IND I UDVANDRINGEN, 1934-35

Jeg udvandrede i slutningen af 1934. Jeg havde ikke noget pas. Hvad jeg havde, var en legitimation fra min tid i Amerika, nemlig mit styrmandsbevis, som jeg havde fået udfærdiget i New York. Jeg ville med en udflugtsdamper fra Lübeck til København. Og til det brug behøvede jeg ikke et pas. To af mine partikammerater rejste ligeledes med denne damper. De havde legitimation, så der kunne nok ikke gå noget galt for dem. Jeg havde sagt til dem, at de skulle gå ombord i god tid, og at de ikke skulle lade sig se i nærheden af mig. Selv gik jeg først ombord ganske kort tid før afrejse. Jeg regnede med, at man så havde travlt. Det var nær gået galt.

Tolderne var jeg hurtigt færdig med. Bagage havde jeg jo ikke. Det var jo kun en udflugt. Men så gerådede jeg i paskontrollørernes kløer. Egentlig var de ikke paskontrollører. Der var kun få, som rejste med denne damper. Det var kun nødvendigt med en slags endagstilladelse. Det var folk fra Statspolitiet[1], og de var på en eller anden måde blevet mistroiske over for mig: "Vis os Deres legitimation en gang til". Jeg gav dem atter styrmandslegitimationen, som jo var udfærdiget i New York. "Og De mener altså, at De er kommet med et fragtskib. Hvad hedder det? Og med det skib kom De til Bremen?" "Ja". "Fortæl os om det". Kaptajnen på damperen kom mig til hjælp: "Det stemmer, skibet ligger for øjeblikket i Bremen". Jeg vidste naturligvis, at det stemte. Det stod jo i avisen.

De to andre startede forfra: "De påstår altså, at De bor i New York. Hvor bor De? Hvordan ser der ud? Hvor er det nærmeste posthus?". Den ene af dem vidste tilsyneladende god besked. Men han skulle ikke regne med at fange mig i en løgn. Jeg havde jo boet i New York. Selvom det var mange år siden. "Hvad vil De i København?". - "Det har jeg jo allerede sagt Dem. Besøge min søster. Når jeg nu alligevel er i nærheden". - "Og hvem garanterer os, at De ikke bliver der?". - "Hvad skal jeg dog blive der for? Jeg skal jo tilbage til Amerika". Nu griber kaptajnen igen ind i samtalen: "Fortæl hvor mange penge, De har med?". - "Det ved jeg ikke helt præcist, nok cirka 200 Mark". Jeg tog min pung frem, og kaptajnen kikkede ned i den. I samme øjeblik kunne jeg have givet mig selv en lussing. Der lå et brev fra Oma[2] med et brevhoved fra fængslet Lauerhof[3]. Jeg ville bringe det videre til Ella. Det passede nemlig, at min søster boede i København. Kaptajnen så på mig og sagde: "Hvis De skynder Dem, kan De lige nå at indbetale de 200 Mark til rederiet. Det må vel kunne garantere de to herrer, at De kommer tilbage". De nikkede begge og kaptajnen sagde: "Men De må skynde Dem. Der er kun få minutter tilbage".

Jeg skyndte mig, kom frem til døren lige da pigen ville til at lukke den. Djævlen må vide hvorfor. Det var jo stadig formiddag. Det var meget besværligt at få hende til at modtage mine penge og udstede mig en kvittering. Damperen tudede allerede. Det var i allersidste øjeblik, jeg kom ombord igen. De to ubehagelige typer var der stadig. Jeg viste dem kvitteringen. Men de lod mig stadig ikke i fred. Damperen var allerede ude af havnen, og de snakkede stadig om New York. Måske var det nu blot for at fremtræde som betydningsfulde, som f.eks.: Vi er også vidtberejste mennesker. I baggrunden så jeg den ene af mine to kammerater, August, kikke frem rundt om hjørnet. Hovedet forsvandt igen, da han så mig 'i snak' ved rælingen. I mit stille sind tænkte jeg: "Forbandet. Skal de rejse med hele vejen?". Efter tremilezonen kom en hurtig motorbåd op langs siden, og de steg ned i den. Kaptajnen kom frem og løftede hånden til hilsen, da de forsvandt. Da han gik forbi mig, sagde han: "Man skal være mere forsigtig med det indhold, man har i sin tegnebog!". Jeg nød virkelig min cigaret, da jeg stod i et stille hjørne og røg.

Hermed var min tid i udvandringens tegn begyndt, dvs. egentlig kan man ikke kalde det udvandring. Jeg havde jo ikke til hensigt at udvandre. Jeg var kun flygtet før en ny arrestation, og fra koncentrationslejrene. Dem havde jeg bestemt ikke overlevet.

Man var ikke en velset gæst i de lande, der omgav Tyskland. En del levede også illegalt efter emigrationen, altså uden at have meldt sig, af frygt for at blive sendt tilbage. Den der havde et pas, fik en opholdstilladelse, der skulle fornyes hver tredje måned. Dem der ikke havde noget pas, måtte hver uge melde sig på Politigården - hos Fremmedpolitiet. Var man uheldig, skulle man melde sig hver dag.

Arbejdstilladelse forekom kun i meget sjældne tilfælde. Vi blev altså ikke modtaget med åbne arme, som flygtningene fra Ungarn i 1957. Dem gav man straks bolig, beklædning og arbejdspladser[4]. I modsætning til ungarerne måtte vi heller ikke beskæftige os med politik. Det kunne betyde tabet af asylretten. At vi alligevel var politisk aktive, var en anden historie. Og set i bagklogskabens lys, så tog man det heller ikke ilde op.

Vor 'kærlige' omsorg sørgede private komiteer for. Hver komite sørgede for sine egne folk. Der var De intellektuelles komité, Den jødiske komité, Matteotti-fonden, som socialdemokraterne var tilknyttet, og så Røde Hjælp[5]. De dårligst stillede flygtninge fra Tyskland var dem, der blev understøttet af Røde Hjælp. De havde ikke penge nok at leve for. Røde Hjælp formidlede derfor overnatnings- og spisesteder til dem. Middagsmad et sted, aftensmad et andet sted. Om onsdagen et sted; om søndagen et andet sted. Matteotti-fonden havde sendt en skrivelse rundt til fagforeningerne: Hold på pengene, når Røde Hjælp kommer. Fonden havde endnu ikke lært af følgende slogan: Hellere være 10 gange sammen med fascisterne end én gang sammen med kommunisterne[6]. Hvilket jo havde ført til en katastrofe - også for fagforeningerne.

Bortset fra forsørgelsen af "emi-erne"- emigranterne, var komiteens vigtigste opgave at forsvare dem over for myndighederne, altså frem for alt Fremmedpolitiet, og at garantere "emi-erne" som legitime. Altså at garantere, at det for det første drejede sig om politisk eller racemæssigt forfulgte, og at de for det andet ikke ville komme til at ligge staten til last. Røde Hjælp garanterede også dette for mig.

(…)

SKANDIAHJÆLPEN I KØBENHAVN; 1935-37

Skandiahjælpen blev grundlagt for at hjælpe børn, der blev forfulgt, frem for alt børn af forældre, der var koncentrationslejrfanger og indsatte i tugthuse. Skandiahjælpen var en dansk komite, hvis medlemmer for en stor del bestod af kendte danske personligheder. Men som det er med komiteer, navnene står kun på papiret. I øvrigt er man derefter så glad for, at de har sagt ja, at man ikke forventer, at de derudover også skal gøre noget. En prisværdig undtagelse fandtes i formanden for Skandiahjælpen: Lis Tørsleff. Hun brugte virkelig sin fritid på den og var meget effektiv. Det vedblev hun med at være - hele livet. Hun var en kvindesagskvinde, fik senere 10 børn og var i mange år dansk handelsminister. Men så hed hun ikke mere Tørsleff. Nu hed hun Lis Groes[7].

Egentlig havde jeg intet med Skandiahjælpen at gøre. Henny var hendes højre hånd. Hun førte brevvekslingen. Forbindelsen til Tyskland gik over hende, så jeg havde alle glæder og sorger på første hånd. Sagen var kompliceret: Først måtte man skaffe penge i Danmark. Det var enkelt. Der blev oprettet en konto, sådan som det altid var kutyme. Så måtte man overbevise folk om det gode formål og dets nytte og helst få folk til at give et fast månedligt bidrag, eller endnu bedre få et barn på ferie. Så langt så godt. Breve blev skrevet til danske familier, og svar rullede ind på Lis Tørsleffs adresse. Men det var sværere at få kontakt til Tyskland. For det første måtte man kende adresserne, og for det andet måtte man digte en eller anden harmløs historie om de folk, som man skrev til. De skulle jo have en følelse af, at menneskene kendte dig. At du roligt kunne sende dit barn til Danmark. Men det måtte naturligvis også være sådan, at Gestapo uden mistro skulle kunne åbne brevet, og så ville det blot være en harmløs historie. En eller anden veninde fra skoletiden som eksempelvis var blevet gift i Danmark. Desuden måtte man have en hel samling afsendere. For det kunne jo virke påfaldende for postvæsenet hvis brevene optrådte alt for ofte med de samme afsendere. Fra disse adresser kom så breve til Lis, til det kontor, hvor også Henny sad. Det hændte også, at nogle familier i Tyskland var langsommelige og overhovedet ikke forstod f.eks. ønsket om at genopfriske ungdomsvenskabet. Andre igen begreb straks, hvad det drejede sig om og spurgte, om det ikke var muligt at sende en nabodatter med, hun havde sådan brug for en ferie.

Hertil kom det sværeste problem: At sammensætte ferieforældrene med børnefamilierne. Ferieforældrene havde ofte ganske bestemte ønsker mht. alder og køn, fordi de for det meste selv havde børn. Så måtte man udvælge passende børn; og så - så rimeligt og enkelt som muligt - forklare, hvorfor Erika nu ikke skulle komme til København til Hansen i Gothersgade, men skulle til Andersen i Fredericia. Når man er afhængig af sådanne argumenter, så digter man utroligt mange versioner. Når Hennys fantasi ikke mere rakte til, bidrog jeg.

Fra en far kom en mærkelig historie. Han dukkede op med sin datter i Aalborg for selv at tage plejeforældrene i øjesyn. Plejeforældrene hed noget andet end dem, han havde korresponderet med. Denne far sad altså ikke i fængsel mere. Han havde siddet indespærret i begyndelsen af 1933, men herefter lod man ham være i fred.

Udvalget af børn var naturligvis tilfældigt, sådan som man havde ønsket det. De indsattes navne og adresser fik man fra andre emigranter. Det var jo tilfældigt hvilke adresser, de kunne huske. Det hjalp jo ikke med telefonbøger. Dengang havde ingen af plejeforældrene telefon. En pige på 4 år kom med et brev om at hun var sengevæder. Lis mente: "Det lader vi plejeforældrene selv finde ud af. Ellers vil de ikke have barnet og hvad gør vi så med hende ?! De vil trods sengevæderiet alligevel få noget ud af det". Hun havde ret.

Wilma og Sascha[8] (Emils[9] døtre) besøgte mig. Wilma medbragte på damperen en gruppe på 7 eller 8 mindre børn: Hun var et alvorligt barn. Hun var 12 år dengang. Og hun vidste helt klart, hvad det drejede sig om.

En dag var et barn forsvundet. Det var en lille pige på 7-8 år. Barnet skulle komme til Aalborg med toget om eftermiddagen. Ferieforældrene var på banegården. Barnet var ikke med toget. Den tiltænkte plejefar ringede med det samme. Henny var frygtelig ophidset. Hun så allerede politirapporter og overskrifter om smugling af børn med Gestapo i baggrunden. Skandiahjælpens leder, Lis, bevarede en enestående ro. Hun telefonerede med forskellige steder i Aalborg og sagde: "Så, nu kan vi kun vente. Hun skal nok dukke op igen". Hun dukkede op den næste dag. Pigen var kommet med et tidligere tog. Naturligvis var der ingen for at hente hende ved banegården. Så havde lokomotivføreren taget hende med hjem. Nu ville han ikke udlevere hende. Feriefaderen tryglede om et andet barn. Men der var ikke flere.

Der kom mange børn i løbet af de næste år og holdt ferie. Senere skete der aldrig noget uheld.

TIL FORSVAR FOR EDGAR ANDRÉ I STOCKHOLM, 1936

Det må have været i 1936, at der foregik en proces mod Edgar André[10]. Man havde beskyldt ham for at have skudt en SA-mand[11]. Det var den søndag, hvor nazisterne forsøgte at "erobre", som de kaldte det, en Hamborg-bydel, og arbejderne satte sig til modværge. På det tidspunkt, hvor SA-manden blev skudt, havde Edgar André været i min nærhed, et par gader væk fra hvor skuddet faldt. I Stockholm var der dannet en undersøgelseskommission, som indsamlede bevismateriale for at redde Edgar André fra skafottet.

Jeg rejste til Stockholm. På rejsen til Malmø fra København øvede jeg mig i ikke at forveksle 'ja' og 'jo', sådan som jeg hele tiden gjorde. Begge dele betød 'Ja' på tysk. Dengang var der to udgange i Malmø. Den ene var for skandinaver. De skulle jo ikke vise pas. Den anden var for alle andre. Ved Skandinavien-bommen stod der en kontrollør. Hvis han spurgte: "Er De dansker? ", så skulle man svare med et 'ja'. Spurgte han derimod: "De er da ikke dansker? ", så hed det 'jo'. Man dumpede, hvis man forvekslede dem. Da jeg ikke havde noget pas, så var den eneste mulighed at rejse som dansker. Ellers havde svenskerne ikke ladet mig komme ind i landet.

I Stockholm afleverede jeg min erklæring i en protokol hos en notar. Hans navn har jeg glemt. Jeg ved kun, at det var et klangfuldt navn, grev et eller andet. Jeg tilbød at tage til rettergangen i Hamborg, hvis man ville give mig frit lejde. På kontoret traf jeg endnu et vidne, der var kommet fra Norge. Så vidt jeg ved, svarede de ansvarlige embedsmænd end ikke på henvendelsen. Edgar André blev dømt og henrettet.

Næste dag rejste jeg tilbage til København, med 'Politiken' i hånden, for at man ikke skulle komme på den idé, at jeg ikke var dansk. Men neden for damperen stod Larsen[12] med flyveørerne sammen med endnu en fra fremmedpolitiet. Og de genkendte mig selvfølgelig: "Hvor kommer De fra? For Dem eksisterer der vel slet ingen grænser?!". Og så faldt de over den avis, som jeg holdt i hånden: "Og som skalkeskjul har han Politiken i hånden!". - "Ikke som skalkeskjul. Min jakke har ingen lommer". Det ville de ikke tro på. Men det var sandt. Lommerne var syet til. Jeg havde fået den sådan. Men jeg fandt det ret fint. På denne måde kunne ingen stikke noget i lommerne og på den måde bringe mig i store problemer.

Den næste gang, jeg hørte om protokollen i Stockholm, var hos Gestapo i Hamborg i 1941. Da lagde de en dag et tykt sæt akter ombundet med snor foran mig på bordet. Det kom tilsyneladende fra arkivet. Edgar André stod der på sættet. Det var jo år siden, at han var blevet henrettet. Grönwold, Gestapomanden, tappede med en blyant på akterne og sagde: "Vi kan trække på mange strenge. Denne sag kan vi jo godt bringe frem igen". De omtalte kun sagen denne ene gang. Måske ville de bare jage én ned i et musehul, for at gøre mig mør. Det kunne jo egentlig ikke være i deres interesse, at der blev stillet spørgsmål til deres endelige dom. Men det var dog en massiv trussel, der kostede mig søvnløse nætter. I anklageskriftet befandt der sig selvfølgelig stadig den edsvorne erklæring med foto.

LARSEN FRA FREMMEDPOLITIET, 1936

Vi boede på Grækenlandsvej, da jeg en morgen traf Larsen med flyveørerne foran Hennys dør. Da jeg trådte ud af døren, holdt han sig til hovedet. Øjensynligt havde han stået og kikket ind ad nøglehullet og havde fået døren i hovedet. Døren havde en snaplås, og jeg trak den hurtigt til bag mig. Han gloede overrasket på mig og spurgte: "Hvad laver De her?". Jeg fandt ingen anledning til at fortælle ham, at jeg boede her. - "Jeg har badet". (…) Så tilføjede jeg: "Fru Johannsen har tilladt mig at bade her". - "Er hun hjemme?". - "Nej!". Nødtvungent gik han igen ned ad trappen. Vi fandt aldrig ud af, hvad han ville. Han havde jo slet ingen grund til at komme til Hennys lejlighed. Dengang gik hun hver dag til Politigården for at melde sig.

Det var ikke lang tid efter, at hun var blevet anholdt sammen med nogle andre på Burmeister og Wain for at have deltaget i en underskriftindsamling mod henrettelsen af Klaus og Kaiser. Man havde idømt hende ti dages fængsel for ulovligt at have passeret grænsen. Hun havde sagt, at hun var kommet til Danmark tre dage før og uden legitimationspapirer. Disse tre dage havde man sikkert ikke fæstet lid til. Larsen og et par af hans kolleger forsøgte at overtale hende. Hun hed Lisbeth eller kaldte sig det i hvert fald og havde allerede været længe i landet.

At det var kommet til denne arrestation, lå i, at der havde sneget sig en spion ind, der ikke var blevet opdaget i tide. Han havde givet et tip om denne underskriftsindsamling. Det var jo ikke tilladt for immigranterne at beskæftige sig med politik. Asylret betød, at man kun måtte leve der, uden at åbne munden. Det kunne man selvfølgelig ikke, når man nu så hvad der foregik i Tyskland. Man legede altså kispus med politiet.

Engang lykkedes det at smugle flyveblade ind i de officielle brochurer over turistmål i København. Når 'Kraft durch Freude'[13] lagde til kaj, fik alle turisterne stukket den i hånden. Den næste dag skrev Politiken: "Immigranterne har trukket politiet rundt ved næsen". Når turistdamperen ankom, lå vi for det meste på lur for at komme til at tale med de tyske turister, eller for at stikke dem nogle brochurer, der udenpå så harmløse ud. De danske myndigheder så ikke gerne herpå, for de frygtede protester fra den tyske ambassade.

Der fandtes mange naziagenter, som bedrev deres ugerninger. Engang var jeg lige ved at blive kidnappet af et par, der med vold ville tvinge mig ind i deres bil. Da jeg fortalte det til en dansk ven, Hakon[14], sagde han: "Det går ikke. Du må altid have penge på dig". Dengang var det sådan, at vi aldrig havde penge på lommen. Vi var altid på vej med cyklerne og behøvede ingen penge. Hakon holdt fast i, at jeg altid skulle have en af hans blankochecks på mig, som jeg kunne udfylde. I nødens stund måtte jeg hurtigt kunne udfylde en check til en taxa. Jeg brugte aldrig denne check og gav ham den senere tilbage. På en eller anden måde følte jeg mig utilpas ved at have den i lommen. Jeg frygtede hele tiden, at der kunne ske ham noget. Men jeg har aldrig glemt Hakon for dette bevis på hans tillid.

Jeg var kommet til at kende ham og hans kone Esther ved et middagsarrangement. Røde Hjælp havde sendt mig hen til dem. Dengang var han endnu medlem af Det Radikale Venstre, et parti der trods sit navn intet havde at gøre med at være venstreorienteret. Det svarede snarere til et parti som vores FDP[15]. Vi blev meget gode venner.

Senere blev Hakon formand for den i 1937 grundlagte Emigrantkomité. Den overtog en del af Røde Hjælps opgaver. Han havde endog engageret sig stærkt i dem han beskyttede, dengang Danmark blev besat. Han havnede også i fængsel herfor. Da man løslod ham, skete det på den betingelse, at han kun måtte bo uden for København.

(…)

ANHOLDELSE I KØBENHAVN, 1. JUNI 1940

I mellemtiden var Hitler gået ind i Polen. Manden med paraplyen, englænderen Chamberlain, havde forgæves ofret Tjekkoslovakiet. Freden var ikke reddet. De tyske tropper stod i det halve Europa. Danmark var også besat. Det var knapt halvandet år efter udleveringen fra Sverige[16], i april 1940, at himlen brummede med larm fra flyvemaskiner. Først tænkte vi, at det var en krænkelse af neutraliteten. De tyske flyvemaskiner var på vej til Norge, der ikke havde kapituleret.

Et par måneder før besættelsen havde jeg fået arbejdstilladelse. Det var efter vi havde fået socialhjælp fra Lyngby-Tårbæk kommune. Noget vi aldrig vil glemme.[17] De var virkelig ikke-bureaukratiske. Efter vores tilbagekomst fra Sverige sagde de, at vi ikke kunne få understøttelse og arbejdstilladelse. Det havde vi heller ikke ventet. Måske hang det sammen med, at det fascistiske Tyskland så åbenlyst havde afsløret sig selv.

(…)

Tidligt næste morgen var politiet der og hentede mig. Det danske. Den eneste, som vi vidste allerede var anholdt var kansleren fra Weimarrepublikken Scheidemann's[18] svigersøn, Erich Alfringhaus[19]. To dage før havde han hængt sig i Vestre Fængsel. Jeg blev bragt hen til selvsamme fængsel.

Jeg vidste ikke om der var andre emigranter, der var anholdt, eller hvor mange der sad i cellerne. Man var helt isoleret. Hver for sig i sin celle. Selv på vej hen til toilettet – der var ingen spand i cellen som i Hamborg – mødte man ingen. Spytslikkerne havde bare at forsvinde, når en fange blev ført forbi. Ind i en niche med ryggen til korridoren. Når man skulle ud og gå, blev man spærret inde i en osteklokke, med et tårn i midten, hvori der stod en vagtmand. Den første fange blev ført rundt om osteklokken og så spærret inde i det bagerste bur. Foran var der kun gitterdøren ved gangen, og til begge sider var der cirka 3 meter høje mure til naboburene. Bagved igen et gitter, bredere end foran. Bagved voksede der blomster. I denne osteklokke gik man tur i en halv time. Hvis man var opmærksom, kunne man ved et bestemt hjørne af cirklen se den indsatte, der var landet i det nærmeste bur. Det var virkelig 'pragtfuld isolation'[20]. I intet andet fængsel oplevede jeg så perfekt en isolation. Og angiveligt var den kun tiltænkt de indespærrede, for at beskytte deres gode rygte, mens de indsatte endnu var i varetægtsfængsel. Ingen skulle kunne se dem og så senere måske kunne bringe dem i forlegenhed eller sågar kunne afpresse dem.

Det eneste jeg fik at vide var hvorfor jeg var der: På den tyske besættelsesmagts foranledning. Hvilket jeg jo godt selv kunne regne ud. I de første dage af min arrestation var den eneste kontakt med omverdenen toiletternes mure. De var overtegnet med blyantskragetæer. Mest med dumme erotiske sager.

(…)

Da vi fanger havde været der i kort tid, meldte en dansk officer sin ankomst: "Jeg er de indsattes tilsynsførende. Jeg er den eneste officer, der blev beordret at skyde på tyskerne, da de faldt ind i landet. Nede i Sønderjylland. Man har forflyttet mig herhen, men jeg er ikke klar over, om det er en degradering eller en forfremmelse".

På etagen var der udelukkende politiske emigranter. Vi begyndte en lille krig mod det at være lukket inde. Det lykkedes os at få gennemført, at cellerne kun blev aflåst om aftenen. Og at være alene om aftenen var egentlig ganske behageligt. Cellen var større og bedre end de celler, som jeg oplevede senere. Vinduet var ikke helt oppe under loftet, men dog med matteret glas. Henny syntes cellen var god. I det omfang man kunne tale om celle og god i samme åndedrag. Hun sad et år senere i samme celle. Besøg kunne vi modtage hver dag. Dog kun i et kvarter, eller var det i en halv time? I dag husker jeg det ikke mere. Jeg ved kun, at det var for kort til at underholde sig med hinanden. Og så forlangte de endda, at vi talte dansk med hinanden. Og så eksploderede jeg en dag. Jeg røg på vagtmanden: "Under disse omstændigheder vil jeg ikke mere have besøg. Det er nedværdigende!". Og til Henny: "Gå nu! Sådan vil vi ikke fortsætte mere!".

Vi fanger var alle enige herom, så vi opnåede, at vi kunne modtage besøg hver dag i to timer, med hvem vi ville og på det sprog vi ville. Vi sad alle sammen i en gymnastiksal. Der var kun en vagtmand, der så til, at der ikke skete noget "forkert".

I HORSERØDLEJREN

En dag blev vi ført ud af Vestre Fængsel og transporteret til Horserødlejren. Den lå 50 km nord for København. I nærheden af Helsingør. Det var en baraklejr. Det betød et par fordele og en masse ulemper. Det var en fordel, at man til enhver tid kunne komme ud i den friske luft. Desuden formidlede en anderledes indrettet lejr den illusion, at man var noget bedre sikret her mod en udlevering end i Vestre Fængsel. Det viste sig de facto at være en illusion.

Der var en hel del ulemper. Dag og nat var man sammen med medfangerne, alle emigranter med de forskelligste (politiske) kulører, hvorved det naturligvis let kom til gnidninger.

Her fik vi kun besøg én gang om ugen. Ikke fordi det var et påbud, men fordi det lå for langt væk. Hver søndag kom Henny cyklende de 50 km. Hun medbragte kaffe, kager og en dug. Desuden cigaretter, rare ting og hvad man ellers havde brug for, samt træ til at snitte i. To af de skulpturer, der dengang blev til, har vi endnu. De fleste er væk. Et par af dem har vi fundet igen, da vi efter mange år for første gang igen var i København. Mine snitterier vandt gehør. Mange begyndte at snitte. Jeg havde en hel del lærlinge, hvis man kan kalde dem det. Jeg var jo endnu min egen elev.

Det var en god beskæftigelse at snitte i Horserød. Man kunne knap finde en bedre beskæftigelsesterapi. Bortset fra mig – så ophørte alle de andre med at snitte dinosaurer. Jeg ved heller ikke, hvordan det begyndte. Senere var der en hel række dinosaurer, små, tykke, med takker på ryggen og med takker på næsen. Hvis en eller anden i dag skulle se en sådan stående på en buffet eller et anretterbord, kan han være sikker på at den stammer fra tiden i Horserød.

(…)

Vi kom godt overens med det danske vagtmandskab, selvom der mellem dem også var et par fjendtligt indstillede. (…)

"UDSENDT" TIL TYSKLAND, 30. JANUAR 1941

Vi 9[21] blev bragt tilbage til København. Til Politigården. Der herskede der stor travlhed. Det svirrede med embedsmænd som i en bistade. Der blev åbnet protokoller. Der var også en tysker tilstede. Han sagde ikke noget, lyttede kun. Og danskerne spurgte: "Navn, fødselsdag, fødested? Hvornår er De emigreret? Hvorfor er De emigreret? Hvad er årsagen til Deres emigration? Hvad har De gjort?". Det var ondsindet. Hvis man fortalte dem emigrationsårsagen, så havde man samtidig meddelt det til Gestapo, eller de danske embedsmænd kunne sige: Emigrationsårsagen er ikke tilstrækkelig klarlagt, derfor udleverer vi dem.

Jeg blev rasende: "Jeg overvejer slet ikke at fortælle Dem, hvad jeg har gjort eller ikke har gjort. Jeg er politisk emigrant. De ved det allerede, og jeg protesterer mod bruddet på asylretten". Udover mig var der endnu én, der protesterede. Tykke Karl, egentlig Walter Weidauer[22]. Efter krigen blev han overborgmester i Dresden. De andre syv havde resigneret. Karl og jeg vægrede os ved at underskrive protokollen, hvis der ikke stod, at vi blev udleveret mod vores vilje og protesterede mod bruddet på asylloven. Det ville de ikke gå med til. Så kunne de være sikre på, at vi ikke ville underskrive. Og vi ville vægre os med alle midler, når de bragte os til toget, så de kunne se, at vi blev skaffet af vejen mod vores vilje. Det bekom dem ikke vel. De telefonerede: "Hvad skal vi gøre? De er stivsindede og vil ikke skrive under". Endelig kom en stor mand og befalede: "Hvad skal det til for! Nu skriver De det ned". Og vores protest blev protokolleret.

Det så højt priste demokrati blandt danskerne var ophørt med at eksistere. Det danske riges selvstændighed bestod nu kun på papir. Vi blev udleveret, fordi Gestapo ville det sådan. Vi blev handlet for nogle fiktive danske statsrettigheder. Asylretten bestod ikke længere. Vore pårørende blev først underrettet efter massive protester. Man ville helst afskibe os i yderste hemmelighed.

Før hun kom til mig, var Henny gået ind i løvens hule: Til Gestapo i Dagmarhus[23]. Hvad forestillede Henny sig egentligt med at gå hen til dem? Nok intet. Men i sådanne øjeblikke foretager man sig også meningsløse ting. Hellere gøre noget uden udsigt til succes end at tænke sig, at man har forsømt noget. I Dagmarhus havde man fortalt Henny, at hun ikke skulle gøre sig nogen bekymringer. Helt sikkert ville jeg blive stillet for retten, men det ville bestemt ikke koste mig hovedet: "Der foreligger ikke noget slemt mod ham. Og de tidligere vilde tider er forbi. Fangerne bliver behandlet ordentligt. Ham sker der intet". Så mistroisk man end kunne være mod, hvad Gestapo sagde, så var jeg dog meget glad for, at Henny var gået derhen. Trods alt var det beroligende. Senere gik det op for mig, at de havde ment det helt ærligt: De kendte til min ballade med og udelukkelse fra partiet, og havde derfor håbet på at kunne spænde mig for deres vogn.

Meget sent om aftenen kom Elise Thomsen[24], lederen af Kvækerorganisationen. Hun havde også bekymret sig stærkt for os i Horserødlejren. Hun talte med hver af os og forsøgte at hjælpe. Alle os, der blev udleveret dengang, vil aldrig glemme hendes store hjerte.

Lyset i cellen brændte hele natten. Man frygtede naturligvis at en eller anden ville tage sit liv. Den næste morgen blev vi med en stor politieskorte bragt til Københavns Hovedbanegård. Overalt vrimlede det med politibetjente, med og uden uniform. Henny var på banegården lige til toget kørte. Fra alle sider blev vi fodret med cigaretter, og vi osede naturligvis som skorstene. Vore bevogtere var danskere, blandt andet en kvinde, der sad i min kupe. Der var to embedsmænd for hver af os - udover dem der stod i togets gange. De havde madpakker med. Også til os. Deres opgave gjorde dem tilsyneladende utilpas. De gjorde hvad de kunne for at lette rejsen for os. Udover madpakkerne var der selvfølgelig ikke meget, der kunne forbedre stemningen.

Jeg tænker stadig på moderen til den unge mand [Poul B.], der var kommet med vores transport. Hun var dansker. Sønnen havde boet hos sin far. Han var deserteret fra Waffen-SS[25] og var flygtet til sin mor. Nu havde man igen revet ham væk. Jeg ser endnu hendes oprevne og fortvivlede ansigt for mig. Jeg ved ikke, hvad der er sket med drengen. Man har nok skudt ham. For desertering har sikkerhedstjenesten og Gestapo intet andet svar.

Jeg erindrer mig en diskussion, hvor vores ledsagerske blev voldsomt begejstret. Kriminaldamen sagde: "Der er to muligheder: Enten er De heldig eller også bliver De forræder".

På færgen passede de på som jagthunde, så ingen forsøgte at hoppe overbord. Et sted var der opsat et bord, hvor der sad et par danske embedsmænd. Til det bord blev vi råbt frem én efter en. Der var en der talte penge op og lagde dem foran mig. Jeg tror, at det var 40 kroner:

- "Hvis De venligst vil kvittere".

- "Hvorfor? Hvad har De gang i?".

- "Den danske stat giver Dem disse 40 kroner".

- "Jeg har ikke bedt om noget fra den danske stat".

- "Men den giver dem til Dem. Vil De venligst kvittere"

- "Jeg vil ikke have dem!".

- "Det går ikke! Vi skal give dem til Dem!".

- "Og jeg vil ikke have dem! Jeg vil heller ikke bringe fremmed valuta med".

- "Hr. Heising. Vi kan ikke beholde dem. Vi er forpligtet til at give Dem pengene".

- "Godt, så giver jeg dem til Kræftens Bekæmpelse".

Jeg skubbede pengene over til ham og underskrev. Så gik jeg igen med min overvåger. 10 minutter senere blev jeg kaldt tilbage. Denne gang var det manden, der havde siddet i baggrunden, der hvor man havde villet udlevere pengene til mig. Han sagde: "Lad os et øjeblik alene", og min overvåger gik et par skridt væk. Den anden præsenterede sig: "Jeg er kriminalkommissær Hermannsen[26], Hr. Heising. Jeg vil blot sige til Dem: De skal ikke bekymre Dem. Jeg har set Deres akter. Der foreligger ikke meget mod Dem". Jeg har hverken set eller hørt noget til Hermannsen senere. Jeg var ham meget taknemmelig for den meddelelse, der trods alt var temmelig risikabel for ham. I øvrigt var de 40 kroner et særtilfælde. Emigranter, der blev udleveret med senere transporter til Tyskland, fik dem ikke.

Vores rejse gik nu videre til Flensborg. På banegården i Flensborg blev vi overladt til de tyske myndigheder. Nu foregik det med høje råb og kommandoer, der gav et blegt ekko i hallen. Vi hørte ikke mere til de danske ledsagere. De havde taget afsked med os med håndtryk. De stod alle mellem hinanden med huen i hånden og tog tavst afsked med os. Alle, ligesom jeg, tænkte sikkert med taknemmelighed på den respekt, som man viste os. Hvilket jo foregik foran den larmende brølen i den halvdunkle hal, der straks efter opslugte os.

I Flensborg blev vore personalia endnu engang skrevet op. Der sad en mand, der studsede ved mit navn. Han hed også Heising. Jeg tog det for at være et godt tegn. Måske var han en lidt fjernere slægtning til mig. Jeg fandt aldrig ud af om det var tilfældet.

Efter 8 dage gik det så videre i en af jernbanernes fangetransportvogne mod Hamborg-Altona. Det var en bidende kold dag. I en meget lille blikkasse. Man kunne næsten ikke vende sig rundt. Min dag forløb stående i dette køleskab. I Altona blev vi modtaget af det almindelige politi og afleveret til politifængslet i Hütten [ved Rendsburg].

Da jeg steg ud af vognen i Hütten, var det første menneske som jeg så min bror, eller halvbror Walter. Han stod der i sin uniform; senere erfarede jeg, at han var ved civilforsvaret. Han stod lige foran bilen. Vi så hinanden i øjnene, og i næste øjeblik blev han dårlig. Han klappede helt enkelt sammen. Jeg gik forbi ham uden at fortrække en mine, mens hans kolleger fik ham op og bar ham væk.