XII.
LIDT OM REJSEN TIL AMERIKA, SÆRLIG I ÆLDRE DAGE.

Og for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.

Chr. Winther.[1]

"Skade, at Amerika ligge skal saa langt herfra," sang man i sin Tid, i Danmark, og man gjorde saa med Rette; thi vel er der, i en vis Forstand lige saa langt fra Danmark til Amerika nu som for 150 Aar siden eller for 50 Aar siden - og dog alligevel, hvilken Forskel! I vore Dage, da man har lært, at alle Størrelser og Afstande er relative, - er der jo næsten ingen Afstande mere, da taler man om Omaha[2], som om det laa nogle faa Stationer udenfor København. I gamle Dage var det anderledes, da kendte man intet Omaha, og da laa Amerika omtrent lige saa langt fra Danmark som Maanen. Man gruede ved at tænke paa den lange Rejse. Ja, jeg husker saa nøje, at da jeg - 1879, stod paa Falderebet for at gaa til det fjerne Vesten og drog omkring for at sige Farvel til Slægt og Venner, - min gamle Bedstemoder og Gudmoder sagde til mig ved Afskeden: "Aa, Herre Gud, Peter, a' vild' endda heller' ha' fulgt Dig til Kirkegaarden, for saa vidst a da, hvor du var," og saa græd hun, det gamle Skind, ved Tanken om, at jeg skulde ud paa "de stu'er Vand", som hun sagde. Jeg forlod Esbjerg den 24de September og var i Chicago[3] den 17de Oktober, Rejsen over Atlanten tog 17 Dage.

"Det store Vand" har skræmmet mange. Jeg husker Fortællingen om den Bornholmer, der havde været i Californien og fundet Guld, og kom hjem for at tage sin Familie med til den store nye Verden, hvor han havde gjort sin Lykke. Hans Kone vilde ikke med, for var der end nok saa meget Guld i Amerika, saa laa "det store Vand" imellem, og det vilde hun ikke ud paa. Manden maatte saa ene afsted igen - for at finde mere Guld. Tilsidst havnede han nok saa hos Mutter der hjemme, men hans Sønner tog til Amerika for at tage Vare paa det nye Hjem, som Faderen havde bygget i Californien. Og paa denne Side har jeg mødt ikke faa Kvinder, som gerne nok vilde se Danmark og de kære der hjemme igen, men "det store Vand" og Søsygens Kvaler havde sat saadan Skræk i dem, at de ikke turde vove sig ud paa det igen. Og der var den unge Mand, der havde gjort det godt i Amerika og rejste til Danmark for at finde sig en Brud og saa komme igen: han fandt og vandt Bruden, men kom ikke igen, des formedelst[4], at Bruden ikke vilde med, og saa maatte han blive, kan jeg tro. Jeg har talt med den Slags Folk i Danmark; en af dem fortalte mig omtrent som følger: Det gaar an at være her hjemme den meste Tid, men om Foraaret, naar Trækfuglene kommer, saa er der noget i mig, der drager mod Amerika saa stærkt, saa stærkt, men blive maa jeg jo, for Mutter vil ikke med, og nu er Flokken saa ogsaa for stor. Og jeg husker - men det var jo om Rejsen til Amerika, vi skulde høre, saa det faar være nok af den Skuffe.

Naar man kommer til at tale med danske Indvandrere til Amerika om deres Rejse hertil, saa vil man som Regel finde, at de nøje husker Dagen, da de forlod det gamle Land, Navnet paa det Skib, de sejlede med til Amerika, Navnene paa en Del af deres Rejsekammerater, Dagen da de ankom til den rige Verden og naturligvis ogsaa Byen, hvor de kom i Land. I de trykte Beretninger er tit Skibets Navn sprungen over, men de fleste husker det ellers nok. Og det er ikke saa sært, for Skibet blev for dem Mellemstationen mellem de to Verdener: den, hvor de fødtes og opvoksede og havde deres Minder fra - og saa den, de stilede imod i Haabet om at opnaa det, der var dem nægtet i den gamle og kendte Verden. Ofte var Rejseselskabet sammensat baade af dem, der kun kendte den gamle Verden, og af enkelte, som ogsaa havde været i den ny, som de saa maatte fortælle om, gerne for meget interesserede Tilhørere, hvis tusinde Spørgsmaal maatte besvares, saa godt det lod sig gøre. Ikke sjælden blev der under Rejsen til Amerika sluttet Venskaber, som varede Livet ud, indgaaet Forlovelser, af hvilke nogle paafulgtes af Ægteskaber, andre af Forglemmelse, undertiden med Tillæg af stakkels Skabninger, der ikke kendte deres Fader og kun lidt til deres Moder og endnu mindre til en Moders Kærlighed. Et Udvandrerskib er en lille Verden for sig, sammenknyttet med fælles Farer og fælles Haab, en Verden, der mindes længe af dem, der har levet i den.

-

Medens Rejsen fra Danmark nu om Dage er nærmest at ligne ved en Uges Lystsejlads, saa var den i sin Tid noget helt andet. Og medens den, der vil til Amerika nu, kan vælge, om han vil rejse med danske, tyske eller engelske Dampskibslinier, der alle har direkte Forbindelse med Amerika og alle har deres Agenter i Danmark, saa gik det i ældre Tid helt anderledes til. For det første var der ingen Dampskibe, som jo er en nyere amerikansk Opfindelse, som først efter længere Tids Forløb kom i Udvandringens Tjeneste. Og af Sejlskibe var der kun faa, som tog til amerikanske Havne, og slet ingen som udelukkende havde Udvandrere til Ladning. Der maatte derfor søges og ventes paa Skibslejlighed, tit ikke saa kort Tid forud for Rejsen. Det har sin Interesse at høre noget om, hvor lang Tid en Amerikarejse tog i ældre Tider. Jeg skal derfor anføre nogle Vidnesbyrd derom. I Oldendorps, "Geschichte der Mission der evangelischen Bruder auf - St. Thomas, St. Croix und St. Jan" 1ste Del. Side 50-60[5], beregner den omhyggelige Forfatter Afstanden, som et Sejlskib maa tilbagelægge fra København til St. Thomas, til 14-1500 tyske Mil[6], og han siger, at denne Rejse sædvanlig varede henved 10 Uger, og den, som tænker paa at gøre denne Rejse, siger han, gør bedst i at forberede sig paa, at den vil vare mindst saa længe. Nævnte Bog udkom i 1777.

I Bogens 2den Del fortælles, at de første Hernnhutter-Missionærer[7], som drog til St. Thomas, gik om Bord i et hollandsk Skib i København den 8de Oktober, 1732, og landede paa St. Thomas den 13de December, altsaa varede Rejsen knap 9 Uger. I 1733, da det næste Selskab af Brødre tog til St. Thomas, tog Rejsen med Skibet "Enigheden" fra 12te November 1733 til 11te Juni 1734, som han siger "over 27 Uger."

Da den teologiske Kandidat Jakob Friis fra Fyen, som havde sluttet sig til Brødrekirken, i 1753 ved Lodkastning blev bestemt til at rejse til Pennsylvania, var det Skib, han rejste med, 13 Uger paa Søen fra London til Pennsylvania, "og de sidste 6 Uger", fortæller Friis, "var Rejsen paa Grund af Proviantmangel ikke saa lidt besværlig."

Da det norske Selskab af Emigranter, som er saa vel kendt under Navnet "Sluppefolket"[8], den 4. Juli, 1825 styrede ud fra Stavanger i Norge for at gaa til Amerika, varede Rejsen 14 Uger før de naaede New York. Henved 23 Aar senere, da det første større Selskab af Landboere fra Danmark, bestaaende af Langelændere, Sællændere og enkelte fra Lolland, gav sig paa Rejsen til Amerika, i alt omkring ved 50 Personer, blev de i Hamborg fordelt paa to Skibe, af hvilke det sidste, Skonnertbriggen[9], "Perseverance", forlod Hamborg den 11te April, 1848, og naaede New York den 28de Maj, medens det første Skib, der forlod Hamborg den 20de Marts, 1848, først landede i New York først i Juni Maaned. Rasmus Sørensen,[10] som havde paavirket ovenfor nævnte Selskab, skulde selv have været med. I hans Bog "Mit Levnetsløb" som han sluttede den 15de Jan., 1848, siger han (Side 300): "Han agter, om Gud vil, at afrejse med det første Skib, der fra Hamborg afsejler til New York efter Marts Maaneds Begyndelse næstkommende[11]." Sørensen kom ikke med dengang, men blev Rigsdagsmand, Højskoleforstander, osv., til 1852.

Da han i 1852 fra Wisconsin skrev "Mit første Brev", siger han deri (Side 16): "Den almindelige Overfarts Tid er sædvanlig (!) kun 6-7 a 8 Uger." Hans egen Rejse til Amerika varede fra 15de April, 1852, til 10de Juni, "lige 8 Ugersdagen efter vor Afrejse fra Hamborg." (Side 47). Men Skibet hed ogsaa "Washington", en tremastet Bark.[12] Rejsepenge var dengang 80 prøjssiske Thaler[13] for en voksen Person paa 1ste Kahyt, 57 for 2den Kahyt og for Mellemdæk 44 Thaler.

Sidst i Halvtredserne var et Selskab af Møenboer med Sejlskib fra Danmark til New Orleans. De var paa Havet i over 8 Maaneder og led megen Nød. De sejlede vildt, kunde i lang Tid ikke finde ud, hvor de var. Flere af disse Danske drog til Moline, Illinois[14], hvorfra nogle af dem siden kom til Elk Horn, Iowa[15].

Fra 1866 har jeg Stumper af to Beskrivelser om Danskes Rejser til Amerika. Den ene er Bødker[16] Peder Hansens, der har beskrevet sin Rejse paa Vers. Hans Rejse fra hans Fødeø, Langeland, varede fra 2den April 1866 til 4de Juli, da han kom til Owatonna, Minn[17]. Men Rejsen fra Liverpool til New York gjorde Skibet "Erin" paa 20 Dage. "Eleve Hundrede Mand til Amerikas Land, bragte den uden sørgende Følger" skriver den poetiske Bødker.

Den anden Rejse i 1866 endte knap saa lykkeligt. Det var med Skibet "Peruvian", vistnok en Damper, af Inman Linien, der havde 700 Passagerer ombord, og blandt dem mange Danske, af hvilke ikke faa var fra Møen. Paa Havet blev flere af Passagererne syge af Kolera[18]; femten døde under Overrejsen og blev sænket i Havet. De, som kom levende til New York, maatte ligge i Karantæne i 7 Uger. Saa langt stemmer mine Kilder overens, men saa siger den ene, at af de 700 døde 126, en anden siger 124, og en tredie siger: hver 12te Mand døde. Flere danske Børn kom til Amerika som forældreløse, og Forældre som barnløse. Rasmus Hansen, der har levet snart 50 Aar i Elk Horn, Iowa, var med som Passager, blev ogsaa syg, men kom sig. Jeg har talt med ikke faa Danske, som kom med nævnte Skib til Amerika, og de har alle med Taknemlighed omtalt, hvorledes General Christensen og Konsul Beck[19], begge i New York, besøgte deres syge Landsmænd, sørgede for Proviant til dem og opmuntrede dem paa bedste Maade. En dansk Mand i New York, Prætorius, som var noget vanfør, bragte et helt Anker Vin med til sine Landsmænd. "Men den røg Svenskerne til og tog," sagde en af mine Hjemmelsmænd[20]. Danskerne har altsaa ogsaa dengang været for sene af sig.

Da "den gamle Smed" (se foran) i 1862 rejste til Amerika, tog Rejsen fra Hamborg til New York 50 Dage, med Sejlskib. Det var ikke det værste, men der var sorte Kopper[21] paa Skibet. Smeden med Familie slap helskindet i Land, men Børnene fik saa de sorte Kopper, da de kom til Oshkosh, Wis[22]. Her oplevede de saa en hel Roman, der endte med, at Landsmænd fra Neenah[23], hvor Rasmus Sørensen havde skaffet Plads til Smeden, stjal dem ud ved Nattetide og kørte dem til Neenah. Det anførte faar være nok, skønt der var meget mere at fortælle om Rejsen til Amerika. Jeg skal kun lige berøre, at tog end Rejsen med Sejlskibe lang Tid, saa var Faren maaske en god Del mindre end med de hurtigere Dampere, Rejsen med hvilke har kostet mange af vore Landsmænd Livet. Jeg skal blot minde om Dampskibet "Austria"s Brand paa Atlanterhavet i 1858, hvor H. C. Andersens søsterlige Veninde, Frøken Henriette Wulff, mistede Livet. Katastroferne med de danske Udvandrerskibe "Danmark" i 1890, "Norge" en Del Aar senere, ikke at glemme det stolte "Titanic"s Forlis forleden Aar, blandt hvis mange Passagerer der ogsaa fandtes Danske, alt dette ved Læserne bedre end jeg kan fortælle det.[24] Det urolige Atlanterhav blev ikke blot mange Danskes Vej til Amerika, men ogsaa manges Grav.

Angaaende de amerikanske Havne, de danske Udvandrere kom til, da er de fleste jo saa almindelig kendte, at de ikke behøver at nævnes - ud over hvad der er alt sket. Kun en af dem, der ikke er nævnt, nemlig Charleston, S. Carolina[25], skal jeg standse ved og fortælle lidt om en dansk Familie, som landede der i 1855.

Det var Ole Hansen fra Nordlunde paa Lolland, med Hustru og tre Børn. Maalet var at naa Hartland, Wisconsin[26], hvor en Broder af Ole Hansen opholdt sig. Imidlertid maatte Ole Hansen tøve i Charleston i ni Maaneder, da Konen fik den gule Feber[27] og døde. Saa rejste han med sin ældste Søn, Christian, til Hartland, men den yngste Søn, Hans, blev i Charleston sammen med en Søster, Hanna. Hanna blev siden gift med en Tysker og lever vist endnu i Charleston, Hans blev ogsaa gift og lever i Augusta, Georgia. Christian, som kom med Faderen til Hartland, maatte tidlig ud og arbejde paa en Farm. Han gik i Skole to Vintre, blev siden gift med en tysk Kvinde. Han taler godt Dansk, men Sproget i Hjemmet er tysk. Faderen, Ole Hansen, blev Købmand i Hartland, hvor han døde i 1884. Om han nogensinde fik sine Børn i Syden at se mere, ved jeg ikke. Da jeg talte med Chr. Hansen, var der fem Børnebørn af Ole Hansen i Wisconsin og 5 i Syden. Men saaledes var der mange fattige Familier, der blev skilt her i Amerika. Dette Eksempel maa her være nok.