Knaphed og rationeringer

Besættelsens mest mærkbare konsekvens for borgerne i Hads Herred var indførelsen af de mange 'Overordentlige Foranstaltninger' (bekendtgørelser og påbud), som besværliggjorde hverdagen og fyldte meget i borgernes bevidsthed. Rationeringen var allerede blevet indført i 1939 og blev først afskaffet flere måneder efter befrielsen – og for nogle varers vedkommende først flere år efter.

Specielt fødevare- og brændselsrationeringen havde indflydelse på hverdagen i lokalområdet, samt på hvordan man i de enkelte husholdninger og i kommunerne søgte at afhjælpe disse mangler.

Kulleverancerne blev skåret ned, og i de hårde krigsvintre måtte man på egnen dække behovet ved såkaldt indenlandsk brændsel, som bestod af brunkul fra Vestjylland samt lokale leverancer af tørv og træ. Da besættelsen samtidigt førte til stor lokal arbejdsløshed, søgte man ude i sognene at slå to fluer med ét smæk, idet man satte arbejdsløse til at fælde vejtræer, hive stubbe op og i den strengeste vintertid at holde de kommunale veje snefri. Egnens moser leverede desuden tørv nok til at dække det meste af det lokale behov.

På samme vis prøvede man også i egnens kommuner at hjælpe befolkningen med fødevareleverancer på afbetaling. Befolkningen i oplandet supplerede desuden deres kost ved selv at producere grøntsager. Såkaldt stalddørshandel florerede ligeledes, når befolkningen i Odder bankede på ved oplandets bønder for at få æg, kød og mejeriprodukter med hjem på cyklen.

Luftværnssirener og beskyttelsesrum

Mens herredets almindelige borgere havde nok at gøre med at få hverdagen til at fungere, på trods af at verden var af lave, så forberedte politi, sogneråd og luftværn sig på muligheden for, at krigen kunne komme til egnen.

Både i Odder by og ude i oplandssognene oprettedes et netværk af imponerende omfang for at planlægge og gennemføre mørklægning og andre luftværnsforanstaltninger. Et beredskab skulle også være på plads i tilfælde af, at egentlige krigshandlinger skulle komme til egnen. Ud over de mange øvelser medførte det også krav om, at alle private husstande i Odder by skulle anlægge beskyttelsesrum, ligesom der på Torvet og ved offentlige bygninger anlagdes offentlige betonanlæg.

Da luftrummet over egnen blev benyttet af allierede bombefly på togt mod de store nordtyske byer samt ved rekognosceringsflyvninger, hørte luftværnssirenernes hylen til dagens orden. I løbet af besættelsestiden var der flere gange luftkampe over området, men lokalbefolkningen begyndte hurtigt at vende det døve øre til sirenerne, og politi og vagtværn kæmpede en ulige kamp for at få borgerne til at forlade deres senge eller arbejdspladser for at gå i beskyttelsesrum.

Tyske indkvarteringer

De første indkvarteringer af tyske tropper på egnen skete i 1942. Helt frem til 1946 var der tyske soldater og senere tyske flygtninge indkvarteret rundt i herredet. Set fra tysk side var den frugtbare egn et optimalt indkvarteringsområde, fordi den lå tæt på det tyske hovedkvarter i Silkeborg, den tyske udskibningshavn i Aarhus og det vigtige østjyske jernbanenet.

De tyske troppers indkvartering i den gamle herregård Rathlousdal uden for Odder samt på byens skoler gjorde fra 1943 besættelsen mere virkelig i Odder by. Men befolkningen ude i sognene mærkede nærmest intet til forandringen, bortset fra at man af og til fra sin plads bag ploven fra marken kunne se en tysk patrulje på afstand eller fra trygheden bag gardinet kunne se dem marchere forbi på gaden.

Kort over Odder fra 1945. De røde markeringer er de tyske indkvarteringer. Fra: Odder Lokalhistoriske Arkiv

Den lokale samarbejdspolitik

Med tyskernes ankomst til egnen opstod en lokal udgave af den nationale samarbejdspolitik, blot med den forskel, at samarbejdet i lokalområdet varede hele krigen ud og ikke stoppede i august 1943.  Det lokale samarbejde var ikke unikt for Hads Herred.  Lignende former for lokale samarbejdsordninger opstod flere andre steder i landet.

Den såkaldte fredsbesættelse spillede en stor rolle i det generelle forhold mellem den tyske ledelse og den danske øvrighed, både på højeste plan mellem Udenrigsministeriet og den tyske rigsbefuldmægtigede og på lokalt plan mellem tyske kommandanter og den lokale øvrighed. Fredsbesættelsen gjorde, at man fra tysk side var usikker på, hvilke beføjelser man havde. Dette gav grobund for et mere ligeværdigt samarbejde på både nationalt og lokalt plan end i noget andet besat land.

Den nationale samarbejdspolitik i besættelsens første år blev således videreført i de enkelte lokalområder landet over. I Hads Herred var de storpolitiske bevæggrunde for samarbejdet meget langt væk. De var trængt i baggrunden af ønsket om at få hverdagen til at fungere på bedste vis, og der opstod et naturligt samarbejde fra lokal dansk side med de tyske kommandanter.

I de få tilfælde, hvor der var opløb til dramatik og konflikter, var der et godt samarbejde mellem repræsentanter for Værnemagten og de lokale myndighedspersoner såsom politi, vagtværn og sogneråd. De forholdsvis rolige tilstande i Odder og omegn kan bl.a. ses ved at egnen kun nævnes en enkelt gang i de daglige nationale situationsrapporter fra rigspolitichefen.

De 'tyskervenlige'

Mens der i starten var få konfrontationer mellem lokale borgere og udstationerede tyske tropper, så var de sidste år kendetegnet ved en strøm af større og mindre sager med de lokale 'tyskervenlige' i fokus. Egnens få erklærede tilhængere af DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti) samt lokale, som forskyldt eller uforskyldt havde fået rygte for at handle med tyskerne eller blot havde tyske sympatier, var således genstand for resten af lokalsamfundets ringeagt. I flere tilfælde blev de udsat for åbenlyse chikanerier, trusler og overfald eller hærværk på ejendom.

Forrest i denne gruppe af lokale på 'den anden side' var – både i antal af sager og i lokalsamfundets øjne – de såkaldte tyskerpiger. De skiftende tyske kommandanter samarbejdede med det lokale politi og vagtværn, og specielt i Odder by var man meget opmærksomme på de unge lokale piger, som man stødte på i nærheden af tyskernes kaserner.

Den lokale modstand

På trods af de forholdsvis rolige forhold i Hads Herred mærkedes den nationale uro dog også i de sidste krigsår. Odderborgerne var ivrige deltagere i de såkaldte alsangs- og algangsarrangementer, hvor man mødtes for at synge nationale sange eller i samlet trop vandrede til lokale udflugtsmål. Ligeledes var foredragsaftener om nationale emner på Odders hoteller og i oplandets forsamlingshuse meget populære. Disse manifestationer af danskhed betragtedes dengang som en art passiv modstand og som en demonstration mod besættelsesmagten.

Den organiserede nationale modstand startede på de politiske fløje, men da disse havde meget lidt tilslutning i Hads Herred, slog denne tendens ikke igennem. De første lokale kontakter til den organiserede modstand fandt sted i oplandsbyen Gosmer, hvor præsten i 1943 fik kontakt til modstandsorganisationen Ringen. Efterfølgende opbevaredes og distribueredes denne organisations illegale blade fra præstegården, og i 1944 oprettedes her også en egentlig modstandsgruppe. Senere oprettedes såkaldte militære ventegrupper og en modtagegruppe i flere andre oplandsbyer samt i Odder, alle underlagt en byledelse i Odder. At modstanden først opstod i en oplandsby og derefter spredte sig til den større by, Odder, adskiller situationen i Hads Herred fra det generelle modstandsbillede, hvor situationen som oftest var modsat.

Efter kodede meddelelser på den engelske BBC-Radio stod egnens modtagegrupper flere gange i de sidste krigsår klar til at modtage nedkastede våben. Kun en enkelt gang dukkede det engelske fly op den aftalte nat, og våbnene kunne efterfølgende fordeles til egnens ventegrupper. Ventegrupperne gemte deres våben på kirkelofter, under stråtage og lignende. Træning i våbenbrug begrænsede sig mest til at skille og samle udstyr samt til enkeltstående skydeøvelser i Ravnskoven tæt på Odder.

Modstandsgrupperne på Odderegnen kom aldrig i direkte aktion. Besættelsens eneste sabotageaktion på egnen blev således udført af en mere rutineret sabotagegruppe fra Aarhus, der i 1945 sprængte en fabrik i Hou, som producerede kasser til tyske miner.

Befrielsen

Som i resten af landet hørte også borgerne i Odder befrielsesbudskabet i radioen om aftenen den 4. maj 1945, men her hører ligheden med resten af landet også op.

Den tyske kommandant i Odder, major Erdmann, fastholdt, at han ikke ville kapitulere, før han fik direkte ordre fra det tyske hovedkvarter. Denne ordre nåede først frem den 8. maj, og derfor kunne befrielsesjubelen først få frit løb i Odder flere dage efter resten af landet.