Udenrigspolitiske aspekter

De voldsomme begivenheder i 1131 med mordet på Knud Lavard og det efterfølgende oprør gav den tyske konge og senere kejser Lothar 2. (konge 1125-33, kejser 1133-37) rig anledning til at blande sig i dansk politik. I 1131 sendte han en hær mod forsvarsanlægget Dannevirke. Denne fremfærd dog blev stoppet, da Magnus gik ind på at betale en større bod for drabet på Knud Lavard. Imidlertid måtte Magnus alligevel i 1134 drage til Tyskland og anerkende kejseren som sin og Danmarks overordnede lensherre, hvorefter han på Lothars foranledning blev kronet til dansk konge. Alligevel deltog der tyskere i slaget ved Fodevig 1134 på Erik Emunes side, uden at vi ved, om disse var udsendt af kejseren. Året før, i 1133, havde ærkebispen af Hamborg-Bremen benyttet kejserens magt over paven til igen at få lagt de nordiske lande under ærkebispesædet i Hamborg-Bremen, hvorved bisp Asser af Lunds værdighed som ærkebisp blev afskaffet. Dette antages som regel at være grunden til, at ærkebisp Asser derefter stillede sig på Erik Emunes side og dermed bidrog til hans sejr i slaget ved Fodevig. Ophævelsen af ærkebispesædet i Lund bortfaldt efter kejserens død i 1137.

Baggrund og forklaring

Mens forløbet af borgerkrigen – heriblandt en række slag, som Erik Emune tabte – ligger nogenlunde fast, har der været meget diskussion og uenighed blandt historikere om, hvad årsagen til disse voldsomme begivenheder var.

Der kan næppe være tvivl om, at Magnus Nielsen ønskede at forhindre, at Knud Lavard, som var søn af Erik Ejegod, blev hans aldrende fars efterkommer som konge. Knud Lavard havde også positioner, han i givet fald kunne støtte sig på, idet han af kong Niels havde fået overladt styrelsen af Jyllands sydligste del med titel af hertug, og derudover var han ved at støtte sig til og aflægge troskabsed til Lothar 2. blevet fyrste over abodritterne, en slavisk stamme, som holdt til i det østligste Holsten og et stykke videre mod øst langs Østersøens kyst. Derudover har man hæftet sig ved, at nogle af landets mægtigste slægtsgrupperinger Hvideslægten, Trundslægten og Bodilslægten, straks sluttede op om Erik Emunes oprør mod kong Niels og Magnus. Men var de allierede med Knud Lavard på forhånd?

Dette kan vi ikke vide, selvom vi ved, at Knud Lavard var tæt knyttet til Hvideslægten. Det forekommer imidlertid troligt, at Knud Lavard lagde an til at blive en seriøs udfordrer for Magnus ved et kommende kongevalg og i den sammenhæng også kunne regne med støtte fra væsentlige magtgrupper i samfundet. Man kan så antage, at Magnus i forbindelse med et kongevalg ville have haft støtte fra en hel del af de kræfter, der i begyndelsen gjorde det muligt for Niels og Magnus at modstå det oprør, der udbrød efter mordet. En sådan konfrontation ville meget tænkeligt være endt i borgerkrig under alle omstændigheder.

Det er altså sandsynligt, at der bag begivenhederne kan skelnes to ’partier’, men om de sloges om magten for magtens egen skyld eller på grund af forskellige opfattelser af, hvad den skulle bruges til – eller eventuelt en kombination af begge dele - vil aldrig kunne lade sig opklare med sikkerhed, selvom mange har forsøgt.

Magnus Nielsens mord på Knud Lavard i 1131. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder (1898)