Alsang, 1940-1943

Artikler

Alsang (fra norsk og svensk: fællessang) er betegnelsen for en række fællessangsstævner, der fandt sted i de første år af den tyske besættelse af Danmark 1940-45. På stævnerne sang tusindvis af deltagere fædrelandssange og gav dermed udtryk for sammenhold og nationalfølelse. Fænomenet begyndte i Nordjylland i juli 1940 og kulminerede den 1. september 1940, hvor flere hundrede tusinde mennesker deltog i alsangsstævner over hele landet.

Alsangens begyndelse

Det første alsangsstævne blev afholdt i Aalborg den 4. juli 1940. Idéen stammede fra Norge og Sverige, hvor der allerede inden besættelsen havde været arrangeret sangaftener med sangkor, der ledte an i sang for en større menneskemængde.

Formålet med de danske alsangsstævner var først og fremmest at få deltagerne til at synge kendte danske fædrelandssange og derigennem udtrykke deres nationale følelser. Blandt repertoiret var sange som ”I Danmark er jeg født”, ”Den danske sang”, ”Jeg elsker de grønne lunde”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Se, det summer af sol”, ”Jeg er havren” og ”Vort modersmål er dejligt”, og der sluttedes ofte af med nationalmelodien ”Der er et yndigt land”.

Ved det første arrangement i Aalborg var der ca. 1500 deltagere, og hen over sommeren blev der afholdt flere stævner med et deltagerantal, som skønsmæssigt voksede til 10.000. 

Alsang i Fælledparken i 1940
Alsang i Fælledparken, København den 15. august 1940. Foto: Det Kongelige Bibliotek 

Landsdækkende fænomen

Via radiotransmission og avisernes omtale af arrangementerne bredte alsangsbølgen sig til resten af landet, og den 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 80.000 deltagere. Alsangen i København blev en stor succes og tiltrak sig for alvor pressens opmærksomhed, hvor der blev lagt vægt på dens evne til at samle folk i alle aldre og samfundslag. Herfra var der ikke langt til idéen om at samle hele nationen i landsdækkende alsang.

Det landsdækkende alsangsstævne blev afholdt den 1. september 1940. Hovedstævnet var i København, hvor 150.000 deltog. Der blev transmitteret direkte i radioen fra stævnet i København til de øvrige byer, hvor folk således kunne synge med i takt. I alt deltog skønsmæssigt 720.000 på landsplan, og alsangen var en stor begivenhed også i de mindre byer.

I september 1940 udkom også for første gang 'Kongesangbogen', trykt i anledning af Christian 10.s 70-års fødselsdag. Den blev finansieret anonymt af institutioner (blandt andet Nationalbanken og postvæsenet) samt private og blev husstandsomdelt. Baggrunden for bogen var at bekræfte og styrke de nationale følelser samt båndene mellem befolkning og kongehus ved at udgive en sangbog, der kunne tages med til alsang. Sangudvalget bestod først og fremmest af de ’bløde’ nationalsange, der fokuserede på naturbeskrivelser, demokrati og folkesjælen, mens de mere krigeriske nationalsange blev fravalgt, blandt andet af hensyn til den tyske censur. I de følgende år udkom sangbogen i flere oplag i op mod to millioner eksemplarer.

Efter det store landsdækkende stævne i 1940 blev der afholdt flere alsangsarrangementer, men ingen med lige så stor tilslutning. Efter indførelsen af mødeforbud blev alle arrangementer aflyst fra 1943, og det betød afslutningen på alsang som udtryk for den nationale stemning.

Som en udløber af alsangsbølgen arrangeredes desuden i foråret 1941 'algang', hvor større grupper mennesker gik på fælles vandreture, dog uden tilsvarende succes.

Alsang i Fælledparken Alsang i Frederiksberg have
Alsang i Fælledparken og i Frederiksberg Have den 2. september 1940. Foto: Det Kongelige Bibliotek  

Alsang i Københavns' Rådhus Studenter alsang
Alsang i Rådhushallen i København den 14. oktober 1940. Og studenter til alsang den 12. juli 1943. Foto: Det Kongelige Bibliotek