Forsiden af 'Moses og Jesus'. Foto: Dansk Jødisk Museum

Oversætterens Forerindring[1].

Hverken Had til Jøderne, med hvilke jeg i mit hele Liv aldrig haver havt noget at skifte[2], ej heller Vindesyge[3] have bevæget mig til at oversætte følgende Skrift, men Kjærlighed til Sandhed.

I mit Fædreland og under Frederik den 6tes[4] faderlige Regjering, kan og bør hver Mand med Beskedenhed udsige det, han holder for Sandhed; thi den er Kongen kjær, som den er Nationens og hvert Individs Tarv[5], og didhen lede historisk-philosophiske Undersøgelser[6].

For det oplyste og upartiske Publikums Domstol fremlægger jeg altsaa denne Oversættelse; kan den gjendrives, skal ingen mere glædes derved, end jeg. At fremme og modtage Oplysning er enhver Statsborgers helligste Pligt; og kan den jødiske Nation frikjendes for de Beskyldninger, som til enhver Tid og i alle Stater ere gjorte mod den, da skal jeg vist ikke misunde den sin Sejer.

Det vil efter mine Tanker komme an paa at bevise, at dette Folks særegne religiøse Grundsætninger, som findes i dets Skrifter, ere forkastede af nærværende Slægt, læres ikke mere i dens Skoler, foredrages ikke mere i dens Synagoger, spores ikke mere hos dens nyere og mere philosophiske Skribentere[7]: nemlig Ideen om en National-Gud, der udelukkende elsker den jødiske Nation[8]; Forjættelserne[9] om et Verdenherredom grundet[10] paa alle Nationers Undertvingelse og Ødelæggelse; Fritagelse fra Opfyldelsen af almindelige moralske Pligter mod Ikke-Jøder, og et deraf naturligt følgende menneskefjendsk Sindelag mod alle de af dem kaldede Gojim, Nochrim og Accum[11]; at de i Kultur staae ved Siden af andre oplyste Statsborgere, og følge Skridt med dem; at de ved nyttige Kundskaber, Konster[12] og Haandværker, kort ved Industrie[13], lige med andre Borgere fremme Statens Vel, og i Fejde-Tid[14] lige med dem forsvare den. Dette frygter jeg vil vorde vanskeligt tilfredsstillende at bevise.

Tvertimod synes det, at Egennytte[15], Grumhed, og Ladhed[16] ere Nationens Særkjende fra dens første Oprindelse.

[…]

Historien har desværre Exempler og blodige Exempler i Overflødighed paa hvad tvungen Omvendelse og Dragonader[17] udvirke[18], men derfor troer jeg ikke, at Den[19] bør nægtes vor Kirkes Initiations-Sakramente[20], som selv forlanger det; kun maatte Underviisningen i Religioner ikke være for kort, Undersøgelse om Subjektets moralske Karakter være stræng, Afsværgelsen fra dets Vilfarelser offentlig, og denne saavelsom Initiations-Sakramentet forrettes med al muelig religiøs Højtidelighed.

Jeg veed meget vel: at den meer oplyste Jøde ikke antager alt det som hans Rabbiner[21] byde ham at troe; men saalænge den meer oplyste Jøde ikke frasiger sig offentlig alle de rabbanitiske Drømme og menneskefiendske Grundsætninger, forudsat at de findes saaledes i deres Skrifter, som jeg af Oversættelsen har erfaret dem, saa kan jeg ikke andet end troe, at en saadan Yttring af liberal Tænkemaade er saare prekær[22].

Den lærde Forfatter i sin Afhandling i det danske Videnskabers-Selskabs Skrifter, har blant andre Kauteler[23] ved Jøders Nedsættelse[24] i et land, ogsaa denne, at de burde eje Grund-Ejendomme; jeg forstaaer dette om Huse og Gaarde i Kjøbstæder, og Land-Ejendomme, hvor Jøden ved sin Nation drev Agerdyrkningen. Men jeg troer det betænkeligt, at han blev ejer af Jordegods[25] med Fæstebønder, jus patronatus[26], Kirker og Skoler; de sidstes Opsigt[27] burde efter min Formening[28] ikke engang betroes ham, naar han endog blot henholdte sig til en renset naturlig monotheistisk Religion.

Man vil i højeste Grad krænke mig, hvis man troer, at jeg ved dette Skrifts Oversættelse har villet slaae Ild til at antænde den sværmerske Intolerances Fakkel. Jeg har blot villet vække saavel Jøder som Troesforvandte[29] til begge at bevirke Jødernes Identifikation[30], som synes mig hver Dag at voxe i Nødvendighed. Jeg afskyer Intolerance; men jeg ynder derfor ikke en saadan Tolerances Grad, som leder til Indifferrentisme.[31] Apathie[32] skader Statslegemet ligesaavel som voldsomme Krampetrækninger, begge ere Symptomer paa dets Svaghed.

Mit Fædreland tæller blant mange gavnlige Indretninger ogsaa Undervisnings-Anstalter for fattige Jøders Børn af begge Kjøn, og Drengenes Institut har tillige den Hensigt at ansætte dem til nyttige Haandværker og Handteringer[33]: ogsaa veed jeg, at en nye religiøs Lærebog kan ventes, og at en oplyst Mand af den jødiske Nation har udarbejdet den. Men bliver denne Bog en Norm for Synagogens Lærdomme, eller disse en nøjere Udvikling af hin? faaer ingen af dens Læresætninger den allermindste Hentydning paa rabbanitiske Spidsfindigheder? bliver dens Hovedhensigt Identifikations-Fremme med øvrige Statsborgere? frasiges der i den al Tro paa en National-Gud? al Haab om Verdens Herredømme? Kunne disse Spørgsmaal oprigtigt besvares med ja? End videre, - kan man være sikker paa, at de ukultiverede og zelotiske[34] Jødeforældre ikke ved deres Lærdomme og Exempler nedrive det hjemme, hvad der er opbygget i Skolerne? Kan dette besvares oprigtigt med Nei? o! da er den vigtigste Forjættelse, som een af Nationens Seere i Jehovahs Navn har givet Israels Folk, nær ved sin Opfyldelse, denne nemlig: Jeg vil give Eder en ny Lov aldeles forskjellig fra den, jeg gav Eders Fædre, da jeg udførte dem af Egypten. Den Mand der bevirker dette for dem og hos dem være Nationens Messias! men den erindre sig, at han gjør ikke andet end at han træder i den Messiæ Fodspor som de Christne antoge for den sande – i Jesu Fodspor.

Jeg igjentager endnu til Slutning, at hverken Vindesyge eller had har bevæget mig til Oversættelsen af efterfølgende Skrift, ja jeg bevidner, at jeg i mit hele Liv intet Udstaaende har havt med nogen Jøde, end mere: at jeg har handlet med tvende i min private Stand[35], og med tvende i mit Embede som Direktør ved Skuepladsen[36], og at alle 4 fortjene et Vidnesbyrd om Redelighed i Handel med mig, som jeg vilde ønske jeg kunde give endeel af mine Troesforvandte.

Det skal glæde mig, om Bogen, saavel som min Forerindring, kan gjendrives. Rygtet har endog sagt mig, at en oplyst Mand pønser derpaa, jeg lader mig villig belære. Selv hos den der mindre urbant[37] angriber mig, men med Grunde, skal jeg holde mig til disse uden at ændse Indklædningen[38]. Men skulde en Pasqvillant[39] finde for godt at antaste mig med de ham ene værdige Vaaben, saa har jeg kun eet Værge mod ham: taus Foragt.