og østeuropæiske lande betyder imidlertid ikke, at spørgsmålet om yderligere udvidelser hermed er lagt til ro. I 2013 optages Kroatien som det 28. medlem, mens Island muligvis kan blive medlem nr. 29, hvis de nuværende islandske optagelsesforhandlinger ender succesfyldt og kan støttes af de islandske vælgere. I horisonten lurer endvidere det store og ’tricky’ spørgsmål om tyrkisk medlemskab, som har været på dagsordenen i snart mange år.

Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller underskriver østudvidelselsaftalen 2003. Fra: European Commission - Audiovisual Service  

Forfatningstraktaten 2005

Efter den succesrige østudvidelse kom der en stor bunke malurt i bægeret, da franske og nederlandske vælgere i 2005 forkastede den nye forfatningstraktat, der skulle reformere EU og geare institutionerne til at modtage de mange nye medlemslande. Afvisningen i de to folkeafstemninger var dog næppe udtryk for en afvisning af udvidelsen, men snarere en noget uklar blanding af indenrigspolitiske utilfredshedsmarkeringer og vanskeligheder dels ved at forstå forfatningstraktaten i sig selv og dels ved at acceptere et så stærkt symbolsk integrationstiltag, som indførelsen af en EU-forfatning ville være. Forfatninger er i udgangspunktet noget stater har, mens traktater er noget, der indgås mellem stater. Forfatningstraktaten henviste således i sit navn både til de overnationale og mellemstatslige elementer i EU-samarbejdet, men meget tyder altså på, at de europæiske borgere endnu ikke var parate til at udstyre EU med så klar statsmæssig blåstempling som en forfatningstraktat lagde op til.

Nej’et i de to folkeafstemninger umuliggjorde en ratifikation af Forfatningstraktaten og kastede EU ud i en ny traktatkrise. Men trods dette fungerede EU egentlig ganske upåvirket videre i dag-til-dag-arbejdet. Kommissionen fortsatte med at fremsætte forslag til lovgivning, Europa-Parlamentet forsatte med at diskutere forslagene, og EU-Domstolen vedblev ligeledes med at pådømme og tolke EU’s lovgivningskompleks. Denne situation anskueliggjorde ganske tydeligt, hvor udviklet EU’s politiske system efterhånden er blevet, og i hvor høj grad institutionerne i dette system faktisk driver integrationen fremad, når den mellemstatslige traktatproces er lammet. I 2006 vedtog Europa-Parlamentet således det hedt debatterede servicedirektiv. Ganske vist i en markant ændret udgave end oprindeligt forslået af Kommissionen, så det er loven i landet, hvor arbejdet udføres og ikke lovgivningen i hjemlandet, som skaber rammen for eksempelvis håndværkere, der udstationeres i et andet EU-land.

Alligevel tyder de første domme fra EU-Domstolen på dette område på, at Domstolen rokker ved dette princip, bl.a. ved ikke at ville acceptere alle regler indgået i de nordiske aftalesystemer mellem arbejdstagere og arbejdsgivere som automatisk gældende for servicekontrakter med udenlandske firmaer. Og endelig er der mange konkrete eksempler, også fra Danmark, på, at udenlandske arbejdere både i danske og udenlandske firmaer reelt ikke er ansat på de vilkår, der er gældende for det danske arbejdsmarked. Dobbeltkontrakter er således ikke et ukendt fænomen, hvor arbejdere udstyres med en officiel kontrakt, som de fremviser til danske myndigheder og fagforeninger, mens de reelt arbejder og aflønnes efter en uofficiel kontrakt med ringere vilkår. Det kan være et problem for danske arbejdere, som presses ud af arbejdsmarkedet, og det kan være et problem for de danske skattemyndigheder, der ikke får inddrevet den skat, der skal betales i Danmark. På positivsiden tæller, at det europæiske arbejdsmarked er blevet mere integreret, og at jobmobiliteten er med til at mindske skellene mellem Øst og Vest i Europa.

[til top]

Lissabon-traktaten 2007

Mens EU’s dag-til-dag-arbejde fungerede trods forfatningskrisen, opstod der stigende pres for at finde en løsning på den politiske krise. EU-landene havde bevilget sig selv en refleksionspause på først et år og så endnu et år, men det ville være synd at sige, at refleksionerne mundede ud i noget banebrydende nyt. Det forslag til løsning, der endelig blev lanceret, bestod mest i at give køb på de forfatningssymbolske elementer i den forkastede forfatningstraktat, mens de institutionelle reformer fastholdtes i den nye Lissabon-traktat, som blev underskrevet af EU-landenes regeringer i slutningen af 2007. I både Frankrig og Nederlandene blev det besluttet ikke at sætte den nye traktat til folkeafstemning igen, og i Danmark lagde både regering og et flertal i Folketinget sig ligeledes fast på, at de danske vælgere ikke skulle høres ud fra den juridiske vurdering, at den nye Lissabon-traktat ikke indeholdt ny suverænitetsoverdragelse til EU. Derimod blev der som det eneste sted afholdt folkeafstemning i Irland – endda to gange. Det skete, fordi irske vælgere 12. juni 2008 forkastede Lissabon-traktaten. Med en stemmeprocent på 53 % havnede godt 53 % af de afgivne stemmer på et Nej, hvilket kom til at betyde, at kun lidt mere end en fjerdel af de irske vælgere bragte traktaten, der skulle  gælde for hele EU, til fald. Det lignede krisen efter det danske Nej til Maastricht i 1992, fordi EU ikke kunne ratificere traktaten efter Nej’et, men også fordi det klart blev antydet, at det var Irland der måtte finde nøglen til at komme ud af krisen.

Den irske regerings løsning bestod bl.a. i en præcisering af, at Lissabon-traktaten ikke ændrede ved Irlands ret til at opretholde sin familiepolitik, sin skattepolitik og sin forsvars- og neutralitetspolitik, samtidig med at den krævede, at hvert EU-land skulle have ret til at indstille en repræsentant til Kommissionen. Det sidste var måske det sværeste for EU at acceptere, da man i Lissabon-forhandlingerne netop var nået frem til at gå ned til kun 18 kommissærer efter et roterende nationalt princip. Det Europæiske Råd godkendte imidlertid disse ændringer og præciseringer på sit møde 18.-19. juni 2009, hvilket banede vejen for, at irerne ved en ny folkeafstemning den 2. oktober samme år, denne gang med et stort flertal på 67 %, godkendte Lissabon-traktaten. Med dette Ja i hus og efter at have overstået en række ratifikationsvanskeligheder i Tjekkiet kunne Lissabon-traktaten endelig træde i kraft fra 1. december 2009.

Anders Fogh Rasmussen til underskrivningsceremoni af Lissabon-traktaten 2007. Fra: European Commission - Audiovisual Service  

Finanskrisen

Trods den endelige ikrafttræden af Lissabon-traktaten i 2009 blev EU ikke bevilget et pusterum. I mellemtiden havde den globale finanskrise nemlig gjort sit indtog – og den slog hårdt ned i Europa. I 2009 blev Irland og ikke-medlemslandet Island hårdt ramt, ikke mindst fordi krisen i bank- og finanssektoren i de to lande var graverende og reelt truede landene med sammenbrud. I begge lande var banksektorens engagementer så store, at staten ikke magtede at redde dem, og i begge tilfælde førte krisen til, at den siddende regering blev væltet. I Irlands tilfælde måtte man bede EU om lånebistand, og landet fik i 2010 et rekordstort lån på 85 mia. givet af EU, Den internationale Monetære Fond (IMF) og statslån fra andre lande. Også i Danmark kradsede finanskrisen, så staten med bankpakke 1 og 2 i 2008-09 måtte holde et finansielt sikkerhedsnet under sektoren for at sikre tilliden til bankerne. Dette lod sig i Danmarks tilfælde gøre, uden at regeringen måtte bede om internationale kriselån, selv om en række mindre og mellemstore banker i Danmark også krakkede. Danmark var faktisk sammen med Storbritannien og Sverige med til at bidrage til det irske lån i 2010.  

Det irske mønster gentog sig efterfølgende i flere sydeuropæiske lande. Især i Spanien var det som i Irland primært bankerne, der havde det skidt, fordi de som følge af et overophedet boligmarked lå inde med en stor mængde dårlige udlån, som ikke lod sig indfri i en konjunktur af faldende priser og faldende økonomisk aktivitet. I Portugal, Italien og især i Grækenland var det statsbankerot, der truede, fordi disse lande havde store årlige budgetunderskud og en stor statsgæld. Sådanne underskud var i en årrække finansieret gennem udstedelse af statsobligationer, men med finanskrisen mistede investorerne tilliden til landenes betalingsevne, hvilket drev renterne på statsobligationer så højt i vejret, at det nærmest blev umuligt at betale dem. Med denne udvikling var disse stater nødsaget til at skære drastisk ned i deres budgetter og forbrug, hvilket medvirkede til, at finanskrisen udviklede sig til en egentlig økonomisk krise præget af økonomisk tilbagegang (recession), massearbejdsløshed, politisk ustabilitet og massive folkelige protester. I Spanien har arbejdsløsheden været oppe på omkring 25% og med ungdomsarbejdsløsheden tæt på de 50%. Det er imidlertid det græske drama, der har ført til størst politisk turbulens med regeringsfald, nyvalg i utide og en styrkelse af de ekstreme dele af det politiske spektrum, fx med stærkt vækst til det fascist-lignede parti, Gyldent Daggry.

[til top]

Finanspagt og Nobel-pris

EU har været en aktiv spiller i det drama, som finanskrisen har udløst, fordi krisen faktisk har truet hele ØMU’ens og dermed EU’s eksistens. I sin årlige ’State of the Union’-tale i 2011 slog kommissionsformand Barroso med henvisning til krisen således fast, at EU for nuværende gennemlevede sin værste udfordring nogensinde.  Det er i det lys, at man skal se de gentagne kriselån, EU og IMF i fællesskab har ydet de kriseramte lande. Til det formål og for at overbevise de internationale finansmarkeder om, at EU er seriøs i sin hensigt om at bakke medlemslandene økonomisk op og dermed bringe renterne på optagne statsobligationslån ned igen, har EU i 2012 oprettet en permanent stabilitetsmekanisme (EMS), der kan yde kriseramte lande store lån. Men lånene gives ikke uden krav. Lån til lande som Portugal og Grækenland er således ledsaget med skrappe krav om, at modtagerlandene skærer deres budgetter ned og reducerer deres gæld samt gennemfører radikale strukturreformer vedrørende arbejdsmarkedsforhold, pensioner og privatiseringer. Denne kur har fra mange sider udløst stærk kritik, fordi den bidrager til at sænke den økonomiske aktivitet, øger arbejdsløsheden yderligere og dermed også øger presset på de offentlige finanser. Det er ond spiral og fanger EU i stort dilemma. På den ene side må de sydeuropæiske landes konkurrenceevne og statsforvaltningspraksis effektiviseres, på den anden side forværrer nedskæringspolitikken på det korte sigt budget- og gældsproblemerne, samtidig med at den øger de sociale og politiske spændinger.

Krisen har også bidraget til, at EU i det hele taget har strammet op på og øget kontrollen med finanspolitikken i alle medlemslande. Det er mest markant sket via indgåelsen af Finanspagten (Europagten) i 2011/12. Hovedprincippet i pagten er opstramning af de budget- og gældsregler, der allerede var nedfældet i den såkaldte Stabilitetspagt fra 1997, men som aldrig var blevet systematisk overholdt, fordi store lande som eksempelvis Tyskland i perioder overskred de grænser for størrelsen af statsbudgetunderskud, som Pagten indførte. I Finanspagten og en række tilknyttede reformer bliver disse principper strammet og kontrollen med overholdelsen øget. Det hedder således nu, at landene maksimalt må have et årligt strukturelt underskud på de offentlige budgetter på 0,5% af BNP og en offentlig gæld på maksimalt 60% af BNP.  Kort sammenfattet kan man om disse reformer sige, at de mere sigter på at forhindre, at EU-lande i fremtiden havner i samme budget- og gældsfælde som de sydeuropæiske lande i dag end på at sætte gang i den europæiske økonomi her og nu. Kritikken af reformerne går nemlig på, at det Europa har brug for, er en ekspansiv økonomisk politik, der kan sætte gang i væksten frem for budgetdisciplinspolitik, der sætter de offentlige budgetter på skrump.

Finanspagten er også kontroversiel af en anden årsag, nemlig fordi den øger EU-systemets kontrol med de nationale finanspolitikker. Storbritannien og Tjekkiet har ikke ønsket at underlægge sig disse bestemmelser, og pagten er indgået som en mellemstatslig pagt mellem de 17 eurolande og 8 EU-lande, herunder Danmark, som ikke er medlem af euro-samarbejdet. En sådan mellemstatslig løsning komplicerer inddragelsen af EU’s institutioner i samarbejdet, ligesom samarbejdet er bygget op om kernen af euro-lande bl.a. med to faste topmøder årligt, hvor de deltagende ikke-euro-lande muligvis kun kommer til at deltage i det ene. Et tilsvarende institutionelt rod synes at være under opsejling vedrørende oprettelsen af et fremtidigt EU-banktilsyn.

Midt i alle disse problemer fik EU imidlertid en kærkommen anerkendelse, da den norske Nobel-komité den 10. december 2012 overrakte EU sin fredspris. Det skete med primær henvisning til den historiske rolle EF og EU har spillet for udsoningen mellem Frankrig og Tyskland, hvis gensidige rivalisering i perioden 1870 til 1939 tre gange bidrog til udløsning af krig i Europa, de sidste gange endda i hele verden. Alligevel udløste tildelingen stærk kritik fra flere sider med det argument, at EU i dag ikke er synonym med fred og stabilitet, men snarere med krise og konflikt, som EU selv er med til at skabe. Formanden for Nobel-komiteen Thorbjørn Jagland søgte ved overrækkelsen direkte at imødegå denne kritik ved at understrege:   

”I lys av finanskrisen som rammer så mange uskyldige mennesker, ser vi at det politiske rammeverk som Unionen forankres i, er viktigere enn noensinne. Vi må stå sammen. Vi har et kollektivt ansvar. Uten det europeiske samarbeidet ville resultatet lett ha blitt ny proteksjonisme, ny nasjonalisme med fare for at det som er vunnet, går tapt.

Vi vet fra mellomkrigstiden at dette kan skje når vanlige mennesker betaler regningen for en finanskrise andre har utløst. Men løsningen er nå som da ikke at landene handler på egen hånd på bekostning av andre. Heller ikke at utsatte minoriteter får skylden.

Da går vi i gårsdagens feller.

Europa må bevege seg fremover.”

Som det fremgår, blev fredsprisen, når det kom til stykket, nok ikke kun tildelt som en anerkendelse af fortidens meritter, men lige så meget som en moralsk opbakning til og anbefaling af, at EU påtager sig ansvaret for at være drivkraften bag forsøget på at finde holdbare og demokratiske løsninger, der peger fremad og ikke tilbage i Europas dunkle fortid. Dette opråb var det symptomatisk nok ikke alle EU’s ledere, der havde lyst til at markere ved deres tilstedeværelse ved overrækkelsesceremonien i Oslo. Den franske ministerpræsident François Hollande var der, Tysklands kansler Angela Merkel var der, ligesom Helle Thorning Schmidt ved sin tilstedeværelse bekræftede den danske regerings opbakning. Men seks af EU-landene var ikke repræsenteret. Særlig det britiske og tjekkiske fravær blev tolket som en afstandtagen fra tildelingen. Det udstillede i sig selv den nuværende splittelse i EU.

[til top]

Danmark i EU: perspektiver og udfordringer

Hele udviklingen, som er beskrevet ovenfor, signalerer, at den europæiske integration kan tage et stærkt skridt frem i ly af og som konsekvens af den økonomiske krise, men også at den øgede integration især vil berøre udvalgte lande – euro-landene – mens andre EU-lande slet ikke bliver del af processen eller kun delvist kommer til at deltage. Dette opfattes klart som et problem af Thorning Schmidts siddende S-SF-RV-regering. Regeringen ønsker ikke et splittet EU – et EU i flere hastigheder eller med en variabel geometri, som det ofte hedder. På den anden side har den også vanskeligt ved at acceptere at gå ind som fuldt inddraget i disse reformer, enten fordi den ikke kan uden at ændre det danske ØMU-forbehold, dvs. gennem afholdelsen af en folkeafstemning, som der ikke er gode udsigter til at vinde, eller fordi den ikke kan lide indholdet i dem. Det sidste har bl.a. vist sig i forhold til de forslag om at indføre en finansiel transaktionsskat (Tobin-skat), som flere euro-lande er parate til. Men perspektivet, der tegner sig, er, at Danmark risikerer at fjerne sig yderligere fra den centrale kerne af EU-samarbejdet, med hvad det betyder af mindsket indflydelse. Danmark er allerede på de centrale områder, hvor forbeholdene gør sig gældende, afkoblet fra indflydelse på vigtige aspekter af samarbejdet. Som konsekvens risikerer Danmark at blive mere isoleret i EU og henvist til at samarbejde med en gruppe af lande med Storbritannien i spidsen, som er mere EU-skeptiske end den danske regering, og som den derfor grundlæggende ikke deler Europa-visioner med. Økonomisk kan denne udvikling også komme til at true EU’s indre marked, som aftager op imod 2/3 af den danske eksport.

Alt tyder derfor på, at de kommende år fortsat vil byde på store udfordringer for, men også ændringer af EU. Dette vil også frembyde store udfordringer for – og muligvis ændringer af – det danske forhold til EU.