Kilder
Kildeintroduktion:
Christoffer 2. (1276-1332) var dansk konge i perioderne 1320-1326 og 1330-1332. Christoffer forsøgte i flere omgange at få adgang til kongemagten. Dette lykkedes dog først efter broderen Erik Menveds død i 1319. Han havde ingen arvinger, og stormændene foretrak Christoffer som hans efterfølger, især da de kunne pålægge ham en streng håndfæstning. Christoffers bror havde ført en aggressiv udenrigspolitik, hvor han bl.a. havde søgt at få kontrol med det rige Lübeck. Til dette havde han gjort brug af lejetropper. De faldende skatteindtægter kunne ikke dække krigsførelsen, og Erik Menved var nødsaget til at tage lån med sikkerhed i kronens ejendom. Ved hans død var det meste af Skåne og Fyn pantsat. Kongemagten var dermed svækket, og stormændene ønskede at svække den yderligere. Christoffer var villig til at acceptere kravene og underskrev håndfæstningen 25. januar 1320. Nogle af de vigtigste bestemmelser i denne var:
- at alle privilegier for de forskellige samfundsgrupper blev bekræftede og udvidede. Disse samfundsgrupper: gejstligheden, de verdslige godsjere/herremændene, byborgerne og selvejerbønderne kaldes vanligvis stænder, og et samfund, hvor de forskellige stænder har gennemført forskellige privilegier, kaldes et stændersamfund. Kong Christoffers håndfæstning er det første dokument fra Danmark, hvor stændersamfundet slår igennem
- at alle afgifter indført efter 1241 skulle afskaffes
- at kongen ikke måtte gå i krig eller give love uden samtykke af ”rigets stormænd”
- at herremændene kun var tvunget til at gå i krig indenlands, og kun mod at kongen dækkede alle udgifter
- at kongen skulle betale al kronens gæld til indenlandske kreditorer
- at alle kongens borge i Jylland med undtagelse af borgene i Kolding, Ribe og Skanderborg skulle nedrives
- at ingen tysker måtte administrere på kronens vegne eller være medlem af kongens råd, det senere rigsråd
- at ingen måtte stævnes for kongens retterting, før personen havde været stillet for et af de lokale ting.
Christoffer valgte imidlertid i det store og hele at forsøge at klare sig med militære midler mod sine kreditorer, og resultatet blev, at han blev afsat i 1326. Da han som følge af forskellige politiske rænkespil kunne vende tilbage til tronen i 1330, var kun en ganske lille del af riget i kongens besiddelse.
Christoffer 2.s håndfæstning, udstedt 25.1. 1320 i forbindelse med Landstinget i Viborg, er den ældste håndfæstning, der er bevaret i original. Foto: Rigsarkivet
1320. 25. januar. Viborg.
I herrens navn amen. I det herrens år 1320 på dagen for den hellige Paulus' omvendelse kom rigets bedste mænd og almuen sammen i Viborg for at vælge en ny konge, og det blev besluttet og endrægtigt[1] fastsat,
(1) for det første, at bisper og gejstlige personer frit skal nyde deres rettigheder, domsmyndighed og friheder overfor deres gods og husstand, således som de har været vant til fra arilds tid.
(2) Fremdeles at kirketiender[2] ikke må kræves og modtages, medmindre der stilles kirkernes prælater og sognemændene en sådan sikkerhed, som tilfredsstiller dem og betrygger dem tilstrækkeligt.
(3) Fremdeles må gejstlige ikke stævnes for verdsligt ting eller for verdslig dommer, men de skal i alle sager stævnes for deres gejstlige dommer, og sammesteds skal de dømmes efter loven.
(4) Fremdeles må ingen udlænding, der taler et ukendt sprog og ikke har den rette alder præsenteres til nogen kirke[3].
(5) Fremdeles må klerke og gejstlige personer ikke beskattes, ej heller på nogen måde besværes ved kongelige breve.
(6) Fremdeles må der ikke af sognepræster kræves tjenesteydelse til kongen af den jord, der ligger til den gård, hvori han selv bor.
(7) Fremdeles må han ikke præsentere nogen gejstlig til nogen kirke, medmindre han har haft udelt patronatsret[4] til den fra gammel tid.
(8) Fremdeles må ingen biskop eller gejstlig person fængsles, sendes i landflygtighed eller berøves sit gods, undtagen på pavens særlige befaling, hvis han er biskop, men hvis han er gejstlig af ringere grad, på befaling af hans ordinære gejstlige dommer, og først når han på kanonisk vis er dømt for hans domstol.
(9) Fremdeles må klostrene ikke tynges med at skulle opfodre heste og hunde.
(10) Fremdeles skal han efter bedste evne frigøre ærkebispens gods, borgen og landet[5], og derefter tilbagegive det.
(11) Fremdeles skal alle riddere og væbnere af deres husstand[6] frit oppebære bøder på 3 mark og 9 mark efter hvert lands sædvane, uanset hvilket ting, der fælder dommen, og endnu højere bøder, hvis de har privilegium derpå.
(12) Fremdeles skal de ikke tvinges til at drage i leding[7] udenfor riget, og når de på kongens befaling drager i leding enten indenfor eller udenfor riget, skal kongen, hvis de falder i fangenskab, straks løskøbe dem af fangenskabet eller i al fald inden et år, og give dem erstatning for deres tab, før de næste gang får befaling til at drage i leding med ham, idet de beholder deres gamle friheder ubeskåret, selvom de ikke drager i felten.
(13) Fremdeles må han ikke begynde krig mod nogen uden at have fået råd og samtykke hos prælaterne[8] og rigets stormænd.
(14) Fremdeles må ingen tysker besidde borg, befæstninger, ombud eller jord og heller ikke på nogen måde have sæde i kongens snævre eller edsvorne råd.
(15) Fremdeles skal alle borge i Nørrejylland nedrives med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg[9].
(16) Fremdeles skal de fredløse og deres arvinger og alle, som uretmæssigt er berøvet deres gods, have deres gods tilbage, således som det forefindes[10].
(17) Fremdeles må det ikke på nogen måde lægges nogen læg eller gejstlig mand til last, at han har været tro i den nu afdøde konges tjeneste, og hvis han har pådraget sig noget fjendskab på grund af nogen fra kongen udgået befaling til ham, skal han helt og ganske frigøres herfor af den nye konge; herfra undtages og udelukkes dog Niels Olufsen, den forhenværende drost[11].
(18) Fremdeles skal han efter bedste evne standse og bilægge alt fjendskab og al tvedragt mellem rigets indbyggere.
(19) Fremdeles skal han udfri alle forlovere for den nu afdøde konge og alle, der er i fangenskab for hans skyld, efter på førstkommende rigsmøde at have modtaget råd og bistand af rigets bedste mænd, og han skal virke for, at de opnår længere henstand[12].
(20) Fremdeles at borgerne frit kan udøve deres købmandsskab uden pålæg af nye byrder og told, og de skal uden kramtold på deres varer kunne føre, hvad de vil købe eller sælge, ud af riget, medmindre kongen med gyldig grund og af bydende nødvendighed med rigets bedste mænds almene samtykke udsteder forbud mod udførsel af enkelte varer.
(21) Fremdeles at kongen og hans officialer[13], hvis de modtager noget lån af købmænd, skal betale dem igen.
(22) Fremdeles at de[14] ikke må beskattes uden barmhjertighed, således som det hidtil vides at være sket.
(23) Fremdeles må bønderne[15] ikke tynges af kongens fogeder mod lands lov og ret.
(24) Fremdeles skal de ikke tvinges til at føre kongens fornødenheder udenfor det herred, de bebor[16].
(25) Fremdeles må der af kongens fogeder ikke pålægges dem uvante skatter og byrder.
(26) Fremdeles at der engang om året skal holdes rigsmøde i Nyborg.
(27) Fremdeles at han i alt skal overholde kong Valdemars love[17], og hvis der findes en mangel i disse, skal den afhjælpes af rigets kyndige mænd.
(28) Fremdeles må ingen stævnes umiddelbart for kongens ting, men først for sit herredsting, og hvis han derfra påkalder landstinget under den sædvanlige straf, og hvis han ikke vil stå til rette der, men påkalder kongen, skal hans sag prøves der, og hvis han ikke får sin ret der, kan det almindelige rigsmøde påkaldes[18].
(29) Fremdeles at ingen må fængsles eller dømmes til døden eller berøves sit gods, med mindre han først retmæssigt og med lejde er stævnet, offentligt anklaget og dømt efter loven, således som landets love kræver.
(30) Fremdeles at kongen ikke må vredes på nogen, fordi han taler til forsvar for landets eller rigets ret, og ikke af den grund forfølge ham eller hans.
(31) Fremdeles at de nyligt pålagte byrder, alle som een, fremtidig ikke må opkræves, nemlig plovpenning, guldkorn[19], told og alt andet, som er blevet pålagt og opfundet efter kong Valdemars død[20].
(32) Fremdeles skal de, der plyndrer skibbrudne, dømmes og straffes på samme måde som for landevejsrøveri.
(33) Fremdeles at en foged, uanset hvor han stammer fra, skal indsætte en af herredets bønder som sin official.
(34) Fremdeles at han fuldtud skal betale al vitterlig og med antagelige beviser sandsynliggjort gæld, som den nu afdøde konge havde til rigets indbyggere, og de kautioner, som er indgået for denne skal overholdes, til den fuldtud er betalt, med undtagelse af de borge som skal nedrives.
(35) Fremdeles uanset hvor kongens retterting holdes, skal den anklagede bruge pågældende lands lov[21].
(36) Fremdeles at ingen må stævnes udenfor sit lands grænser[22].
(37) Fremdeles må der ikke findes på nye love, undtagen med hele rigets samtykke på det førstkommende almindelige rigsmøde, ved hvilket møde den nye konge efter råd af prælaterne og rigets bedste mænd kan ændre ovennævnte artikler, svække eller styrke, skærpe eller også mildne dem, således som det skønnes at tjene kronens og rigets vel og ære og statens tarv.
Vi Kristoffer, af Guds nåde de danskes hertug[23], lover med dette brev, at vi, hvis vi med Guds vilje og folkets samtykke ophøjes til rigets styrer, ubrødeligt til evig tid vil holde fornævnte artikler på ovennævnte måde.
Til vidnesbyrd herom er segl tilhørende de ærværdige fædre og herrer Peder, biskop af Viborg, Niels, biskop af Børglum, Esger, biskop af Århus, Jens, biskop af Ribe, og Niels, biskop af Dorpat[24].
Ordforklaringer m.m.
[1] Endrægtigt: enstemmigt.
[2] Tiendeafgiften til kirken på i princippet 10% af al produktion blev delt ligeligt mellem bispen, sognepræsten og en andel til kirkebygningens vedligeholdelse mv. Sidstnævnte kaldtes kirketienden, og det har åbenbart været fristende for kongen og andre at låne denne og glemme at betale tilbage.
[3] Præsenteres: dvs. indsættes som præst.
[4] Patronatsret: ret til at indstille til bispen, hvem der skal indvies som præst.
[5] Hermed menes Hammershus med Bornholm, som tilhørte ærkebispeembedet, men på dette tidspunkt var besat af en stormand.
[6] Det latinske udtryk er ”familia”, der betyder ’husstand’, men samtidig også ’undergivne’, så udtrykket dækkes for eksempel også de bønder og andre, der dyrkede deres gods.
[7] Leding: krigstogt.
[8] Prælater: højtstående gejstlige (bl.a. bisper).
[9] Konkret betød dette, at i hvert fald borgene Kalø, Bygholm, Viborg og Ulstrup (ved Limfjorden), som var opført af deltagerne i et bonde- og herremandsoprør i 1313 som straf for deres oprørskhed, skulle nedrives. Vi har belæg for, at i hvert fald Kalø faktisk blev revet ned (for senere at blive bygget op igen).
[10] Her refereres til de ni stormænd, der i 1287 blev dømt fredløse for mordet på kong Erik Klipping. Denne dom underkendes altså nu.
[11] Drost: den højeststående embedsmand.
[12] Dette handler mest om folk, der har garanteret (kautioneret) for Erik Menveds gæld, men evt. også om folk, der er blevet taget til fange i forbindelse med hans krige og nu venter på at blive løskøbt.
[13] Officialer: embedsmænd.
[14] Borgerne, idet denne bestemmelse som de to foregående gælder for byborgere og købmænd.
[15] Her er kun tale om bønder, som ejede deres egen jord, såkaldte selvejerbønder.
[16] Bønderne var fra ældgammel tid forpligtede til at sørge for kongens og hans hofs transport under deres uafladelige rejser rundt i riget. Herred er et administrativt distrikt.
[17] Hermed menes landskabslovene: Skånske Lov, Sjællands ret og Jyske Lov, selvom kun sidstnævnte vides at være udstedt af kong Valdemar (Sejr) (konge 1202-41).
[18] Kongens ting, også kaldet det kongelige retterting, indordnes altså i en instansfølge med rigsmødet, senere kaldt Danehoffet, som landets højeste domstol.
[19] Efter oprøret i Jylland 1313 lagde kong Erik Menved en afgift på en skæppe korn (svarende til ca. 20 liter) af hver mark guld, hvorfor skatten blev kaldt guldkorn. Mark guld var en jordvurderingsenhed.
[20] Kong Valdemar Sejr, død 1241.
[21] Her refereres til de tre landskabslove, jf. note 16.
[22] Land betyder her landsdel – svarende til de tre lovområder, jf. note 16.
[23] Christoffer var hertug af Sønderhalland og Samsø før han blev valgt til konge.
[24] Dorpat: nuværende Tartu i Estland.